Stanley skrev:

Ja, en af de mindre kendte herhjemme er Popa Chubby   :

http://www.youtube.com/watch?v=3_c86x-Xmcg

Ja, han er ikke så kendt herhjemme, men fed det er han (på mere end en måde ).   For knap 3 år siden, var han i Sønderborg, hvor han gav en superfed koncert (varede næsten 3 timer). Kan anbefales til folk der lytter til Jimi Hendrix, Stevie Ray Vaughan, Joe Bonamassa m.m.

Stanley skrev: Jarvig skrev: 1. Formentlig fordi mængden af rockguitarister er større end alle guitarister i alle andre genre tilsammen. 2. Det er da lige omvendt. Tråden handler om, hvem man subjektivt bedste kan lide og ikke hvem man objektivt synes er den dygtigste. Tag f.eks. min yndling.....Gilmour. Jeg vil gætte på, at der ca. 100.000 guitarister i verden som teknisk er dygtigere end ham. Men derfor tæsker han - efter min smag - alle andre med flere længder, selvom han teknisk ikke er så god. Jeg er helt enig i dit punkt 2. En guitarist kan aldrig blive min favoritguitarist hvis han spiller noget musik der ikke siger mig noget (f.eks. heavy ), så er det helt ligegyldigt hvor dygtig han er. Derfor kan jeg så ikke være enig i dit punkt 1. Det må være et spørgsmål om hvad folk lytter til og ikke hvor mange valgmuligheder der er inden for de forskellige genrer. Vi kan altså bare konstatere at der er flere af deltagerne i denne tråd der hører heavy end der hører f.eks. jazz.

Altså, taler vi om

- hvor mange guitarister der spiller rock eller
- hvorfor så mange på hifi4all konkret i denne tråd har oplistet guitarister i rock-/metalgenren

For jeg vil da til enhver tid mene, at antallet af guitarister i verden der tilegner sig guitar-skills højere end blot simpelt akkord-spil til popsange befinder sig i rockgenren. Som sagt, så vil jeg da mene, at blandt bare lidt skilled guitarister da er der flere der spiller rock/metal end alle andre genre tilsammen.

Angående det andet punkt, så er det nok et meget godt bud, at trådens omtalte guitarister skyldes den konkret smag for dem der laver indlæg i tråden, snarere end det fortæller om forholdet mellem antal guitarister i rock/metal kontra andre genre.

