I aften kl 23 på DR 2

Den 17. august 1959 udkom pladen Kind of Blue, en plade der skulle vise sig at blive den mest solgte jazzplade nogensinde. På pladen har Miles Davis samlet tidens skrappeste solister, som f.eks. John Coltrane, Bill Evans og Cannonball Adderley. DR Big Band markerer 50 års dagen med en forrygende koncert i studiet, og med nye versioner af pladens topnumre. En række af bandets musikere fortæller om pladens betydning for jazzen, og udsendelsen rummer desuden originaloptagelser med Miles Davis' gruppe.


__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt

Super, tak for påmindelsen!

__________________
Amp: Audio Analogue Puccini SE \\ CD: Onkyo Dx-708 \\ Højttalere: Dali Grand Coupé

Intet - absolut INTET overgår originalen ... heller ikke DR BBs udlægninger/fortolkninger/udgaver (fortsæt selv) !

I øvrigt synes jeg, at selve mixet havde en del slagside til ... slagtøjet (sic!), hvilket måske fratog bassen den - for mig - meget grundlæggende modulerende karakter, den har på originalindspilningerne. Trommespillet "istykrede" (som min salige dansklærer sagde) ved deres staccatoagtige karakter, brede variation i brug af whiskers/stikker og fremtrædende placering i mixet både kor og soloer disses volumen og identitet.

Men måske er min hørelse let fejldisponeret og jeg selv let forudindtaget !?

__________________
Overdrivelsens kunst er den sværeste !

Jeg kan se du heller ikke var ovenud begejstret Winding - men sjovt at vi ser lige modsat på trommerne - som jeg skrev i vitnagetråden:

Det skal indrømmes at det implicit ligger i kortene at et bigband smører mere på end et lille setup af en tenor, en alt og en trompet – og det kan da være at de selv var ved at tude da de alle spillede Miles ”So What” solo i ”kor” men det var af helt andre grunde at jeg var ved at tude – det lykkedes dem at gøre et mesterværk til tarvelig elevator musik!

Smid halvdelen af musikerne væk, brænd noderne hos resten og måske, måske vil det svinge sig op på noget der er lytteværdigt til andet end søndags underholdning.

Bevares der var gode musikere og gode præstationer i mellem – men hvad skete der for trompetisten der konstant manglede en ½ liter luft og for den forsigtige pianist der nærmest havde berøringsangst i forhold til tangenterne..

Basisten, Fulsang og den anden saxofonist havde sammen med den gode mand på trommer klaret aftenen betydeligt bedre uden de andres selskab

__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt

Jeg forsøgte at beskrive min opfattelse af det rent musikalske på en - indledningsvis - meget diplomatisk facon ...

Jeg er helt enig i dine betragtninger omkring det underlige (bizarre) i at reproducere en inspireret solo som "partiturmusik" for
tillempet bigband. "West Side Story"-arrangementet var efter mine begreber (heller) ikke vellykket.
Måske grunder dine observationer omkring de enkelte musikeres - skal vi kalde det - "tilbageholdenhed" i rene og skære
hæmninger, afstedkommet både af "arven" og af, at næsten alles indsatser var skrevet helt ud.

Desværre er vi fuldkommen enige om din sidste sætning.

Mht. trommerne gik mine reservationer på deres meget fremtrædende placering i lydbilledet - hvor Cobb's er meget mindre
distinkte, mere raffinerede, og frem for alt lader musikken ånde.

__________________
Overdrivelsens kunst er den sværeste !

Måske har de også glemt hvordan man laver lyd i DR?

Jeg kan i øvrigt anbefale "file under purple" med Fuglsang hvor han spiller på bas-klarinet - til en doven eftermiddag


__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt