Normalt bruger jeg en del tid i off-topic på motion-online.dk da det er en fantastisk sted at debattere stort set alt, herunder også musik.

Men angående musik da lyder I her i dette forum til at være godt kørende. Så jeg er interesseret i jeres mening om min "ide".

Jeg er guitarist på indledende niveau, men har en klar vision om, hvor jeg vil hen....både med mine guitar isoleret og med et band som sådan.

Grundlæggende er jeg guitar-fascist. Jeg elsker guitar. I alskens versioner. Men specielt guitarsoloer. Ikke overraskende, så er mit yndlingsårti musikalsk set 70'erne.

Ikke kun befinder en del af mine yndlings-bands sig her (Pink Floyd, Led Zeppelin, Black Sabbath mf.) og yndlings-guitarister sig her (David Gilmour, Jimmi Page, Jeff Beck mf.), nej, det var også et årti, hvor guitar-rock var dagens orden og hvor guitaren i centrum i al dens arrogance og ekstravagance var det der blev dyrket og set op til i alskens udførelser.

80'erne bød på new wave of british heavy metal. Men i den "uheldige" ende var også introduktionen af MTV. MTV krævede pop. Så i 80'erne blev guitar-rock (specielt metal) koblet sammen med pop og resultat blev hair-metal-bands aka glam metal.

Standarden for guitar-rock/metal i dette årti var enten poppede melodier med iørefaldende mediumtunge riffs eller simpelthen decierede power-ballader. Guitarsoloer varsjældent episke men derimod holdt under 45-60 sek (for ellers passede de ikke til 3-5 minutters standarden i MTV) og typisk leflende melodisk lir soloer.

Verden kunne ikke udholde det. Glam metal sammen med den udbredelsen af symfoniske synthesizere bag alskens mainstream musik, der blev for leflende, glat, pompøst, overfladisk.

Reaktionen var indi pop, alt rock og grunge.

Alle disse genre havde en - blandt flere - ambition. At tage livet af den "blærede guitarsolo" der tog fokus fra musikken, der skulle være mere ægte og autentisk.

I begyndelsen (tidlig til midt 90'er) tog jeg det roligt. Det kunne kun være en overgangsperiode. Guitaren i al dens vælde og genialitet ville naturligvis ikke kunne holdes nede.
Men som årene gik, så blev jeg mere og mere desperat. Der skete næsten intet på den traditionelle rock-scene.
Hip-hop, rap, diverse dance-retninger (I ved, aflæggere af f.eks. trance og techno), elektronik som sådan og tøset rythm&blues-retninger tog mere og mere over og dominerede salgslisterne. Mest sælgende af alt dog uendelige mængder af tøse-metervare-pop. Det blev bare ved og ved. Ligegyldig pop fremført af den ene mere ligegyldige pige efter den anden.
På rock-scenen var udviklingen NU-metal og emo. Aflæggere af grunge.

Hvor var guitaren som andet end riff-maskine?????????

Den fandtes. Men ikke på salgslisterne. Den fandtes i et uendeligt fragmenteret underlag af sub-genre til metal og trash der var opstået i kølvandet på at tunge 80'er bands som Metallica, Slayer og Megadeth var slået mainstrem igennem i begyndelsen af 90'erne.

Nærmest enhver tænkelig (og utænkelig) genre kunne findes i undergrundsmusikken.
Godt hjulpet på vej af nettet, youtube og mp3, så voksede undergrunden vildt. Musik kunne udveksles på kryds og tværs og nærmest hver måned opstod en ny sub-genre.

Metallen undergrundsverden og prog-rock/metallens undergrundsverden lever og har aldrig haft det bedre. Så uendeligt mange fede og dygtige bands er derude.

MEN

Der er to men'er.
Det første men er, hvad med rocken? Hvis jeg lige definerer rock som værende "blødere" end metal men "hårdere" end pop (det er alt for simpelt, langt flere parametre indgår i genrene...men bær over med mig for pointens skyld).......hvor er den?
Dette er min yndlings-genre. Rocken. Jeg er glad for metal. Men jeg er "blød". Synes tit metal bliver for hårdt for mig. Er også glad for (talentfuld) pop. Men pop kan ikke udfylde alt i et rock-hjerte. Så meget mangler.