fredmarantz skrev: Nu er det som tidligere vedtaget - og som overskriften på tråden egentlig lægger op til, en subjektiv favoritliste, som der efterlyses, men hver gang en sådan tråd kommer af sted, så kommer man altid til at diskutere, hvordan hulen de popære allestedsnærværende - på enhver pladehylde stående guitarister, som skal fremhæves som de fedeste - og bedste - For det første så er det selvfølgeligt et subjektivt skøn - det næste er, at vi åbenbart alle ved, at der findes en milliard millioner dejligt spillende guitarister i alle genrer. Det med at rockguitarister skulle være det mest talstærke er noget fis - tænk på alle de mexicanske og spanske flamencospillere, som selvfølgelig ikke lige lige spiller den vestlige rock, som har airplay alle steder. Tænk på alle de uhyggelige klassiske guitarister, som vi ikke lige hører på P3 - der er sikkert også en del folkmusikere på de Britiske øer - bluegrass og ragtime-guitarister i Kentucky - countryguitarister i Montana - Fusionsguitarister i New York - Jazz-guitarister sammesteds og i Chicago - som alle er decideret giftige og som teknisk set flytter grænser for hvad der måtte være muligt - tag bare en tur på YouTube og kig efter. Så har vi alle heavy guitaristerne, hvor du selv har interesse - der er rigtig mange dygtige dér også - de spiller også hurtigt (da hurtighed (shredding) jo er én af disciplinerne dér). Jeg kender ikke særlig mange, men ved da at Steve Vai er en af de gamle stjerner - Zak Wylde er vist også et af ikonerne. De benytter sig i allerhøjeste grad af feedback-Sustain-hammering-Pull-off-teknik for at kunne opretholde hastighderne. Disse teknikker kan bluegrass - jazz- klassiske - sigøjner- guitarister ikke benytte sig af, men de er stand til at spille med uhyrlige hastigheder akustisk - altså uden alt det forstærker - sustain- feedback - hammering - pull-off halløj, som rockguitarister/heavyguitarister typisk bernyyter som et absolut uundværligt redskab for at kunne lave de (indrømmet) meget hurtige arpeggios mv. som de laver i den genre. Prøv liiige at lade én af dem spille  "Orange blossom special", som Chet Atkins her spiller den (overse venligt den meget diskutable ka'l på bongotrommer og mundharpe, jeg kan sgutte ta´ham, men han spiller ok): http://www.youtube.com/watch?v=7Svm_Vnntyk   (Chet Atkins) eller se lige her, hvordan Jerry Donahue kan håndtere en Telecaster i sin dagligstue med andet end sin telecater og sin lille forstærker og et lille skævt smil til sidst. Jeg er selv guitarist siden 1967 og lader mig ikke så nemt imponere mere, men sådan noget kan tage luften fra mig - selv om man altid kan være uenig i, om stilarten er lækker eller ej: http://www.youtube.com/watch?v=TJaSZxZJFV0    (Jerry Donahue) Eller her, hvor en ung satan (Sol Philcox) fra England på 15 år stiller sig på scenen og fyrer den af sammen med sit store forbillede Brent Mason (USA)- igen country - og altså ikke heavy - men det han laver er af en betydelig sværhedsgrad - meget betydelig. Lyden er desværre lidt svag, så den skal lige have en ordentlig én på goddag'en, før man kan høre noget ordentligt. Dette mere som et eksempel på, at der findes en masse fanrtasikske guitarister ude i Verden, som vi aldrig kommer til at kende, da de ikke bliver markedsført i de salgbare genrer (rock - Heavy - osv. af Sony/BMG mv.) . Læg i øvrigt mærke til, at guitaristene - selvom de har mange pedalaer på gulvet, kun benytter sig af kompressor i middel grad - måske tilsat et lille slapback delay (hvilket næsten ikke kan høres) oog betjener sig af den simpleste guitar man kan købe- nemlig en Telecaster. Altså ingen styrtbombning med vibratorarm.: http://www.youtube.com/watch?v=18qh-BLKOEo&feature=PlayL ist&p=FE9AC60B6FA20B0A&playnext=1&index=62     (Sol Philcox/Brent Mason) Jeg kunne selvfølgelig blive ved- og er udemærket klar over, at country og den specielle stil "Chicken pickin´" blot er en lille del af at kunne spille guitar, men see my point? Vh Freddy

Langt de fleste der tager en elguitar op og prøver at spille på den har ambitioner om at havne i rock/metal.
Du siger tænk på alle de ukendte guitarister i andre genre vi aldrig hører om. Jeg siger tænk på alle de rock/metalguitarister der spiller garagebands, skolefestbands, spiller for sig selv.
Antallet af disse bands/guitarister er voldsomt stort.

Jeg er endvidere medlem af flere guitarfora. Nu skal man huske på, at antallet af aktive brugere formentlig også afhænger af genre man spiller i. F.eks. er det langt mere sandsynligt at en jazzguitarist tilmelder sig et guitarsite, hvor der debatteres musikteori i jazzimprovisationer end det er for en garageguitarist at tilmelde sig for at finde ud hemmeligheden bag, hvorfor en Am13-akkord er så delikat som erstatningsakkord for en C9-akkord.
Så antallet af "avancerede" guitargenre er formentlig overrepræsenteret på sådanne guitarfora. Alligevel vil jeg ud fra erfaring mene, at det klare flertal på samtlige guitarfora jeg er tilmeldt er mest interesseret i rock/metal.

