Eric Clapton har de seneste mere end 40 år leveret nogle af rockens bedste guitaralbums, men har også udgivet en række popplader hvor guitaren er trådt i baggrunden.

 

Eric Claptons musik vil altid stå i skyggen af et af de bedste albums der nogensinde er udgivet, mange vil nok sige det aller bedste, nemlig:

7/6 stjerner (den er i en kategori for sig selv) – 1970

Derek and the Dominoes: Layla and other assorted love songs. (med i bogen 1001 plader du skal høre før du dør.)

Derfor starter denne gennemgang af ECs albums her. For der er også en række albums før denne med Yardbirds, John Mayals Bluesbreakers, Cream og Blind Faith, men de kommer måske med senere.

Derek er et synonym for Eric Clapton, og pladen, der nok er stort set alle læsere af denne side bekendt, river og flår i lytteren så men absolut ikke kan undgå og blive grebet af det. Det er i dag en lige så fabelagtig god plade som da den udkom i 1970, og den nåede et niveau hvor stort set ingen nogensinde har været. Duanne Alman er med som gæstemusiker på pladen og ECs og Almans guitar spil gik op i en højere enhed. Men det kunne ikke gentages for Alman blev dræbt i en motorcykel ulykke kort efter optagelserne. Titelnummeret Layla er ECs største hit, og det er lidt paradoksalt at unplugged udgaven af samme nummer måske er det næststørste.

 

4,5/6 stjerner (1970)

Eric Clapton: Eric Clapton

Udkom egentlig før Layla, har fine numre som After midnight og Blues Power

 

  4,5/6 stjerner 1973 og 1994

Derek and the Dominoes: In concert – Derek and the Dominoes: Live at the Fillmore

Det er den samme concert, der er bare lidt flere numre med i den nye udgave fra 1994. Ikke nær så intens som Layla, men en fin live plade.

 

5/6 stjerner (3/6 stjerner) 1973

Eric Clapton: Eric Claptons rainbow concert.

Der findes to udgaver af denne. Den oprindelige med 6 numre og den udvidede CD udgave med 14 numre. Og mange af de bedste numre er kun med i den nyeste udgave. En syret rocket koncert der flår i lytteren, her findes live numre af flere af klassikerne fra Layla.

 

6/6 stjerner 1973

461 Ocean Boulevard (med i bogen 1001 albums du skal høre før du dør.)

En af ECs bedste albums indeholder bl.a. det store hit Motherless children. Klassealbum hele vejen

 

 3/6 stjerner 1975

Eric Clapton: There is one in every crowd

Lidt blandet ikke specielt godt album, nok et af de mindst kendte. The sky is crying er måske bedst kendte nummer.

 

4/6 stjerner 1975

Eric Clapton: EC was here

Livealbum med bl.a. numrene Rambling on my mind og Further on up the road. Fint album.

4/6 stjerner 1976

Eric Clapton: No reason to cry

Fint guitar album med bl.a. nummeret Sign language,

 

5,5/6 stjerner 1977

Eric Clapton: Slowhand

Et af de bedste og mest kendte albums. Inderholder hittene Cocaine, Lay down Sally og Wonderfull tonight. Rigtig godt guitar album.

4 /6 stjerner 1978

Eric Clapton: Backless

Fint guitar album med bl.a. Tulsa time.

 

6/6 stjerner 1980

Eric Clapton: Just one night

ECs bedste live album med de fleste af hans hits. Alle numrene er i fin udførelse og det swinger bare godt.

 

3/6 stjerner 1981

Eric Clapton: Another Ticket

Lidt anonymt album som jeg husker dårligere end de fleste andre.

 

 3,5/6 stjerner 1983

Eric Clapton: Money and Cigarettes

Guitar album med bl.a. Nummeret I’ve got a rock’n’roll heart.

 3,5/6 stjerner 1985

Eric Clapton: Behind the sun

Lidt anonymt album med numret She’s waiting som det mest kendte.

 

 2/6 stjerner 1986

Eric Clapton: August

Pop plade uden det store indhold

 

 6/6 stjerner 1988 (4 CD box)

Eric Clapton: Crossroads

Eric Clapton udvalgte selv hvad der kunne være på 4 CDer. Her er alt relevant fra før 1988 når Crossroads suppleres med Layla. Der er flere numre med Derek and the Dominoes der ikke var med på Layla, derudover begynder disc 3 med de 5 numre der blev indspillet til Derek and D. ikke færdiggjorte andet album. Et par af numrene er ikke helt færdige. Næsten halvdelen af materialet er fra før Layla. Helt suveræn boks.

