denon4life skrev: the blues brothers sweet home chicago superfedt nummer

Kunne du ikke få råd til et keyboard, hvor shift-knappen og punktummet virker?

John Campbell. Desværre gået til de evige bluesmarker for længe siden, men super sprød lyd på pladerne.

John Hammond
http://www.youtube.com/watch?v=-qT1XiHFztk




__________________
"There's no substitute for experience".

denon4life skrev: hej jeg syntes der mangler nogle tråde om noget af det gode gamle blues, håber folk vil dele ud af deres favoritter her er en af mine fedt nummer med bb king han er altså for hård til at spille guitar        http://www.youtube.com/watch? v=4Ny5ajCn0xw         ; ;

Her er en på tolv sider: http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=12725




__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

chuck berry

Jan Eskildsen skrev: Faktisk skrev jeg for nogle år siden en slags essay om blues samt noget om den musik, der var baggrunden for Bob Dylans første LP ... hvis det har interesse, kan jeg smide det på her?

Ja tak, det lyder interessant.  

 

H.P. Lange og Troels Jensen
http://www.youtube.com/watch?v=GO83-bJ_NKw



__________________
"There's no substitute for experience".

Så skal vi vel også nævne Blue Junction :

http://www.youtube.com/watch?v=lyOpQWEBb-0

http://www.youtube.com/watch?v=dX0F-pPtzz0

 

Reverend Gary Davis
http://www.youtube.com/watch?v=CGDZdy8lDmc


__________________
"There's no substitute for experience".

jimmie vaughan dengue woman blues super fedt nummer

Alt med Stevie Ray Vaughan. Specielt Texas Flood. Grumt album. Lidt på You Tube: http://www.youtube.com/watch?v=3yd0QI5PY0A Rigtig lansomt i takten, men hurtig guitar

__________________
Arcam AVR 300
Denon 1730
Sharp LC-37 skærm
Audiovector M1
Audiovector AV3C
System Audio 1070

det lyder altså også meget godt

Stanley skrev: Jan Eskildsen skrev: Faktisk skrev jeg for nogle år siden en slags essay om blues samt noget om den musik, der var baggrunden for Bob Dylans første LP ... hvis det har interesse, kan jeg smide det på her? smileys/smiley2.gif"> Ja tak, det lyder interessant.

Blues for Dylan

...... en personlig men stærkt uvidenskabelig og tilmed ufuldendt men ikke desto mindre velment introduktion til de
amerikanske blues- og folkesangere, som Bob Dylan har ladet sig inspirere af.....

Efter et besøg på bluesbaren Buddy Guys Legends i Chicago opstod der behov for en redegørelse om, hvad blues egentlig er,
for det er ikke den musik, man kan læse eller høre mest om i danske medier. Egentlig er det latterligt at skrive om musik.
For musik skal naturligvis høres. Ellers ved man ikke, hvad det er. Blues skal først og fremmest føles, og kan man ikke føle
den i musikken, er det ikke blues. Det kan være nok så teknisk perfekt. Uden feeling går det ikke.
Denne tekst ender med henvisninger til en del musikeksempler. Man kan sige, at der er tale om en lang opremsning, men
det er en opremsning af ikke uvæsentlige musikere og sangere for den, der selv vil forske i bluesmusikken og den populære
musiks rødder.

What blues is all about
"Blues kan beskrives som den følelse, der opstår, når man bliver smidt ud af sin kæreste samme dag, som man har
begravet sin bedste ven, er blevet fyret fra jobbet og har mistet lønningsposen pÅ cykelturen hjem fra værtshuset i
forbindelse med, at man blev kørt ned af en bil, så man brækkede benet, blot for derefter at se en tyv stikke af med
cyklen".


__________________
"There's no substitute for experience".

Blues som musikform
Blues er en af de oprindelige musikformer bag rhythm & blues og rock, og der er mange steder at begynde, hvis man vil
beskæftige sig med den eller opbygge en samling af bluesmusik. Hvis man kan lide at lytte til blues, kan man anskaffe sig
diverse plader i vilkårlig rækkefølge.
     Hvis man samtidig er historisk interesseret, og vil kunne gøre sig gældende i en værtshusdebat ud på de små timer -
og hvem vil ikke det - er der dog en anden og mere målrettet måde at gribe sagen an på, nemlig min egen og hidtil
hemmeligholdte metode, som herved afsløres eksklusivt for læseren:
     Den Kronologisk-Kvalitative Metode, DKKM. Heri ligger (i dette tilfælde), at man gÅr et vist åremål tilbage i tiden,
udvælger sig nogle milepæle og derefter fokuserer pÅ de kunstnere, der har sat sig de tydeligste spor. DKKM er for
øjeblikket under evaluering i patentklagenævnet, hvilket ikke skal afholde os fra at offentliggøre denne beskedne tekst om
emnet.

Charlie Patton (1891-1934)
En af de vigtige figurer i den amerikanske bluesmusiks barndom var Charlie Patton, der i sin barndom boede i Mississippi
Delta, hvor familiemedlemmer fik arbejde pÅ en plantage, og her mødte han en af de tidligste bluesmænd Henry Sloan og
andre pionerer, som aldrig fik indspillet deres sange. Man må gå ud fra, at Patton tilegnede sig sit stof og sin stil fra folk
umiddelbart efter århundredeskiftet.
     Patton begyndte selv at spille guitar for at flygte fra nogle kvindeproblemer, hvilket ikke afholdt ham fra at stifte
bekendtskab med flere af slagsen; han havde formentlig otte koner og levede i øvrigt livet med sprut, tobak og
fængselsophold. Som andre bluesmænd rejste han meget, var overtroisk og religiøs.
     Som ung var Patton meget populær og optrådte ved mange fester, nogle gange sammen med sin ven, guitaristen Willie
Brown, der også var en berømthed i Mississippi Delta dengang. En af de første sange, som Patton indspillede, var Pony
Blues, og den solgte godt, hvorefter den blev hans varemærke. Senere optrådte han ofte sammen med Son House, der gled
ind på Pattons "plads" i bluessangernes hierarki, da denne døde.
Inden du farer ud og køber plader med Charlie Patton, skal du vide, at du mÅ leve med ridser og skrammer fra de gamle
78'ere, selv om du erhverver hans sange pÅ CD, for andet materiale har man ikke haft at overspille fra. Du må også leve
med, at det kan være meget svært at forstå, hvad han synger - ikke engang hans samtidige blueskolleger kunne forstå alt,
hvad han sang. Ikke desto mindre er Patton en af dem, som Bob Dylan har lyttet til og ladet sig inspirere af.

Blind Lemon Jefferson (1897-1929)
Som ung begyndte Jefferson at spille guitar og blev gademusikant i det østlige Texas i byer som Buffalo og Marlin, hvor Blind
Willie Johnson blev født. Jefferson har muligvis haft ham med på nogle af sine rejser. Lemon Jefferson var blind fra
barndommen, men måske havde han en smule syn, hvilket kunne forklare, at han ikke gik med mørke solbriller, men med
klare briller. Derfor taler et andet indicium, nemlig at han var bevæbnet og flere gange var involveret i skudepisoder.
     Mens han senere spillede i Dallas mødte han den noget ældre Lead Belly, som havde et enormt repertoire af sange,
som mere var folk end blues - blues var derimod Lemons boldgade. Mange år efter indspillede Lead Belly adskillige sange,
der var inspireret af Jeffersons spil, f.eks. Blind Lemon's Blues. I en periode spillede de sammen i Dallas, men samarbejdet
blev afbrudt i 1918, da Lead Belly kom i fængsel (til 1924), hvorefter han rejste til Louisana.
     Efterhånden var Jefferson blevet mere kendt, og så blev der mere at lave. Derfor rejste han mere omkring for at spille,
og i 20'erne optrådte han mange steder i sydstaterne, ikke mindst i omrÅdet fra Memphis og ned gennem deltaet. I Årene
fra 1925-29 indspillede han mere end 100 sange, og han fik udgivet mange plader, inden han døde under mystiske
omstændigheder i Chicago i 1929.
     Blind Lemon Jeffersons sange er bevaret pÅ CD, men også i hans tilfælde lyder musikken, som var det en gammel
78'er. De mere kendte sange er I Want To Be Like Jesus In My Heart, All I Want Is That Pure Religion og Corinna Blues
(minder om sangen See See Rider og bruger første vers derfra).

Blind Willie McTell (1901-1959)
McTell lærte at spille guitar af sin mor, og da hun døde, forlod han hjemmet for at slutte sig til omrejsende shows. Hans
første indspilninger er fra 1927-28, hvorfra sange som Statesboro Blues, Mama Tain't Long 'for Day og Three Women Blues
stammer fra. (I 1969 indspillede Allman Brothers Band en udgave af Statesboro Blues). Senere blev hans sange optaget til
Library of Congress.
     NÅr han ikke indspillede eller vagabonderede, tjente McTell til dagen og vejen ved - ofte sammen med Curley Weaver -
at spille for småpenge i Atlantas Decatur Street, hvor mange bluesmænd hang ud.
     Willie McTell er blevet kaldt "the dean of the Atlanta blues school" i 1920'erne og 30'erne. Hans fingerspil på den 12-
strengede guitar var stildannende i forbindelse med skabelse af periodens rag-influerede guitarstil og han spillede ikke kun
blues men også rag, ballader, folkesange og populære sange. Han var med et amerikansk ord en "songster". Blind Willie
McTell er ogsÅ navnet pÅ en af Bob Dylans sange, og desuden tog sangeren Ralph McTell sit (kunstner-) efternavn efter
ham. Egentlig hed Ralph McTell (ham med sangen Streets of London) Ralph May.