Men jeg har svært at se, hvor disse nye rock-bands er? Ja, der er stakkevis af alt-rock bands derude. Men "gode gammeldags" rockbands...hvor er de?

Dette leder mig til det andet men. Nemlig guitaren som soloinstrument i rocken.
Igen.......subgenre af metal og diverse subgenre af prog kan levere masser af fantastiske guitarsoloer. Jeg dyrker disse genre og guitarsoloer nidkært og med stor nydelse.

Men for mig, da bliver metalsoloer ofte for "lirede" og "shredede", tabende melodien og følelsen i visen teknisk dygtighed og avancerede kompositioner. Og det samme med prog-soloer. Her forsvinder melodi og følelse endnu mere vilde kompostioner, overraskende udviklinger og teknisk dygtighed.

Kort og godt: Hvad jeg grundlæggende savner, det er den følelsesfulde, melodiske guitar som den findes hos f.eks.
- David Gilmour
- Brian May
- Jimmi Page
- Slash
- Ritchie Blackmoore
- Jeff Beck

og mange flere

Og jeg savner seriøse guitar-rockbands såsom
- Pink Floyd
- Queen
- Led Zeppelin
- Guns N Roses (dog metal her)
- U2

og mange flere

OK, hvad jeg søger er altså musik som for det første spiller rock og for det andet tør tage guitaren seriøst som det store vulgære, smukke, grædende, pompøse, vilde, forførende lead-instrument som guitaren er.

Men det er jo ikke kopi-sound jeg er ude efter. Det skal jo ikke være et Queen-cover band vi skal lede efter.

Det efterlader to muligheder.
Enten så finder man på noget helt nyt. Eller ved at kombinere inspirationskilder at skabe kombinationer ikke hørt før.

Mine ideer ligger mest i sidste gerne. Her er, hvad jeg godt kunne tænke mig at skabe.

Trin 1
Trin 1 omhandler hvad det er for en slags musik jeg helt grundlæggende - på bunden af alt - ønsker at producere nyt materiale til. Og her er det nemt. Jeg vil levere musik som ligger i samme genre som Pink Floyd.

Så band-mæssigt er vi ude i Pink Floyd.
Guitarmæssigt er jeg helt grundlæggende ude i visioner af guitarspil som.......ja, ikke svært at gætte.....David Gilmour

Men som sagt, det er jo ikke kopi jeg er interesseret. Vi skal have meget mere på banen.

Trin 2
Trin 2 omhandler et andet fundament end Roger Waters for visionerne i sang-frembringelsen. Altså, i mine øjne, da er Roger Waters sange simpelthen fantastiske. Men jeg ønsker hverken at gengive det eller for den sags skyld, at jeg aldrig nogensinde har hørt andre musikere, der laver sange som Waters......det er simpelthen unikt og kan ikke efterlignes.

Så insprationen kommer et andet sted fra. Et mere poppet og "down to earth" udgangspunkt.
Jeg elsker britpop og dens aflæggere når disse er bedst. For mig er bedst i denne gerne (britpop, aflæggere heraf samt engelsk alt-rock inspireret heraf)
- Verve, som de var på skiven Urban Hymns
- Suede, som de var på skiverne Suede og Dog Man Star
- Coldplay, som de var på skiverne Parachutes og A Rush of Blood to the Head
- Oasis, som de var på skiverne Definitely Maybe og Whats the Story Morning Glory
- Radioheads, som de var på skiverne Pablo Honey og The Bends

Forstil jer, at man tager essensen af ovenstående skiver........proppede det hele ind i Roger Waters hoved og han som kom til Gilmour, Wright og Mason (resten af Pink Floyd) og ville spille præcist dette.....med Waters energi på at overbevise de andre om genialiteten i dette, men med resten af bandet insisterende på at lave musik som klassik Pink Floyd. At numrene der blev frembragt var episke versioner at f.eks. Now the drugs dont work (Verve) og ikke f.eks. Shine on you crazy diamond.

Dette ville være udgangspunktet. Men vi er ikke færdige.