 

 4/6 stjerner 1989

Eric Clapton: Journeyman

Clapton finder guitaren på dette fine album indeholder bl.a. nummeret Pretending.

 

 6/6 stjerner 1990 (3cd box)

Layla and other assorted love songs (20 years anniversary edition)

Det oprindelige album + en CD med guitarjamming + en CD med alternative udgaver af numrene på Layla. Flere af numrene er ret alternative. Dette er nok et samlerobjekt, da de fleste i praksis næsten udelukkende vil høre selve albummet, derudover er den dyr.

 

 3/6 stjerner 1991

Eric Clapton: 24 night (at Royal Albert hall)

Lidt anonym dobbelt live CD fra London

 

 5/6 stjerner 1992

Eric Clapton: Unpluged

Et kæmpe hit, med EC klassikere i unpluggede versioner. Men jeg foretrækker nu de oprindelige, men rigtig fint album.

 

 6/6 stjerner 1994

Eric Clapton: From the cradle

Blues album, hvor alle numre har fin standard, et album som høres fra start til slut. Klasse.

 

4/6 stjerner 1996 (4 CD box)

Eric Clapton Crossroads vol. 2 (live in the seventies)

Lang live box, hvor meget godt er med, men den har slet ikke samme klasse som Crossroads I. Det bedste fra denne box er med i to CD versionen af Blues fra 1999.

 

2/6 stjerner 1998

Eric Clapton: Pilgrim

Kedelig pop CD. Overflødig udgivelse.

 

 5/6 stjerner 1999 (4/6 stjerner for 1CD udgaven)

Eric Clapton: Blues

Dette album findes i to versioner, et med en studieblues CD og et med bade en studieblues CD og en live CD. Og live CDen er den mest interessante. Køb derfor altid 2CD udgaven. Fremragende udgivelse.

 

 5/6 stjerner 2000

Eric Clapton & B. B. King: Riding with the king.

Hyggeligt album, der nok er kendt af de fleste

 

 3/6 stjerner 2001

Eric Clapton: Reptile

Endnu en ikke specielt vellykket pop CD.

 

 2/6 stjerner 2002

Eric Clapton: One more car, one more rider.

Delvist mislykket live dobbelt CD. Musikken findes i bedre udgaver på andre CDer.

 

4/6 stjerner 2004

Eric Clapton: Me and Mr. Johnson

Clapton synger rendyrket minimalistisk blues af Mr. Johnson. OK CD.

 2/6 stjerner 2005

Eric Clapton: Back home

Uinteressant pop CD (kan p.t fåes sammen med Road to Escondido som dobbelt CD til 50,-)

 

4/6 stjerner 2006

Eric Clapton & J. J. Cale: Road to Escondido

Fint album hvor J. J. Cale er med, de spiller godt sammen,

 

3,5/6 stjerner 2009

Eric Clapton & Steve Winwood: Live from Madison Square Garden

Rodet album med skiftevis Clapton og Winwood numre. Flere gode men også lidt kiksede numre på Dobbelt CDen.

 

4,5/6 stjerner 2010

 

Eric Clapton: Clapton

Hyggelig og tilbagelænet CD. I perioder meget jazzet. Ved flere af numrene kommer jeg til at tænke på Mark Knopflers Notting Hillbillies album og Dire straits sidste On every street. Clapton bruger guitaren for lidt.

 

 (6/6 stjerner 2011)

 

Derek and the Dominoes: Layla and other assorted love songs

Der er en extra CD med. 40 års jubilæum for dette mesterværk.

 

 (2/6 stjerner 2011)

 

Wynton Marsalis & Eric Clapton play the blues

Denne live udgivelse er til tider godt svingende og stemningsmættet. Men det er absolut mere jazz end blues, og jeg tror ikke mange synes det er særlig interessant. Drop den og køb andet musik, for den er så langt fra hvad man forbinder med Eric Clapton som næsten tænkes kan.

 

Håber I kan finde inspiration i listen. Derudover findes stribevis af greatest CDer,

__________________
Venlig hilsen
Hermann

Jeg synes nok det er at tage munden lidt for fuld at hævde, at Clapton har leveret nogle af rockens bedste guitaralbums gennem de sidste 40 år. Og ”Layla and…” er bestemt ikke i nærheden af at være det bedste album nogensinde.

Clapton var en begavet guitarist fra midten af 60’erne frem til 1970-71, hvor han toppede kunstnerisk set. Siden da har han været en temmelig middelmådig guitarist uden de store visioner i sit spil, tilfreds med at holde sig til de riffs han kan til hudløshed. Tag for eksempel et lyt til ”Live at Fillmore East” eller ”Eat a Peach” med Allman Borthers Band for at få et mere spændende, autentisk og varieret bluesudtryk end ”Layla…”. I øvrigt var det Duane Allman som skrev det indledende riff til sangen Layla (og til omkvædet), det riff som vel nok gjorde sangen til noget specielt.

At Clapton er endt som middelmådig skyldes ikke mangel på talent, men snarere et massivt misbrug. Jeg har selv set ham live et par gange og begge gange har han kørt de soli af han kan på rygraden. Der var ingen inspiration at spore, han stirrede nærmest tomt ud i luften som om han ønskede sig et andet sted hen. Heldigvis var Albert Lee med som guitarist ved den ene af koncerterne (Just One Night touren) og det var en stor oplevelse.

Den eneste gang jeg har set eller hørt Clapton inspireret og motiveret var på ”Further On Up the Road” fra ”The Last Waltz” koncerten med The Band. Men her var han også blandt kunstnere og musikere han så op til. Det var Claptons bedste arbejde efter 1970, og hvilken inspireret solo han dog fik lavet. Synd det blev ved det og at han ikke formåede at leve op til det senere.

Der er mange guitaralbums der er bedre end Claptons udgivelser. Alene samtlige Pink Floyd udgivelser i 1970’erne var bedre guitarmæssigt. Prøv også at lytte til Focus’ fem første albums. Albums med Jeff Beck, Led Zeppelin, Deep Purple, Allman Brothers, Santana, Yes, Jethro Tull og andre indeholder langt mere spændende guitararbejde end Claptons albums.

Med hensyn til det bedste album nogensinde, så er der rigtig mange kandidater og mange der musikalsk og kunstnerisk er langt mere vellykkede end ”Layla…”.

Hoodlum skrev: Jeg synes nok det er at tage munden lidt for fuld at hævde, at Clapton har leveret nogle af rockens bedste guitaralbums gennem de sidste 40 år. Og ”Layla and…” er bestemt ikke i nærheden af at være det bedste album nogensinde. Clapton var en begavet guitarist fra midten af 60’erne frem til 1970-71, hvor han toppede kunstnerisk set. Siden da har han været en temmelig middelmådig guitarist uden de store visioner i sit spil, tilfreds med at holde sig til de riffs han kan til hudløshed. Tag for eksempel et lyt til ”Live at Fillmore East” eller ”Eat a Peach” med Allman Borthers Band for at få et mere spændende, autentisk og varieret bluesudtryk end ”Layla…”. I øvrigt var det Duane Allman som skrev det indledende riff til sangen Layla (og til omkvædet), det riff som vel nok gjorde sangen til noget specielt. At Clapton er endt som middelmådig skyldes ikke mangel på talent, men snarere et massivt misbrug. Jeg har selv set ham live et par gange og begge gange har han kørt de soli af han kan på rygraden. Der var ingen inspiration at spore, han stirrede nærmest tomt ud i luften som om han ønskede sig et andet sted hen. Heldigvis var Albert Lee med som guitarist ved den ene af koncerterne (Just One Night touren) og det var en stor oplevelse. Den eneste gang jeg har set eller hørt Clapton inspireret og motiveret var på ”Further On Up the Road” fra ”The Last Waltz” koncerten med The Band. Men her var han også blandt kunstnere og musikere han så op til. Det var Claptons bedste arbejde efter 1970, og hvilken inspireret solo han dog fik lavet. Synd det blev ved det og at han ikke formåede at leve op til det senere. Der er mange guitaralbums der er bedre end Claptons udgivelser. Alene samtlige Pink Floyd udgivelser i 1970’erne var bedre guitarmæssigt. Prøv også at lytte til Focus’ fem første albums. Albums med Jeff Beck, Led Zeppelin, Deep Purple, Allman Brothers, Santana, Yes, Jethro Tull og andre indeholder langt mere spændende guitararbejde end Claptons albums. Med hensyn til det bedste album nogensinde, så er der rigtig mange kandidater og mange der musikalsk og kunstnerisk er langt mere vellykkede end ”Layla…”.

