Det har jeg henvist til flere sider bagud.

Nullergøj skrev: Jeg opfatter det som et forsvar til fortsat at lave ulovlige kopier til sig selv og andre. Jeg er personlig ligeglad med hvad andre laver og er ligesom Thruthspinner kun intresseret i den tænkte situation da det aldrig vil blive aktuelt hos mig.

Det vil selvfølgelig være forkert at forsvare ulovlig kopiering - og direkte dumt at gøre det her i et offentligt forum.

Men jeg mener dit udgangspunkt er forfejlet, da der efter min mening er tale om fuldstændig lovlig kopiering, og det ser jeg ingen grund til at drive heksejagt på.

Og du har desværre ikke formået at føre nogen former for dokumentation eller bevis for din påstand, så jeg mener det er dig der fører en skræmmekampagne imod lovlydige private forbrugere.

Jeg forsvarer ikke kriminalitet, men jeg forsvarer dæmonisering og kriminalisering af lovlydige borgere, der foretager fuldt lovlige handlinger.

Så kom nu med dokumentationen, så vi kan se hvad du bygger din fejlagtige opfattelse af ophavsretsloven på.

Nullergøj skrev: Det har jeg henvist til flere sider bagud.

?

Nullergøj skrev: Hvad er DIN forusætning for at tolke loven. ? Du viker meget sikker i din sag, er du dommer eller lignende. ?

Jeg var i sin tid medstifter af foreningen Digitalforbruger DK, som var en interessegruppe der blev skabt for at tilgodese almindelige borgeres interesser i forbindelse med opdateringen af ophavsretsloven til den digitale tidsalder i 2001 (konkret implementering af EU's Infosoc direktiv).

Jeg deltog således i udarbejdelse af høringssvar og møder i Kulturministeriet igennem en flerårig periode, og fik herigennem et - mener jeg selv - ret godt indblik i ophavsrettens natur og baggrund for fortolkning af den.

Jeg er hverken jurist eller advokat eller dommer.

Hvad med dig? Arbejder du for IFPI eller.. ? ;-)

For det første vil jeg sige at dit lange indlæg ovenfor omkring mine hensigter er helt og totalt misforstået.
Jeg er her for at debatere og forstå lovtekstens egentlige indhold og intet andet. Dette faktum skal du acceptere, respektere, og måske endda forstå, fremover, ellers må vores samtale være forbi.

For det andet vil jeg sige at det på en måde er nemmere (billigere) for mig at være skråsikker på min tolkning end det er for dig på din. Grunden til det er at min tolkning ganske enkelt er løsere end din.

Jeg mener at din tolkning er helt og aldeles rigtig i alle tilfælde hvor der ikke kan rejse tvivl om en kopis (et eksemplars) lovlighed.

Til gengæld mener jeg netop at en evt. kopis lovlighed er et springende punkt. Der hvor loven bliver rigtigt svær, og næsten umulig at håndhæve i praksis, i forhold til grænsetilfælde som det diskuterede eri spørgsmålet om hensigt. Her må jeg være enig i at det må være lovudøvers opgave at løfte en evt. bevisbyrde omkring hensigt, og at dette i praksis betyder at vi her har en lovgivning som næsten giver frit løb.

Jeg mener så bare ikke at det er loven i sig selv som giver frit løb, men derimod besværlighederne omkring bevisbyrden.

Jeg må så fastholde at det rent principielt er problematisk at operere med at man er uskyldig indtil andet er bevist, ligeså vel som det modsatte er problematisk.

Det er som Schrødingers kat: Hvis katten er i et aflukket rum og når som helst kan blive dræbt af en mekanisme basseret på tilfældighed så vil katten på ethvert givet tidspunkt enten være i live eller død UAFHÆNGIGT af om man åbner rummet for at se efter. Men så længe man ikke åbner rummet kan man frit vælge at tænke på katten som levende, død, eller måske endda begge dele.

