Så kom der efter nogle års ønske, en lille ny i familien. Fødselsvægt: knap 26 kilogram, men let og adræt, og kan allerede kravle med 38 cm i sekundet. At den så har 4 hoveder, er en helt anden sag, men udgangene er balancerede:



Heldigvis kunne jeg åbne en kasse med Maxell UD-XL bånd, jeg har samlet mig for længe siden. Meeen, alt er ikke godt endnu, da maskinen jo skal kalibreres til netop dette bånd. Så frem med en lille skruetrækker og starte en rimelig god lang kalibreringsprocedure, justering af VU metre, med mere. Men allerførst skulle den rengøres udvendigt og indvendigt. Så frem med pudsekludene og vanpindene. Inde bag bagkabinettet er der et stykke skum pålimet. Dette bliver over tid opløst, og kan angribe det store print det læner sig op ad. Heldigvis var det ikke ret galt med skummet, så absolut ingen skader sket med print eller andet. Skummet tog jeg af, rensede bagkabinettet med Isopropylalkohol, og det samme på printet. Så gen til en skumgummiforhandler og få skåret et friskt stykke på mål. Det blev så limet på. Voila, det ser ud som nyt igen.



Og her er det så limet på:



Men på sådan en spole som er lavet i 1986, er der mange ting man skal tjekke. Så videre til hovederne, som heldigvis er meget lidt brugte, og som har et perfekt slidmønster, uden vinkelfejl. Så der er rigtig mange timers musik i dem endnu. Men kapstanrullen blev renset. Da den er af polyurethan, må man ikke bruge isp, så jeg har brugt et mix af lidt andre ting, og det rengør og er absolut ikke skadeligt.

Men jeg har for en sikkerheds nåls skyld købt en ny og sætter denne på. Den er med vibrationsdæmpende messing i centeret. På sigt må der endnu en anden type på, med to små kuglelejer. Men denne rulle lyder rigtig fint, uden nogen hørbar wow og flutter. Jeg skal senere måle på den, men der skal jeg bruge nogle instrumenter, som jeg endnu ikke har. Ja ja, der er mange sjove ting man skal lære.

I samme moment har jeg taget kapstanmotoren af, pillet den fra hinanden, og kommet ekstra lime på de 3 givere og den ene sensor, som sidder inden i. De kan på grund af alder og virbrationer og slag ved transport eller andet, gå løs og ryge med rundt i motoren. Det er jo ikke så godt for funktionaliteten, så på med noget lim, og ved samme lejlighed selvfølgelig rengøre alle dele, sætte to nye kuglelejer i, SKF 608 2Z som er præcisionslejer. Så samle igen og smøre sinterlejet i den anden ende af motoren, samt i bagenden.



Den spinder nu helt lydløst og frit. Den spandt skam også fint før, men havde ved alm. drift en lille klikkende lød. Den er væk. Så kan man også tage en fiskevægt, rulle en snor på kapstanakslen, og måle om kapstan solenoiden er spændt rigtigt. Det var den så ikke, men det er den nu.



Da alle motorer i en Otari MX5050BII2E er direkte drevne, kan man også se lidt på det servoboard, som kontrollerer kapstanmotoren. Den har jeg så gjort, og der er ingen mørke pletter på printet, ingen kolde lodninger og ingen døde komponenter. Jeg overvejer dog en komplet recap af hele maskinen. det bliver en større omgang, så det må lige vente til senere på året. Andre opgaver først. Men der sidder jo også andre komponenter i samme kredsløb, nemlig et par knapper og en afbryderswitch, som træder i aktion ved båndudløb. Den skal af, hvis den har for høj intern modstand. Dette sker ved at bore den ud, rense den, og samle igen. Jeg tillod mig dog først at måle lidt på den (værdien er dog forkert, da jeg havde andre ledninger på). Ingen nævneværdig intern modstand - 0,02Ohm.



Her har jeg justeret kapstantrykket og sat noget VW stoftape på flere steder. Det er et trick som bl.a. Studer og Otari selv har brugt på dyrere maskiner, for at dæmpe larm ved bevægelse på f.eks. solenoid'er.