PS: Zakk Wylde er en ret god metalguitarist der kendt som havende følgende karakteristika
- elsker den pentatoniske skala
- kendt for hurtigere licks voldsomt brug af hammer-on/pull-offs
- super tilhænger af alternate picking
.......men blandt de allerdygtigste guitarister teknisk set er han langt fra.

fredmarantz skrev: Teknisk kunnen skal der altså til - men.........teknisk kunnen er meget andet end hastighed/antal toner/sek. Hvis vi nu alligevel tager lidt fat i Hr. Knopfler, så kan de fleste af os nok blive enige om, at han i bund og grund er en god guitarist - om han så er på favoritlisterne eller ej. Han fungerer meget som en art "fingerpicker" - men kan såmænd også det andet. Han betjener sig af en slags "kælen" for de enkelte toner på en meget distingveret måde, hvor hver tone får en nærmest lyrisk rolle - sætter sine melodilinier ind, så det bliver meget iørefaldende og i det hele taget meget "tasty". Desuden er hans indspilninger normalt af temmelig høj lydmæssig kvalitet - og hans spil kan næsten stå alene - med et meget sparsomt akkompagnement og arrangement - det skal der en vis portion talent til at kunne gøre. Dette er i høj grad teknisk kunnen. At han i sin tid kom frem og at vi kender ham i dag skyldes nok også, at han landede på jorden med en ny lyd (Sultans of Swing) - og en ny spillestil, som vi i populærmusikkredse ikke var vante til at høre. Det gælder jo om at være den første til at komme med noget nyt - det hjælper altid på den efterfølgende karriere og berømmelse. Der er masser, som i dag kan spille som ham, men de bliver bare ikke berømte.  Det samme gælder David Gilmour - der er masser, som kan lave det, som han laver, men han var bannerføreren og er det stadig. Han er også teknisk meget dygtig, men heller ikke på hastighed(langtfra) - men han er en melodiens og klangens mester og kan dreje en simpel melodi ind i et meget stort lydbillede og det holder. Han er teknisk dygtig, men på sin egen besjælede Gilmour'ske måde - Jan Nielsen fra Kalundborg ( en fiktiv person), som stort set kan det samme, bliver bare aldrig berømt. Man kan nemt finde op til flere håndfulde danske ukendte guitarister, som kan spille både som Knopfler og Gilmour - de var bare ikke de første - og de kommer aldrig til at stå på CD-hylderne og derfor bliver de heller aldrig nævnt på favoritlisterne. Hvis man skal se helt nøgternt på det, så vil jeg påstå at vi har adskillige guitarister - også på dansk grund, som kan spille røven ud af bukserne på Eric Clapton ( Selvom han faktisk er en af mine favoritter) - både mht. nerve og teknik - men de er jo ikke kendte og kan derfor ikke lige stilles op på en liste. Der findes også en masse guitarister, som er lynende dygtige med nerve - feeling - melodi og evt. hastighed, som aldrig nogensinde bliver kendte og til favoritter, fordi de spiller i et åndssvagt band som spiller noget l**te musik. - Verden er underfuld. Til Capt: Weirdo: Jeg kan nemt følge dig i dit seneste indlæg og har respekt for, at du synes, at det er Heavygenren's "tapper-guitarister" - som tiltaler dig mest mht. guitaristlyd og kunnen - det var jo egentlig også det, nemlig det subjektive, som tråden i virkelighed handlede om. Jeg stejlede måske bare lidt over, at en sådan liste altid vil hive de kendte og Kamikazeguitaristerne frem i lyset - da vi ikke kender andre - og inden vi sætter de kendte fast på piedestalen, syntes jeg bare lige, at vi skulle være opmærksomme på, at fede guitarister kan man fodre høns med og at der findes masser af meget fine guitarister , netop i øvelokaler - på konservatorier - i koncertsale  - på spillesteder - i Jazzklubber - i Country-land - på Pubber - men de bliver aldrig nævnt, hvilket jeg måske synes er lidt en skam. Og jeg er træt af den samme liste, som altid bliver hevet fem, nemlig den med Jimmi Page - Jimi Henriksen - Mark K - osv.......Det bliver mig for trivielt. NB: Vidste du, nu når du især er glad for Heavy/metal-guitaristerne, at deres spillestil ikke er mulig uden at de spiller med overdrive/dist/comp på gearet (uden den sustain, som dette giver, er spillestilen ikke mulig - dvs. at tingene ikke kan laves på en akustisk guitar - eller en el-gtr med ren lyd? Vh Freddy