Lidt som at diskutere pærre og bananer !!   hvad smager bedst !

Hej Hermann

Du har lagt et stort arbejde i denne oversigt, tak for det, jeg mangler selv en del af dem og vil kigge på dine anbefalinger inden indkøb, TAK

Hermann,

Nydelig gennemgang, - er rimelig enig på de fleste, men der et par stykker jeg har misset. Det skal der hermed rettes op på

 

Rigtig godt indlæg, kunne være fint med flere af den slags gennemgange af kunstneres udgivelser.

Er dog ret enig i det Hoodlum skriver, er selv stået af på Claptons solokarriere.

Fin gennemgang. Jeg har ikke fået investeret i Crossroads vol. 2, men det må jeg se at få gjort.

Jeg giver dig ret i at de tidlige Clapton er de bedste. Derfor kan det undre mig at du slet ikke kommer forbi Blind Faith og Cream eller nogen af de andre tidlige albums han var med på.

Min personlige favorit er 461 Ocean Boulevard. På Deluxe versionen er der en ekstra CD med live numre. Den hører jeg næsten oftere end CD 1.

Nu er jeg jo også lidt forudindtaget, for Layla har i den grad påvirket min musikalske holdninger igennem 30 år. Og når jeg kalder den en af de bedste albums of all time, så gjorde JPs anmelder det også i forbindelse med 20 års jubilæumsudg.

Og Hudlum har da helt ret i at Claptons albums har været svingende, og det kan da også ses af de point jeg giver. Men inspirationen til indlægget kom, da jeg hørte den nye, som jeg synes er god, og det jazzede virker egentlig ganske fint. Så I må give den nye et lyt. Der er også hele tiden tilbud på CDer så mange af dem kan fåes til en meget rimelig pris. Jeg havde ikke fået købt Back home og the road to Escondido, men fandt dem på dobbelt CD til 50 kr i TP.

 

__________________
Venlig hilsen
Hermann

"Layla..." er bestemt en klassiker og jeg har selv købt den i adskillige versioner: Vinyl, CD, Jubilæumsudgave, SHM-CD fra Japan etc. Og jeg lytter stadig til den af og til.

Som Tommy S foreslog, så håber jeg du vil supplere din liste over Claptons udgivelser med Cream og Blind Faith udgivelserne. Min egen Clapton favorit sang er "Presence of the Lord" fra netop Blind Faith tiden.

Jeg synes "Reptile" er en ganske god udgivelse. Det er i hvert fald den skive jeg hører mest af hans nyere CD'er. Jeg ville give den 4,5/6 på din skala. Ellers er jeg meget enig i dine vurderinger.

Med hensyn til den nye CD, så har jeg lige fået den med posten og vil give den et lyt senere i dag.

Hoodlum skrev: "Layla..." er bestemt en klassiker og jeg har selv købt den i adskillige versioner: Vinyl, CD, Jubilæumsudgave, SHM-CD fra Japan etc. Og jeg lytter stadig til den af og til. Som Tommy S foreslog, så håber jeg du vil supplere din liste over Claptons udgivelser med Cream og Blind Faith udgivelserne. Min egen Clapton favorit sang er "Presence of the Lord" fra netop Blind Faith tiden. Jeg synes "Reptile" er en ganske god udgivelse. Det er i hvert fald den skive jeg hører mest af hans nyere CD'er. Jeg ville give den 4,5/6 på din skala. Ellers er jeg meget enig i dine vurderinger. Med hensyn til den nye CD, så har jeg lige fået den med posten og vil give den et lyt senere i dag.

Ja det kan godt være at jeg skulle gå længere tilbage, men der er jeg ikke specielt velforsynet. Cream har aldrig sagt mig det store, og jeg hører mest det ældre Clapton via de 2 første CDer i Crossroads boxen. Jeg har Blind Faith og en Cream CD, men der er flere jeg slet ikke kender fra før Layla, udover det der er med på Crossroads CD 1 og 2.

Jeg vil en af de nærmeste dage give Reptile et lyt, for den husker jeg ikke specielt godt.

Men vi har vel alle albums der har præget os, det første jeg var fan af var Electric Light Orchestra, og jeg synes stadig at Out of the blue og Time er fine albums. Ellers har jeg udover Clapton hørt rigtig meget Stones, Springsteen, Dire Straits, S.R.Voughan, Niel Young, Beatles, Bob Seger og Tom Petty.