I vores retsystem har vi stadfæstet at katten er levende, andre steder er den død. I den almene offentlighed er den ofte et sted midt imellem, hvilket selvfølgelig er absurd.

kim olsen skrev: TruthSpinner skrev: Lovgivningen i dette land og tolkningnen af loven forgår i tre trin: 1. Forarbejde, hvorunder lovens hensigt nedskrives og eksemplificeres (de så ofte citerede kommentarer er sikkert et ekstrakt herfra) 2. Lovgivning, hvorunder selve lovens paragraf nedskrives 3. Retspraksis, hvorunder der må tages stilling til lovens nuancer og der dannes koncensus omkring tolkningen i evt. særtilfælde etc. Det var da en værre gang vrøvl. enhver der har haft juridisk metode husker at retskildehierakiet starter med Love, og slutter med forholdets natur. forarbejdet har aldrig nogensinde været før love. deusden simpliciferer du ret kraftigt, der er trods alt 15 punkter på "stigen"

Ok, det lyder som om du ved mere end jeg. Du må meget gerne sige lidt mere.

TruthSpinner skrev: For det første vil jeg sige at dit lange indlæg ovenfor omkring mine hensigter er helt og totalt misforstået. Jeg er her for at debatere og forstå lovtekstens egentlige indhold og intet andet. Dette faktum skal du acceptere, respektere, og måske endda forstå, fremover, ellers må vores samtale være forbi. For det andet vil jeg sige at det på en måde er nemmere (billigere) for mig at være skråsikker på min tolkning end det er for dig på din. Grunden til det er at min tolkning ganske enkelt er løsere end din. Jeg mener at din tolkning er helt og aldeles rigtig i alle tilfælde hvor der ikke kan rejse tvivl om en kopis (et eksemplars) lovlighed. Til gengæld mener jeg netop at en evt. kopis lovlighed er et springende punkt. Der hvor loven bliver rigtigt svær, og næsten umulig at håndhæve i praksis, i forhold til grænsetilfælde som det diskuterede eri spørgsmålet om hensigt. Her må jeg være enig i at det må være lovudøvers opgave at løfte en evt. bevisbyrde omkring hensigt, og at dette i praksis betyder at vi her har en lovgivning som næsten giver frit løb. Jeg mener så bare ikke at det er loven i sig selv som giver frit løb, men derimod besværlighederne omkring bevisbyrden. Jeg må så fastholde at det rent principielt er problematisk at operere med at man er uskyldig indtil andet er bevist, ligeså vel som det modsatte er problematisk. Det er som Schrødingers kat: Hvis katten er i et aflukket rum og når som helst kan blive dræbt af en mekanisme basseret på tilfældighed så vil katten på ethvert givet tidspunkt enten være i live eller død UAFHÆNGIGT af om man åbner rummet for at se efter. Men så længe man ikke åbner rummet kan man frit vælge at tænke på katten som levende, død, eller måske endda begge dele. I vores retsystem har vi stadfæstet at katten er levende, andre steder er den død. I den almene offentlighed er den ofte et sted midt imellem, hvilket selvfølgelig er absurd.

Jeg accepterer og forstår dine bevæggrunde for at deltage i debatten og synes du er en god debattør det er værd at diskutere med.

Men jeg har stadig et problem.

Jeg er enig i din fremstilling af problemstillingen herover - men filmen knækker for mig, når du i mangel af handlingsmotivbevis, sætter alle handlinger i samme bås, og som udgangspunkt mener det nemmeste er at betragte alle handlinger som ulovlige, uanset motiv.

erla skrev: Nullergøj skrev: Hvad er DIN forusætning for at tolke loven. ? Du viker meget sikker i din sag, er du dommer eller lignende. ? Jeg var i sin tid medstifter af foreningen Digitalforbruger DK, som var en interessegruppe der blev skabt for at tilgodese almindelige borgeres interesser i forbindelse med opdateringen af ophavsretsloven til den digitale tidsalder i 2001 (konkret implementering af EU's Infosoc direktiv). Jeg deltog således i udarbejdelse af høringssvar og møder i Kulturministeriet igennem en flerårig periode, og fik herigennem et - mener jeg selv - ret godt indblik i ophavsrettens natur og baggrund for fortolkning af den. Jeg er hverken jurist eller advokat eller dommer. Hvad med dig? Arbejder du for IFPI eller.. ? ;-)

Det lyder som om du har dine meritter i orden, det må jeg selvfølgelig respektere. Jeg er selv lægmnand, men som du selv (og andre) har påpeget har jeg da en form for stadfæstet basis i logikken.

