Når man kommer op i en størrelse som 50 kvm, så flyttes rumresonansen så langt ned i frekvens, at den ikke har stor betydning, da de fleste højtalere slet ikke kan gengive så dybe frekvenser. Derfor fungerer de fleste højtalere - rent basmæssigt - godt i et stort rum. Til gengæld skal man have styr på efterklang og refleksioner. Det er alt sammen et kompromis

Nu nævner du, at du har en kælder under din stue... den kunne sagtens udnyttes som en basfælde a la det de har gjort hos Air Studios. Og måske stadig kunne benyttes til opbevaring af ting eller lign. Hvordan den skal skæres ved jeg ikke, men det handler om at få højtalerne til at "se" et større rum end de faktisk står i.

Jeg tænker noget med nogle akustiske ventiler som lader bestemte frekvenser passere, og derefter dæmper dem med en masse absorende materiale i kælderen...?!

Mja, det er værd at tænke over. I mellemtiden har jeg dog nogle meget enkle tiltag, som jeg afprøver i øjeblikket. Så må vi se hvordan det går.
De lavthængende frugter skal plukkes først.
M.v.h.
Redfox.

Finjustering af lytterummet i basområdet.

Håber at I alle har haft en god Jul og et godt Nytår og hørt en masse god musik. Jeg har i al fald. Og hvis det skulle have interesse for et par stykker, har jeg eksperimenteret med en lille opgradering i stuen for at se, om jeg kan lægge en dæmper på lidt bulder i et basområde, med den nuværende højtalerplacering. De er så langt ude fra væggen som jeg kan tillade det med den nuværende rumindretning. Den tilbyder andre fordele, så det er ikke på tapetet at lave om på foreløbig.

Da mine B&W højtalere har frontvendte basrefleksporte, er det jo sådan set meget godt, men der er stadig behov for at lægge en lille dæmper på noget af bassen, og her tænkte jeg på, om jeg kunne bruge noget af den samme idé fra min rumklangsindretning som jeg tidligere beskrev, til dette formål.

Jeg har købt et par trærammer mere, denne gang i størrelse 80 x 60cm og med en enkelt tværstiver i midten. De er så igen beklædt med lærred med kalk på. Altså difussionsåbne. Jeg har målt lidt på størrelsen af mine B&W 802s3, og 80 x 60cm er fint med henblik på selve hovedkabinettet, altså basserne.

Igen ud at hente mere lim og mere lyddæmpningsmåtte. Måtten er i rulle fra Biltema, og Limen er igen en gulvvinyllim fra Danalim. Måle op, klippe til og lime på. Først eet lag.



Og her ses et nærbillede af måttematerialet. Det er ikke hårdt og ikke fast, og består af forskellige typer af densiteter af stof/tråd. Det minder om hundetæpper, men er det ikke, da det er mere løst i materialet.



Igen ikke noget med at trykke hårdt, men en let udstrakt flad hånd lægger det på pænt i felterne, uden at limen går igennem yderfladen. Og så på plads med rammerne på gulvet bag ved højtalerne.

Anlægget havde været tændt i forvejen, så det var lige til at gå til. Først spiller jeg lidt stille musik for at vænne mine ører til at lytte. Så på med noget simpelt musik, altså med relativt få instrumenter. Mine ører er som de fleste: bedst til at høre mellemtone - stemmer. Først kvindestemmer, så herrestemmer. Derfor kom Eva Cassidy på. En lys og lækker stemme med meget ren artikulation. Nå, jammen det var fint. Så på med Diana Krall. Og dér kom så noget bas med i musikken. Hmm... Det lyder da meget godt. Der er i al fald lidt mindre bulder fra basserne. Men en solo-bassist er heller ikke den store udfordring. Men det er til gengæld lettere at høre en ændring, når musikken er mere simpel. Altså at identificere en ændring.

Så på med herrestemmerne. Mike Oldfield har lavet mange gode plader med mange opsætninger af fede elguitarlyde, såvel som synthesizer, analoge instrumenter og forvrængede lyde. Blandet sammen. Så det er noget mere kompliceret. Dang. Lige i skabet. Men på enkelte numre er der stadig lidt bulder. Videre med Dire Straits og Bruge Springsteen. Springsteen bruger ikke samme "tæt på" slagtøj som Dire Straits, så han lød fint. Dire Straits med langsomme numre som Brothers in Arms og Private Investigations lyder også fint. Men når der kommer smadder på, er der i nogle numre stadig lidt for meget bulder.

Så kom Beethovens 9' symfoni (Deutsche Gramophon, DDD-indspilning, 419 598-2). Den sad i skabet. På med Richard Strauss Also Sprach Zarathustra (CBS Masterworks DDD, cd35888), hvor jeg skruede lidt op og bare nød musikken. Den bliver straks mere kompliceret og sammensat og min ombyggede CSA-14 spiller rent igennem med kraft og dynamik, stort præcist lydbillede og med masser af detaljer. Langt fra den oprindelige, men gode lyd den havde før den blev bygget om til sin mk. III version den er i øjeblikket. Ingen problemer.

Meeen måske man lige skulle prøve at lægge eet lag til bag på de to ny små rammer. Altså ud på gulvet og lime et til lag dæmpemåtte fast. Så der er nu to lag. Jeg prøver senere med flere lag, men ikke i dag.



Ja, det fjernede så en lille smule mere af bulderet, men ikke helt ok endnu. Men alt i alt en forbedring der er til at føle på. Musikken står lidt mere rent og man kan bedre høre bassen tale for sig selv, altså dens egen lyd med detaljer og variationer. Og mellemtonen samt diskanten er også mere artikulerede. Samlet set mener jeg, at da jeg nu har fjernet lidt af bulderet i bassen, træder musikken lidt mere tydeligt frem. Men perfekt er det langt fra.

Jeg har selvfølgelig nogle planer for hvordan disse paneler skal implementeres endeligt, men nu skal jeg først høre noget mere på dem. Et 3' lag kan også komme på tale. Der limer jeg det ikke fast i første omgang. Men hæfter det blot således, at det er til at tage af på et øjeblik. En lille forbedring og et skridt på vejen. Og så er det nærmest usynligt i rummet: slanke hvide paneler op af hvide vægge. Høj WAF faktor, og det er også værd at tage med. Jeg er selv mindst lige så sart med udseendet som min viv.

Mere senere, hvor jeg kommer til at eksperimentere med ophængning af de to nye små paneler. Og så har jeg brugt rigtig meget tid på at lytte på sølvkabler, versus forsølvede kobberkabler, versus kobberkabler. Endelig er jeg sammen med min forstærker-kammerat i gang med at se på nogle væsentlige opgraderinger, igen igen, til min Copland CSA-14 integrerede hybridforstærker.

Det bliver for mig spændende at høre, hvad der kommer ud af alle de nye ændringer. Og det er en hel del. Giver det noget? Eller er det et skridt baglænd? Blandt andet er jeg ved at om-designe "rørbomben" til en Mk. II udgave. Den første fik jo forstærkeren til at gå jo i selvsving. Jeg har adskillige tiltag til at forhindre dette, samt forbedre lyden, selvfølgelig. Hvis der nu bare var 48 timer i døgnet, så man kunne nå noget mere...

Med dæmpe-hilsen,
Redfox

Hej REDFOX

Fede paneler du har gang i der.. Kan du huske hvad du gav for de rammer???
Jeg skal selv lave nogle til mit ene hjørne bag den ene højtalere.

Dog ved jeg ikke hvordan det vil se ud, sikkert ikke særligt pænt da jeg jo har bordeaux røde vægge.
Ser nok dumt ud med hvide rammer der....?

Jeg har lånt 4 rammer af en ven, og det giver noget. men de er ikke så pæne. og så er der jo det næste problem.
hvordan jeg hænge dem op, vil ikke lave en masse huller i væggen jo.

Glæder mig til at høre dit vilde setup.
Jeg har selv et par ændringer på vej.

Bitnissen2

Arh, det er altså ikke så vildt. Men det spiller fint, og er i konstant udvikling hen i mod det bedre. Der er altid noget man kan opdage og forbedre. Jeg har så mange ændringer på bedding, at jeg har været nødt til at lave en lang liste på papir. Der er så meget man skal undersøge, data, specifikationer, hvad fungerer, udstråling, magnetisk felt, brum, signal/støj-niveau, ripple og meget mere. Og så er jeg jo ikke engang nået til lyden endnu. Det kan jo sagtens være, at det lyder knap så godt. Så der er rigtig megen eksperimenteren. Og så skal det laves færdigt.

Jeg har også et ønske om at tappe play-signalet fra butterfly-tonehovederne direkte ned i en specialbygget forstærker. Jeg er positivt overrasket over min 2 spors studiespole. Den spiller rigtig godt. Ja faktisk så godt, at jeg har solgt min Tandberg TCD-3014a kassette til en samler fra østeuropa. Min 16 spors studiemaskine er stadig under ombygning, men det nærmer sig.

Jeg er i gang med at re-designe "rørbomben". Den skal forbedres, og hele opsætningen omkring den, altså i forstærkeren skal gentænkes. Det vil sige al elektronik skal gennemgås fra a - z og vi skal se nærmere på, hvad der sker i de enkelte kredsløb. Godt at kende en dygtig forstærker-konstruktør. Om det kommer til at virke? Tja, hvem ved? Men det er værd at prøve. Problemet er nogle gange, at jeg implementerer flere ændringer på een gang, og det kan skabe forvirring og usikkerhed om resultatet. Men generelt er det een ting ad gangen. Og den forstærker har altså været adskilt en hel del gange nu ;)

Med hensyn til de rammer, så er de billige, og er fra Søstrene Grene. Altså de to små. De store er et mix fra en kunstmalerforretning på Vesterbro. Mja, de er hvide, og det kan man jo lave om som man vil. Du kan bruge samme farve som du har på væggene, men jeg må lige sige, at det er ikke plastikmaling, men diffusionsåbent materiale. Og det gulner ikke. Der findes flere forskellige til formålet. Gesso er til kunstmaling. Linnedlærred er det stærkeste, herefter bomuldslærred. Det sidste er fint, da det er lidt mere åbent. Så derfor godt til formålet.

De to små nye lærreder koster 138 kr per styk og dertil kommer dæmpemateriale og lim, en pensel som kan genbruges, saks og målebånd, samt ophængning. Det sidste er jeg ved at lave nu. Og det bliver måske justerbart. Jeg er i al fald i gang med at eksperimentere lidt. Det tænker jeg ikke vælter nogen af hesten.

Summa summarum: det er en billig måde at eksperimentere på i lytterummet, og gøre sig ogle erfaringer. For mig har det virket fint. Hvad andre oplever, kan jeg af gode grunde ikke sige noget om. Men jeg vil i al fald ikke have store basfælder og andre monstrummer hængende/stående. På mit arbejde har jeg eksperimenteret med forskellige typer af lyddæmpning, herunder forskellige paneler til formålet, og jeg kan sige, at de virker. Til en vis grad. Jeg vil dog ikke indføre noget af dette hjemme. Vi har også to lydstudier, og her har vi også lavet andre løsninger. De virker, men det er lydstudier og øverum, og ikke en stue ;) Lydstudierne er noget mere lyddøde som vi gerne vil have det. Ingen efterklang eller andet. Ingen refleksioner. Det er fint til når man står og spiller bas, keybord eller trommer og skal høre præcist hvordan de lyder. Det lyder meget dæmpet. Men så er der jo mikrofonopstillingen til indspilningen. Ikke så brugbart til HiFi i hjemmet. Det er jo et helt andet formål og en anden opsætning.

Nå, men du kan tone din overflade til at matche dine vægge. Så ses de slet ikke. Men det ville jeg først bruge tid på, når jeg havde prøvet forskellige løsninger af, og forhåbentlig fundet noget som kunne løse opgaven. Altså til sidst. Jeg har brugt nogle måneder på mine. Ja faktisk flere år, da vi også har skiftet nogle møbler og et stort tæppe. Herefter var klangen ændret, og nye tiltag skulle til, for at trimme lyden i stuen.

Hvordan går det med den nye d/a konverter?

Redfox

puuuu haa sikke en omgang, man bliver jo helt svedig.

Jeg må på et tidspunkt i gang med at kigge på det... nu skal jeg lige have købt nye møbler først. og så er der jo liiige en ny DAC der skal
betales. :-)

bitnissen2

Så lyder den godt?

Med Redbook hilsen,
Redfox

Lidt øjenguf (for mig i al fald), Copland CSA-14 i min egen mk 3a og 3b version.

Med 6922-hilsen,
Redfox

Godt nok et vildt projekt du har gang i der...

Det ville jeg slet ikke give mig ud i...

Bitnissen2

Der kommer MEGET mere, men det er super hemmeligt lige nu. Så det må vente.

Ses til udstilling lørdag små 14 dage. Tager du din HiFi foréning med?

Med 88000µF hilsen,
Redfox.

jeps vi kommer nok 4 mand. ellers er det nok bare mig.

Nå: hvad var så bedste lyd på udstillingen? Ja, det er jo individuelt, men jeg især mærke til:

- Michi cd-afspiller

- Lampizator's dac

- Troels Gravesens højtaler med Scanspeak spændt på en Gryphon forstærker.

Alt i alt en god weekend, og NU må jeg hvile ørene!

...

..
.

Men hov! hvad er nu det?



En mystisk tung pakke har sneget sig ind på mit skrivebord, medens jeg var på HiFi-udstilling...
Den må jeg vist hellere se nærmere på. 25 kilo. Tung.

Redfox

Så fik jeg pakket den ud, og her er så en Copland CTA-401 rørforstærker i en tidlig udgave.