Trin 3
En helt vital del af "storladen" rock-sound, det er keyboards.
Men der findes gode og dårlige keyboard-stiles i min verden.

For mig (og jeg ved dette er meget uortrodosk opstilling, men grundet at jeg kun nyder keyboards som supplements-instrument og ikke selv spiller det, så laver jeg denne inddeling) så er der tre måder at lave keyboards-musik på til rock
1. Klassisk fra 60'erne og 70'erne
2. Symfonisk
3. "Elektronisk"

Den klassiske lyd er fra dengang, da digitale synthesizere stadig ikke var opfundet og man måtte opfinde analoge systemer til efterligning af nye sounds. Vi er ude instrumenter ala Hammond organ, Mellotron, Moog, Mini Moog, Fender Rhodes, Vox Continental og de aller-allerførste digitale synthesizere.
Alle disse keyboards lyder fantastisk. Jeg elsker dem som de blev spillet af 60'ernes og 70'erens rock bands.
Men at bygge keyboard sounden på denne lyd, mener jeg er uægte. Det ville netop være en kopi af tidligere tider. At lave et storladent rockband med et lydbillede ala klassisk keyboards sounds, det er hørt 1000 gange før og er simpelthen navlepillende.
Det er ok, at man har elementer af disse lyde med sig. Men i mine øjne kan den grundlæggende lyd ikke bygges herpå, hvis man vil noget nyt.

Den symfoniske lyd hader jeg. Den opstod (sådan som jeg definerer det her) i begyndelsen af 80'erne og var specielt i 80'ernes pop-metal (og prog-metal) ekstremt brugt.
Det skyldtes at med indførelsen af digitale synthesizere så nåede gengivelsen af andre instrumenter op i en kvalitet, hvor man skulle lytte nøje efter, hvis man skulle opdage, at det ikke var originale instrumenter.
Det var specielt "strings" der blev udnyttet på det groveste. Et lille ligegyldigt pop-metal-band havde pludselig et helt symfoniorkester med på scenen i deres synthesizer.
Puha, jeg er ikke glad for dette. Brugt som klassisk underlægningslyd så synes jeg generelt ikke klassiske instrumenter passer til rock. Ok, det kan bruges sporadisk og ekstremt meget med måde. Men brugt meget og uhæmmet, så er symfoniske keyboards i sounden forfærdelige for mig.

Dette giver muligheden jeg kalder "elektronisk". Jeg undskylder meget, at jeg simpelthen ikke har nok viden på området til at komme med alle de rigtige og vigtige eksempler på elektronisk sound, herunder specielt sampling.
Hvad jeg ved, det er at der nogen ting jeg kan lide. Specielt er jeg vild med måde Depeche Mode bruger deres keyboards på, specielt på Black Celebration og frem. Ligeledes bare elsker jeg Portishead deres brug af elektronisk lyd, sampling, scratch osv. Ligeledes er jeg rimeligt glad for visse dele af Nine Inch Nails og specielt deres "ambient" skive Still.

Det er sådan jeg mener "elektronisk". At bruge synthesizeren/sampleren på sine egne præmisser. Ikke efterligning af andre instrumenter, men simpelthen sig selv.

Så trin 3 er en "underliggende" (underliggende til sang og guitar, der er mere dominerende) keyboardsound ala måden Depeche Mode og Portishead gør det, mixet med en anelse "klassisk" 60-70'er keyboardsound og max mikroskopiske bidrag i den symfoniske ende.

Trin 4
Prog.
Jeg er en stor nyder af progressive rock/metal. Der er mange stinkende gode bands i denne genre. Klassisk f.eks. Pink Floyd, King Crimson og Genesis. I moderne tid f.eks. Dream Theater, Porcupine Tree, Anathema og Riverside.
Prog kan dog hurtigt blive for indspist (efter min personlige mening). I lidt grove forstand har jeg altid sagt følgende.
I den ene ende, Pop (aka mainstream populærmusik)
I den anden ende, Antipop (aka ambitiøst, eksperimenterende aka prog)

For at øret skal blive glad, så skal musik indeholde poppede elementer. Musik bygger på genkendelighed, på gentagelser og på harmoniske genkendelser. Poppen dyrker dette til det ekstreme. Flotte melodier og ekstremt genkendelige harmoniske (altså f.eks. akkorderens sammensætning) mønstre og gentaget flere gange i en sang.