__________________
Venlig hilsen
Hermann

Hermann.

  Du kan da have ret i mange af dine betragtninger om E.C.men jeg må bede dig om at lytte til "Pilgrim" igen,da det nok er et af de mest melodiøse og vel producerede plader han har lavet.

 

   Lydmæssigt er den i særklasse og det kan man jo ikke just sige om mange af de andre han har lavet !

      carsten

Clapton giver koncert den 11. juni 2011 i Herning. Billetsalg fra 1. november 2010.

http://kpn.dk/popmusik/article2223970.ece

http://gaffa.dk/nyhed/44088

Det må jeg bare med til.

__________________
Venlig hilsen
Hermann

Ja- Hermann - fin gennemgang på et godt oversigtsplan - helt sikkert. Jeg synes, den kunne have været endnu bedre, hvis du havde ladet den enkelte læser af indlægget selv afgøre, hvad der har været godt og hvad der har været knap så godt.

Clapton har, som så mange andre, også betydet en hel del for mig som bluesguitarist - og har efterladt en del dybe spor henover årene. Personligt er jeg til hans mest rå bluesside og ikke så meget til de "pæne" ting. Netop med Clapton er jeg helt ligeglad med lydkvaliteten, da hans ting mange gange kan bære "på trods" af denne.

Jeg føler mig besnæret af "Pretending" og "She's waiting" - samt det meste af blues'en - ("from the cradle") samt meget andet. Der hvor jeg går i baglås på ham, er ting som fx "Tulsa time" - samt de pæne, nærmest slikkede ting som Wonderfull tonight - og Tears in Heaven osv. -

Jeg synes, at clapton er bedst med "garagelyden" som fx de gamle optagelser af "have you ever loved...." samt Hoochie coochie man - (From the cradle) - men uha, hvor har han lavet mange fede klassikere.

Hov - jeg bor vist i Herning

Vh

Freddy

 

Hej
Ret flot med din gennemgang, min favorit er klart 461 Ocean Boulevard. En af de CDér som klart lyder bedre på vinyl. Også er jeg enig med Hr. Hoodlum, du bliver lige nød til at give Reptile lidt flere points.

Men det gamle Clapton var det mest ægte eller medlevende. Jeg må indrømme at jeg hører ham ikke så tit da jeg også mener han bruger de samme rif lidt for tit.

Slowhand eller Moneyhand

Hej

Hans bedste album er klart 461 Ocean Boulevard og det er ikke helt uden grund, det var det album der fik ham tilbage på rette spor.

Han er god men vi må ikke glemme jj cale der har lært ham meget.

 

 

Så er billetten til koncerten til juni i hus. Det er stadig nemt at få billet, og det er nemt at bestille på billetnet.

http://www.billetnet.dk/Eric+Clapton-billetter/event/JBB1106

Så må vi bare håbe han er i topform og spiller alle klassikerne.

__________________
Venlig hilsen
Hermann

Ståpladser kan stadig fås.

Jeg har mange gange forsøgt at købe to siddepladser ved siden af hinanden, men havner altid oppe i øverste fjerne hjørne

High sky skrev: Hej Ret flot med din gennemgang, min favorit er klart 461 Ocean Boulevard. En af de CDér som klart lyder bedre på vinyl. Også er jeg enig med Hr. Hoodlum, du bliver lige nød til at give Reptile lidt flere points.

Jeg har givet den 3 point istedet for 2, og det er helt OK for det er en vellydende CD som måske ikke er så markant.

__________________
Venlig hilsen
Hermann

Tommy S. skrev: Ståpladser kan stadig fås. Jeg har mange gange forsøgt at købe to siddepladser ved siden af hinanden, men havner altid oppe i øverste fjerne hjørne

Mine er også ståpladser, jeg ville aldrig købe andet, da jeg synes det er helt galt at sidde ned til rytmisk musik. Køb evt ståpladser og så find dig et sæde når koncerten er igang, det er måske muligt, da jeg ikke mener de øverste sæder bruges.  

__________________
Venlig hilsen
Hermann

Hvis ikke de øverste sæder bruges begynder jeg bedre at forstå hvad der foregår. Der er plads til op til 15.000 personer i salen og jeg kunne ikke fatte at der skulle være så godt som udsolgt på de dyreste pladser.