| Sendt: 14 April 2010 kl. 15:55 | IP-adresse registreret
|
|
|
Bang og Olufsen nedlægger 70 stillinger
Struervirksomheden har svært ved at øge omsætningen, men sparer sig til fremgang ved at skære i omkostningerne. Ny sparerunde koster 70 stillinger.
Af Jens Ramskov, onsdag 14. apr 2010 kl. 13:38
Bang & Olufsens administrerende direktør, civilingeniør Kalle Hvidt Nielsen beviser endnu en gang sin evne til at spare sig til fremgang.
Da Kalle Hvidt Nielsen var administrerende direktør for Brüel & Kjær var han kendt for at fokusere meget på omkostninger. Denne holdning tog han med, da han i midten af 2008 overtog posten som direktør for Bang & Olufsen, som har været gennem flere fyringsrunder - og sparerunderne fortsætter.
I forbindelse med dagens fremlæggelse af nimåneders regnskab for perioden 1. juni 2009 – 28. februar 2010, oplyser Kalle Hvidt Nielsen, at der nedlægges yderligere 70 stillinger for at nedbringe omkostningsniveauet.
Aktieanalytikerne anerkender Kalle Hvidt Nielsens evne til at spare omkostninger, som har resulteret i et overskud før skat i tremånedersperioden fra 1. december 2009 til 28. februar på 2010 på 28 millioner kroner. Det første overskud fra Bang & Olufsen i lange tider. Men de efterlyser en evne til at øge omsætningen.
Forventninger til sidste kvartal af dette regnskabsår er, at overskuddet vil blive nogenlunde det samme som i tredje kvartal – det vil dog samlet set betyde et underskud for hele regnskabsåret 2009/10 på tæt på 50 mio. kr.
Set over nimånedersperioden fra 1. juni 2009 til 28. februar 2010 er det kun Bang & Olufsen ICEpower, der har leveret overskud til koncernen. Selskabet i Lyngby der leverer forstærkerløsninger til audio- og elektronikproducenter oplevede en fald i omsætningen til 55 mio. kr. i perioden 1. juni 2009 – 28. februar 2010 i forhold til samme periode i foregående regnskabsår, men overskuddet steg fra 7,3 mio. kr. til 9,0 mio. kr.
|