Jeg er både enig og uenig i dit indlæg.

Hvis vi lige lægger ud med Gilmour.

Man taler som guitarist om phrarsing. I den helt korrekte udgave, da er phrasing dækkende over, hvordan man tidsmæssigt spiller de enkelte toner man spiller. Phrasing er kort sagt de melodiske elementer i ens spil. Langt de fleste guitarister har dog en noget videre opfattelse af begrebet phrasing. Hos dem dækker phrasing over elementer såsom hvordan man konkret bender en streng, hvordan ens vibrator konkret er, hvor glidende ens legatospil er, præcist hvordan man udfører sine hammer-ons pull-offs, hvordan man konkret udføre sine blue-notes, hvis man bruger ghost- eller grace notes hvordan man så konkret placerer dem i sit spilleri og ligende ting.
I denne forstand da lægger man vægt på, at det er ekstremt svært at genskabe en anden guitarists præcise phrasing. Du kan spiller tonerne i f.eks. en solo fuldkommen perfekt som de f.eks. perfekt er opstillet i et dygtigt udført tabulatur, spille alt korrekt, have den helt perfekte guitarlyd......og alligevel en fan der lytter på det sige, at dette ikke er den oprindelige guitarist der spiller soloen, men derimod blot en guitarist som cover det.

Man kan om phrasing sige to ting.
For det første, så kan man sige, at jo "langsommere" man spiller (kontra at høvler derudaf i en lirsolo) jo mere betyder phrasing for lytterens opfattelse af overall sound. Når man spiller meget hurtigt, så har øret simplethen ikke tid nok til at fange nuancerne i phrasing. En voldsomt teknisk dygtig guitarist som spiller hurtigt vil sikkert godt (men bestemt ikke sikkert) godt kunne få høvlet noget deliktat phrasing af.....men lytteren vil bare få ret lidt ud af det.
For det andet, så er der bestemt forskel på guitarister på, hvor meget phrasing betyder for deres overall sound som guitarist. Nogen guitarister har en spillestil, hvor det er ret nemt at kopiere deres overall sound, da deres phrasing er "simpel" og typisk i den hurtige ende af spilleriet, mens andre guitarister kan man øve et nummer på 5 år og alligvel synes man selv og andre kendere ikke at man helt lyder som originalen - det simpelthen fordi denne guitarists phrasing betyder ekstremt meget for overall sound.

Okay, hvorfor denne lange forklaring?
Fordi, phrasing generelt ikke betegnes som noget, der har med teknisk dygtighed at gøre. Hver eneste guitarist har f.eks. sin egen måde at lave vibrator på (altså vibrator er at man rykker fingeren hurtigt op og ned for derved at få sustain på sin tone og den holder længere).
Men det giver ikke mening at sige, at Steve Morses (meget dygtig rockguitarist) vibrator er teknisk sværere at udføre end f.eks. min vibrator. Man har bare den vibrator man nu engang har, og det er pænt svært at lave en andens vibrator.