Men den er renoveret og ombygget af flere gange. Bl.a. er der indsat nogle Jensen kondensatorer og udtaget igen, da det lød knap så godt. For at få plads til disse, blev noget af bunden skåret ud:



Og for stadig at få plads, blev der bygget en træramme tillige:



Her bagpå har man udtaget en sikring og lavet ledningsnettet om og tilføjet en anden sikringsholder, samt højtalerterminaler, som dog er afmonteret igen:



Og her er så indmaden. Den er modificeret og er opdateret med blandt andet passiviseret balancekontrol, kun 2 indgange er sat til, andre kondensatorer diverse steder, step-volumenpotmeter og andre ting. Lodninger og andet er ren katastrofe, men det kan jeg blot lave om. Der er en ting som jeg ikke helt kan forlige mig med på CTA-401, og det er justeringen af rør, som er delvis sammenknyttet. Det kan man selvfølgelig lave om med ekstra trimmer. Ser ud som den gør, men virker fint:



Sammenligning mellem ombygget CTA-401 og ombygget CSA-14:
Nu har jeg haft den samlet, og den spiller faktisk fint, men den spiller ikke som min modificerede Copland CSA-14. Slet ikke. Der mangler dynamik, detaljer, varmen i lyden er for unaturlig, egenstøj/signal-støj er markant højere, og der er et mindre lydbillede, ikke lige så god afstand mellem instrumenter og CTA-401 i denne ombyggede udgave, er en langsom forstærker. Ikke langsom som sådan, men meget langsom i forhold til min ombyggede CSA-14. Der er markant forskel. Derudover mangler der saft og kraft i forhold til min nu meget kraftigere CSA-14. Altså, jeg vil gerne sige, at den spiller fint, men det er i en anden liga. Og min CSA-14 er langt bedre. Meget langt. På alle parametre, er min CSA-14 meget bedre.

...

Nå.

...

Derfor har jeg efter nogen eftertænksomhed besluttet, at denne CTA-401 skal lade livet til min CSA-14. Den bliver med andre ord lavet om til en CSA-14 ;) Og den træramme ryger... Ligeså det store hul i bunden. Nul afskærmning. Hmmm...

For at kunne realisere min ultimative CSA-14 version, skal jeg bruge en CTA-401, sjovt nok.
Som det ses her, er der 30% større køleåbning på kabinettet. Sider er det samme, bund nogenlunde, men toppen er langt bedre på CTA-401:



1/: Det er ganske attraktivt at få mere udluftning, da jeg skal bygge min CSA-14 radikalt om. Og til det, skal jeg bl.a. bruge mere kølemulighed og mere plads til udluftning.

2/: Dernæst er det også attraktivt, at CTA-401 har noget bedre indgangsterminaler, som sidder på en separat plade, og således kan skrues med af, når man skiller den ad. Der er også bedre plads imellem indgangsstik. Det er attraktivt, da stik kan fylde en del.

3/: Kabinettet er basalt det samme, blot større. CTA-401 er ca. 6 centimeter højere, hvilket er absolut nødvendigt til min næste store ombygning.

4/: Samme front, med samme knapper. Det kan jeg absolut godt lide! Og det holder jeg fast i. Jeg er helt overbevist om disse årgange af Coplands design, og synes, at det er suverænt. Ingen grimme blinkende dioder og displays eller tilføjede kunstig belysning indeni forstærkeren, og nul mærkelige fræsninger og grimme linjer i alle retninger. En direkte skændsel at se på alle de store fine dyre apparater fra den netop overståede HiFi-udstilling ved Sluseholmen i København. Næ, her er der enkle rene linjer, no-nonsense og ren æstetik! Det værdsætter jeg meget.

5/: Ændret placering af højtalerterminaler. På CSA-14 sidder i en vandret linje, og det er ok. På CTA-401 er de lodret placeret og med bedre plads imellem. Det er bedre.

Mere følger.
CTA-401 hilsen,
Redfox

Opdatering per midt marts 2025.

Copland CSA-14, version IV - forberedelser og nogle af mine indledende overvejelser:

Så er jeg i gang med at tage Copland CTA-401 fra hinanden og se lidt nærmere på dens opbygning, kombineret med Copland CSA-14 i min modificerede ver. 3 udgave. Dette har givet anledning til en række af overvejelser, på områder, hvor der er indgået en række kompromisser, og hvor jeg mener, at der er mulighed for klare forbedringer.

Den ombyggede Copland CTA-401:
Når jeg ser nærmere på forstærkeren, er der en række ting som er lavet på den. I og for sig udmærket, men noget rodet. Jeg ved godt, at den har været bygget om af et par gange, men sådan er det. Så det må jeg rette op på. Der er skiftet nogle mindre kondensatorer, de store kondensatorer, der er iloddet signalbærende sølvledninger, der er neutraliseret tape ind og ud således, at den ikke er aktiv, der er skiftet volumenpotentiometer, med faste 32 klik, som er en smd modstandsudgave, samt kanalbalance-potmeteret er taget ud af drift.



Da jeg så nærmere på de interne ledninger, som er de originale, er de lidt trætte, så der er ingen ide i at udlodde dem. Jeg klipper dem. Herefter vil jeg senere renovere forstærkeren så den er som jeg synes med dele, ledninger med videre, og sætte den til salg. Altså indmaden, print og 3 transformatorer. Nå, men tilbage til demonteringen. Her er et lidt mere close up af trafo'er:



Så var det tid til forsigtigt at tage alle rør ud. Nyere og gode rør. De gemmes selvfølgelig. Jeg har også andre rør til samme Copland CTA-401. De er forsigtigt rengjort, pakket ind og beskyttende lagt i en kasse og gemt væk.



Indgangsmodul og ledninger samt indgangsstik:
Her ses det originale Copland print til ind- og udgangsstik. Den er her let modificeret med hensyn til hvilke der er aktive, modstande m.v. De er iloddet for at neutralisere tape in og tape out, så de ikke influerer på lyden. Tape overhøring omskifteren er også neutraliseret. Når man undersøger Copland CTA-401 på nettet, ser det umiddelbart ud som om, at dette er af en højere kvalitet end på min billigere Copland CTA-401. CTA-401 var dyrere. Så af med printet og se nærmere på det.

Ledninger til og fra er okay normale ledninger, uden at være noget specielt. Men her er der ved den tidligere modifikation brugt tynde ren sølv-ledninger til nogle indgange - tuner og cd.
Jeg vil gerne i denne ombygning version 4, bruge sølvkabler, men ved lyttetest har jeg fundet ud af, at de skal have en vis kvadrat, for at få bassen fuldt med. Ved for tynde kabler, taber man lidt af bassen. Og først ved en større kvadrat, kommer den bedre med. Dette gælder både ved indgangsstik til indgangsvælger, og fra volumenpot til hovedprint, såvel som små signalkabler fra indgangsstik RCA, til indgangsstikprint.

På Copland CSA-14 er disse RCA stik indstøbt i en plastikordning, hvor de har en firkantet metalleder fra denne til hovedprintet.

Ved nærmere inspektion af dette setup på Copland CTA-401 er det tydeligt, at der på denne forstærker, som på så utrolig mange andre, er lavet en opsætning af stikforbindelserne, som ikke er optimal. Den er lavet sådan, at det kun er plus som har en ledning direkte til indgangen på hovedprintet, direkte fra hver indgangskanal. Det vil sige, at alle stelledninger fra hver RCA stik på hver indgang, højre og venstre kanal, går igennem samme stel, som det kan ses af billedet ovenfor. Denne stel går så til hovedprintet.