Men er nummeret kun pop, så bliver musikken meget hurtigt kedelig. Genkendeligheden er så stærk, at øret slet ikke bliver udfordret.

Omvendt med prog. Øret elsker overraskelser, elsker (vellykkede) eksperimenter, elsker avancerede melodiske, harmoniske og rytmiske forløb. Derfor kan man mennesker godt lige prog. Men er proggen for progget, så står mange af. For er der for lidt genkendelighed og for lidt gentagelse, så kan de fleste ikke helt fordøje det som serveres for dem..........tonerne glider sammen og bliver til støj.

Jeg har altid ment, at humlen til det bedste musik ligger netop her, midt imellem pop og prog. Pink Floyd er et glimrende eksempel. Deres musik er i mainstream musikalsk kontekst ret avanceret og ambitiøst. Men omvendt spørger man en ret hardcore prog-head, så vil han sige, at Pink Floyd er ren mainstream.
Begge dele er rigtigt. Og det er det jeg (bla.) elsker ved Pink Floyd.

Det er den samme balance jeg vil prøve at opnå i min musik.

Trin 4 er således at tage trin 1-3 og så tilføje de fedeste elementer fra de bands jeg elsker i prog-rocken/metallen

Trin 5
Guitaren rolle og stil.
Jeg finder det bydende nødvendigt at relancere leadguiteren i mainstream-rockmusikken. Det er simpelthen en mission af sig selv. Hvorfor skulle den storladne solo ikke være autentisk eller ægte? Hvorfor mener indi og alt rock at leadguitaren er falsk og overfladisk. Ja, det er den da, hvis den kun bruges som lir og leflen for blærede udførelse.
Men det er jo netop ikke meningen. Meningen er, at sologuitaren er blandt de fineste fortolkere af populær (altså moderne) musik.

Jeg har altid ment, at leadguitar og sangen går hånd i hånd. En god leadguitar lever og ånder af en god sang at fortolke over. Tag en instrumental eller et mindre vellykket nummer og lav en god solo. Det kan bestemt lade sig gøre. Men det er uendeligt meget nemmere og mere virkningsfuldt at lave en god solo til en god sang end til en mindre god sang eller noget instrumentalt.
Min yndlingssolo i verden er Comfortably numb. Men blev denne solo spillet uden at være spillet i sammenhæng med den indledende sang og tekst der udgør nummeret, så ville soloen være halv så god.
Så en god solo lever og ånder for en god sang.
Men det omvendte gælder også rigtigt tit. At en god sang får endnu mere styrke og lækkerhed af en solo fortolker sangen et sted i nummeret. En god sang kan blive endnu bedre af en god solo.

En isoleret solo til et 9-tal og en isoleret sang til et 9-tal kan nemt, hvis de passer som fod i hose sammen give at man synes sangen er til et 10-tal og soloen også er til det.

Brugt smagfuldt og med passende mængde respekt for resten af nummeret, da findes der ikke meget i denne verden som er mere lækkert end en god guitarsolo.

Dette er hvad jeg vil placere i musikken.

Stilen jeg eftersøger er inspireret af
Grundlaget er David Gilmour.
Jeg elsker alt ved Gilmours guitarspil.
Men det betyder jo ikke at der ikke er andet guitar som er fremragende. Overhovedet ikke.
Gilmour kan f.eks. kun skidt rock.
En guitarist der i melodisk talent og i storlandne hensigter kan følge ham, men som grundet genren han spiller i har en helt anden stil, det er Slash. Jeg plejer at sige, at Slash er metallens Gilmour. Ikke at han er den metalguitarist der (kan) lyde mest som Gilmour (her er f.eks. John Petrucci og Chris DeGarmo langt mere spot on), men derimod den som på sin metallede måde har den samme tilgang til sine mest melodiske soloer. For mig er soloerne til f.eks. Sweet child, November rain, Civil war rockede udgaver af Gilmoursoloer.