Når du siger at Gilmour er en teknisk dygtig guitarist, så er jeg voldsomt uenig. Klart, han er da ok, men så absolut intet specielt. Teknisk er det f.eks. ret nemt at lære en solo af Gilmour. Tag en solo af f.eks. Jason Becker (ekstremt dygtig shred guitarist) og du skal bruge mange år på at nå op på et niveau så du kan spille det.
Forskellen er blot, at som shredder, da betyder Jason Beckers phrasing ikke meget. Når du først teknisk kan spille det han spiller, så lyder du voldsomt tæt på at lyde som ham. Omvendt med Gilmour. Du lærer soloen fejlfrit på et par dage, men det lyder bare ikke 100 % korrekt selv to år efter. Dette fordi, at Gilmours phrasing betyder ekstemt meget for hans sound/stil og den kan man ikke nemt lære.

Det lyder som om, at man overhovedet ikke kan læres andre phrasing. Det er naturligvis ikke korrekt. Man kan være meget opmærksom på phrasingen for den guitarist man ønsker at lyde som og så være meget opmærksom på at tilpasse sin egen phrasing som den andes. Men det er bare ikke nemt, og mange gange kan man komme tæt på, men ikke naile stilen/lyden helt korrekt, selvom det man teknisk spiller faktisk er 100 % identisk med originalen.

Derfor kan jeg kun være delvist enig i din fremlægning af, at mange guitarister kun er kendte fordi de var først med denne lyd. Det er helt korrekt, at er man den første så vil man typisk kunne blive kendt og de følgende 1000 imitatorer vil ingen hører om.
Men det er kun delvist rigtigt fordi en hel stak guitarister ikke er nogen man bare lige lyder som.
Specielt i klassisk, jazz, fusion og blues, da betyder phrasing så meget, at ingen lyder som originalerne selvom de gør sig umage. Men der er da også rock-/metalguitarister som er sådan. Der er allerede nævnt en del af dem. Gilmour, Beck, Knopfler, Slash er typiske eksempler.

Det er langt mere musiksmagen over årtierne som bestemmer ovenstående end det er den enkelte guitarists evner der bestemmer det.
Hvad jeg mener?
Her og nu, i dette sekund, da har der aldrig eksisteret så mange og så dygtige guitarister. Og via fildeling, nettet, youtube, mp3 osv. så har der aldrig været så mange af dem "ude i æteren" og blevet hørt af (i hvert fald bare nogen) tusinde lyttere.
Men de er ikke "store". Hvorfor? Fordi tiden ikke er til alle de ting de kan på guitaren. Folk er uinteresserede i alle deres tekniske evner og unikke phrasing'er. Kun en lille skare af tilhængere lytter til dem, kender miljøet, ved hvor man skal lede osv. Resten er uinteresserede. De lytter kun til mainstream-rock/-metal og selvom der da hist og her findes lidt  kendte nye guitarister som spiller meget dygtigt, så er det ikke normalt.

fredmarantz skrev: [QUOTE=Cpt. Weirdo] [QUOTE=fredmarantz] Tapperguitarister? Jeg kender ikke begrebet, så det må du gerne være sød at uddybe, inden jeg svarer på det, selvom jeg umiddelbart tror, at du har misforstået mig lidt. Men jeg venter på at begrebet bliver afklaret.

Tapping....ikke opfundet af Van Halen, men dog den klart vigtigste årsag til at teknikken blev kendt bredt.

I dag indgår tapping som fast bestanddel af enhver ambitiøs guitarists arsenal af teknikker.

Van Halen er desuden ekstremt vigtig, da han (dog inspireret af andre - f.eks. Uli Lee Roth) er den vigtigste årsag til at fænoment "shred guitar" opstod. Shred guitar er i smal forstand en musik-genre, men bruges i bred forstand om en guitarist der er meget teknisk dygtig, herunder typisk at kunne spille meget hurtigt.

Hej!