For at komme salt i såret, er den stelforbindelse der er på hvert Copland CTA-401 indgangs ECA stik af en sådan opbygning, at den leder stel gennem messingstikket, gennem en jernmøtrik og en skive, til printbanen på det lille Copland datterprint, derefter videre gennem en iloddet stelledning, til hovedprintet. Denne tilslutning rummer en række materialer som jeg gerne vil undgå, samt at jeg gerne vil undgå, at denne stelledning går til hovedprintet. Det kan man med andre ord gøre bedre.

Dette skaber mulighed for fælles stel med andre kredsløb i forstærkeren, samt med den kile man benytter. Hvis der tilmed er andre og flere kilder forbundet, kan det selvom de er slukket, danne ground-loops. Det kan opsamle støj og brum. Også dette vil jeg gerne undgå, og dette kan man selvfølgelig gøre bedre. Det er derfor nødvendigt, at jeg udvikler et kredsløb som tager højde for dette, og afskærer muligheden for ground-loops. Mere om dette senere.

For at illustrere et af problemerne ved det originale setup, er her et billede af et indgangs RCA stik:

Her ses det enkelte + ben, samt at der ikke er et separat - ben til forbindelsen. Denne går altså igennem "kroppen" på stikket, igennem møtrik og så videre. I samme stil som på de originale højtalerbøsninger, med møtrikker, galvaniserede skodmetal spadestik og så videre. Dette repræsenterer en reel mulighed for forbedring og eliminering af støj og brum, samt bedre ledeevne, med mindre tab af volt på signalet (når det er +).

Her er et closeup af indgangsprintet på Copland CTA-401 i den tidlige udgave. Den senere kom til at rumme formodstandene og relæer, dioder med mere.



På dette billede kan der ses de forskellige typer signalkabler, samt lodningernes kvalitet. Der er også her mulighed for forbedring, hvilket jeg selvfølgelig gør. Bortset fra de nyere tynde rene sølvledninger, som jo er en del af den tidligere lavede ombygning, er det 30 år gamle ledninger, og hvor der i dag er mulighed for at sætte bedre ledninger i, samt naturligvis lave friske bedre lodninger. Her kan også ses de belastningsmodstande, som er nødvendige på udgangen (tape out).

Næste punkt er overvejelser omkring den signalledning som går fra indgangsprintet, via indgangsvælgeren og dennes lille print, til volumenpotmetret, og med ledning tilbage til hovedprintet (forstærkerprintet). Denne vil jeg forbedre, samt fysisk flytte væk fra strømforsyningen til forstærkeren, tillige med en skræm med stelledning i stil med det f.eks. Esoteric lavede i nogle af deres absolut bedre cd-afspillere. Mere om dette senere.

Alt dette og meget mere til, kræver mange mange timers udvikling, produktion og indbygning, samt tests og atter tests. Måling såvel som lyttetest. Derfor kommer det til at være hen over året, at jeg laver dette og meget mere til.

Der er masser af andre seriøs opgraderinger på min Copland CSA-14 som jeg overvejer at lave i samme ombæring, og dette kommer der selvfølgelig meget mere om efterhånden. Jeg har allerede været i gang i mange dage med forberedelse af selve kabinettet.

Mere senere.

Med RCA-hilsen,
Redfox

opdatering per 4 april 2025.

Kabinet og indretning

I det følgende vil jeg beskrive lidt af ideerne om min seneste ombygning af min Copland CSA-14.

Jeg er igennem de tidligere ombygninger af CSA-14 nået til et punkt, hvor jeg godt kan lave nogle flere elektroniske ombygninger, hvilket vil sige at udskifte komponenter og indføre nogle dele, som ikke normalt er i denne forstærker, men jeg er også stødt på det problem, at der er for lidt plads til min næste ombygning. Hvorfor nu det? Jo, jeg har jo opgraderet udgangstransistorerne, og fordoblet dem i antal, samt opgraderet ladelytterne, og mere end fordoblet det samlede antal mikrofarad. Dertil kommer de andre stømforsyningskondensatorer, afkoblinger, og eensretterne - diodebroerne, som er gigantiske i forhold til de originale, samt det forhold, at de er langt hurtigere og har meget mindre støj. Dette har jeg tidligere beskrevet. Men det er alt sammen en del af forstærkerens strømforsyning.

Nu er jeg så gået i gang med at se på noget mere strømforsyning, da den originale ringkernetransformator i Copland CSA-14 som sådan er udmærket, og fint kan levere den spænding og strømstyrke der skal bruges, blot med visse forbehold. Den er på 400VA. Den er lavet således, at der er separate viklinger for højre og venstre kanal, og den leverer 30-0-30Volt, 5 Ampere, og 7,7 Volt, 1,4 Ampere. samt 13,2 Volt, 0,4 Ampere. Så vidt så godt. Men det betyder, at forstærkeren kører meget lidt i klasse A, 5 miliwatt, og at den selv om den fint kan trække lave Ohmske belastninger fra højtalerne (især i basområdet), vil komme til kort ved en lidt højere belastning - volumen. Nu spiller jeg egentligt stort set aldrig højt, da jeg bare ikke har brug for det. men det er nu alligevel meget rart, at have noget mere strømstyrke at tage af, så anslag, riffs og så videre, kommer til at lyde endnu mere realistisk.

Den originale transformator:



Så selvom forstærkeren er musikalsk, trækker mine højtalere fint i 2,7 Ohm, og ikke lyder som om den forvrænger, kan man nu alligevel godt gøre noget. Efter den seneste ombygning, version 3a og 3b, har jeg banet vejen for, at forstærkeren kan levere langt mere power on demand. Det er så tæt på grænsen af hvad den originale ringkerne transformator fra Mikrotrafo kan levere. Der er altså ikke som sådan nogle problemer, alt lyder som jeg forventer, men nu er det på tide med version 4: den ultimative strømforsyning. Og det kræver nogle flere tiltag og overvejelser.

Jeg har orienteret mig rundt på markedet igennem de sidste 3-4 år, og set på hvordan andre firmaer har lavet deres strømforsyninger, hvor mange, opbygning o.s.v. De indtryk har jeg så sammenholdt med nogle beregninger som en ven og jeg har lavet, samt de ønsker som også
kommer ind over.

Hvis jeg skal opgradere ringkernetransformatoren i CSA-14, kan jeg se lidt mod hvad Copland selv har gjort. På Copland CSA-28 opgraderede Ole Møller ringkernetransformatoren til ca. 100Watt mere. Men den er ikke sådan lige at købe. Jeg har skrevet til dem, men intet svar. Og det er sjældent, at der er en CSA-28 til salg. Den har så også et andet printudlæg, let opdateret, men dette har jeg for længst overkommet ved andre løsninger. En kraftigere ringkernetrafo er også større, og derfor var det smart for mig at se på CSA-25. Den passer i samme montering, og er blot lidt højere. Hverken den i min CSA-14 eller den i CSA-28 er skærmet. Der er en skærm-plade og holder på toppen, men intet ud fra siden. Og hvis jeg skal have et andet firma til at lave en ringkernetransformator, er det enten kina eller de bliver for store til at montere i det lille hjørne af forstærkeren, hvor jeg også har softstart modulet monteret - en absolut nødvendighed.