Videre til bremserne, som også skulle tjekkes. De stod ALT for hårdt, noget som kan ske over tid. Som det kan ses på billedet, er systemet meget enkelt. En solenoid, trækker i en arm, som holder et bremsebånd af stål, men en pålimet bremsebelægning af filt. Denne trækkes retur af en simpel fjeder. Bremserne i begge sider trak skævt, slæbte og var for stramme. Ikke godt for båndet. Så af med det og rense alle dele. Derefter montere igen, og justere lidt på det spejlvendte "L"-beslag, og flytte fjederen helt ind til midten, hvor den er løsest. Jeg har dog købt helt nye bremser, som jeg vil sætte på. Det er en eloxeret alu-bremsertromle, som sammen med bremsebåndet skiftes. Jeg har også flere forskellige fjedre at lege med. Derefter tjekkes begge veje med en fiskevægt. 110 gram den enen vej, og 275 gram den anden vej. Tilsvarende, bolt omvendt, på den anden side. Perfekt.



Derefter støvsugede jeg alt indeni og med en statisk fri pensel, samt smurte alle led, bevægelige dele, og rensede alle print for flus middel. Man kan sige meget om rensemidler, men nogle gange er de skrappe. Der er heftige diskussioner på nettet om dette. Jeg tager i denne omgang et forsigtighedsprincip. INGEN rensespray: Deoxit D5, F5, Kontakt 60 o.s.v. Jeg har selv Kontakt 60, men bruger også altid den lilla skylleflaske og den blå konserveringsflaske. Blot skal man huske på, at fedt i drejepots kan skylles for rense. De skal så i givet fald have nyt specialfedt. Men men, alt skal renses. Så alle stik er skilt ad og renset med isp. Alle kontakter og andre godter er skilt ad og renset. Alt virker som det skal.

Da Otari'en kører balanceret, og det har jeg ikke på min Copland forstærker, fik jeg et udmærket kabel med som har XLR ud og RCA ind og omvendt til optagelse. Med udmærkede Neutrik stik i deres bedre serie. Men Otari har på nogle af deres decks ben 3 som hot, ikke ben 2. Så det skal man lige huske på, når man laver kabler. Ingen omsætterled her, tak.

Hvordan lyder det så? Jo, det lyder faktisk rigtig godt. Masser af dynamik, nul sus og støj, masser af luft i et stort lydbillede, og masser af detaljer. Min temmelig ombyggede Copland cd-afspiller som i al beskedenhed lyder ret godt, har lige en smule dybere bas, men det er der heldigvis råd for på Spolebåndoptageren, ved at lege med kabler, kondensatorer og meget andet. Jeg har lavet nogle optagelser på NOS Maxell UD-XL bånd, og jeg blev virkelig overrasket. Rigtig god lyd! Et flygel står helt roligt og klippefast, med masser af klang, dynamik og det samme gælder trommer og guitar og så videre. Lige i øjet. Den banker både min CD og min Rega. Men det er der så også råd for, he he. Min Otari er en DIN model, og har bedre butterfly hoveder samt kan indspille med højere flux: 520nW/m som maks. Det giver mere dynamik, bedre frekvensgang og mindre sus. der er faktisk nul sus på de optagelser jeg allerede har lavet. Imponerende. Og nej, ingen dbx, dolby eller andet. Bare god lyd. Efter service som dog ikke er komplet før end den er udmålt og justeret, kører maksinen meget mere smooth og ikke så højlydt. Super! Faktisk en super god oplevelse. Der er allerede masser af planer for små opgraderinger. Mere om det senere. Det er sjovt at lege med spoler igen, efter 45 års pause. Spoler lyder bare fedt!

Med 10,5" spolehilsen,
Redfox

Respekt for genoplivning af en legende! Og så er du jo SÅ meget med på bølgen!

Takker Gekkofinger. Jeg er faktisk overrasket over, at spolebåndoptagere lyder så godt. Jeg var i en lang udvælgelsesproces: skal man tage 4 spor, 2 spor, med eller uden dolby og dbx, hvad med autoreverse, og hvilke bånd, hvilke tonehoveder, skal man signalet direkte fra tonehovederne og lave et direkte output til en forforstærker, skal man køre rca eller xlr, hvad med båndhastighed og hvad med hvor høj fluxman kan køre ind på båndene o.s.v.