Jeg forholder mig ikke til hemmelige tekster som jeg ikke nævner, men udelukkende til de brudstykker af lovteksten som er blevet citeret i denne tråd, samt de kommentarer der bliver lavet om disse.

Og nej, jeg erkender blankt at jeg ikke er ekspert. Jeg antager et skråsikkert synspunkt fordi mine argumenter ikke vil blive hørt, hvis ikke jeg gør det - det lyder sikkert lidt plat, men sådan er klimaet jo faktisk i denne tråd.

erla skrev: Men jeg har stadig et problem. Jeg er enig i din fremstilling af problemstillingen herover - men filmen knækker for mig, når du i mangel af handlingsmotivbevis, sætter alle handlinger i samme bås, og som udgangspunkt mener det nemmeste er at betragte alle handlinger som ulovlige, uanset motiv.

Det er uheldigt hvis det er kommet til at fremstå sådan. Jeg har ellers gjort mig meget umage med at skelne mellem "naturlig" og "unaturlig" bortkomst at originaler (eksemplarer) i et forsøg på ikke at tabe nuancerne i mine indlæg.

Jeg har da også erkendt at jeg ikke "ved" om den omtale sælger er forbryder eller ej, men jeg har selvfølgelig klaret problemet lidt letbenet ved at sige at emnet ikke interesserer mig  - hvilket det faktisk heller ikke gør, jeg er SERIØST ikke ud på at dømme nogen. 

Vi er stadig efterladt med tvivl. Hvad skal den alm. forbruger tænke, når han har rippet sine gamle CD´er?

A. Må han sælge dem alle? (ex. trådstart).

B. Må han lade dem sive ved salg eller foræring?

C. Må nyindkøbte CD´er sælges dagen efter ripningen?

Som jeg har skrevet, kan jeg IKKE finde lovtekst, der kriminaliserer noget af ovennævnte (og nej, Nullergøj, jeg
synes heller ikke at det er tyveri, beklager). Men i lyset af den konstruktive tone, der synes at have overtaget,
vil jeg gerne høre jeres råd til den alm. forbruger vdr. A-B-C

jazzman skrev: Vi er stadig efterladt med tvivl. Hvad skal den alm. forbruger tænke, når han har rippet sine gamle CD´er? A. Må han sælge dem alle? (ex. trådstart). B. Må han lade dem sive ved salg eller foræring? C. Må nyindkøbte CD´er sælges dagen efter ripningen?

Ja, ja og ja - som du fremstiller det her.

Der er tale om handlinger som der er givet undtagelse til eneretten til, i §12 - privat brug.

Hvorfor disse undtagelser? Fordi ophavsretten har to sider - på den ene skal den via beskyttelse fremme motivationen til fremstilling af ny produktion, ved at sikre rettighedshaver et rimelig vederlag for brug af vedkommenes værk.

På den anden side, skal ophavsretten OGSÅ give undtagelser til eneretten, i de tilfælde der 1.) svarer til normal brug og 2.) ikke skader rettighedshavers legitime interesser urimeligt.

Bemærk at der her tales om "urimelig skade" for rettighedshaver, altså ikke bare en hvilken som helst skade. Lidt ligesom færdselsloven der siger, at man ikke må være til unødig ulempe for andre trafikanter, men må faktisk godt være til ulempe, for ellers ville det ikke kunne fungere i praksis. Man må bare ikke være til UNØDIG ulempe.

De to sider af ophavsrettens grundprincip stammer fra Bernerkonventionen, så det er altså på internationalt niveau besluttet, at de nationale lovgivninger skal udformes på en sådan måde, at begge siders interesser varetages.

I USA har det resulteret i såkaldt "fair use" - hvis det er rimelig brug, så er det tilladt.

Herhjemme har det udmøntet sig i bl.a. §12 - retten til privat brug.

Havde vi ikke implementeret undtagelserne til eneretten i lovgivningerne, ville en musiker kunne køre rundt i gaderne og spille sin musik, og kræve penge af alle der tilfældigt kom til at lytte til den... sådan er det heldigvis ikke, selvom der nok skal være dem der synes, at det ville være en rigtig god forretningsmodel.