Fordi en Copland CSA-14 sådan set er lavet ret langt i dual mono, vil jeg gerne tilgodese dette i den ultimative strømforsyning. Så derfor har jeg valgt, at satse på en separat strømforsyning til højre og een til venstre kanal. Dertil kommer den strøm som trækker relæer, forvarmning af rør med videre. Og det skal være ringkerner igen. Men når man nu laver det om, hvorfor ikke så lave det bedste? Så derfor har jeg besluttet, at jeg vil lave dual mono, og i separate ringkerner til + og -. Altså 4 ringkerner. Og hvis man læser op på transformatorer i forstærkere, finder man også ud af, at flere sekundærudtag vil vil en lavere og mere ustabil strømforsyning. Altså at transformatoren skal anstrenge sig lidt mere. Og det giver et vist spændingsfald. Meget store ringkerner er mere effektive, men det har jeg ikke plads til. så det skal være 4 separate. Og det giver bedst lyd. Dertil kommer en 5 ringkernetransformator til at trække de andre opgaver, som nævnt ovenfor.

Altså har jeg set rundt på hvad de store firmaer (og de små) går i deres bedste forstærkere. Og de bruger en stor ringkerne til hver kanal. Det er absolut kun de aller færreste, som bruger separate til + og til -. Kinatrafo'er er udelukket. De er billige, og jeg stoler ikke på dem. Jeg så mere rundt og fandt Toroidy i Polen som selv vikler deres ting. De bruger forbedrede kerner, som ikke mættes så let, og de laver på kunde-specifikationer.

Da jeg ved egne ører konstaterede at den forbedrede Copland CTA-401 spiller rigtig fint, men væsentligt ringere end min ege ombyggede CSA-14, var sagen klar. Den måtte lade livet, og lægge kabinet til, for at skabe plads til de nye ringkernetransformatorer. Med meget støv, gammelt skidt og et stor knap så velgjort udskåret hul i bunden til en tidligere ombygning, så min nyerhvervede CTA-401 noget trist ud:



Men det er der jo heldigvis råd for, så først en grundig rengøring. Så bestille noget 2mm stål, som jeg kan bearbejde til at passe ind i bunden:

Heldigvis kan man få det skåret på mål. Men hullet har flere sider, så i gang med noget værktøj, så det kommer til at passe ind:



Den skal så svejses i. Men det viste sig at være lidt af en opgave, da stålet selvom det først blev punktsvejset i alle hjørner for at fiksere det, slot sig og trak lidt i kabinettet således, at selve kabinettet slog sig. Der var ellers okay styr på svejsningen med temparatur med mere. Men det er nok bedst, at det er en lang række af individuelle punkter. Ikke nogle svejsesømme. Så derfor måtte jeg prøve at afstresse stålet. Først satte jeg en blæselampe på med nogle hundrede grader. Det hjalp ikke. Dernæst gentage, men med till at af en træstav som jeg masserede stålbunden med for at tage stressen ud. Det hjalp heller ikke. Så borede jeg 3mm huller i alle hjørner. Ingen hjælp- Dernæst borede jeg en lang række huller hele vejen rund, men det hjalp heller ikke. Dernæst skar jeg den ene langside med en tynd 1mm skæreskive på vinkelsliberen, og en smule rundt om et af hjørnerne. Det hjalp. Nu sagde kabinettet "klong" og rettede sig på plads. Sidste løsning ville selvfølgelig være at skære den helt ud og svejse den i igen. Nu skal det bare svejses op igen. Dernæst slibes grundigt, og pulverlakeres.

Nå, men videre med de 5 ringkerner. Jeg har lavet en hel del forslag for at se hvordan de kan placeres, og igennem dette kom der også andre opgaver til. For eksempel at placere softstartmodulet i nærheden. Altså at flytte det væk fra selve forstærkerelektronikken.

Her opstod ideen med at lave to etager i forstærkeren. At dele den op således, at nederst skal der være ringkernetransformatorer og andre strømforsyningsdele, og øverst skal der "kun" være forstærker. Den vender jeg tilbage til. Og igen affødte det en idé om, at jeg gerne vil adskille de to halvdele i forhold til brum, og elektrisk ind og udstråling. For at finde ud af dette, har jeg brugt en del tid på at læse op på materialers skærmende egenskaber. Og kobber er absolutbedst i den henseende.

Derfor har jeg været ude i byen og få skåret et stort stykke kobber, som jeg vil montere igennem de to "lag". At den kobberplade så også er base for stag til montering af selve hovedprintet på "første sal", er bare en yderligere fordel.

Men sådan en kobberplade er altså ikke skåret ret fint, og skal bearbejdes, samtidig med at den forvitres med kontakt med ilt og sod med mere. Så den må poleres. Det er jeg så i gang med her. Det river lidt i fingrene:



Så skal der slibes kanter og ganske let rundes hjørner:



Så var det i gang med at slibe og polere. Først en prøve:



Og så i gang med forskellige vådslibepapirer samt Autosol og en mikrofiberklud.



Og så et mellemresultat. Ridser kommer væk med de næste flere bearbejdninger:



Alt dette for at vise at det tager temmelig lang tid. Men hvis man gør forarbejdet godt, kommer det een til gode senere ;) Nå ja, og så er der jo også den anden side... Her ses den store kobberplade i 2mm tykkelse med et forslag til placering af ringkernetransformatorer og andre moduler:



Og så var det jeg fik den idé at lave 2 kobberplader. Een til at adskille de to "etager" i forstærkeren, og een til at skærme nedad, så forstærkeren kan stå i et rack med andre apparater omkring sig. Uden forstyrrende elementer. Og så er det jo desværre så moderne at bruge 5G, og en kvintilliard routere samt andre, som alle sammen udsender støj. Derfor købte jeg endnu en kobberplade, og gik i gang med at bearbejde denne tillige. Den skulle dog være større således, at den dækker hele bunden. Den anden er lidt mindre for at give plads til diverse funktioner a la det originale design.

Så på denne måde kommer det til at se således ud:

Så nogle uger senere, kom denne pakke ind af døren:



Den må åbnes og tjekkes ud. Den er i al fald tung. Og denne forstærker er allerede okay tung med 15 kilo, og disse trafo'er giver en vis vægtforøgelse. Godt for mekanisk stabilitet. Mer om dimensionering og så videre senere. Da jeg nu ville lave forstærkeren i 2 etager, måtte jeg sikre mig at alle ledninger ville være lange nok, så derfor var alle trafo'er bestilt med 1 meter lange ledninger. Så skulle der vist være nok at tage af:



De nye ringkernetransformatorer har en del features som jeg senere vil vende tilbage til. Her er så et foreløbigt billede af ideen:



og her:



Det var alt for nu. Meget mere senere. Og hvis man har fået øje på den lille dims i midten, kan man jo prøve at gætte på hvad det mon er for en dims.

