Tak skal du have. Det er et Nikon D300s. De her billeder er taget med mit 50mm f/1.4 objektiv

Båtnakke!

Altså min pointe er, at såfremt der ikke ligefrem er tale om skodprodukter, så handler hifi for mig om oplevelser, og ikke ydelse på nogle individuelle paramentre. Når man snakker oplevelser, så vil valget af hvad der er bedst altid stå og falde på holdninger, altså smag. At der her er tale om to meget forskellige forstærkere gør blot situationen værre

Nåh men... Thorhaugen er lækker! Finishen er i mine øjne rigtig god. Det er let at se at der ikke er tale om et produkt der er fabrikeret på store industrielle maskiner med 0,01 mm tolerancer, men til gengæld er det tydeligt at man har med godt og gedint håndværk at gøre. Alt virker solidt og gennemtænkt. (Hvis man da lige ser bort fra inputvælgeren. Ham her er mindre malplaceret end den er).

Lydmæssigt er i270 en yderst nærværende og charmerende størrelse. Med sin tydelige frekvenskurvemæssige pæreform er der dømt fed varm rørlyd, uden at det ender i sødsuppe. Over/undertone-integrationen er særdeles fornem og bækkener, strenginstrumenter osv. klinger flot ud. Dette er også medvirkende til at stemmegengivelsen på Thorhaugen er lidt af en oplevelse. Den er altid nærværende og præsenterer i det hele taget såvel stemmer som akustiske instrumenter med stor realisme. Perspektivet er enormt, både i dybden og bredden, omend jeg ikke finder rumgengivelsen meget nøjagtig. Toppen er tilstrækkelig udstrakt til at der er masser af smæld på guitaranslag og deslignende, men samtidig silkeblød. Den kan sagtens levere et fint punch i bunden, og runder ikke af på samme måde som andre mindre strømstærke rørforstærkere gør. Den kan fint spille elektronisk musik med fornuft tyngde, og bibeholde kanten nedefter. Den er ganske naturligt ikke et dynamikmonster, og der er også grænser for hvad den kan levere af strøm. Således mangler man det allersidste for at få chokket ved et kraftigt anslag på lilletrommen fx.

I direkte sammenligning med min Accuphase (hvis pris man lige skal huske at have in mente, når man foretager en sådanne), så mangler den lidt kræfter. Specielt nedefter er Aggu'en mere tight, men generelt er der mere ro, kontrol og overblik over sagerne på min E-350. Accuphasen er også væsentlig mere velopløst. Til gengæld fylder i270'eren langt mere. Dette skal forstås således at dybde og breddeperspektivet i den grad er større end det Aggu'en præsterer. Aggu er væsentlig mere tro mod kilden, mere neutral, og farvelægger ikke musikken som Thorhaugen. Om sidstnævnte så er et plus eller ej, det afhænger helt af ørerne der lytter.

Summa summarum... Thorhaugen er noget af en charmeur. Den romantiserer musikken, og godt for det, for det er bare lækker rørlyd, uden at den på noget tidspunkt falder rigtigt igennem hvor jeg før har oplevet bamser i samme klasse bukke under. (Dynamisk formåen og opløsningen i toppen forstås). Accuphasen i modsætning til dette står for en lidt glat, men meget fornem og overskudsagtig gengivelse, uden at give slip på nærværret.

Hvad vil man helst have? Teknisk set er Accuphasen i270 langt overlegen, men den Thorhauge kan altså noget andet, der også er pokkers fedt.

Gid man havde penge til dem begge, så kunne det meget vel ende med et dobbelt forstærkersæt

virious skrev -

"Du skal nok blive klogere en dag, min dreng

En dag lærer du, at de eneste rør, der er værd at høre på er trioder "

skønt at se andre har opdaget hvordan trioder gør det slemme ved pentoder/tetroder..!

sådan en lille fiks 845 interstage pre leverer bare meget mere af det gode,end de små forkølede ecc82 - 5687 osv

Hej Virious

Jeg håber da ikke det er dit alvor, at intet ud over trioder dur, så må jeg sige, at dig og Onslow lever i en speciel verden.

MVH Steen

Hej Virious

Jeg håber da ikke det er dit alvor, at intet ud over trioder dur, så må jeg sige, at dig og Onslow lever i en speciel verden.

MVH Steen