Så krydsningen er et afkom af Gilmour-Slash.
Men jeg elsker Jeff Beck. Ingen guitarist i verden lyder som Beck. Så delikat. Med en så stor detaljerigdom i det han spiller. De bedste elementer fra Beck skal klart ind i stilen.

Men jeg elsker skam også "lir-guitaren". Teknisk dygtige guitarister som Joe Satriani, Andy Timmons, Kirk Hammett, John Petrucci, Gary Moore og Randy Rhoads er sindsygt dygtige samtidigt med at de har et sublimt øre for det smagfulde og melodiske.
De bedste elementer fra disse guitarister skal klart medtages i stilen.

Så der har i det. Min vision om noget musik i særklasse: Det er
- Fundament af visioner ala Pink Floyd
- Fundament i sangskrivning/melodier som det bedste i britpoppen og aflæggere
- Med keyboards i stil ala mest Depeche Mode/Portishead og dernæst 60-70'er keyboards
- Med avancerede elementer fra det bedste i progrocken, specielt Porcupine Tree og Riverside
- Med en leadguitar i stil med Gilmour-Slash, delikatesse af Beck, med smagfuldt lir ala Timmons, Satriani, Moore, Hammett og Rhoads

Hvad siger I til det? Kunne det tænde et par rock-hjerter?

I mine ører og erfaring som guitarist siden cirka 1987 virker det som om at folk er blevet for dovne når det gælder musik  og her hjemme er der mere satset på pop/radio venligt fremfor guitar bands. Selv Danmarks radio fortræk altid playback til Gasolin's og Kim Larsen '70r - '80r optrædelser. De gør grundigt grin med det i et klip på bonanza.dk:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=gasolin&type= all&limit=120

Det mere ekstreme indenfor guitar er og bliver en subkultur. Kort og godt er landet for lille til det store sus. Det er tydeligt set tilbage. En stor del er også tilbage holdenhed som jeg vil kalde typisk Dansk. Vi kan ikke spille som favoriterne så vi må lave det vi kan hvilket næsten altid er en bleg efterligning og langt fra godt i længden.

Jeg er ikke så fanatisk efterhånden med at spille guitar men min holdning har altid været at sålænge det passer til sangen så holder det uanset hvor dygtig du er. Dels er der også lige det faktum at du kan være skidedygtig til at spille alverdens lir men hvis der ikke er føelse eller du kan skrive/arrange sange så kommer du ingen vejne specielt ikke i Danmark.

Randy Rhoads er et godt eksempel. En meget fanatisk guitarist og guitarlærer fra Burbank i Califonien. Quiet Riot kom ingen vejne og det var ikke før at Ozzy fik ham til England at der skete noget specielt. Tekster kunne han ikke og arrangementer var ikke bedre. Ozzy kunne synge men i Black Sabbath var det Geezer Butler der skrev teksterne. På bas fandt de Bob Daisley som heldigvis havde erfaring med tekster og med den besætning skrev de til Ozzy's 2 solo lp'r. Trommeslager Lee Kerslake hjalp ligeledes til og det blev så grundsten til Ozzy's solo karriere.

Hvordan jeg kan lyde kan du høre her:

http://www.youtube.com/watch?v=XyfXY5-9bz8

 

 

Hej Jarvig, velkommen til, jeg kan se du har gravet dybt i trådene om musik, nogle gamle er dukket op rundt omkring. Et ordentlig indspark må jeg sige og det nærmest råber på en god dialog.

Jeg spiller ikke selv, jeg er til gengæld storforbruger af musik - derfor vælger jeg både til og fra. Det der bliver valgt fra, er ofte noget der er hørt før, ligner for meget, mangler substans i teksterne. Eller jeg bryder mig bare ikke om stilen. Det der bliver valgt til er - lidt paradoksalt - noget der minder om noget jeg har hørt før, men er tilført noget nyt. F.eks. Porcupine Tree, Alice In Chains, Joe Bonamassa, Dream Theater, for nu at sprede genrerne lidt. Det gør bestemt ikke noget at de har fragmenter af musik, der havde deres storhedstid for 30 år siden - genkendelsens glæde ved det, der spilles, giver også en glæde over, at nogen trods alt har taget stilen til sig.