Med Cu-hilsen,
Redfox

Tak for, at du deler så meget og så godt - fantastisk projekt!!

__________________
-- Kasper Bergholt

Hej Kasper,

Takker for de pæne ord. Jeg synes bare at det er sjovt at lave lidt elektronik med mere, når nu man har chancen for at gøre lidt her og der. Vi
må se hvordan det ender med at lyde. Der er i al fald mange opdateringer på vej til hele systemet, lidt efter lidt.
Så kan jeg forhåbentlig også selv kigge lidt tilbage udi fremtiden, for at se hvad det var jeg lavede...
Du/I må sige til, hvis det er for meget eller noget pladder, eller ting som jeg kan gøre bedre eller smartere, samt gode ideer.
Nu smutter vi lige på ferie, og så bygger jeg videre når vi er hjemme igen.

Hvad spiller du selv på og med Kasper?

Med 20-20KHz-hilsen,
Redfox

Hej Kasper,
Har fundet dit setup på din engelsksprogede side.
Takker.
Med 6922-hilsen,
Redfox

(ps: har solgt mit Leica grej)

Opdatering 3 maj 2025.

Det er sjovt som man finder mange små nicher af HiFi, når man begynder at tænke lidt over hvordan det er skruet sammen, blot fordi ejg gerne vil tune en lille smule på mit stereoanlæg. Her er lidt af de overvejelser og de resultater min elektronikingeniør-kammerat og jeg har dyrket lidt igennem det sidste års tid. Vi er stadig i gang med materialer, løsninger og forsøg, men her er noget af det vi har fundet ud af indtil videre.

Lidt om terminering og montering af højtalerkabler

I forsøgene på at lave forstærker, højtalere, cd-afspillere og ikke mindst kabler, er min elektronikkammerat og jeg blevet opmærksom på en række forhold, som vi i al fald mener er værd at lægge mærke til.

Når det gælder små lodninger, det vil sige langt de fleste komponenter af hole through typen, er det lidt mere frit slag i forhold til hvad man vil gøre, så længe den loddetemperatur man bruger, er rimelig i forhold til den komponent man ønsker at udlodde eller ilodde, samt at man også må passe på ikke at varme for meget på loddeøen, hvis der er en sådan. Hard-wired samling er en anden sag.

Det er vores erfaring, at man skal bruge flux til dels at rengøre materialer med, det vil sige loddeflige og så videre. Dernæst er det essentielt for at sikre en god rensning af lodningen og spredning af loddetinnet. Der er forskel på flux. Nogle er bedre end andre, og her må man prøve sig frem. Men fælles er, at god flux er dyr. Men det er en nødvendig komponent for at sikre gode (normalt) klare lodninger som holder og har en god ledeevne.

Ligeledes er det med loddetin. Der er som vi ser det, to hovedtyper som vi mener kan bruges i dag. Med eller uden bly. Det er vores gentagne erfaring at blyfri loddetin er som sådan udmærket til små loddeopgaver, det vil sige små lodninger. Men det er ikke egent til større lodninger. Hvorfor det? Jo, det er fordi blyfri loddetin generelt set har brug for en højere temperatur for at flyde ordentligt.

Men er det nu et problem? Nej, så længe vi taler om komponenter som kan tåle en højere temperatur, hvilket vil sige 300°C og derover. Men når vi taler om visse materialer, og i visse mængder, er 300°C og derover, typisk 330°C destruktivt. Et eksempel på dette er højtalerkabler af en vis størrelse. Men størrelse mener jeg et vist kvadrat. Tynde kabler har ikke helt samme problematik. Men her taler vi om tykke kabler. Hvis man har en (flere) forstærker(-ere) som kan levere et vist ampere-niveau, er der også brug for kraftigere højtalerkabler. Og disse kan man samle på flere måder.

- crimping

- skruer

- lodning

Her må jeg sige, at de to første metoder er langt mere udbredt. Hvorfor er de det? Det har vi brugt et års tid på at undersøge. Og jo mere vi ser ind i hvordan kabler af denne kaliber er samlet, jo mere mener vi, at der er tale om et (dårligt) kompromis.

Nu vil jeg se lidt nærmere på et typisk højtalerkabel, et tykt eet af slagsen, som for illustrationens skyld, er lavet om til kun 3 ledere. Eller blot kun viser 3 ledere ud af mange - op til over 450 ledere per kabel. Dette er for een samlet leder - altså + eller -. Det kan blæst op i størrelse, se således ud:

Figur 1.


Dette er et typisk kabel. Der kan i nogle kabler godt være tale om, at man ind imellem ledere, typisk større ledere, eller firkantede ledere, har en række indskudte materialer for andre egenskabers skyld, dielektrikum, isolering, ophængning og andre. Men her ser jeg på et typisk
multileder kabel.

Det første problem der ses her er følgende:

Figur 2.


På denne illustration ses det tydeligt, at de enkelte ledere har et absolut minimum af kontakt imellem sig. Der er kun kontakt og derved ledningsevne på de tre punkter illustreret ved de tre pile. Da lederne er runde (eller ovale), er det altså en meget lille del af hver leder, som har kontakt til de andre ledere.

Dette mener vi udgår et reelt problem, idet man herved tilsidesætter en meget stor del at det samlede antal lederes ledningsevne. Specielt når vi taler om sarte musiksignaler, eller kraftige udladninger, som skal bære nogle volt og ampere. Frem for at udnytte ledernes store overflade, hvilket man jo egentlig gør alligevel, blot gennem de mange meget meget små kontaktpunkter, får vi altså en kæmpe stor reduktion i umiddelbar kontakt lederne imellem.

Det næste problem vi mener er virkelig alvorligt er den måde man terminerer lederne på. Nu har vi set på og købt en række forskellige forbindelsesstik til brug mellem højtalerkabel og forstærker/højtalere. Der er spadestik og bananstik. Det kommer i en række forskellige materialer, og mange udførsler. Men bortset fra materialerne, er det fælles for langt de fleste, at de anvender een eller flere små pinolskruer til at fastgøre kablets ledere inden i stikket.

Det kunne typisk se således ud:



Her har vi købt nogle Furutech spadestik i kobber, belagt med guld. Ved nærmere eftersyn har disse stik i sig selv nogle faktorer man også kan overveje. For eksempel er de tilsyneladende lavet af et stykke afskåret kobberrør, som så efterfølgende har fået skåret et hak i midten, og er presset flade, slebet nogle steder og er så forgyldt. Vi mener, at samlingen i selve gaflen ikke er optimal, og man kan se den lidt grove samling/presning, hvor der ikke er poleret for at gøre den helt glat. Derved kan kontakten forringes.

Så er der også der forhold, at nogle fabrikanter anvender nikkel under forgyldningen for dels at give guldet et mere skinnende udseende (man taler til øjet, ikke til ørerne), og at det bruges som hjælpestof til selve hæftningen. Men nikkel udgør en "modstand" som er kunstigt indskudt mellem det yderste lag guld, kontaktlaget, og det indre materiale, kobberet. Heldigvis er der efterhånden en større bevågenhed omkring dette.