Så for at vende tilbage til udgangspunktet: Som enkeltstående handlinger vil hverken A, B eller C skade rettighedshavers interesser urimeligt, og er derfor tilladt ifølge §12.

Sættes modellerne i system og er der tale om gentagne handlinger og store kvantum, så vil jeg mene vi ikke længere kan tale om "normal privat brug" - så bevæger vi os over grænsen til erhvervsmæssig udnyttelse, og det er naturligvis ikke tilladt for privatpersoner, uden at indgå en særaftale med rettighedshavere.

Men fra at sige, at de nævnte modeller kan misbruges til erhvervsmæssig udnyttelse, og til på baggrund heraf, at forbyde de samme handlinger begået i privat regi i normalt omfang, der er meget langt.

Jeg kan ikke være uenig med erlas svar, men vil dog igen gerne nuancere lidt. Mine opfattelse af sagen er som følger:

A. Han må gerne sælge dem alle, men i mine øjne må han ikke lave kopier hvis eneste formål er at facilitere salget.

B. Han må gerne lade dem sive ved salg eller foræring, forudsat at kopierne ikke er lavet for at skaffe sig et lager af gratis
gaver.

C. Han må gerne sælge sin nyindkøbte CD dagen efter ripningen, men han må ikke købe en original med kopiering som eneste
tænkte brug.

TruthSpinner skrev: Der står ikke at du gerne må lave en kopi med henblik på at sælge originalen.

Har du bevis for at vedkommende i post #1 har købt sine 450 cd'er med henblik på at kopiere dem og sælge dem videre?

Jeg fatter ikke at der kan komme så meget debat om emnet. Lovens iger at du har lov til at tage en kopi til eget brug, den lovtekst er citeret en del gange allerede, så det gider jeg ikke bruge spalteplads på at gøre igen.

Loven siger også at du ikke må tage kopier til eget brug af lånte cd'er. Den del er heller ikke til at tage fejl af.

En fiffig fætter kunne så finde på at omgås dette ved at købe hele sin kammerats pladesamlig for et eller andet beløb, kopiere pladerne mens han lovligt ejer dem og sælge pladesamlingen tilbage til kammerater et par dage senere.. Så ejer vedkommende jo pladerne mens de kopieres.. MEN for at undgå sådan en situation nævner loven at pladerne ikke må være købt specifikt med kopiering og videresalg for øje - og det er det jo hvis man har aftalt at sælge pladesamlingen tilbage igen..

Med andre ord, du har lov til at købe en musik cd, du har lov til at tage en kopi til eget brug og du har lov til at sælge en musik cd, men du har ikke lov til at købe en musik cd med henblik på at kopiere den og efterfølgende videresælge den.

Loven skelner altså mellem om du står i forretningen og tænker "Fedt, den nye med U2, den skal jeg lige hjem og gafle en kopi af inden jeg sælger skiven i den blå avis" eller om du køber skiven, lytter til den, på et tidspunkt snupper en kopi og en dag sælger originalskiven for at få plads på hylden.

Det er i sagens natur svært at vide om du tænkte det ene eller det andet da du købte skiven, så hvis en anklager skal forsøge at sandsynliggøre at musikken er købt med kopiering og salg for øje må han igang med at bevise at du både har en kopi af den og at du har solgt skiven relativt kort tid efter købet. Hvad relativt kort tid er må være op til dommeren.

Så tilbage til den første post i tråden, hvis de 450 skiver er købt for nyligt, kopieret og nu forsøges solgt står sælgeren til at få ørerne i maskinen. Omvendt hvis de er købt gennem en årrække, kopieret og nu sælges for at få plads på hylderne er det svært at argumentere for at købene er sket med henblik på at kopiere og sælge. Der kan altså sagtens være tale om noget lovligt.