Blind Willie Johnson (1902-1947)
Informationerne om Blind Willie Johnsons liv og levned er sparsomme, men han blev blind i sin barndom, formentlig fordi
hans stedmoder smed noget lud i hovedet pÅ ham, efter at faderen havde tævet hende. Som de andre blinde bluesmænd
tjente han penge til livets opretholdelse ved at synge pÅ gadehjørner i de texanske byer.
Han blev gift i 1927 og rejste derefter til Dallas, hvor han indspillede for Columbia. En del af hans sange blev klassikere og
samtidig en del af hans bidrag til gospel-blues. Blandt hans mest kendte sange i dag er Jesus Make Up My Dying Bed og Let
Your Light Shine on Me.
     Han indspillede plader i 1930'erne og 40'erne og døde i 1947 af lungebetændelse, som han fik efter at have sovet i
resterne af sit hus, der var brændt ned til grunden.

Huddie "Lead Belly" Ledbetter (1889?-1949)
"The King of the 12-string guitar", den amerikanske blues- og folkesanger Lead Belly (egl. Huddie William Ledbetter) fortalte
engang om en mand, der kom hjem fra arbejde til sin kone gennem mere end 20 år, men hun stod på lur bag døren, og da
han kom, sprang hun frem med armene afværgende i vejret og råbte til ham, at han skulle gå igen, for hun ville ikke have
ham mere, nej, hun ville ikke engang lade ham komme ind og hente sit tøj. Så fik han "the blues" og gik på landevejen.
Måske er han stadig på landevejen, det kan vi ikke vide noget sikkert om, men da det er mange År siden, er han måske
død, eller også er han holdt op med at gå, fordi hans sko blev slidt op.
     Lead Belly døde i 1949, men det er vanskeligt at få styr pÅ, hvornår han blev født. I en af mine bøger står der 1889,
andre kilder siger 1885 eller 1888. Han blev født pÅ en plantage i Louisiana, og en del af hans sange er baseret pÅ
oplevelser i hans eget liv. Lead Belly videreførte den gamle folkesangertradition og var med til at bevare mange sange for
eftertiden ved at indspille dem på plade.
Ledbetters kaldenavn kan man ogsÅ se skrevet Leadbelly, men Ledbetter ville selv have det i to ord, hvilket også er det
grammatikalsk mest korrekte, når man tænker på, hvor mange andre af de danske sammensatte ord, der skal i to ord på
engelsk. Baggrunden for navnet, der betyder blymave (lead = bly, belly = mave), er der flere forklaringer på. Hvis navnet
skulle staves efter udtalen, ville det blive til Lædbælli.
     En af forklaringerne er, at ingen kunne drikke som ham, hvad han også selv mente. En anden, at han under en
skudveksling fik en kugle i maven, som han lod sidde. En tredje forklaring er, at han var meget stærk og muskuløs, hvorfor
det ikke nyttede at slå ham i maven, for så slog man sin egen hånd (pÅ "blyet").
     Typografer vil vide, at skydning (når det gælder linieafstanden mellem to linier) hedder leading (udtales lædding) på
engelsk, hvilket netop kommer af det engelske ord for bly, lead.
     Lead Belly spillede ofte sammen med folk som Cisco Houston, Sonny Terry og Woody Guthrie (egtl. Woodrow Wilson
Guthrie). Arlo Guthrie har fortalt, at han mødte Cisco Houston første gang, mens hans far lå på hospitalet, hvor de besøgte
ham sammen. Det var i 1961 og samme dag, som Arlo selv spillede for første gang. Houston var meget syg af kræft, som
han ikke lod sig behandle for, og hans sidste optræden i Gerde's Folk City fandt sted kort tid efter med Arlo, Bob Dylan, Pete
Seeger og The Weavers blandt publikum. Houston kunne da dÅrligt holde sig oppe pga. sygdom, men ville gennemføre sit
engagement. Han døde i april samme År. Houston og Terry kan høres på mange optagelser med Guthrie.
     Lead Belly var ifølge sin egen opfattelse verdens bedste bomuldsplukker, jernbanearbejder og elsker, samt verdens
bedste til at drikke og ikke mindst til at spille guitar, hvilket han gerne berettede om til sine omgivelser. Desværre hændte
det, at nogle af tilhørerne var uenige i hans opfattelser, og derfor fandt Huddie sig med jævne mellemrum tvunget til at
overbevise de uenige, og da han var en stor mand, var det ofte fysiske argumenter, der blev taget i brug for at få det sidste
ord.
     Hans overtalelsesforsøg bragte ham i fængsel flere gange, ikke bare for overfald, men også for mord og mordforsøg.
Det var da også i et sydstatsfængsel, han blev opdaget af folkemindesamleren John Lomax på en af dennes rejser for at lave
grammofonoptagelser, som kunne bevare den gamle sangskat.
Fængselsinspektøren blev formildet af de sange, som Lead Belly diverterede med, og derfor blev han lukket ud af fængslet,
før hans straf var udløbet. NÅr man hører ham synge børnesange og sanglege for børn, har man svært ved at sætte manden
i forbindelse med det voldsomme liv, han ogsÅ førte.
     Lead Belly var senere med til flere historiske indspilninger, og en gang havde man sat sig for, at nu mÅtte man have
ham til at indspille alle de sange, han kendte - formentlig langt over 500 - så de kunne arkiveres i Library of Congress. Man
kom godt i gang og indspillede i mange timer, men ud på natten blev man enige om at fortsætte optagelserne næste dag.
Lead Belly mødte dog ikke op, han var draget videre, ud ad landevejen. Han havde, med et lån fra Robert Johnson, rambling
on his mind.
     Lead Belly dannede i perioder par med Blind Lemon Jefferson, og han spillede også sammen med Josh White, Brownie
McGee mfl. Gennem sit musikalske virke inspirerede han Pete Seeger, The Animals, The Weavers, Jimi Hendrix og Bob
Dylan. Mange af Lead Bellys sange er klassikere, som for eksempel Goodnight Irene, der i nyere tid er indspillet af Ry
Cooder - Midnight Special, der er indspillet af Creedence Clearwater Revival og Rock Island Line, som Johnny Cash har
indspillet. De nævnte sange er i tidens løb også indspillet af et utal af andre kunstnere – det gælder i øvrigt de fleste af de
sange, som er nævnt i denne tekst.

Robert Johnson (1911-1938)
Guitaristen og sangeren Robert Johnson fra Mississippi Delta stod bag flere sange, som siden er blevet klassikere.
     Fra starten var han for dårlig en gutarist til at kunne slå igennem, men efter at være ude af rampelyset et års tid
vendte han frygteligt tilbage og spillede nu så godt guitar, som ingen anden før havde kunnet. Ifølge legenden havde han
mødt Satan i et vejkryds (Cross Road) ved Highway 61 - og havde byttet sin sjæl væk for et guitartalent i verdensklasse.
Siden rejste han rastløst rundt i Mississippi Delta og tjene penge på at spille. Han kunne ikke blive ret længe samme sted,
jaget af helvedeshunde som han var, hvad han også synger om på sangen Hell Hound On My Tail.
     Johnson var ophavsmand til sÅ berømte sange som Cross Road Blues, Rambling On My Mind (begge fremført af Eric
Clapton pÅ John Mayall albummet Bluesbreakers) og Love In Vain (fremført af The Rolling Stones) samt I Believe I'll Dust My
Broom (der i nyere tid blev et hit for Elmore James, og som ogsÅ er indspillet af Howlin’ Wolf (egtl. Chester Burnett), Sonny
Boy Williamson (s.d.), Luther Allison samt Albert, B.B. og Freddie King og mange andre.
     Johnsons musik blev op gennem 40’erne og 50’erne videreført i Chicago af Muddy Waters og andre bluesmusikere fra
deltaet. Hans sange holder endnu, og når man kender hans musik og måde at spille guitar på fra hans indspilninger i
30’erne, har man ikke svært ved at genfinde musikken og stilen i hans akkompagnement hos senere musikere og sangere.
     Johnsons to eneste pladeindspilninger foregik et par år før hans død i 1936 (i et San hotelværelse i Antonio, Texas)
hvor der blev indspillet seksten numre, inklusive Cross Road Blues, I Believe I'll Dust My Broom, Sweet Home Chicago, Come
on in My Kitchen, Terraplane Blues og Walkin' Blues, som alle blev klassikere. Den anden indspilning foregik i et varehus i
Dallas i 1937, hvor han sang Traveling Riverside Blues, Love in Vain Blues, Hell Hound on My Trail, Me and the Devil Blues og
Stones In My Passway - ogsÅ klassikere.
     Robert Johnson levede et hårdt liv med flere opslidende former for tidsfordriv. Når han ikke sang og spillede, var han
storforbruger af spiritus og kvinder, og når han døde allerede som 27-Årig, var det fordi han drak whisky med stryknin,
serveret af en jaloux ægtemand, hvis kone Johnson havde bagt på.
     Pladesættet The Complete Recordings med Robert Johnson førte til en guldplade i 1990 - mere end 60 År efter hans
død, og det fortæller vel bedre end mange ord om hans musikalske betydning.
     Eric Clapton er refereret for rosende udtalelser om flere bluesguitarister og sangere, og blandt de gamle drenge har
han ofte nævnt Robert Johnson, Freddie King og Albert King som hans inspirationskilder. Om Robert Johnson har Clapton dog
sagt, at han var den største folk-blues guitarist, der nogen sinde har levet, og at han var den største sanger og den største
sangskriver. Keith Richards fra Rolling Stones har udtalt om Johnson, at han kunne spille Bach i det dybe toneomrÅde,
samtidig med at han spillede Mozart i det høje.
     Bob Dylan har lyttet meget til Robert Johnson, og i 1971 dedikerede Dylan sin lyriksamling til ham og Woody Guthrie.