Tak til Jarvig for en god gennemgang af teknikker. Det er spændende, at læse om når folk med hænderne i det udtaler sig. Efterhånden ved jeg ikke hvad der gør en god guitarist. Jeg har hørt så mange gennem årene, at svaret for mig ikke er blevet lettere. Min favorit vil nok altid forblive Ritchie Blackmore. Jeg har set ham live nogle gange og det har været rigtig gode oplevelser. David Gilmour er også fremragende. Joe Bonamassa, Eric Clapton, Jeff Beck og Carlos Santana er altid en fornøjelse at lytte til. Alt snak om teknik, hvem spiller hurtigst osv. gider jeg ikke bruge så meget tid på mere. Jeg har ikke forstand på teknik. Det lyder godt når Blackmore spiller hurtigt fordi han er i stand til at lade tonerne tale og kan variere tempo.

Jeg har set Blackmore og Yngwie Malmsteen. Mesteren og hans protege. Trods alt hans scalaræs når Malmsteen ikke Blackmore til sokkeholderne. Hvorfor? Malmsteen har simpelthen ikke samme udstråling, han kan ikke variere sit spil og mangler feeling, frem for alt har han ingen forståelse for hvornår han ikke skal spille, hvilket jeg synes er en lidt overset kvalitet hos en guitarist. Han mangler også, at skabe noget helt unikt i nyere tid. Et debutalbum som var godt er ikke nok over så mange år. Malmsteen er til gengæld meget genkendelig på sin tone og det synes jeg er en god kvalitet for en guitarist. Nå dette var blot et eksempel for at prøve at trække nogle dyder frem jeg mener gør en god guitarist. Altså genkendelig tone, udstråling, at skabe noget musik, kunne improvisere, variere sit spil og frem for alt holde mund en gang imellem.

Jarvig skrev: Altså, taler vi om - hvor mange guitarister der spiller rock eller - hvorfor så mange på hifi4all konkret i denne tråd har oplistet guitarister i rock-/metalgenren

Vi taler om hvorfor så mange på hifi4all konkret i denne tråd har oplistet guitarister i rock-/metalgenren. Det var det Fredmarantz undrede sig over og det du (og senere jeg) kommenterede.

Så jeg tror at vi er helt enige.

 

 

It's only rock'n'roll anyway!

Who gives a sh*t?

I do!

Jarvig skrev: fredmarantz skrev: [QUOTE=Cpt. Weirdo] [QUOTE=fredmarantz] Tapperguitarister? Jeg kender ikke begrebet, så det må du gerne være sød at uddybe, inden jeg svarer på det, selvom jeg umiddelbart tror, at du har misforstået mig lidt. Men jeg venter på at begrebet bliver afklaret. Tapping....ikke opfundet af Van Halen, men dog den klart vigtigste årsag til at teknikken blev kendt bredt. I dag indgår tapping som fast bestanddel af enhver ambitiøs guitarists arsenal af teknikker. Van Halen er desuden ekstremt vigtig, da han (dog inspireret af andre - f.eks. Uli Lee Roth) er den vigtigste årsag til at fænoment "shred guitar" opstod. Shred guitar er i smal forstand en musik-genre, men bruges i bred forstand om en guitarist der er meget teknisk dygtig, herunder typisk at kunne spille meget hurtigt.

David Lee Roth eller Uli Jon Roth?. Uli, I presume. 

__________________
vh Jesper
Luxman L 530, Luxman PD 290, Luxman TU 240, Tannoy Mercury M 2, Marantz 3200, Marantz 140, Sony CDP-XA5ES, Ariston RD 40, Denon DRM-740, Dali 850, Denon AH-D5000, Sennheiser Unipolar

Rainbow skrev: Tak til Jarvig for en god gennemgang af teknikker.

Selvtak.

Men rent faktisk gennemgik jeg kun phrasing, mens jeg ikke fik forklaret hvad teknik er.

En simpel sammenligning (der ikke må overfortolkes) er f.eks. formskrift. At kunne tage en pen og skrive noget (og forstå hvad man vil skrive) kan man kalde teknik. At lære at følgende sætning "Han tændte lampen og derved forsvandt mørket" er korrekt dansk og at kunne skrive dette på et stykke papir med en pen, det kan man kalde teknik. Men vi ved at alle mennesker ikke har ens skrift. Selvom jeg øver mig 2 år så vil jeg have meget svært ved at skrive et falsk brev med kopieret formskrift for en eller anden. Møden vi hver især skriver formskrift på kan kaldes phrasing i musik. At vi kan skrive formskrift og ved hvad vi skriver kan så kaldes teknikken i musik.

Så lad os se lidt på "teknik".

I sin oprindelse bygger rockmusik på en sammenblanding af jazz, blues og boogie woogie. Da guitaren i 60'erne opdages som leadinstrument er inspirationen voldsomt meget blues (tiilsat lidt fart, spillet på forstærkere der var "krænget over" (overdrive) og med rytmer fra rock&roll). Gående ind i 70'erne er det ikke for meget sige, at stort set alle topguitarister i rocken har fundamentet byggende på blues.

"Mødrene" til al moderne højteknisk guitar er Ritchie Blackmoore og Uli Lee Roth.

Ritchie Blackmoore fordi han prøvede at blande mange genre ind i sit spil, men specielt blev tændt på elementer og forløb hentet fra klassisk musik.

Uli Lee Roth fordi han - først med Scorpions og senere solokarriere - nærmest på egen hånd op gennem 70'erne finder på de fleste "teknikker" der i dag falder ind under genren "shred" aka teknisk meget dygtige guitarister der dyrker deres evner i det de spiller.

De to ovenstående er mødrene til al den moderne guitar, men den som før størst indflydelse er Eddie Van Halen. Tapping er kendt fra andre genre (f.eks. jazz og klassisk), men Van Halen sætter tempoet voldsomt op og banker det ud med distortion. Tapping er født for menigmand, og det kan f.eks tjekkes ud i hele den sidste halvdel af nummeret Eruption af Van Halen, der var det nummer som for alvor gjorde tapping kendt.

Først Randy Rhoads (Ozzy Osbournes guitarist der døde alt for tidligt i en flyulykke i 82) og siden Yngwie Malmsteen fik dyrket den nye stil og begge må sammen med Van Halen siges at være personerne som fødte shred-guitar.

Dengang kaldte man det ikke shred-guitar. Den første genre af meget dygtig tekniske guitarister blev kaldt neo-classical metal guitar. Neo-classical netop fordi, at genren tog udgangspunkt i klassisk musik og forløb heri, hvilket helt klart adskilte dem fra andre guitarister i f.eks. 70'er rocken og new wave of british heavy metal.

Nogen af historiens største (dygtigste) guitarister findes i denne genre og storhedstiden er 1985-90. Når jeg siger nogen af de dygtigste guitarister findes her, så skal det forstås sådan, at nu om dage vil jeg vædde hvad som helst på, at vi har betydeligt flere ekstremt dygtige guitarister end nogensinde før. Men de er bare ikke kendte. Sådan var det ikke 80'erne. Ikke kun blev disse guitarister dyrker og næsten enhver dygtig guitarist kender dem forfra og bagfra, nej et større pladeselskab (Shrapnels records) havde som speciale at finde og udsende plader fra sådanne neo-classical guitarister og dermed blev de også kendt i bredere kredse.

De store guitarister dengang var ekstremt dygtige guitarister såsom
- Marty Friedman
- Jason Becker
- Tony MacAlpine
- Greg Howe
- Steve Vai
- Joe Satriani

Efter første bølge dør ud, så bliver begrebet shred mere almindeligt og dækker nu noget bredere over blot ekstremt dygtige guitarister (nærmest uanset genre, selvom metal stadig er det mest typiske udgangspunkt)

