** update med nye billeder + udstyr på side 6 **
http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=7613&KW =T%F8ffe&TPN=6
Så er det vist min tur til at fylde op på serveren med en masse ævl og halvutydelige billeder af mine elektriske potensforlængere
Anlægget er lidt blandet som jeg har støvet sammen over årene, og en del af det er købt brugt eller hvor jeg nu har kunnet score en eller anden form for rabat. Alt i alt er det vel et mid-fi anlæg jeg ligger inde med, som til tider bærer præg af min nærighed men jeg er nu godt tilfreds alligevel.
Lad os starte med rummet : små 20 m2 med et elendigt lakeret trægulv, der både er skævt og grimt. Gulvet ville uden tvivl være en lyd-killer, så jeg skyndte mig at få lagt et godt tyk tæppe på (er næsten lige flyttet ind i denne lejlighed, så det er derfor at der ser lidt spartansk ud i lejligheden - altså ingen billeder på væggen osv.).
Højtalere :
Front : Dali Evidence 870 (kabel : Tara Labs Prism Bi-wire) – Jeg er helt vild med mine Evidence-højtalere. De spiller rigtig godt, mestrer hele spektret og er så tilpas kønne at de kan stå i en stue uden at konen beklager sig. Da gulvet skråner ganske lidt (det er lidt skævt) og for at forhindre en rungende bas, har jeg sat et sæt justerbare spikes på dem. Det gør at højtalerne er kommet i vatter, og således ikke er vinklet mod gulvet. Der er 2,8 m imellem de to fronter, og de er placeret 20 cm ud fra væggen. Jeg havde naturligvis gerne forøget disse tal hvis det havde været muligt, men rummet er liiiiige i det mindste til at 870’erne rigtigt kan boltre sig.

870'erne uden frontstof.
Center : Dali Evidence c70 (kabel : Tara Labs Prism Bi-wire) – lækker lille sag – regner med at lave en hylde til den over fjernsynet i stedet for at have den til at ligge ovenpå flimmerkassen.
Rear : Dali Evidence 370 (kabel : Tara Labs Omni) – er næsten helt nye. Kun et par uger gamle, og er derfor slet ikke til-spillede, men jeg er allerede glade for dem, og både lydmæssigt og af udseende passer de perfekt til de andre højtalere, og så er både jeg og konen tilfredse, og det skal man ikke kimse ad.
Sub : Dali SWA-12 (kabel : Tara Labs Prism 2200S) – Grim men effektiv. Ikke det kønneste syn, men når den bliver sat på arbejde så yder den det den skal! Den har mere end rigelig bas til min lille lejlighed! Jeg bruger den kun til film for 870’erne har rigelig med bas til stereo-materiale.

Et view ud over anlægget.

Sofaen hvor det sner samt min ene bag-ht
Isenkram :
Receiver : Nakamichi AV-10 – en herrrrlig surround-receiver med fine evner både når det kommer til surround og stereo-materiale. Den har en lækker evne til at drive den dybe bas ud af mine 870’ere, og stadig have fint styr på mellemtone+diskant. Den er godt nok ikke helt ny længere, og har således ikke 5-ch input eller mulighed for 6.1 eller 7.1 surround (ikke at det bliver relevant i min lille stue). Det som gjorde at valget faldt på denne receiver var helt klart dens evne til både at kunne underholde ved film, og stadig lave et rigtigt fint resultat med 2-kanals materiale, da jeg næsten hører mere musik end jeg ser film, og jeg har ikke rigtigt plads (læs : penge) nok til at have 2 adskilte systemer
, selv om tanken om 2 systemer da fremprovokerer uhæmmet savlen fra mine mundvige. Hvis du vil læse et par mere dybgående anmeldelse af den så tjek disse links : http://www.soundstage.com/video/revequip/das02.htm eller http://www.sunshinestereo.com/nakavrev.htm