T-Bone Walker (1910-1975) & Sonny Terry m.fl.
Året før Robert Johnson blev født, sÅ T-Bone Walker dagens lys (opr. Aaron Thebaux Walker), og han var manden bag
sangen Stormy Monday, der er blevet indspillet igen og igen af diverse kunstnere, ikke mindst af Muddy Waters og Albert
King Ð alene og sammen med Stevie Ray Vaughan (1954-1990) - af Riley "Blues Boy" King samt en 5-600 andre musikere.
Også det kendte nummer Got My Mojo Working er indspillet af adskillige musikere - det var dog også Muddy Waters, der
gjorde dét berømt.
     Efter at have hørt T-Bone Walker spille guitar, syntes B.B. King, at det var den bedste lyd, han nogen sinde havde hørt,
sÅ han var nødt til selv at købe en guitar. Det var dog i Sonny Boy Williamsons radioshow King Biscuit Time, at B.B. fik sin
debut. T-Bones spil havde dog ogsÅ indflydelse pÅ mange andre, herunder pÅ Jimi Hendrix, Freddie King, Albert King, Buddy
Guy, Eric Clapton og Stevie Ray Vaughan.
     T-Bone Walker optrÅdte og indspillede plader alene og sammen med den blinde mundharpespiller Sonny Terry (1911-
1986), der ogsÅ i en del År dannede par med guitaristen Walter Brownie McGhee. Sonny Terry spillede ogsÅ en periode med
Blind Boy Fuller (1907-1941).

Sonny Boy Williamson (I & II)
I virkeligheden var den i dag mindst kendte Sonny Boy Williamsons (I) rigtige navn Jerry Lee Williamson (1914-1948), og
han opnÅede stor popularitet ved at synge og spille mundharpe.
     Mens Jerry Lee stadig var aktiv, møvede Rice Miller (eller Willie Miller eller Aleck Ford eller Willie Williams, født i 1890,
1893 eller 1899, død i 1965) sig ind pÅ banen, og han begyndte også at kalde sig Sonny Boy Williamson.
     PÅ trods af navneforvirringen blev sidstnævnte senere den mest berømte af de to. Flere gange har man forsøgt at finde
til bunds i hans fantasifulde historier om sit liv, opvækst og alder, men det eneste, der står fast, er, at han ikke selv kaldte
sig SBW II, men tværtimod senere kunne finde på at sige, at han var den rigtige Sonny Boy Williamson. Han var i 60’erne i
København, hvor han spillede sammen med Roland Kirk i Jazzhus Montmartre, ligesom han optrådte i folkemusikklubben
Folk Club of Denmark (under Münchenerkroen i Dahlerupsgade) efter at have drukket indehaveren Walter Klæbel på pelsen.
I folkeklubben hørte man dengang ogsÅ Bjarne Rasmussen (Cæsar), Per Dich, Christian Sievert, Poul Dissing og Finn Th.
Bachmann - sidstnævnte var det danske svar på Lead Belly med 12-strenget guitar, støvletramp og det hele. Noget af deres
musik blev indspillet på plade.
     Under ophold i England indspillede han plader med både The Animals og The Yardbirds. SBW II havede ikke sit eget
band, så det hang ofte på plademærket Chess’ faste bassist, sangskriveren Willie Dixon at samle en flok musikere, når
Sonny Boy skulle indspille plader. At det lykkedes ret godt, kan høres på adskillige indspilninger, og nogle af de mest
markante var endda uden Dixon selv pÅ bas.

Robert Lockwood, Jr. (1915- )
Robert Lockwood fik sin første guitar af sin stedfader, Robert Johnson, der også lærte ham at spille pÅ den. Lockwood blev
selv en kendt bluesguitarist, der også var inspirator for Howlin' Wolf, Muddy Waters og B.B. King. I sin pure ungdom optrådte
han med Sonny Boy Williamson og senere optrådte de jævnligt i de første bluesudsendelser i radioen (KFFA), King Biscuit
Time, hvor de som de første musikere spillede elektrisk forstærket blues i radioen.
     I de næste mange År var han studiemusiker hos Chess Records, hvor han medvirkede på plader med Sonny Boy
Williamson, Muddy Waters, Little Walter, Bo Diddley, Otis Spann, Sunnyland Slim m.fl. Han optrÅdte i samme periode med
Jimmy Rogers, Junior Wells, Johnny Shines m.fl.

Muddy Waters (1915-1983) og Willie Dixon
Guitaristen og sangeren Muddy Waters, hvis rigtige navn var McKinley Morganfield, havde stor betydning for udviklingen af
blues, og hans egen udvikling fik ikke mindst et skub, efter at han forlod Mississippi Delta for at tage til Chicago i 1943. Her
mødte han Big Bill Broonzy (1893-1958), der hjalp ham ind på bluesarenaen, hvor han en overgang akkompagnerede Sonny
Boy Williamson I, (sd). Fra 1944 gjorde Waters elektriske guitarspil ham mere berømt og han spillede i den kommende tid
sammen med bla. Jimmy Rogers, Sunnyland Slim og andre.
     I 1948 kom det endelige gennembrud, da hele produktionen af pladen I Can't Be Satisfied (med Feel Like Going Home
på bagsiden) blev udsolgt på én dag. Sammen med bassisten, komponisten og poeten Willie Dixon (1915-1992) skabte
Muddy Waters mÅske lige så meget holdbar bluesmusik som de øvrige tilsammen. Dixon skrev Hoochie Coochie Man til
Muddy Waters (den er senere indspillet af utallige andre) - og I Just Want to Make Love to You, som også blev indspillet af
Waters (og senere af Rolling Stones).
     Men Dixon skrev også en række andre klassikere - herunder numrene Evil, Spoonful (indspillet af Cream), Little Red
Rooster (indspillet af Rolling Stones og The Doors m.fl.), I Want to be Loved (Rolling Stones) Back Door Man (Doors) og I
Ain't Superstitious - som for de flestes vedkommende ogsÅ blev indspillet af Howlin' Wolf (1910-76), mens mundharp***sten
Litte Walter (1930-1968) indspillede hans My Babe, og Sonny Boy Williamson II (Rice Miller) indspillede Bring It on Home. Du
kender måske selv andre indspilninger.
     Willie Dixon spillede desuden bas i Chess' husorkester under optagelser med bl.a. Chuck Berry, Bo Diddley, Little Walter
og Jimmy Witherspoon. Muddy Waters blev ogsÅ kendt for nummeret Got My Mojo Working, der er indspillet af mange andre,
ikke mindst i en medrivende udgave af jazzorganisten Jimmy Smith sammen med guitaristen Kenny Burrell.
I efterkrigstiden var mange bluesmusikere en tur gennem Muddy Waters band, og blandt de mest kendte var - ud over Willie
Dixon Ð mundharp***sten Little Walter, guitaristen Jimmy Rogers og guitaristen Buddy Guy (1936-), der den dag i dag driver
bluesbar i Chicago under navnet Buddy Guy’s Legends, hvor han i sin tid lancerede sit eget cigarmærke Legendary. Gennem
60'erne spillede han for Chess Records, hvor han spillede med Muddy Waters, Howlin' Wolf, Sonny Boy Williamson og Bo
Diddley. Senere turnerede han med Rolling Stones, og indledte en langvarigt samarbejde med Junior Wells (Buddys bror Phil
Guy spillede også guitar i hans band dengang).
     Ifølge de mange gode historier man har kunnet læse om Bob Dylan, var det titlen på Muddy Waters sang Rolling Stone,
der i 60’erne inspirerede til navnet på et engelsk rhythm & blues band bestående af Mick Jagger, Keith Richards, Brian Jones,
Charlie Watts og Bill Wyman - til sangen Like a Rolling Stone, som Dylan indspillede i 60’erne Ð samt til musikbladet Rolling
Stone og en kat, som Dylan på et tidspunkt havde.
     Men måske kom inspirationen oprindeligt et andet sted fra, måske kom den fra sangen Lost Highway med Hank
Williams Sr. (1923-53), der startede med ordene I'm a Rolling Stone, og som allerede blev indspillet i 1949. Den synger
Dylan nemlig noget af i filmen Don't Look Back, der blev indspillet et par måneder før, han skrev sin sang om rullestenen.
Muddy Waters har formentlig også været inspireret af Hank Williams sang, da han skrev sin sang.