Gilmour har en temmelig markant rolle i dit "udspil". I sin tid fik PF af forbeholdne kritikere påklistret rollen som et band med en selvopfunden stil, ofte egocentrisk eller indadvendt om man vil. Men generelt kunne man ikke henføre deres spillestil til noget andet vi havde hørt, selv indenfor en bred definition af, hvad rock er. Jeg tror det var derfor de blev så anerkendte blandt fans, dels var det så tilpas syret og helt i tråd (!) med tidens ånd (deres tidlige periode), dels udviklede det sig til storslået rock med musikstykker, der er blevet klassikere. Samlet set kan man sige, at PF har haft en herskende plads blandt rockens mange tilbud, fordi ingen andre har været i stand til at gøre dem kunsten efter.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, måske lige bortset fra Queen har de fleste andre du nævner en form for "ophav", dvs. man kan finde referencer til deres stil et eller andet sted i rock- eller bluesuniverset. Men de har så tilført noget, der enten har skabt en sound, en sangstil, et tekstunivers - noget der har gjort det muligt for dem at skille sig ud. Det står dog mellem linjerne, at du vil gerne lægge dig op af den musik du selv holder af og jeg fornemmer tydeligt, at du både anerkender og ser op til det, de forskellige top-guitarister har leveret gennem tiden - og gerne ser dig selv i samme rolle.

Du vil helt åbenlyst gerne fortælle verden, at det er på tide med noget ordenltlig ROCK! Jeg kan ikke være mere enig, vi ser dog at den guitarbaserede rock er ved at vågne efter den har været nedprioriteret de seneste 15 år. Arrhh - den har været der, men vi har skullet opsøge den, for den har bestemt ikke haft mediernes interesse.
Jeg fornemmer også, at du gerne vil have input fra os, så du kan sige til dig selv, at nu har jeg hørt mig omkring hvordan den skal skæres, så det er det, jeg spiller. Personligt foretrækker jeg dog, at ærligheden lyser ud af musikken, så man kan mærke du mener det.

Men min pointe er: Spil noget for pokker - du har rigeligt med inspiration, men find en slags niche. Debutalbums (det kommer vel en dag?) bliver ofte sablet ned, hvis der forsøges at spænde over for mange stilarter - dvs. man vil det hele, men får ikke fortalt publikum, hvad man egentlig er her for. Mani Spinx fik den etiket på sig - lidt det samme med A Kid Hereafter, begge har dog formået at overbevise os om, at de magter det. Personligt synes jeg det er for blandet en landhandel og foretrækker en rendyrket stil - uanset den låner fra andre, eller den er selvopfunden. Da rocken har vide fortolkningsmuligheder er det for mig ligegyldigt om jeg kan genkende Pink Floyd eller Deep Purple i din musik, er der den fede guitar med, du så gerne vil spille for os, er jeg sikker på du nok skal få dit publikum.

Du har selv ramt hovedet på sømmet med dette: ... Brugt smagfuldt og med passende mængde respekt for resten af nummeret, da findes der ikke meget i denne verden som er mere lækkert end en god guitarsolo ...

Vi må tage den herfra, tråden har potentiale til meget mere debat ...

__________________
SONY
TA-DA9000ES   amp
TA-N90ES         effekt
DVP-NS9100ES cd/dvd/sacd

KEF
4 x Q7 + Q9c

Halløj.

Jeg synes du rammer hovedet på sømmet Jarvig. Kunne ikke være mere enig hvad angår manglen på nutidige rockbands i den allermest grundliggende stil. Også fordi alle de bands der stadig eksisterer, og som HAR spillet den efterlyste rock, ikke længere kan finde inspirationen, eller også er de simpelthen blevet for trætte og ligeglade. Jeg kan bl.a. nævne Depeche Mode og U2, som begge har lavet usvigeligt sikkert rock (som rock bør laves imho), men som nu er faldet fuldstændig til patten, og spiller kedeligere end Ace of Base.