Strandvaskeren skrev: TruthSpinner skrev: Der står ikke at du gerne må lave en kopi med henblik på at sælge originalen. Har du bevis for at vedkommende i post #1 har købt sine 450 cd'er <span style="font-weight: bold;">med henblik på at kopiere dem og sælge dem videre?</span> Jeg fatter ikke at der kan komme så meget debat om emnet. Lovens iger at du har lov til at tage en kopi til eget brug, den lovtekst er citeret en del gange allerede, så det gider jeg ikke bruge spalteplads på at gøre igen. Loven siger også at du ikke må tage kopier til eget brug af lånte cd'er. Den del er heller ikke til at tage fejl af.En fiffig fætter kunne så finde på at omgås dette ved at købe hele sin kammerats pladesamlig for et eller andet beløb, kopiere pladerne mens han lovligt ejer dem og sælge pladesamlingen tilbage til kammerater et par dage senere.. Så ejer vedkommende jo pladerne mens de kopieres.. MEN for at undgå sådan en situation nævner loven at pladerne ikke må være købt specifikt med kopiering og videresalg for øje - og det er det jo hvis man har aftalt at sælge pladesamlingen tilbage igen..Med andre ord, du har lov til at købe en musik cd, du har lov til at tage en kopi til eget brug og du har lov til at sælge en musik cd, men du har ikke lov til at købe en musik cd <span style="font-weight: bold;">med henblik på at kopiere den og efterfølgende videresælge den</span>. Loven skelner altså mellem om du står i forretningen og tænker "Fedt, den nye med U2, den skal jeg lige hjem og gafle en kopi af inden jeg sælger skiven i den blå avis" eller om du køber skiven, lytter til den, på et tidspunkt snupper en kopi og en dag sælger originalskiven for at få plads på hylden. Det er i sagens natur svært at vide om du tænkte det ene eller det andet da du købte skiven, så hvis en anklager skal forsøge at sandsynliggøre at musikken er købt med kopiering og salg for øje må han igang med at bevise at du både har en kopi af den og at du har solgt skiven relativt kort tid efter købet. Hvad relativt kort tid er må være op til dommeren. Så tilbage til den første post i tråden, hvis de 450 skiver er købt for nyligt, kopieret og nu forsøges solgt står sælgeren til at få ørerne i maskinen. Omvendt hvis de er købt gennem en årrække, kopieret og nu sælges for at få plads på hylderne er det svært at argumentere for at købene er sket med henblik på at kopiere og sælge. Der kan altså sagtens være tale om noget lovligt.

Nu ved jeg godt at du er sent ankommet til festen og der er mange indlæg at læse sig igennem, men du ville stå dig
ualmindeligt godt ved at læse alle mine indlæg inden du revser mig.

Svaret er jo, som jeg selv skriver, nej - jeg kan ikke bevise en kæft. Men som jeg også selv siger, så er det ikke min
hensigt. Jeg ved ikke hvem sælger er, men har brugt sagen som udgangspunkt for en debat hvor nogle nuancerede
synspunkter kan komme frem. De synspunkter du selv fremfører har været vendt et større antal gange i trådens forløb og
ingen kan være uenig med dig på de specifikke punkter.

Den ene nuance som du vælger at ignorere er at loven specifikt siger at du må beholde, og forsat bruge, en LOVLIG kopi
også efter det originale eksemplar er bortkommet eller solgt. En LOVLIG kopi er lavet med henblik på rimeligt privat
FORBRUG, og ikke for at du kan sælge originalen uden personlige tab.

Det læser jeg til at betyde at du ikke behøver at følge sælger tilbage til butikken og købssituationen for at finde urene
hensigter, du kan faktsk nøjes med at søge tilbage til kopieringsituationen.

Hvor personligt tab ville være en mistet ret til at lytte til musikken og ikke et økonomisk tab.

Jeg imødeser at denne diskussion vil dukke op med tiltagende hyppighed, efterhånden som HDD-baseret lyd
øger markedsandelen. Så det vil også være interessant med officielle opklaringer - og ikke mindst hvad
musikbranchen mener. Der ser ud til at dukke nye toner op:

pcworld
Læg mærke til citatet:
"Vi lever i 2010, og vi skal være, hvor forbrugerne er. Og de er på nettet, og nogle af dem er biblioteksbrugere,
siger Ifpi's kommunikationschef, Lasse Lindholm, til DR Kultur."

Det er nye toner fra den kant. IFPI plejer at være der hvor man prøver at kriminalisere forbrugerne.

TruthSpinner skrev: Nu ved jeg godt at du er sent ankommet til festen og der er mange indlæg at læse sig igennem, men du ville stå dig ualmindeligt godt ved at læse alle mine indlæg inden du revser mig.