Lys i juletræet.
CD : Sony CDP-X202ES (signalkabel : Tara Labs RSC Air 3) – en 9 år gammel cd-spinner sag, der sin høje alder og lave nummer i ES-serien til trods, stadig leverer varen. Den har jeg endnu ikke haft et eneste problem med. Meget kan man sige om Sony og deres lyd, men de kan fand’me lave nogle produkter der kan holde. Lyden på den har jeg det dog helt fint med, meeeen jeg tror nu godt at diskanten kunne blive noget bedre, ligesom jeg gerne vil have strammet lidt op på bassen. Det hjalp dog at få mit Air 3 kabel på den, men det er måske lidt overkill sådan et kabel på den spilledåse, meeeeen hva’………
Tv : Sony KV-32FX60E - købt på tilbud i Bilka, og jeg har ikke fortrudt det endnu. Den har et kanon billede, og man skal (selv i dag) smide en ordentlig røvfuld tusser oven i min gamle købspris for at få noget der virkelig slår den af banen. Både de helt lyse farver og de mørke kontraster mestrer den. Bevares, der findes da bedre fjernsyn i dag, men forbedringerne har været små inden for denne prisklasse de sidste par år. Den eneste åbenlyse fejl vil jeg sige er dens ualmindeligt store skrumlede væsen, men den bliver helt sikkert først skiftet ud når plasma-skærme kan fås til rimelige priser og når de har en bedre gengivelse af sort.
DVD : Pioneer DV-535 (IXOS 138AV Silver Scart til Billedet og et Vivanco Optical Link til lyden) - modellen er egentlig en ret billig sag, men den har stadig (efter min ydmyge mening) et super billede, men det er nok også hjulpet godt på vej af IXOS scart kablet. Før jeg købte dette kabel havde jeg problemer med interferens og et lettere sløret billede, men det forsvandt som dug for solen da jeg spændte det her IXOS for. Pioneeren har ikke nogen DA-converter, så jeg bruger den der er i Nak'en, men den er også ret så cool.
Turntable : B&O Beovox 3000 - har jeg desværre ikke så meget fornøjelse af da min Nak ikke har en phono-indgang :-( Så min vinyl-samling står og samler lidt støv. Ellers er jeg nu helt tilfreds med den, selvom det er ved at være noget tid siden jeg sidst havde den i ilden.
Tapedeck : Sony TC-WR635S - min aldrende båndafspiller, der ligesom cd-afspilleren (de blev købt samtidig) har vist sig at være i en ualmindelig høj byggekvalitet. Den fræser stadig derudaf, og der har aldrig været nogen problemer med den - lækkert med sådan noget kram. Den har Dolby Noise Reduction B, C og S, og kan faktisk kvittere med en (for mediet) ganske udmærket lyd. Jeg har dog aldrig investeret i noget særlig godt kabel til den og den må klare sig med et par standard signal kabler.
Video : Sony SLV-SE700/D - En stereo video med Long Play, PDC, Showview og alt det andet skrammel en video skal have nu om dage, men jeg må nok indrømme at jeg ikke bruger den så meget, da jeg kun er til DVD når der skal ses film. En smart feature er dog det smartlink den har med fjernsynet, så alle kanaler fra tv'et automatisk bliver downloaded til videoen, og så kan den kontrolleres af remoten til tv'et. Da jeg som sagt ikke bruger videoen så meget har kun investeret i et standard scart-kabel.
MP3 : Creative Labs Zen 30 GB - er en herlig lile frækkert. Jeg er har tit overnatninger ude på hoteller pga. mit arbejde, og der er det sgu' genialt at man kan have det meste af sin pladesamling med i jakkelommen. At kvaliteten på mp3 jo så ikke er helt i top gør ikke så meget når man i forvejen kun har et par små lyttebøffer. Så længe vi taler om "walkman-lyd" mener jeg at forskellen mellem cd og mp3 er relativt lille, og Zen'en er altså noget lettere at have med end en discman og 20-30 cd'ere.

Møbel : Audio Magic Xenta 4 (ahorn) – stor var glæden da jeg fik sat mit Audio Magic op – det giver lige anlægget det sidste pift, og så kan man jo skjule sit overskydende højtaler-kabel under den nederste hylde…..hehehe…… Derudover har jeg også her kunnet kompensere for det skæve gulv ved hjælp af spikes, så alt mit isenkram kunne komme i vatter. Et virkligt lækkert stykke håndværk!

Lækkert møbel i nogle solide materialer - top-nice!!!!
Hvad fremtiden bringer : Som sagt en hylde til min center-ht, samt at jeg skal finde en måde at skjule mine kabler på. Derudover vil jeg gerne prøve mig frem med en anden cd-afspiller, og her kan jeg forstå at de gamle Sony CDP X707 ES modeller skulle være rigtigt fine. Jeg har godt nok også overvejet Denon DCD-10S, men hørte at de havde nogle problemer med deres lasere, som tit skal skiftes
Hvis der er nogen der har forslag til noget solidt grej med en god lyd og til nogle fornuftige penge, ja så skal de bare sige til.
Derudover er det vel min DVD der står for skud næste gang. Jeg har tænkt på at få en kombi-maskine der kan æde alle formaterne, men hvis jeg skal satse på sådan en fætter SKAL den have en udmærket cd-ydelse med i baggagen. Derudover lyder det da spændende med de nye Fire-Wire og Denon Digital Link standarder, men så skal jeg jo også af med min Nak, og det vil jeg helst undgå. Og så vil det sgu’ også blive dyrt at skulle skifte både receiver og DVD samtidigt.
Hvad bliver der så spillet på sådan et forvokset clock-radio anlæg? Mest hæææææp-hååååb af den tunge eastcoast slags. Er ikke så vild med vestkystens produktioner, men er mere til High & Mighty, Krs-One, Kool Keith, Gang Starr, EPMD, Eric B & Rakim, Mos Def & Talib Kweli, Pete Rock & CL Smooth etc. etc. Derudover hører jeg en masse soul og funk fra 60’erne og 70’erne, som hip-hoppen jo er vokset ud af – man må jo have rødderne med. Evidence 870’erne og Nak’en passer perfekt til disse stilarter med en god, bundsolid bas, og masser af evne til at underholde.

Frontstoffet på ht'erne er blevet fjernet, og så er der liv i snurre-rundt anlægget. Bemærk at subwooferen er "gemt væk" under bordet til højre for fjernsynet. Hvis du forresten har læst så langt uden at gabe eller nikke med hovedet tager jeg hatten af for dig
Ris, ros og forslag modtages naturligvis!
TØF