Og så er der altså også lige det med prisen. Historierne om at man kan finde et superdeck til en flad halvtresser, er et overstået kapitel. Bare se på en Akai GX-747 (som jeg synes er flot). Uha da da. 20.000,00-40.000,00 kr plus tranport fra et sted i verden. Dét er over mit niveau. Nå, men heldigvis har min "nye" Otari ikke glashoveder som kan krakelere i belægningen, ingen autoreverse og kun 2 spor. Den er nok lidt mere prof og servicevenlig bygget. Jeg har trevlet mange mange timers russiske spolebåndoptagervideoer igennem for at se, hvad der sker med dem, og hvad man kan gøre. Ret lærerigt.

Men jeg besluttede mig i første omgang til, at støjreduktion er ikke af det gode. Nogle gange kan det lykkes, men jo mindre elektronik signalet skal passere igennem, jo bedre. Ligeledes må 2 spor have bredere spor og mindre crosstalk. Autoreverse har jeg slet ikke brug for og det ville også inkludere 4 spor. Og så kan jeg vælge mellem NAB og IEC, hvor IEC er europæisk og en højere standard, så den er valgt på en lille knap bagpå.

Tonehoveddiskusionen er spændende, men jeg har ikke selv erfaring med dette, blot hvad man kan læse her og der. Så 2 spor, høj båndhastighed 19- og 38 sm/s samt høj magnetisering af båndet (som det nu selv kan klare selvfølgelig). Hermed skulle der være lagt i ovnen til god lyd fra stat. Jeg vil ikke ud i at skulle have en hel række forskellige spoledecks stående. Een må være nok. Så kan jeg også undgå eventuelle problemer med at nogle bånd lyder anderledes på en anden båndoptager o.s.v. Så jeg holder det simpelt.

Nu skal jeg se om jeg kan få fat i nogle gennemsigtige plastik/gummi slanger, som jeg kan sætte uden på diverse fjedre, så de ikke står og singer med. Altid noget at lave ;)

Jeg er på vej på en klatretur i nogle bjerge langt væk, så det med at prøve andre bånd, altså nyproducerede, må vente lidt. Men jeg er MEGET lydhør for erfaringer med diverse nyproducerede bånd.

Om spoler er en bølge ved jeg ikke rigtig. Der er selvfølgelig nogle få som promoverer spoler overalt på nettet, men derudover har jeg kun talt med ganske få som har det i dag. Og har haft dem i mange år. Men hvad, det kan jo være, at nogle af dem giver lidt lyd fra sig herinde?

Med NAB hilsen,
Redfox.

Nå, men ved nærmere gennemgang af trykrullen som er i polyurethan, stod det klart, at den har nogle små kanter. Så frem med en sprit ny,
pakke den ud, rense og smøre akslen og sætte den på. Det er godt med noget i reserve. Spiller fint og lydløst.



Havde besøg i eftmd. af en ven udi hifi. Vi lyttede til spolebånd og han var ganske godt tilfreds: god lyd, nul sus og nul wow & flutter. God
eftermiddag.



nW/m hilsen og God Påske!
Redfox.

Og så er man hjemme igen fra en lang tur i bjerge. Har netop købt en stak Maxell XL-I 35-180B 10,5" bånd, og har indspillet et par jazz albums, bl.a. NHØP's "Those who were". Jeg optog på høj eq, som på netop min udgave af Otari MX5050BII-2 (E), er mediumindstillingen.

Forud for dette, havde jeg kalibreret maskinen til Maxell XL-I båndet. Indspilningen foregik derefter til maks +1,5 db og i den højeste hastighed min r2r kan klare - 38 cm/s. Superb lyd! Det er bare at læne sig tilbage og tage tonerne ind. Jeg har netop bestilt et par albums med Anna B Savage, som hvis man ikke kender hende, måske skulle prøve at lytte lidt til. Mere om dette, når de er ankommet og måske bliver lagt over på 1/4" bånd.

I mellemtiden har jeg arbejdet lidt med skærmning af transformatorsektionen i min CD-afspiller. Jeg er dog gået lidt væk fra de aluminiumplader jeg havde købt og skåret til/bøjet, for i stedet at ville bruge kobber. Altså tynd kobberplade. Det skal jeg så ud at finde. Mere om dette senere. Jeg arbejder også lidt på at lave en løsning, som udelukker al lys inde i cd-afspilleren således, at der ikke kan ske nogen influereing af laseren og dens refleksioner. Nul dagslys og nul kunstigt lys skal trænge ind.