Eksempler på nogen af de dygtigste guitarister (altså shreddere) sidenhen er

- Paul Gilbert
- Buckethead
- Michael Angelo Batio
- Rusty Cooley
- Shawn Lane
- Mattias Eklundh
- Andy LaRoque
- Chris Impellitteri
- John Petrucci
- Andy Timmons
- Michael Romeo
- Jeff Loomis

Ok, med denne historiske gennemgang så er det tid til at gennemgå "teknik"

Klassisk rock teknik

Med klassisk rockteknik mener jeg de teknikker som enhver guitarist med ønske om leadguitar relativt hurtigt lærer

- Udgangspunkt er bluesskalaen, pentatonisk major og minor, og major og minor scale
- Harmonisk bygges der på gammelkendte akkordprogressioner fra såvel klassisk musik, blues, folk music
- Rytmisk 4/4 og 2/4 er totalt dominerende
- Bends
- Hammer-ons
- Pull-offs
- Vibrator
- Alternate picking
- Diverse former for muting
- Diverse former for at spille "harmonics", hvoraf pinch harmonics nok er mest anvendelig
- Havende en lille smule styr på musikteori
- Have sporadisk viden om, hvorfor man spiller virker som det gør
- Har et sporadisk kendskab til gribebrættets opbygning og toner herpå

Shred guitar teknikker

Udgangspunktet er alt ovenfor + nedenstående teknikker. Det er vigtigt at huske på, at shred typisk omfatter, at alle omtalte teknikker kan spillet ret hurtigt og at man behersker langt de fleste af de opstillede teknikker. De fleste kan lære en enkelt teknik og spille den ved langsom/behersket hastighed. Men at kunne spille det hele lynhurtigt, kunne stort set alle teknikker her og nu, og at kunne anvende alt dette så det indgår i en musikalsk sammenhæng (modsat bare at spille noget tilfældigt) det vil være krævet for at man kan kalde sig en shred guitarist.

- Skalaer nu også alle de modale (ikke kun blus, pentatonisk, minor og major)
- Harmonierne også byggende på modale sammenhænge (ikke kun de ovenfor oplistede "klassiske" harmoniske opbygninger)
- Alskens beats beheskes (ikke kun 4/4 og 2/4)
- Skiftende beats under udførelse
- Dyrkelse af synkoper i beats
- Polyrytme ikke ukendt
- One and two handed tapping
- Sweep picking
- Economy picking
- (controlled) Whammy bar abuse
- Tremolo picking
- Rake
- Legato runs
- Arpeggio runs
- String skipping
- Piano tapping
- Plekter tapping
- Harmonising
- Hybrid picking
- Man har et nært kendskab til musikteori
- Man kender alle toner overalt på gribebrættet
- Man kan spille alle skalaer i samtlige positioner uden overhovedet at tænke over det
- Udover at føle musikken så altid havende en viden om, hvorfor man spiller det man spiller, hvorfor det virker og hvad det passer sammen med i det man spiller med her og nu

At lære ovenstående teknikker så de er sikre og kan spilles ved høj hastighed tager mange års træning med mindst 1-3 timers træning i snit om dagen, dag efter dag, uge ud uge ind, år efter år.
Lægger man ønsket om også at kunne andres unikke phrasing så taler vi om yderligere mange års træning oveni.

jewer skrev: [QUOTE=Jarvig] [QUOTE=fredmarantz][QUOTE=Cpt. Weirdo] [QUOTE=fredmarantz] David Lee Roth eller Uli Jon Roth?. Uli, I presume.

Klart. Mig der vrøvler. Du har helt ret. Uli Jon Roth. Kan se, at jeg i ovenstående indlæg også har husket hans mellemnavn forkert. Pinligt.

Hva med

Django Reinhardt

han er fandme cool.

http://www.youtube.com/watch?v=tGxDSij9jH4&feature=relat ed

http://www.youtube.com/watch?v=AEzsPGHsi90&feature=relat ed





__________________
"Musikken frem for alt"
Mit Anlæg, kig forbi
Er du hifi-kræsen?