Men tilbage til pinolskruerne. Som man kan se, er der to "store" pinolskruer, som i dette tilfælde sidder monteret på samme side af stikket, og som skal tilspændes for at fastgøre kablets ledere inde i rør-delen af stikket. På Furutech spadestikket som vist ovenfor, ser de ud som følgende, set fra siden:



Det mener vi som nævnt er et stor problem. Når man spænder de små pinolskruer, vil de for at skulle sidde fast, og fastholde kablets ledere inde i stikket for at sikre en ordentlig og konstant forbindelse, spændes med et vist moment. Dette afhænger af pinolskruens størrelse; dog skal de sidde fast. Det er ikke lykkedes os endnu at se en konstruktion, hvor en producent har brugt hverken gevindlås væske eller anden anordning, for at sikre fastholdelsen, som over til ved montering/flytning af kablet samt vibrationer i almindelighed, for eksempel på en højtalerterminal eller en forstærker, hvor een eller flere transformatorer kan/vil udsende vibrationer, modvirker dette. Jeg vil senere ved opdatering af mine højtalere, arbejde med netop dette.

Derfor kan skruerne over tid løsne sig, men det kan man jo vælge at efterstramme over tid. Jeg tror at mange mennesker har oplevet, at det at indsætte et råd utermineret højtalerkabel i en højtalerterminal, skal efterspændes. Dette belyser netop dette problem. Dertil kommer at man ved brug af stik også har samme problem, og at der ikke er noget som kan give sig, so at lav en fjedrende effekt. Dette vender jeg tilbage til.

Men problemet er endnu mere, at man ved tilspænding deformerer og evt. knækker, forvrider en vis mængde af de små ledere som tilsammen udgør den samlede mængde ledere. Dette har jeg prøvet at illustrere på tegningen herunder:

Figur 3.


Her ses det meget forenklet, men tydeligt, at ved tilspænding, vil det gå meget hårdt ud over de enkelte ledere. Der sker altså en vis destruktion, forringelse, af kablet alene ved denne monteringstype. Vi har set på lederne under mikroskop, efter en sådan montering, og det ser ikke godt ud. Ud over en stor deformering af mange ledere, vil det i de tilfælde hvor man bruger en hybridlegering - for eksempel kobber med forsølvning udenpå, ødelægge det tynde sølvlag. Hvis vi et øjeblik går ud fra, at høje frekvenser bevæger sig i yderlaget, og lave frekvenser transporterer sig ind mod midten, sker der både en destruktion af kobber og sølv, hvilket igen vil sige at høje frekvenser potentielt forringes, og måske endda mere end den samlede mængde af kobber som bærer af lavere frekvenser.

Dertil kommer at hvis man istedet for rigtig mange ledere, som jo så er ret tynde, bruger meget færre ledere, som jo så kunne være kraftigere, kan risikere at der ved tilspænding sker en manglende sikring af lederne som igen kan medføre en "løs" montering. Overførsel af spænding, og med ampere på, samt mekanisk løsnen over tid, ser vi som problemer.

Vi har også ved at købe forskellige stik og spader set nærmere på om pinolskruerne kan ændres til at have en anden facon for at minimere de omtalte forringelseseffekter. Der er som vi har set det, tre typer af udformninger af skruespidsen:

Figur 4.


Det er dog ikke lykkedes os at finde en udformning som tager højde for omtalte. Og alle tre typer vi har fundet, indebærer samme problematikker.

Hvad kan man så gøre ved det? Man kan jo terminere på en anden måde. Krimping synes også at være en udbredt metode. Problemet, som vi ser det, gentages blot i en lidt ændret form. Men deformationen finder stadig sted. Man kan argumentere for, at krimping måske, afhængig af tang og størrelse/antal af ledere med mere, vil sprede deformationen bedre end ved skruer. Men det er og bliver destruktivt.

Disse monteringsmetoder indebærer også efter vores mening et stort problem, nemlig at ikke alle ledere har umiddelbar kontakt til stikket. Dette prøver jeg at illustrere på nedenstående billede:

Figur 5.


Hvis man nu kunne få lige adgang til alle ledere på en sikker måde, og med maksimal kontakt, både set fra indersiden at stikkets "rør" med dets uvægerlige ujævnheder (husk på at for eksempel Furutech har poleret deres stik på ydersiden, som ikke kan tage højde for en perfekt kontakt til lederne på indersiden, og fjerne de negative effekter af krimping of skruer, er der i vores øjne kun een metode tilbage: lodning. Vi mener, at man ved lodning har mulighed for, at skabe en god mekanisk kontakt, og dette til alle ledere, som igen giver en bedre elektrisk kontakt, som igen minimerer de tab der må være igennem det ovenstående forklarede, men i stedet overfører musiksignalet på en mere intakt måde.

Men det stiller efter vores ringe mening meget store krav til processen ved forberedelse af lodning, samt lodningsarbejdet selv. Derfor er vi igennem fremstilling af en række kabler over de sidste par år, blevet klar over at der er forhold som man nødvendigvis må tage højde for og arbejde med. Loddetin er en meget vigtig faktor her. Og den temperatur der anvendes er ligeledes meget vigtig. Endelig er der også selve metoden til sikring af kvaliteten af lodningen.

Tag nu for eksempel en lækker moderne loddetin uden bly, og så til hjælp for ledningsevnen, anvender en smule sølv, 4%. Det kan være denne fra Oyaide: ss47 i 0,6mm udgaven. Den har vi brugt til samling af kraftige højtalerkabler. Det skal lige bemærkes, at en vis mængde sølv også hjælper i processen med at binde materialer igennem lodning. Altså ledes tinnet bedre og sætter sig letter fast. Denne loddetin er uden bly og kræver derfor en højere temperatur, for at flyde ordentligt.

Dette er selvfølgelig fint nok, så længe vi taler om montering af komponenter. Typisk nogle som ikke er så sarte som chips eller smd-pakker (i ned til meget små størrelser. Men ved montering af spadestik som de viste, eller andre stikudførsler, som vi også har prøvet, er der brug for en endnu højere loddetemperatur, for at tinnet flyder frit. Vi måtte op på 330°C for at kunne montere et 485 leder kabel ind i alle typer stik vi har prøvet. Dette gælder også dyre stik fra ETI Research, nærmere bestemt ETI Kryo spade stik, som er et beryllium legeret kobberstik, med forsølvning samt kryogenbehandlet for jævnere overfladestruktur. De ser således ud:



Der er også her to skruer som skal spændes for at sikre kablet i stikket.

Og her se disse. Den ene er fremme, den anden bagved. Altså kommer montering til at udgøre en s-formet, "bølge" inde i stikket. Der er således deformering fra to sider:



Der er dog en række fordele som vi ser det, i netop dette stik: Det er cnc fræset, det er sølvbelagt, det er skærmet (dog med kontakt af de to skruer...suk), de indeholder realtiv lav masse og det er kryogenbehandlet for at give en renere, glattere overfladestruktur.