Dine tanker omkring blandingen af forskellige elementer kunne måske i bedste fald gå hen og resultere i en stor lyd med mange forskellige aspekter af noget vi måske engang har hørt spredt udover flere stilarter eller numre. Jeg tror du skal passe på med at gå efter noget som ikke nødvendigvis er hørt før. Alt det gode vil jeg jo personligt gerne høre igen, hvis blot det tilfører en ny synsvinkel eller fortolkning af noget allerede genialt.

Som f.eks. Pixies eller The Young Gods, der begge har tilført musikscenen helt nye fortolkninger af den måde The Doors/Jim Morrison brugte de simpleste teknikker til at lave den måske største musik.

Prøv at skrive/spille noget du synes lyder fedt! Det er ligeyldigt hvor det kommer fra. Men hvis du kunne lave det perfekte mix af Pixies, Sisters of Mercy og måske en smule Doors, er jeg en sikker kunde!!! :)

MVH Steen


__________________
Fordi Cerwin Vega 1215MKII SE er SÅ undervurderet en højttaler...

Bands som Wolfmother og Black Mountain holder nogle af de nævnte dyder i hævd...

__________________
I used to do a little but a little wouldn't do, so the little got more and more

Det er svært at ramme den rette intention med indlægget.

Sådan hurtigt læst, så kunne det lyde som om, at jeg helt primært søgte to ting
- respons på om en tænkt sammenblanding af musik ville holde
- om jeg personligt skulle forsøge at forfølge en sådan retning i min egen musik-karriere

Det første er nogenlunde tæt på intentionen. Det andet er stort set ikke intentionen. Jeg ved, hvad jeg gerne vil. Men derfor er respons jo altid velkommen. Så tak for nogen gode indlæg.

Når man læser mit indlæg lidt grundigere så opdager man, at der er nogen andre ting som er mindst ligeså tungtvejende i fremførelsen
- en frustration over den moderne mainstream-musik og de tanker jeg har haft grundet dette
- en opstilling af ideer/visioner til hvordan man kunne relancere leadguitaren, herunder om dette overhovedet er muligt pt, eller om det stadig ligger mange år ude i fremtiden, at leadguitaren tages til sig i musikken og at publikum igen "tør" dyrker den som en afgud

For jeg ved jo godt at Pink Floyd stil på et fundament af britpop tilsat elektronisk keyboard placeret midt imellem mainstream og prog og hvor leadguitaren betyder ekstremt meget ikke er noget man lige gør. Hvis man vil det, så gør det......brug ikke tid på at opstille fantasierne.....gå i stedet ud og spil disse visioner.
Hehe, det er jeg naturligvis klar over.
Men der er i hvert fald et stort problem. Og det er, at jeg ikke ved om andre musikere er klar til "min vision". Jeg er endnu ikke så god til guitar at jeg kan udfylde den rolle jeg tiltænker i min vision. Men det skal nok komme.
Men jeg ved ikke om jeg kan finde andre musikere der vil den storladne (men dog ægte og vedkommende) rock, hvor keyboards ikke skal ud i lange progressive mellotron soloer i neo-progstil ( ) (for så var det jo bare omvendt et progressivt band jeg søgte og dem er der mange af), men derimod finde en ægte moderne keyboardstil der passer til storladen guitarrock. Jeg ved ikke om forsangere, trommeslagere og bassister vil lege med på en sådan galej.

Grundlæggende er pointen også, at 99 % af al musik (inkl. god musik) bygger på inspiration og delvis dublikation af andres musik. Det er meget, meget, meget, meget sjældent at musikere opfinder noget helt nyt på egen hånd. Musikhistorien er tonsetung på eksempler af kvalitetsmusik som masserne elsker og som ret beset blot er variationer over andres bidrag med enkelte nye elementer i det små. Derfor "skammer" jeg mig ikke over, at jeg næsten ikke har mere at bidrage med i tråden end blot at blande nogen inspirationskilder sammen og så sige "det er mit bud på god musik".

Men ovenstående afsnit er bare en uddybning af, hvor jeg personligt står i gennemførelsen af min vision og er kun delvist interessant for de andre elementer i det oprindelige indlæg som jeg skitseret ovenfor. Dette kræver måske et eller to mere indlæg fra mig. Skriver senere.