Selvfølgelig skal man lytte til hovedtelefoner eller højttalere før man køber. De lyder alle forskelligt.
Personlig finder jeg Grado lidt for bastunge og lidt det samme oplevede jeg med de dyre Sennheiser jeg havde for et par år siden. Nu er jeg 100% tilfreds med mine T-1, men har også et lille sæt Focal Spirit one til transportabelt brug.
På et tidspunkt kommer der en test på min hjemmeside - det her er hvad det er blevet til foreløbigt:
Beyer Dynamics Tesla-1
Beyer Dynamics hører sammen med flere af de andre tyske til de store på
markedet. De ligger konstant og konkurrer med Sennheiser og til dels også AKG.
Her ser jeg så lidt bort fra amerikanerne og japanerne, som absolut også laver
gode hovedtelefoner.
Navnet Tesla har efterhånden
fundet vej til en del moderne udstyr. Det første jeg tænkte på var de fremragende
Tesla kabler fra Synergistic Research. Men ellers er der Tesla motors og deres
elektriske bil samt nu også hovedtelefonen Tesla T-1 fra tyske Beyer Dynamics.
Senest er der også kommet en mindre model T-90 som bygger på samme teknologi,
men designet til mobilt brug.
Reelt er de begge opkaldt efter Nikolaj Tesla - en berømt og berygtet
videnskabsmand, som bla. arbejdede sammen med Edison. Han blev betragtet som
noget af en showman og han optrædener vakte altid opsigt med store maskiner der
skabte lyn og andre elektriske effekter. Den elektriske magnetfelt styrke Tesla
er opkaldt efter ham. Søg evt. lidt på nettet - der kan læses meget mere om
denne spændende mand, som mange mener var langt forud for sin tid. Nogle mener
endda han var tidsrejsende?
Magnetstyrke og Tesla er absolut relevant for Tesla T-1
hovedtelefonerne fra Beyer Dynamics. Der er tale om deres topmodel, som absolut
må betegnes om en af de bedste dynamiske hovedtelefoner på markedet. Netop den
magnetiske feltstyrke på 1,2 Tesla er næsten det dobbelt af hvad andre top
hovedtelefoner kan præstere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på typiske
fuldtone højttalere som f.eks. Lowther og AER. Her gælder lidt de samme
præmisser. En yderst kraftig magnet og meget let dobbelt eller ”sandwich”
membran som dækker hele frekvensområdet.
Rent fysisk er der tale om en stor semi-åben hovedtelefon. Den kraftige
bøjle kan trykke lidt hvis man bærer briller, men generelt er de yderst behagelige
og ikke varme efter over en times brug.
Med en hovedtelefon er der unægteligt en del fordele. ”Lytterummet” er
kendt og der skal ikke ret meget effekt til. T-1 er en højohms hovedtelefon med
600 ohm belastning. Der skal altså spænding til for at opnå et rimeligt
lydtryk. Transportable medier er ikke umiddelbart sagen, men med deres fysiske
størrelse og forholdsvis høje vægt er det nok heller ikke det er tænkt på. T-1
er absolut en hovedtelefon man nyder musikken over hjemme i lænestolen. Gerne
med en dedikeret forstærker af god kvalitet og så lige en god flaske rødvin
inden for rækkevidde.
De generelle data kan læses på Beyer Dynamics hjemmeside, så dem
behøver jeg ikke gentage. T-1 leveres i en flot stor alu-boks solidt beskyttet.
Der er tale om en halvåben type, som giver lidt mere information om, hvad der
foregår udenfor. Dette selvfølgelig afhængig af hvor højt man spiller. Samtidig
betyder det dog, at andre i nærheden nemt kan høre at der spilles, hvilket min
kæreste bestemt ikke brød sig om. Altså ikke et par hovedtelefoner der kan
isolere lytteren fra omverdenen.
Sådan gjorde jeg.
T-1 blev koblet på hovedtelefonudgangen på min Accuphase forforstærker
- alternativt i en periode den svenske Harmony Design forstærker og endelig den
fremragende iCAN fra engelsek iFi. Alle klarede opgaven glimrende, dog med en
noget bedre definition og klarhed opefter via Harmony Design og en held del
mere kontrol og dynamik via iCAN. Signalkilderne var digitale kilder via Aurender
S-10 mediaserver koblet til min EMM-Labs DAC-2X konverter, alternativt
pladespiller via min Accuphase C-27 RIAA. Der blev også kort benyttet transportabelt
udstyr - Android mobil og Ipad, begge med afspilning af FLAC filer.
Lyden af sammenhæng
Man taler ofte om 2-vejs eller 3-vejs lyd ved højttalere. Efter at have
lyttet lidt til T-1 får man en helt klar fornemmelse af, hvad det indebærer. Hele
konceptet med den meget kraftige magnet og lette membran leder tankerne hen på
de bedste fuldtoner fra f.eks. Lowther og AER eller de bedste elektrostater. Det
første indtryk er således absolut sammenhæng, glathed og præcision. Små
detaljer som strengene på en akustisk guitar eller kantslag på en tromme kommer
med en stor selvfølgelighed. Det hele er ubesværet og super dynamisk. Nogen vil
måske savne mere bund, men det her er en neutral hovedtelefon beregnet på musik
der skal gengives uden tilført boost nogen steder. For der er absolut den bas,
som der skal være. Personligt var jeg imponeret af detaljeringsgraden og
niveauet nedefter, men jeg kan sagtens forestiller mig at nogen med hang til
mere moderne rytmiske musikformer eller egentlig heavy metal gerne ville have
lidt ekstra i bunden. Toppen står glat og klart - igen med denne umiddelbare
sammenhæng. Man savner bestemt ikke luft opefter. Mens disse linier skrives
lytter jeg til Farberman/Concerto for Jazz Drummer. En utrolig dynamisk og
meget levende BIS optagelse af et komplet symfoni orkester bakket op af en
gevaldig masse slagtøj. Der er lidt imponator lyd her, men også store krav til
højttalere eller i dette tilfælde hovedtelefonerne. Bunden står klart i det
store rum og dynamiske begrænsninger er der ikke noget af her. Min højttalere
fejler ikke noget, men det her er en anden oplevelse.
Fra HD-tracks har jeg downloadet 24 bit/96 khz filen
med et af de nyeste udspil fra Chesky. Der er tale om en binaural
(kunsthovedstereo) optagelse af Amber Rubarth. Der er tale om rent akustiske
instrumenter og en live optagelse med masser af rum. Det er kort sagt utroligt
hvordan hovedtelefonerne forsvinder og man hører lyd langt uden for hovedet.
Hvis bare alle kunne gøre det på samme måde.
__________________
Jan Nielsen
Music is all about the groove, and you don't find grooves on a cd......