Beklager, jeg var nået til side 8 og havde ikke forudset din kovending på de efterfølgende par sider.. OKay "kovending" er nok ikke helt fair, men det var først på side 9-10 stykker det blev synligt for mig at du talte om hvorvidt det var hensigten på købstidspunktet eller hensigten på kopieringstidspunktet du skelnede imellem. Med den viden har jeg genlæste dine indlæg i tråden og får dem til at give meget mere mening.

TruthSpinner skrev: Den ene nuance som du vælger at ignorere er at loven specifikt siger at du må beholde, og forsat bruge, en LOVLIG kopi også efter det originale eksemplar er bortkommet eller solgt. En LOVLIG kopi er lavet med henblik på rimeligt privat FORBRUG, og ikke for at du kan sælge originalen uden personlige tab.

Det kan jeg nu ikke få øje på jeg ignorerer, men fred være med det..

TruthSpinner skrev: Det læser jeg til at betyde at du ikke behøver at følge sælger tilbage til butikken og købssituationen for at finde urene hensigter, du kan faktsk nøjes med at søge tilbage til kopieringsituationen.

Jeg bed ikke lige mærke i om teksten sagde "købt med hensigten at kopiere og returnere/videresælge" eller om den blot sagde "kopieret med henblik på returnering/videresalg". Det er muligt du har ret, jeg gider ikke grave tilbage endnu engang og lede efter formuleringen.

TruthSpinner skrev: Jeg kan ikke være uenig med erlas svar, men vil dog igen gerne nuancere lidt. Mine opfattelse af sagen er som følger: A. Han må gerne sælge dem alle, men i mine øjne må han ikke lave kopier hvis eneste formål er at facilitere salget. B. Han må gerne lade dem sive ved salg eller foræring, forudsat at kopierne ikke er lavet for at skaffe sig et lager af gratis gaver. C. Han må gerne sælge sin nyindkøbte CD dagen efter ripningen, men han må ikke købe en original med kopiering som eneste tænkte brug.

Se havde du skrevet dette på side 1 havde tråden været meget kortere..

Jeg ved dog ikke helt om C holder i praksis? Hvis en cd købes, rippes og sælges indenfor kort tid er det sandsynligt at en dommer konkluderer at den er indkøbt specifikt med den hensigt = ulovligt.

Den er svær, den der med "hensigten". "Familien Hansen" køber et Sonos anlæg for bekvemmeligheden, ripper pladesamlingen opbygget gennem 15 år og sælger alle pladerne. Skete ripningen så med hensigt på at tjene på salget af pladerne eller skete ripningen af bekvemmelighedshensyn og salget af pladerne var bare udtryk for at de var blevet til overs?

Det er nemmere hvis du køber en plade mandag, ripper den tirsdag og sælger den onsdag, så var det nok hensigten hele vejen.

TruthSpinner skrev: Ok, det lyder som om du ved mere end jeg. Du må meget gerne sige lidt mere.

Det er ikke så svært igen, det man har at forholde sig til går fra det helt hårde, dvs. den konkrete lovtekst, hen over en række mellemstationer, indtil man ender ved det helt bløde, forholdets natur. inden da har man eks. vejledninger, der kommer før retsafgørelser, men efter forarbejdet til den konkrete lov. man kan sige at man går fra konkret fakta (lovteksten) til antagelser/slutninger ud fra lovtekstens betydning og mere difuse omstændigheder. en lavere rangerende retskilde henter sin validitet fra retskilder højre oppe i systemet, eks. er en administrativ forskrift baseret på at man i en lov har anført at man inden for et bestemt område tillader en nærmere fastsættelse af specifikke regler. på samme måde er en dom baseret på hvad der specifikt står i en lov.

 

Det sjove ved den her diskusion er at man ser helt bort fra retsdogmatikken, typisk den litteratur der beskriver gældende ret, eks. Rosenmeiers Immaterialret. Det tråden starter med er vel mest "de lege lata", altså en beskrivelse af hvad der faktisk er gældende, men den her tråd er gennemsyret af hvad den enkelte selv mener er "de lege ferenda", dvs. hvordan det bør være, blot med det tvivst at det er uden stillingtagen til lovgivningen, og ikke er udtryk for misforhold imellem lov og praksis, men udtryk for enkeltes egen fortolkning af loven.