Bluessangeren Arthur "Big Boy" Crudup (1905-1974)
Arthur Crudup var manden, der skrev sangen That's All Right (Mama), som var den første sang, Elvis Presley indspillede i
1954 (og som senere er spillet af Bob Dylan). Senere skrev Crudup sangen My Baby Left Me, som ogsÅ blev indspillet af
Elvis, og man hører i disse numre recepten til den blanding af blues og rockabilly, som fødte og nærede rock & roll.
     Som mange andre bluessangere startede Crudup som gadesanger, men blev her opdaget og hentet til pladeselskabet
Bluebird. Senere afbrød han samarbejdet, fordi han ikke blev betalt for rettigheder til de sange, han havde skrevet. Selv om
Elvis gjorde to af hans sange til store hits, så han aldrig selv en eneste cent i honorar.
     Crudup rejste jævnligt rundt sammen med Sonny Boy Williamson II og Elmore James, men efter at være blevet snydt
for sine penge trak han sig lidt tilbage, sÅ han var ude i glemslen, til han blev genopdaget i 60’erne, da blues fik sit nye
gennembrud. (Ifølge rygterne var Sonny Boy ikke altid så nem, og da rygterne også fortæller, at han var skrap med en
kniv, var han måske ikke den rigtige at diskutere penge med. Sonny Boy sendte i øvrigt den ene af brødrene Chess et
postkort hvert år på mors dag).
     Flere af Crudups sange (Rock Me Mama, Mean Ol' Frisco og My Baby Left Me) er ogsÅ blevet indspillet af andre
musikere, som f.eks. Big Mama Thornton (1926-1984), Bobby "Blue" Bland og B.B. King.

"Champion" Jack Dupree (1909-1992)
Denne pianist og sanger spillede herhjemme og i andre lande i den sidste halve snes år af sit liv sammen med guitaristen
Ken Lending, men allerede i 60’erne turnerede Dupree rundt i Danmark og underholdt pÅ sin egen morsomme og veloplagte
mÅde, hvad jeg bl.a. hørte i Brønshøj-Husum Ungdomshus, som jeg dengang frekventerede. Hans tilnavn skyldtes, at han
var bokser i sin ungdom. PÅ Duprees LP From New Orleans to Chicago (1966) medvirkede bl.a. Eric Clapton og John Mayall.

B.B. King (1925- )
Riley "Blues Boy" King er kendt af enhver, da han ofte har været i Danmark, og bortset fra hans kendingsnummer Everyday
I Have the Blues (af T-Bone Walker), vil jeg her pege på hans album Lucille, hvor titelnummeret skyldes, at mikrofonen stod
Åben i pausen mellem nogle indspilninger, og King fik da lyst til at fortælle om sin guitar. Blandt glansnumrene i hans
repertoire er også den aldeles pragtfulde og aldeles pragtfuldt indspillede udgave af Stormy Monday med akkompagnement
af et flot bigband inklusive et Hammond B3 og hele svineriet, der kan høres pÅ CD’en GRP X

Albert King (1928-1992)
Hvis du kan lide Stevie Ray Vaughans plader, bør du ogsÅ kende den CD, hvorpÅ han spiller sammen med Albert King,
hvilket er en rigtig god oplevelse at lytte til. Albert Kings egne plader, ikke mindst Live Blues er dog ogsÅ værd at høre, og
den indeholder stort set det samme repertoire, som han leverede ved sin optræden i Huset i København i 1980'erne. Der er
stor forskel mellem ham og B.B. pÅ såvel sang som spillestil, så du kender ikke den anden, fordi du kender den ene.

Alexis Korner (1928-1984)
Korner virkede som en slags katalysator for den engelske blues. Han var en erfaren musiker, da han i starten af 60’erne
stiftede gruppen Blues Incorporated (Inc.), der bla. havde Charlie Watts og Dick Heckstall-Smith som medlemmer, men det
var nok mere hans organisationstalent end hans musikalitet, der betød mest dengang.
      I Blues Incorporated medvirkede i tidens løb mange musikere, der senere fik deres egne karrierer. Blandt de mest
kendte var Mick Jagger (Rolling Stones), Ginger Baker (senere Cream og Blind Faith), Jack Bruce, John Renbourn, Danny
Thompson og Terry Cox (senere i Pentangle sammen med Bert Jansch og Jacqui McShee), Graham Bond, Long John Baldry,
Peter Thorup, Robert Plant og Steve Marriott. Charlie Watts kom senere med i Rolling Stones, mens Heckstall-Smith kom
med i John Mayalls Bluesbreakers og senere i gruppen Colosseum.
     Med John Lennon som forsanger i gruppen Dirty Mac medvirkede Eric Clapton, Keith Richards og Mitch Mitchell i Rock
and Roll Circus, der blev arrangeret i forbindelse med indspilning af en plade og en film, som vist ikke er blevet vist endnu
og måske aldrig bliver det.
     Alexis Korner medvirkede på den LP, som B.B. King indspillede i London i 1971. Men det er ogsÅ ham, der har fÅet
æren for, at Rolling Stones blev dannet. Blandt andet er Keith Richards blevet citeret for at hævde, at hvis det ikke havde
været for Alexis Korner, var det aldrig blevet til noget med Rolling Stones.
     I hans tid som DJ hos BBC blev det i øvrigt Alexis Korner, der præsenterede Jimi Hendrix for lytterne, og han spillede
selv med på nogle af de numre, som blev optaget ved den lejlighed.
     Flere af de sange, som Rolling Stones har skrevet, er senere blevet udsendt af musikere og sangere fra den mere
traditionelle bluesgarde. Luther Allison har f.eks. indspillet You Can’t Always Get What You Want, Junior Wells har indspillet (I
Can’t Get No) Satisfaction, Taj Mahal har indspillet Honky Tonk Women, Larry McCray har indspillet Midnight Rambler og
Alexis Korner har indspillet Get Off Of My Cloud samt Honky Tonk Woman - for nu bare at nævne nogle få.
          
John Mayall (1933-)
Mayall spillede mÅske en større rolle for engelsk blues i kraft af sin flittigere og vigtigere rolle som udøvende musiker, og
hvis ikke de senere berømtheder spillede hos Korner, spillede de hos Mayall - hvis de da ikke startede hos Korner for senere
at spille hos Mayall, hvis første gruppe i London hed Blues Syndicate, forgængeren for Bluesbreakers.
     Listen over musikerne i Bluesbreakers er som en "blÅ bog" over engelske bluesmusikere og omfatter Eric Clapton, Jack
Bruce, John McVie, Hughie Flint, Mick Fleetwood, Roger Dean, Davey Graham, Aynsley Dunbar, Peter Green, Dick Heckstall-
Smith, Keef Hartley, Mick Taylor, Jon Hiseman, Harvey Mandel m.fl.
Eric Clapton var medlem af The Yardbirds, lige inden han kom med i John Mayalls gruppe, og han slog sig derefter sammen
med Ginger Baker og Jack Bruce i Cream, der dengang blev kaldt en supergruppe.
     Da Clapton spillede i København i 1998, lod han i øvrigt Jimmy Vaughan (Stevie Rays bror) og hans band varme op. I
de sidste par numre, var Jimmy Vaughan med på scenen for at spille duet med Clapton. Og sådan er der så meget.

Dylan, Holly og The Shadows
Under turneen Winter Dance Party der gik gennem Midtvesten i starten af 1959 skete der er et flystyrt (ved Mason City,
Iowa), som gik over i rockens historiebøger.
Big Bopper (egl. J.P. Richardson, dengang aktuel med Chantilly Lace), Richie Valens (senere aktuel med Donna), Buddy Holly
(egl. Charles Hardin Holley) og the Crickets (dem med Peggy Sue), Dion and the Bellmonts (aktuel med I Wonder Why) og
Frankie Sardo rejste rundt og optrÅdte for ungdommen.
     Efter koncerten i Surf Ballroom i Clearlake ville Holly videre til næste stop, sÅ han kunne fÅ renset tøj inden næste
optræden, og da der var problemer med turnébussen, bestilte han et fire personers fly til at transportere ham og hans band.
Waylon Jennings (senere en ’highway man’, nu afdød) var dengang medlem af Crickets - det samme var Tommy Allsup, og
de to skulle splejse med Holly om billetten. Big Bopper havde det ikke godt i kulden, og Jennings overlod ham derfor sin
plads i flyet. Richie Valens ville ogsÅ gerne med flyet og slog derfor plat og krone med Allsup - og vandt - eller gjorde han?
Flyet styrtede ned, og de blev alle dræbt pÅ stedet.
     Fra min teenagertid husker jeg pladen Tribute to Buddy Holly, hvor der blev talt med salvelsesfuld stemme mellem
mellem de sungne linier:

     Buddy Holly was killed in a plane crash i 1959
     But his songs will always be rembered - always

En af Buddy Hollys sidste indspilninger (1958) var Paul Ankas It Doesn't Matter Anymore, hvori denne linie forekommer:
Well, you go your way and I'll go mine, og de genfindes i Dylans sang "Most Likely You Go Your Way (And I'll Go Mine)".
     Efter flystyrtet fik koncertarrangøren travlt med at finde andre, der kunne optræde, og det blev de brødre, Billy og
Sidney Velline, der kom pÅ scenen med bla. deres lillebror Bobb Vee (egl. Robert Thomas). De kaldte sig The Shadows og
Bobby, der snart blev leder af orkestret, forkortede sit navn til Bobby Vee og blev kendt som solist under det navn. De
brugte deres opsparing fra nogle koncerter til at indspille nogle numre, og en af disse var sangen Suzy Baby, hvor Bobby
Vee sang i samme stil som Holly.
     Da de søgte en pianist, fik de foreslået den unge Bob Zimmerman, der kunne spille ligesom Jerry Lee Lewis. Han og
vennerne benyttede sig ellers dengang af kunstnernavne som Golden Chords og Elston Gunn and His Rock Boppers. Det blev
dog kun til to arrangementer, for pengene rakte alligevel ikke til et ekstra medlem af bandet. I 1963 havde han haft
adskillige tophits og et album pÅ hitlisten med titlen Bobby Vee Meets the Crickets.
     Langt senere, under samarbejdet med The Grateful Dead (1987) indspillede Dylan Buddy Hollys sang Oh Boy .



__________________
"There's no substitute for experience".

Ronnie Hawkins (1935- ) og The Hawks
Ronnie Hawkins var et af de store navne i amerikansk populærmusik i 50'erne og især 60'erne. Rockabilly kunne føre til lidt
af hvert, dengang i 50’erne og 60’erne. Fans af Elvis Presley vil vide, at flere af hans og andre rockeres første numre var
kendt i næsten lige så rockende udgaver, bare under betegnelsen country, folk eller rockabilly - tænk f.eks. på Carl Perkins
og Jerry Lee Lewis. Rockabilly havde en trofast dyrker i guitaristen og sangeren Ronnie Hawkins og hans band, The Hawks.
De var aktive fra slutningen af 50’erne og havde fra 1960 hovedkvarter i Toronto, Canada, hvor flertallet af gruppens
medlemmer kom fra.
     Mens han gik i skole, spillede Hawkins med en lastbilgruppe, men da skoletiden var ovre, dannede han en gruppe, der
turnerede i Arkansas, og det var egentlig den første udgave af Hawks, der også var med ham gennem en udmarvende
periode i Memphis. PÅ det tidspunkt var det meget vanskeligt for nye musikere at slå igennem, og der skete først noget
afgørende nyt, da Elvis fik udgivet Heartbreak Hotel i 1956.
     PÅ den tid havde Ronnie Hawkins det med andre ord ikke let, men han blev hjulpet af motelejeren Charlie Halbert, der
fik det organiseret, sÅ der kunne øves i kælderen under en radiostation, hvor bluesmanden Sonny Boy Williamson (II) i
øvrigt opbevarede sit udstyr. Et par år senere kom Hawkins ven Conway Twitty (egtl. Harold Jenkins) og rockabilly gruppen
The Rock Housers til byen Hamilton, Ontario, for at spille i klubben The Grange. I denne gruppe spillede den unge
trommeslager Mark Levon Helm. Hawkins spillede samme slags musik og var derfor ogsÅ inviteret til Canada, hvilket var
grunden til, at han og gruppen vendte hjem, om man sÅ mÅ sige. Sammen indspillede de under navnet Ron Hawkins Quartet
sangene Hey Bo Diddley og Love Me Like You Can.
     Efter mange jobs og udskiftninger i gruppen endte det med, at Hawks nærmest blev husorkester i klubben. Nogle af de
amerikanske medlemmer rejste hjem til USA, hvorefter gruppen kom til at bestå af Mark Levon Helm (trommer), Jamie
Robbie Robertson (lead guitar), Ricky Danko (bas), Richard Manuel (piano) og Garth Hudson (orgel) samt Jerry Penfound
(tenorsax). Garth Hudson kom først med i gruppen, da Hawkins gik med til at betale ham for at give de andre
musikundervisning, mens han var medlem af gruppen. En noget spøjs ordning, kan man sige, men de andre ville meget
gerne have ham med, så han kunne undervise dem, for de vidste, at han var meget dygtig til at spille adskillige
instrumenter.
     Den nævnte konstellation indspillede med Ronnie Hawkins i spidsen adskillige plader, der gav gode salgstal; heraf nogle
med korsang af Anita Kerr Singers og Dionne Warwick samt søsteren Dee Dee Warwick. Sammen med deres tante Cissy
Houston og Doris Troy dannede søstrene Warwick gruppen The Sweet Inspirations, der først hed The Drinkard Four (efter
Emily Drinkard Houston: Cissy Houston). Cissy Houston er i øvrigt mor til Whitney. The Sweet Inspirations sang senere kor
for Aretha Franklin, Wilson Pickett m.fl.
     Hawks havde pÅ en enkelt indspilning gæsteoptræden af King Curtis, en anden gang af Floyd Cramer. Blandt de mest
kendte numre fra dengang med The Hawks kan nævnes Dizzy Miss Lizzy (af Larry Williams). My Girl is Red Hot, Nineteen
Years Old (af Muddy Waters, senere spillet af hans bandmedlem Buddy Guy), Susie Q af bla. Ronnie Hawkins (senere
indspillet af Rolling Stones og Creedence Clearwater Revival), en (kopi-) version af Bo Diddley, to af Carl Perkins numre:
Honey Don't og Matchbox, der begge senere blev indspillet af Beatles. (Sangeren og musikeren Bo Diddley tog i øvrigt sit
navn fra den specielle bue, som violinister og andre strygere inden for folkemusik har brugt, en såkaldt diddley bow).
     Dertil kom Kansas City, Ruby Baby og Searchin' af sangskriverparret Leiber & Stoller, der ogsÅ skrev mange andre hits
som f.eks. Hound Dog (Big Mama Thornton i 1953, Elvis Presley 1956), Jailhouse Rock, Yakety-Yak, Kansas City, Charlie
Brown, Poison Ivy, Love Potion #9, Spanish Harlem og Stand by Me m.fl.
(Sangen Ruby Baby blev i sommeren 2000 brugt af Apple Computer i en tv-reklame om den rubinrøde iMac Ruby, men det
var i en udgave med sangeren Dion).
     PÅ et tidspunkt havde størsteparten af gruppens musikere fÅet nok af den stil, som Hawkins var eksponent for. Derfor
startede de for sig selv og turnerede i USA under forskellige navne som The Canadian Squires, The Crackers samt Levon &
the Hawks, hvor de spillede rhytm & blues og soul.
     Ronnie Hawkins levede i bedste velgående og havde aldrig haft det bedre, har han fortalt mig pr- email i november
2000.

John Hammond Jr. og The Hawks
John Hammond (senior) havde tidligt interesse for den sorte musik og var aktiv i kampen mod racisme. Allerede i starten af
sine tyvere var han aktiv i musikbranchen, hvor han fik Billie Holiday i pladestudiet og producerede de sidste skæringer med
Bessie Smith. Han mødte også Benny Goodman, der senere blev gift med Hammonds søster, og han stod bag opdagelsen og
lanceringen af en lang række musikalske talenter, heriblandt Count Basie, Charlie Christian, Aretha Franklin, Bob Dylan og
Leonard Cohen.
     Med den baggrund skulle man tro, at det var naturligt, at sønnen John Hammond (junior) skulle blive musiker og søge
sine rødder i de sortes bluesmusik, og selv blive en god bluessanger og -guitarist, for det blev han. Men faktisk var det slet
ikke sådan, for Hammond Sr. blev skilt fra konen, da lille John kun var 5 år og derefter levede han sammen med sin moder,
og kendte ikke meget til sin fars gøren og laden. Han har selv fortalt i et interview, at han måtte bruge en del tid på at
forklare sammenhængen, da han var begyndt at optræde.
     Han startede sin karriere som sanger, da han var 19 År, efter at han havde tomlet den fra New York til USA’s vestkyst,
hvor han selv fandt frem til sine jobs. Da han senere kom til Chicago, mødte han Sonny Boy Williamson og Mike Bloomfield. I
slutningen af 1962 var han igen i New York, hvor han fik job pÅ Gerde's Folk City, og var på plakaten sammen med Phil
Ochs.
     Gennem 60’erne var Hammond en fast del af scenen i Greenwich Village, hvor ogsÅ Bob Dylan, Jose Feliciano, John
Sebastian og Richie Havens optrådte jævnligt. Selv Jimi Hendrix, der dengang var kendt som Jimmy James, spillede sammen
med Hammond i et par uger pÅ Cafe Au Go Go, og det var denne optræden, der bragte Hendrix til England, hvor hans
berømmelse startede, efter at han var blevet præsenteret i radioen af Alexis Korner. Mens Hammond var i england i 1965
var han med pÅ et "Ready, Steady, Go' tv-show, sammen med John Mayall og Bluesbreakers med den unge Clapton pÅ
guitar.
     Hammond Jr. mødte The Hawks i Toronto i 1964, hvor han blev overrasket over, hvor godt de unge musikere spillede
rhythm og blues, og efter en del jam sessions fik han dem engageret til at spille på hans debut single I Wish You Would i
1964. Han ville også have Hawks med på sit tredje album, men pladeselskabet insisterede da på, at han skulle bruge
bassisten Jimmy Lewis og pianisten Michael Bloomfield, som ellers var mest kendt for sin overlegne kunnen på en guitar,
ikke mindst bluesguitar.
     På Hammonds album So Many Roads, der er inspireret af blues i den gamle stil, medvirkede Robbie Robertson, Levon
Helm og Garth Hudson pÅ guitar, trommer og keyboards, og man hører her Robertson spille en god og spændende
bluesguitar, mens Bloomfield var henvist til pianoet.
     Hammond har i tidens løb modtaget en del priser og han har spillet og indspillet med mange af de gamle bluesfolk, som
f.eks. Muddy Waters, Howlin' Wolf, Willie Dixon og John Lee Hooker. Desuden medvirkede han i videoen The Search for
Robert Johnson.
     Efter at have medvirket pÅ So Many Roads blev The Hawks introduceret til Bob Dylan, der hyrede Robbie Robertson og
Levon Helm til at spille i sin nye, elektriske gruppe, og med undtagelse af Levon Helm, der senere forlod gruppen og blev
erstattet først af Bobby Gregg, senere af Mickey Jones, drog gruppen med pÅ Dylans verdensturné i 1965-1966. Senere
sprang The Hawks ud som det nyskabende og meget selvstændige The Band, hvis album Music From Big Pink var en født
succes, da den kom i 1968. Sammen med en stjerneparade af musikere tog gruppen i 1976 afsked med deres publikum i det
nu nedlagte Winterland i San Francisco, og senere udsendtes den omdiskuterede film The Last Waltz.
     I 1967 samlede Hammond en flok musikere til en anden session, og her medvirkede Robbie Robertson og Rick Danko
også. I 1969 indspillede han igen med flere gæstemusikere, og en del af resultatet fås på pladen I Can Tell, hvor man kan
høre Bill Wyman og Duane Allman m.fl.
     John Hammond har optrådt og indspillet sammen med flere af de gamle bluesmænd som f.eks. Muddy Waters, Willie
Dixon, Jimmy Reed, John Lee Hooker og Howlin' Wolf, ligesom han har spillet med en del rockmusikere fra den yngre
generation, herunder Duane Allman, Mike Bloomfield, Eric Clapton, Jimi Hendrix og Dr. John. Hammond har optrÅdt siden og
underholder stadig med blues, folk og rock med akustisk og steel guitar, mundharpe og et bredt repertoire, som er hentet
fra eller inspireret af Woody Guthrie, Lightnin' Hopkins og Sonny Boy Williamson.