Vi har selvfølgelig valgt at lodde det som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, og smide de små skruer langt væk. Det så således ud:



Loddetin og flux er af højeste klasse, samt det værktøj vi brugte. Absolut top loddekolber med mere.

Lyden:

Lyden før lodning, hvor skruemontering alene blev brugt: God stram bas, stort lydbillede, rene stemmer uden krads og isninger. Lyden efter lodning (og uden skruer): lille lydbillede, upræcis bas, sammenfald af instrumenter og en let skærende raspende overlyd i stemmer. Vi prøvede med andre kabler, og med andre stik. Samme resultat. Vi prøvede med andre forstærkere, andre højtalere og med andre kilder, cd'er og streaming. Samme resultat. Vi har prøvet med rene kobberkabler, med rene sølvkabler og med hybridkabler, kobber/sølv. Samme resultat.

Det var vi nødt til at finde ud af, for vi vil ikke give os på vores montering, med de kompromisser vi har indset at skruer og krimping giver. Derfor har vi klippet hvert eneste kabel op, og nøje undersøgt hvad der reelt sker i den enkelte situation. Ved opskæring af isolering kan man se, at loddetinnet har flydt perfekt og nået hver eneste leder, både fra siden og inden i.



Okay, man kan ganske enkelt ikke se noget som helst på billedet, men vi har kigget meget nøje efter. Alle ledere i er brug og med god kontakt til tinnet. Men hvad er nu det? Der er misfarvning, sort, på en del ledere, og det tynde sølvlag er forringet, nogle steder væk, og vi er nu inde ved kobberet.



og her:



Dette har gjort sig gældende al den stud vi bruge denne loddetin:



Og den er endda optimeret med mere sølv og andre forhold. Vi har prøvet andre loddetin, og her er en mere almindelig:



Og andre, bl.a. WBT. Vi har prøvet os frem, og har hver gang skåret kablet op igen, afloddet stikket, og set på hvad der sker i det enkelte tilfælde. Vi er nu nået frem til, at Cardas loddetin med sølv er mekanisk den bedste. Den smelter ved 177°C men dog højere når man skal lodde et tykt kabel. Vi er stadigvæk over 100°C under den temperatur der er nødvendig for at Oyaide loddetinnet skal kunne virke. Det er en meget stor forskel i temperatur. Og ved almindelig blyholdig loddetin samt ved den fra Cardas, er der perfekte lodninger og ingen destruktion at se. og bedre: Lyden er absolut i top, med fuld integritet bevaret.



Vi har måtte lave en opstilling med forskellige metoder som vi har afprøvet, for dels at sikre at loddetinnet flyder perfekt, dels at ledere og stik ikke tager skade. Herunder har vi brugt en infrarød varmeplade til elektronikmontering, men den viste sig ikke at være tilstrækkelig effektiv i sin forvarmning. Derfor har vi endt op med at bruge en hot-air-station til smd og chip komtering/afmontering, sammen med to forskellig loddekolber fra øverste skuffe. Det kræver 4 hænder at udføre dette arbejde.

Monteringen foregår således, at alt forberedes: krympeflex til forstærkning af samleområdet, trækaflastning med mere monteres, derefter isolering som fraskæres, efterfulgt af påsmøring af flux på kabel og på det modtagende stik, inden i og ved de nu åbne skruehuller. Herefter startes hotair'en og peger skråt ned på stikket. Dette forvarmes et øjeblik ved 180°C hvorefter lederne sættes ind i stikket, og der loddes ved 200°C, altså lidt over hvad Cardas skriver - 177°C - med det er ved små lodninger, ikke store lodninger.

Selve lodningen udføres ved først at smelte noget flux. derefter at nedsætte een loddekolbe på et eventuelt åbent sted forrest på stikket, før gaflen, således at man laver en lukning så tinnet ikke senere flyder ud. Herefter bruges to loddekolber samtidigt, hvor der påføres loddetin igennem begge skruehuller, nu med hver sin loddekolbe, indtil man kan se at det flyder perfekt, og stikket er fyldt op, og flux'en har gjort sit arbejde. Til sidst sikres netop at stikket er fyldt op, og her er hotair'en fjernet, da den ikke skal bruges til dette. Man kan derefter konstatere, at en smule loddetin er flydt ud af stikkets indsætningsende, og lægger sig fast om kablet på de ca. 8mm frit kabel der er , inden isoleringen.

Herefter afkøles der langsomt, kablet løftes og og renses med isopropylalkohol - isp - grundigt ad flere gange med mikrofiberklud så intet materiale som for eksempel papir afsætter rester, afdamper, og man kan skyde krympeflex'en hen over samlingen, samt farvekode hvis man ønsker dette. Nogle vil foretrække to eller 3 lag krympeflex som forstærkning. Specielt hvis man bruger små standerhøjtalere, kan der være et vist træk og/eller en vinkel man monterer stikkene i, bagpå højtaleren.

Konklusion:

Denne metode er vi helt overbeviste om langt er at foretrække fra alt andet vi har set og har prøvet. Den er mekanisk at foretrække, elektrisk overlegen, samt lyder bedst, og det er jo ikke så ringe. For at vende tilbage til starten af dette indlæg, vi vi gerne sige, at det er dyrt i udstyr - ca. 30.000 i kolber, hotair og infrarød station, samt tin og flux.

Det kræver en del dygtighed og erfaring, samt at det er ikke let. Vi forstår at industrien sjældent gør dette og at det nok lige så sjældent udføres af private i gør det selv kabel/stik montering. Men vi vil klart anbefale at gøre dette. Forvarmning og korrekt styring af flow og temperatur samt de bedste materialer er nødvendige, for at det skal lykkes.

Vi mener også, at man kan spekulere en smule i om hvordan et givent kabel og stik ville lyde, hvis det blev (ordentligt) termineret, fem for skruer og en gang krympeflex med smart tryk på. Kunne der komme endnu bedre lyd igennem? Det mener vi. Vi basserer os dog ikke på holdninger, men på lange forsøg og lytning.

Vi mener at industrien sjældent gør disse anstrengelser (med nogle enkelte undtagelser) og at det mestendels er af økonomiske årsager. Det koster timer og mandskab at samle til den kvalitet. Private kan gøre det, uden hensyn til dette, dog er det stadig dyrt.

Vi har testet mange forskellige loddetin, flere kabler, flere kabeltyper, flere stik og flere stiktyper. Vi har alene forholdt os til det at sikre den bedst mulige sammensætning af delene ved at forholde os analytisk til de problematikker vi mener at have identificeret, for derigennem at give mulighed den bedste lyd.

Det kan jeg meget klart anbefale.

Med flux-hilsen,
Redfox

Det er altså en hel måned siden, det var første April

Og hvorfor kalder du dig selv "vi" hele tiden, eller har du bare citeret en reklamefolder???

__________________
Alt under 500 watt er til garagen.
Mens Løgnen løb fra Bagdad til Konstantinopel, fumlede Sandheden fortsat rundt efter sine sandaler.