__________________
Krone siger du? nej den har jeg ikke på hovedet, den står der med skriften "DC300"

Ja, du har ret i at vi nok tolker rigeligt meget før vi refererer. Som lægmænd har vi selsagt ikke indarbejdet tilstrækkelig faglig
systematik i vores afdækning af og forholden til et givent område.

Det hænger vel også en smule sammen med at ingen ved hvad der faktisk gælder i forskellige grænsetilfælde uden at skele til
f.eks. tidligere afgørelser. Og der kommer vi som lægmænd en smule til kort idet vores aktive referenceramme hverken er
bred eller dyb nok.

Det største problem med den nuværende ophavsret er, desværre, at den ikke er logisk at forstå for menigmand.

Frem til 2001 var der en fin logik i ophavsrettens principper, baseret på de oprindelige principper i Bernerkonventionen.

For os forbrugere udmøntet i §12, der giver lov til eksemplarfremstilling til privat brug, af lovligt erhvervede originalkopier af beskyttede værker. Og den er stadig gældende i dag.

Målestokken er, at det er almindelig privat brug, der ikke i urimelig grad skader rettighedshavers legitime interesser. En af ændringerne dengang var, at det tidligere også var lovligt at ta kopier til eget brug, af lånte eller lejede originalkopier (de var jo "erhvervet" på lovlig vis). Det resulterede i, at der gik sport i at gå på biblioteket og låne CD'er hjem og kopiere dem, blandt unge mennesker. Det vurderede man skadede salget af CD'er og har efter 2001 ikke været tilladt. Det synes jeg faktisk er fair og var en fornuftig justering. Logikken er ihvertfald til at forstå.

En anden og langt mere alvorlig ændring var, at man gjorde det ulovligt at omgå "kopispærringer" - og dermed lader det faktisk være op til udgiver, om §12 skal være gældende eller ej. Og så ophører logikken.

APG har sagt, at vi som forbrugere ikke lovligt må kopiere vores lovligt indkøbte DVD'er til en harddisk for at afspille dem derfra - uanset om vi har originalerne stående på hylden eller ej.

Ikke fordi §12 ikke længere gælder, men fordi der nu er en §75c, der gør det kriminelt at kopiere noget der er kopibeskyttet. Ikke fordi vi ikke må kopiere det, men fordi det er kopibeskyttet.

De har så også sagt, at de ikke vil retsforfælge nogen for at gøre det, men de forbeholder sig ret til at gøre det, fordi de forbeholder sig ret til at bruge bestemmelsen i fremtiden - "den er et godt værktøj at ha' for os"... så det er retstilstanden. Det er op til udgivers nåde, om vi i praksis får lov at udnytte vores undtagelse i §12.

Den er svær at forklare... og rettighedshaverne der lobbyede for de nye tiltag i ophavsretsloven dengang, havde da også hellere set, at man bare havde skrevet §12 ud. Men det var alligevel for groft, så de måtte nøjes med denne bastard-paragraf.

For at gøre det enkelt for folk at forstå, har de naturligvis lagt vægt på deres nye beskyttelse, og undlagt at oplyse mere end højest nødvendigt om de eksisterende undtagelser. "Kopiering er tyveri!" - det er jo et budskab man kan forstå! Og mange har troet det var så simpelt. Men det er det altså ikke... desværre, eller heldigvis...

Det jeg synes er mest trist i den debat der er foregået på området de sidste 10 år er, at folk generelt ikke tager udgangspunkt i ophgavsrettens dualitet - at der er to parter, som er indbyrdes afhængige og drager fordel af at den anden part har så gode muligheder som muligt.

I stedet har folk en tendens til, at stille sig op i den ene eller den anden lejr, og råbe ensidige og snævertsynede argumenter, i en ofte meget skinger tone... det er synd, for den afstand det skaber, gør det sværere og sværere for parterne at nå et fælles ståsted. Og netop i ophavsret, er det nødvendigt at forstå, at modparten har lige så legitime interesser som en selv, og at disse også skal tilgodeses. Det er f.eks. ikke tilfældet med berigelseskriminalitet (tyveri), hvorfor dette er en dårlig sammenligning med krænkelse af ophavsretten...