Levon Helm & The RCO All-Stars
Året efter The Bands afskedskoncert samlede Levon Helm en gruppe efter sit eget hoved, så han selv kunne kontrollere det
hele i en pladeindspilning, med andre ord realisere sig selv. Resultatet blev albummet med the RCO All-Stars, hvor andre
medlemmer af hans tidligere gruppe ganske vist medvirkede, men hvor andre af datidens dygtigste musikere også var med,
som f.eks.: Paul Butterfield, Steve Cropper, Booker T. Jones, Donald Duck Dunn, Dr. John (egl. Mac Rebennack), Robbie
Robertson, Garth Hudson samt et par tidligere medlemmer af The Hawks (Fred Carter, Henry Glover) m.m.fl. Sangene blev
indspillet i Levon Helms eget pladestudie, RCO i Woodstock, hvilket gav navn til pladen.


Blues, Beatles og Dylan
Bob Dylan var - som jeg vender tilbage til - en af dem, der lyttede til Robert Johnson og blev inspireret af ham og en del
andre af hans blueskolleger. Som ung blev jeg konfronteret med Dylan pÅ et tidspunkt, hvor der ellers blev lyttet til Harry
Belafonte, Elvis Presley, Chuck Berry og Jerry Lee Lewis samt til Them, Pretty Things, Rolling Stones og Beatles.
     Harry Belafonte ser nok noget sjov ud i denne sammenhæng for dem, der er født efter 1960, men han havde dengang
flere hits med sine calypsonumre, og hans Banana Boat Song og Marie's Boy Child blev også sunget af danskerne Nina og
Frederik, der på det tidspunkt var blandt de mest populære. De spillede med i film, hvor også verdensberømtheder som
Louis Armstrong og Svend Asmussen var med. Finere kunne det ikke blive.
     Men nÅr man fulgte godt med, og det gør man jo i den alder, havde man bemærket at en ung ukendt ved navn Bob
Dylan også var med på Harry Belafontes LP Midnight Special. Bob optrådte på Cafe Wha?, The Commons, The Gaslight og
Gerde's Folk City, hvor han havde sit første engagement som opbakning for John Lee Hooker i april 1961.
     Beatles udsendte melodiøse og velsungne kærlighedssange - fra deres albums Please Please Me (1963), With The
Beatles (1963), A Hard Day's Night (1964) til Beatles for Sale (1964) og Help! (1965) - og vi sang alle med på uden at tænke
nærmere over, at teksterne i virkeligheden var lige som de tekster, man altid hørte i søndagens ønskeprogram Giro 413 - de
var bare på engelsk.
     På albummet Help! var der dog et par undtagelser, der kaldte på eftertænksomheden hos mig, nemlig Yesterday (som
Bob Dylan også har spillet) og You've Got To Hide Your Love Away, og da de fire havde givet os Rubber Soul (1965) og
Revolver (1966) var det tydeligt, at det nu i lige så høj grad var teksterne som melodierne, der blev arbejdet med. Ikke
engang halvdelen af sangene på Revolver handlede om kærlighed, og nogle af dem var så specielle i deres opbygning (jeg
var stadig kun 19), at man måtte blive ved med at høre dem, det gjaldt f.eks. Eleanor Rigby og Good Day Sunshine, men
egentlig var det allerede på albummet Rubber Soul, der skete noget afgørende nyt.
     I mellemtiden havde Beatles mødt Dylan, og han havde (ifølge Roger McGuinn pÅ CD'en Highway 61 Interactive) givet
dem en opsang: "Hele verden lytter, men I siger ikke noget til dem. Har I virkelig ikke mere at sige?"
     Det gav (især) John Lennon stof til eftertanke, og sangen Norwegian Wood (This Bird Has Flown) viste tydeligt, at han
havde været hjemme og tænke sig om, og den gav et varsel om, at der kunne være flere sære tekster på vej.
     Året efter udkom Dylans dobbeltalbum Blonde on Blonde, hvortil han få måneder efter udsendelsen af Rubber Soul
havde skrevet sangen 4th Time Around, på samme melodi som Norwegian Wood, men indsunget med den anderledes
drævende stemmeføring, som altid har været blandt Dylans virkemidler. Sangen slutter med ordene I never asked for your
crutch / Now don't ask for mine (Jeg har aldrig bedt om din krykke, bed ikke om min) og kan ses som en ironisk hilsen til
Lennon - på trods af, at han bruger Lennons melodi.
     Forinden var Rolling Stones gÅet op for mig, og i en periode var det lidt ligemeget med alt andet. Rolling Stones havde
deres debut i Marquee Club i sommeren 1962. Gruppen bestod den pågældende aften af Mick Jagger, Keith Richards, Brian
Jones, Dick Taylor, Ian Stewart og Mike Avery (der senere blev trommeslager hos The Kinks). Stones afløste Alexis Korner’s
Blues Incorporated, og samme aften var også Long John Baldry og hans band på programmet. På det tidspunkt spillede både
Charlie Watts og Brian Jones i Alexis Korner's Blues Incorporated. I april 1962 havde Mick Jagger og Keith Richards
præsenteret sig selv for Brian, og de tre fandt ud af, at de havde fælles musikalsk interesse. Senere kom Bill Wyman og
Charlie Watts med i gruppen.
     I 1963 var jeg med min skoleklasse i London, hvor vi så unge mænd, der havde temmelig langt hår, ikke pagehår som
Beatles, men mere som Tordenskjold på tændstikæskerne. Ingen troede os, når vi fortalte om det, men heldigvis hjalp de
nye bands og deres popularitet os til at genvinde troværdigheden, ikke mindst Pretty Things og Rolling Stones.


Inspiration eller tyveri
Mange af de gamle bluessangere var opflasket med traditionelle sange, hvis ophavsmænd ingen kendte, og hvis man havde
succes med en sang, var det nærliggende selv at tage æren for dens tilblivelse, helt eller delvis, eventuelt med lidt
ændringer i foredraget og intonationen eller i teksten.
     Et eksempel er nummeret Rock Me Baby, som Jimi Hendrix spillede i Monterey. I samme periode indspillede Jeff Beck
den under titlen Rock My Plimsoul, efter at han havde forladt Yardbirds. Han krediterede nummeret til "J. Rod" (formentlig
Jeff og Rod Stewart, der sang). B.B. King havde dog allerede succes med den 1964, og Muddy Waters havde indspillet den i
1956. BÅde B.B. King og Muddy Waters lod som om, de havde lavet nummeret, men hvis du hører Rockin' and Rollin' med
Lil' Son Jackson fra 1950, vil du nok have en anden mening.
Sangen Everyday I Have The Blues omtales som B.B. Kings kendingsnummer, og han er engang krediteret for den, men den
er også indspillet af Memphis Slim, Big Joe Williams, Johnny Ray, Lou Rawls, James Brown, Fleetwood Mac, B.B. King, Chuck
Berry, Marshall Tucker Band, Bobby Bland & B.B.King, Eddie Kirkland osv. Og den er skrevet af T-Bone Walker, der også har
indspillet den.
     Den slags lån tog de gamle drenge sig ikke så meget af, men senere tiders pladeproducere har ikke altid været klar
over, hvad det egentlig var, de var ved at indspille, eller ogsÅ har de tænkt: gÅr den, så går den. Led Zeppelin måtte i retten
pÅ grund af tre numre på gruppens anden LP. I retten kom det frem, at The Lemon Song var en omarbejdet udgave af
Howlin' Wolfs nummer Killing Floor, mens Bring It on Home simpelthen var ny udgave af Sonny Boy Williamsons original.
Senere fandt man frem til, at Whole Lotta Love var lig med You Need Love af Muddy Waters.
     Led Zeppelins leder var guitaristen Jimmy Page, der som Eric Clapton (senere Cream) og Jeff Beck (senere Faces)
tidligere havde været aktive i Yardbirds. Faktisk blev Led Zeppelin sendt i luften af tidligere medlemmer af Yardbirds, der
holdt op med at eksistere efter at have skiftet navn til New Yardbirds.     
     Bob Dylan har også lånt meget fra de gamle bluessangere, og han har derrmed fulgt op på en gammel tradition.
     I efteråret 1998 var der pludselig en artikel i avisen om Bob Dylan som musikalsk afviger, fordi han forlod stilen som
guitar- og mundharpespillende folkesanger og tillod sig at blive akkompagneret af et elektrisk blues-rock-band i 60’erne. Min
første reaktion var, at der vel ikke var nogen, der ville beskæftige sig med den mere end 30 år gamle nyhed i dag. Men det
var der altså, og anledningen var en ny CD med en koncertoptagelse fra dengang Bob Dylan optrådte i England i 1966.
     Den såkaldte afvigelse var dog startet allerede året før, da Bob Dylan den 25. juli 1965 viste sig i sin nye rolle som
elektrificeret folkrock sanger på Newport Festival med opbakning af organisten Al Kooper, guitaristen Mike Bloomfield,
organisten Barry Goldberg og et par musikere fra (Paul) Butterfield Blues Band, nemlig bassisten Jerome Arnold og
trommeslageren Sam Lay. De to sidstnævnte havde tidligere arbejdet for Howlin’ Wolf, der ikke var glad for at miste sine to
solide rytmemusikere.
     Bob Dylans berømmelse fik rigtig vind i sejlene, da Blowing in the Wind blev et hit med Peter, Paul og Mary og Mr.
Tambourine Man blev et hit med The Byrds. Den sang Dylan ogsÅ under sin første koncert i København den 1. maj 1966,
hvor han for et par tusinde mennesker i KB Hallen først gav et akustisk sæt, for efter en pause at give et elektrisk sæt med
opbakning fra Hawks, efter at de selv havde spillet et par numre uden Dylan, herunder et nummer af deres stifter Ronnie
Hawkins.
     Dengang var det ellers en helt anden musik, som teenagere og andre lyttede til, også dem, der næsten ikke var
teenagere mere, for efter at have stiftet bekendtskab med de tidligere nævnte idoler, var det i en overgangsperioder mest
pop og rock, der styrede hånden på min bedagede LL rørradios skalaknap, og den musikform fandt man dengang mest af på
Radio Luxembourg.
     Den akustiske del af koncerten startede med en mørk sal, hvor en dør i bagvæggen pludselig blev lukket op og lod
lyset skinne ud mod os, sÅ det dannede en perfekt baggrund for den spinkle skikkelse, der kom ud og gik hen over scenen.
Lidt efter, da han kom helt frem til mikrofonen, kunne vi se bÅde manden, hans guitar og hans mundharpe.
     Programmet for aftenens koncert var principielt som på resten af turneen, og det var gruppen også. Efter pausen kom
The Hawks først på scenen, og de spillede et par numre alene, heraf et nummer af deres stifter Ronnie Hawkins. The Hawks
bestod nu af Robbie Robertson, Rick Danko, Richard Emanuel, Garth Hudson og Mickey Jones, og de serverede den
elektriske musik til sangene, som vi i forvejen havde hørt på de spændende plader Bob Dylan, Another Side of Bob Dylan,
Bringing It All Back Home og Highway 61.
     En tilbagelænet, nærmest liggende Bob Dylan trakterede selv flyglet under fremførelsen af Ballad of a Thin Man, som
fra sine indledende klavertoner, (inspireret af Ray Charles) skabte en sær og mystisk stemning i mit hoved. Det gør den
stadigvæk, men et andet fascinerende nummer fra dengang er Visions of Johanna.
     Efter koncerten gik der kun fÅ uger, før dobbelt LP’en Blonde on Blonde blev udsendt, og da dette album indeholdt flere
numre med de samme musikere som ved koncerten i København, har det altid været mit yndlingsalbum med Dylan. Jeg har
hørt det igen og igen, når jeg sad og arbejdede ud på de små nattetimer eller om formiddagen eller om eftermiddagen.
     Før 1965-66 havde Dylan videreført den amerikanske folke- og protestsanger tradition, som han fik givet sit eget
udtryk pÅ indspilninger med andre kunstnere inden hans egen debut med sin første LP, Bob Dylan. I Denver havde Dylan
mødt bluessangeren Jesse Fuller, der spillede guitar og mundharpe i et stativ, og det var på samme måde, han selv førte sig
frem.
     Den første plade var produceret af John Hammond Sr. og på den var der en hyldest til Woody Guthrie, en snakkeblues
om New York samt diverse andre sange, som ikke lignede noget andet, man havde hørt fra en mand i den alder. Til gengæld
havde man hørt en del af sangene før. De fleste af pladens sange er ældgamle folk- eller bluesinspirerede sange og de to
numre, han selv har skrevet, er i den grad inspireret af Woody Guthrie, nemlig Talkin' New York, Song To Woody, Man Of
Constant Sorrow, Baby Let Me Follow You Down, House Of The Risin' Sun, Fixin' To Die, In My Time Of Dyin' og See That My
Grave Is Kept Clean.

Rødderne i folkemusikken
Hvis man vil høre nogle af Dylans kraftigste rødder, kan man lytte til CD'en Early Masters med Woody Guthrie, hvor man kan
høre sange, der minder ikke så lidt om den senere Dylan. Et af eksemplerne er Guthries sang Buffalo Skinner, hvor man
næsten forventer, at Dylan bagefter synger titelsangen pÅ hans egen LP The Times They Are A-Changin'. Forsidebilledet af
Dylan på netop den LP viser ved sammenligning med nogle af Guthries plader tydeligt, hvem det var, Dylan gerne ville ligne
og sammenlignes med.

Talking The Blues
Den store inspirator Woody Guthrie havde i mange År videreført traditionelle sange om lovløse som f.eks. Belle Starr, Jesse
James, Pretty Boy Floyd eller andre marginaliserede mennesker, og Dylan har i tidens løb selv taget en del lignende sange
pÅ repertoiret som f.eks. The Lonesome Death of Hattie Carroll, Pat Garrett, Hurricane m.fl. Da LP'en Bob Dylan kom pÅ
markedet, var pressen meget optaget af den specielle stil, "talking blues", som Dylan havde taget til sig fra Woody Guthries
numre, herunder Talkin' Hava Negeilah Blues, Talkin' Merchant Marine og Talkin' Fishing Blues - og ikke mindst
fagforeningsnummeret Talking Union, som Guthrie indspillede i begyndelsen af 40'erne som medlem af Tha Almanac Singers.
     Bob Dylans Talking New York fra hans første LP må dog nærmest kaldes en gendigtning af nummeret Talking Fishing
Blues, som Guthrie indspillede tilbage i 1944, men tilført Dylans fyrige mundharpe. Talking Bear Mountain Picnic Massacre
Blues med Dylan (The Bootleg Series 1) minder også meget om Talkin' New York Ð ikke mindst mundharpespillet, der stort
set er det samme. Hvad det også er i Talkin' Hava Negeilah Blues og til en vis grad i Talkin' John Birch Paranoid Blues, som
Dylan selv præsenterer som Talkin' John Birch Blues pÅ The Bootleg Series 1.


__________________
"There's no substitute for experience".

Hyldesten til idolet
Melodien i Song to Woody på den samme LP svarer stort set til Woody Guthries sang 1913 Massacre, og hvad teksten angÅr,
var Dylan ikke blot inspireret af ord fra Guthries sang Pastures of Plenty, men også af hans sang om Joe Hill.
Hvad angår ligheden mellem Song to Woody og Pastures of Plenty kan man f.eks. sammenligne linierne:

     We come with the dust and we go with the wind
     (Guthrie),
     og
     That come with the dust and are gone with the wind
     (Dylan).
     
Dylan hylder ikke kun Guthrie, men også flere af hans kolleger, som Dylan har lyttet meget til, inden han selv sprang ud som
folkesanger:

     Hey, hey, Woody, I wrote you a song
     'Bout a funny ol' world that's comin' along,
     osv.
     (...)
            Here's to Cisco an' Sonny an' Lead Belly too,
            An' to all good people that traveled with you.
            Here's to the hearts and the hands of the men
            That come with the dust and are gone with the wind.

Teksten i sidstnævnte vers hentyder til Cisco Houston, Sonny Terry og Lead Belly, der i forskellige sammenhænge optrÅdte
sammen og sammen med Woody Guthrie. Men når man hører Dylan synge sin Song to Woody, kommer man ogsÅ til at
tænke på en anden sang, nemlig Woody Guthries sang om arbejderdigteren og -sangeren Joe Hill (Joe Hillstrom, egl. Joel
Emmanuel Haggland), en sang Guthrie skrev, som om det var Joe Hill selv, der sang den. Mens Joe Hill sad fængslet, skrev
han selv sangen The Rebel Girl, som var tilegnet Elizabeth Gurley Flynn.
Men i Guthries sang hedder det:

            Hey, Gurley Flynn, I wrote you a song
            To the dove of peace. It's coming along.
     osv.

Vi har her igen nogle linier, der minder meget om hinanden:

     Hey, Gurley Flynn, I wrote you a song
            To the dove of peace. It's coming along.
     (Guthrie)

     og

     Hey, hey, Woody, I wrote you a song
     'Bout a funny ol' world that's comin' along,
     (Dylan)
     
Arbejdersangeren Joe Hill, der blev henrettet i 1915 efter en speget retssag, men som var forfulgt pÅ grund af sit politiske
engagement og sine politiske sange, er ogsÅ blevet hædret i sange af Alfred Hayes, Earl Robinson, Paul Robeson, Pete
Seeger, Joan Baez og en del andre.
     Inspirationen fra Guthrie træder tydeligt frem i de to sange, som Dylan skrev i forbindelse med sit besøg i New York,
hvortil han tog for at besøge Woody Guthrie, der lå lammet på hospitalet med Huntingdons Chorea, som holdt ham i sengen i
12 År. Ifølge Dylans eget udsagn kendte han alle Guthries sange, og i starten af sin karriere var han en omvandrende
"Woody Guthrie jukebox". Hans tydelige brug af elementer fra Guthries sange er tolket som en måde at hylde Guthrie på.

Bekymrede mænd m/k
I Am a Man of Constant Sorrow, der (mindst) kan føres tilbage til 1918, findes i en ældre udgave med Sarah Ogan Gunning,
der omdøbte den, så det kom til at hedde "man" i stedet for "girl"; det skete en gang i 30'erne, da hendes mand var alvorligt
syg:

     I am a girl of constant sorrow,
     I've seen trouble all my days.
     I bid farewell to old Kentucky,
     The state where I was born og raised.

Sangen House of The Rising Sun fra samme plade er en meget gammel sang. Den sorte bluessanger Texas Alexander var
formentlig den første, der indspillede den i 1928. Senere (i 1941) blev den indspillet af The Almanac Singers, der bestod af
Woody Guthrie, Peter Seeger og andre (Lee Hays og Millard Lampell).
     Josh White, Lead Belly og Woody Guthrie var blandt de få fra den ældre generation, der indspillede sangen. Da Dylan
havde givet den nyt liv på sin debutplade, fik The Animals et stort hit med den. Langt senere er den såmænd også blevet
indspillet af Dolly Parton, men det er sært, at en bluessang, der synges af en falden kvinde blev et verdensh*t med en mand
som sanger (Eric Burdon).

Lad mig følge dig hjem, skat
Sangen Baby Let Me Follow You Down introduceres af Dylan med nogle ord om, at han først hørte den med Rick von Schmidt,
som han mødte "in the green pastures of Harvard University", og det har givet anledning til, at han er blevet tilskrevet
sangen som ophavsmand.
     Men Eric von Schmidt havde lært den af Geno Foreman, der selv havde hørt den på en 78’er med Blind Boy Fuller. Men
Blind Boy Fuller havde den selv fra den samtidige og rettelige ophavsmand til sangen, Reverend (pastor) Gary Davis. Bob
Dylan besøgte Rick von Schmidt, der spillede sangen for ham, men da Dylan selv indspillede den, var det med andre
akkorder, ifølge Eric von Schmidt selv var det med akkorder fra en sang med Dave van Ronk. Senere brugte Dave Van Ronk
sin introduktion til He Was A Friend Of Mine til at forklare, at den sang ’har jeg lært af Eric von Schmidt, der lærte den af
Dylan, der lærte den af mig’.
     På omslaget af Dylans album Bringing It All Back Home ses von Schmidts første album ved siden af Dylan, der er
citeret for følgende udtalelse om ham: ’a man who can sing the bird off the wire and the rubber off the tire. He can separate
the men from the boys and the note from the noises. The bridle from the saddle and the cow from the cattle. He can play the
tune of the moon. The why of the sky and the commotion from the ocean. Yes he can’.
     Lyt f.eks. til First Gaslight Tape, fra 6. september, 1961: Car, Car (Riding In My Car) med Dave van Ronk på guitar og
vokal samt Friends of Chile Benefit, Felt Forum, NYC, 9. maj, 1974: Spanish Is the Loving Tongue med Dave van Ronk, Phil
Ochs, Arlo Guthrie og andre på kor.

Den hårde regn, heste m.m.
Sangen A Hard Rain's A-Gonna Fall var struktureret som sangen om Lord Randal, som Dylan havde lært af den engelske
fokesanger Martin Carthy.

     Oh, where have you been, Lord Randal my son? oh where have you been,            my handsome young man?
     (Martin Carthy)

     Oh, where have you been, my blue-eyed son? oh where have you been, my      darling young one?
     (Bob Dylan).

Men her tænker Guthrie fans uvægerligt også på hans sang Ain't it Hard, hvori han synger gentagelsen ain't it hard, ain't it
hard, ain't it hard.

Det var ikke kun Woody Guthrie og de andre folkesangere og "songsters", der inspirerede Dylan. Bluessangerne Charlie
Patton og Son House (1902-89) var begge kendte for at synge "Pony Blues", som inspirerede Dylan til hans sang New Pony.
     De to var enige om, at blues var djævlemusik, og på et tidspunkt i deres liv opgav de begge at synge blues for i stedet
at blive religiøse prædikanter. Senere vendte de tilbage til bluessangen, men så blev der ofte sunget en religiøs sang som
modgift. Historien om Charlie Patton og Son House giver stof til eftertanke, når man tænker på Dylans senere genfødsel som
kristen i 1979. Son House var inspireret af Charlie Patton, og Dylan var (i 1978) inspireret af Son House til sin egen udgave
af sangen.

     You know, the horse that I'm riding, he can fox-trot, lope and     pace
     Hmm, he can fox-trot and lope and pace
     Y'know, a horse with that many gaits, y'know, booked to win that race.
     (Son House)

     I got a new pony, she knows how to fox-trot, lope and pace
     Well, I got a new pony, she knows how to fox-trot, lope and pace
     She got great big hind legs and long black shaggy hair hanging in her face
     (Bob Dylan)


In My Time Of Dyin' (Blind Willie Johnson)
Jesus Gonna Make Up My Dying Bed

Anden inspiration
Indflydelsen fra andre bluesfolk ses i mange sange, hvoraf nogle få skal nævnes her. PÅ albummet Blonde on Blonde
indspillede Dylan sangen Pledging My Time, der var inspireret af Sonny Boy Williamson og Robert Johnson. Melodien pÅ
"Pledging My Time" er stort set den samme som Come On In My Kitchen, og inspirationen slÅr tydeligt igennem i disse linier:

     Some joker got lucky, stole her back again
     (Robert Johnson)

     Somebody got lucky, but it was an accident
     (Bob Dylan)

I Outlaw Blues benyttede Dylan udtrykket "nine below zero", som han havde fra Sonny Boy Williamson II, der havde
indspillet en sang af netop det navn*. NÅr man har hørt Nine Beloz Zero og Robert Johnsons Come on in My Kitchen er man
klar over, hvor inspirationen til såvel teksten som musikken kom fra.
     *(Sonny Boy Williamson II indspillede den også i 1961 med Otis Spann på piano, Robert Lockwood og Luther Tucker på
guitarer, Willie Dixon på bas og Fred Below på trommer).


Andre eksempler
Corrina Corrina var en af de sorte amerikaneres sange, som ofte blev spillet af Mississippi John Hurt og mange andre. Blind
Lemon Jeffersons udgave af sangen har første vers til fælles med See See Rider. Dylans udgave af Corrina Corrina er dog en
del anderledes i melodi og stemning, mens verset, der begynder "I have a bird to whistle" stammer fra Robert Johnsons
Stones in My Passway.

Da Dylan skrev og sang It Takes A Lot To Laugh, It Takes a Train to Cry, stillede han spørgsmålet Don't the Moon Look Pretty
Shinin' Down Through The Tree, som Charlie Patton sang på Poor Me i 1934.

Da Bob Dylan skrev Leopard-Skin Pill-Box Hat, havde han formentlig Lightning Hopkins Automobile Blues i tankerne.

Rytmen og til dels melodien From A Buick 6 var inspireret af Milk Cow Blues med Sleepy John Estes - begge sange
indeholder ordene "keep it hid".

Et par andre teksteksempler:

     If your heart ain’t rock, sugar it must be marble stone
     (Blind Lemon Jefferson)

     But is your heart made out of stone, or is it lime / Or is it just solid rock?
     (Bob Dylan)

     Betty Mae, Betty Mae, you shall be my wife some day
     (Robert Johnson)

     Rita May, Rita May / You got your body in the way
     (Bob Dylan)

Sangtitlen Boots of Spanish Leather er nok ikke kommet ud af den blå luft, for Woody Guthrie sang også om dette materiale
- i sangen Gypsy Davy var det dog ikke støvler, men handsker det handlede om.

(Bukka White indsang i øvrigt også See That My Grave Is Kept Clean.

Så kom jeg aldrig længere. jeres tur.



__________________
"There's no substitute for experience".

Så er der også ham her

http://www.youtube.com/watch?v=KN_f0WVsHuw&NR=1




__________________
"There's no substitute for experience".

Nogle af Dylans akkompagnatører i 1965 ses her:
http://www.youtube.com/watch?v=pOv5D8Oq6M8&NR=1




__________________
"There's no substitute for experience".

Fantastisk læsning om blues mu.siken, selv om det har taget et par timer at komme igennem.Det er virkelig gennem arbejdet, og utroligt godt beskrevet, og samtidig rimelig læseligt.

 Jeg syntes det er det bedste indlæg på HI4ALL i årevis.  

     carsten

For søren Jan det er jo en hel roman om blues

Nå, jeg købte "Fleetwood Mac - Black Magic Woman the best of" på cd i England i sommer for at tjekke deres musik ud, og stor var overraskelsen, det er jo gedin blues for ende til anden og helt forskellig fra Rumours.

Joe Bonamassa er kanon blues rock
Albert King + Stevie Ray vaughn sammen

Prøv at tjekke diverse store musik sites ud for blues genres: wauw - der er mange jeg aldrig har hørt om, og sikkert heller ønsker at høre alle (tø-hø)

Acoustic Sounds - blues afsnit

Music Direct - blues afsnit

Dacapo-Records  - blues afsnit