Jeg har også bestilt dele til at renovere min Beocord 8000, som jeg købte for en hund, og som jeg har fået til at spille igen. Dem har fået nye fødder, da de var faldet af. Utroligt nok er tonehoveder og andre bånd dele som nye. Jeg giver den dog nogle nye remme med videre. Jeg har siddet en del og lyttet gamle bånd igennem (optaget på min Beocord 8004), og det er fint. Jeg bruger meget sjældent Dolby, da der ikke rigtig er noget sus. Beocord 8000 var det første resultat af et meget langt udviklingsarbejde, som B&O lavede, og som bl.a. dannede nye standarder for kassetteadspillere, og utroligt nok bl.a. involverede radioaktivt materiale under kontrollerede forsøg på Risø nukleare forsøgscenter.



38 cm/s hilsen,
Redfox

puuuuuu ha. så kom jeg endelig igennem hele denne tråd. Sikke en omgang. Men masser af fede tips og masser af god læsning.

Nu er jeg så heldig at jeg har set det her system irl, og det sparker r....!! Super lækker lyd.

Og efter et 25+ års langt venskab med redfox, og 1000 vis af samtaler om VRDS drev og afspillere. Ja så er jeg blevet "presset" til
at købe min egen TEAC VRDS-10 I ultra max upgrade edition.

Super fed maskine, dog skal der lige laves lidt små job på den, da den har været "udsat" for en halv dårlig/mangel på KR montering...
Med det mener jeg at man har lavet det, men været lidt doven med de små detaljer.

Efter at have læst denne tråd sidder jeg og prøver at tage mig mod til at starte min egen tråd der omhandler mit anlæg. ( Det er også en vild
rejes over de sidste 4 år)

Hej Bitnissen2,

Jeps, det er bare at komme i gang. De signalledninger ved udgangstrinet i cd'en, skal i al fald laves om. Det kan gøres meget bedre.
Der er altid noget man kan forbedre, ind imellem at lytte til musik, for det er jo dét, det det hele handler om.
I mine ydmyge øjne, er VRDS maskinerne bare fede. Ikke så meget neo-modellerne, for der var der andre ting som spiller ind, bl.a. at de er
opbygget anderledes, og at der kom flere smd-komponenter.

Nu skal jeg bare lige have mig en afmagnetiseringsenhed, så jeg kan ordne båndvejen på spole-maskinen.
Og så er der det med min super-bro, d.v.s. at jeg vil lave mit eget VRDS-drev. Og så var det det med nye højtalerkabler, nye delefiltre og...
Nå ja, det kommer når det kommer.
Lige nu har jeg købt en stor stabel 10,5" bånd hjem, og er i gang med at optage på nogle stykker. Jeg planlægger en "store bånd-uge",
hvor jeg har lavet optimale optagelser til kassettebånd og ditto til spolebånd. Hvert eneste bånd bliver kalibreret individuelt, både på
kassette og spole. Og så lytte til hvad det kan imod hinanden.
Min Tandberg TCD-3014a er klar og ligeså er min Otari MX-5050BII2E. Jeg mangler blot at lave det sidste strømkabel.

Jeg synes, at du er nået rigtig langt med dit eget anlæg, og det er langt bedre end med de frygtelige Triangel højtalere du havde på et
tidspunkt, og jeg ser frem til at lytte til det i den nyeste udgave. Du har jo valgt at prioritere LP, så kom der dac, og vupti, så stod der lige
pludselig en VRDS maskine. Fedt.
Glæder mig til at lytte.

ses,
Redfox.

Der er flere måder at holde en spole på, og een af dem er de originale Otari NAB holdere, som strammes fast på hver aksel, hvorefter
båndet sættes på og man kan nu løfte ud og dreje den yderste del af NAB holderne, som så klikker på plads i 3 udskæringer på hver spole.
Otari's NAB holdere kræver et lille stykke elektrikkertape på hver af de tre udragende arme på hver NAB kerne, for ikke at slubre med
båndet under spoling. Og alligevel er det ikke helt godt. Ej heller på andre spolemaskiner.

Om det er dette system eller for eksempel Revox' eller andre, så gælder der det forhold, at der er en med hver aksel langsgående
fjederpåvirkning. Under FF eller FRWD spoling, kan der med store tunge 10,5" spoler med fuldt bånd på, opstå en påvirkning af denne
fjederkraft således, at der kan forekomme slir i akselretningen, hvorved en tung spole kan bevæge sig uhensigtsmæssigt i denne akse.
For at imødekomme dette, har jeg kigget på stort alt hvad der findes på markedet, både originalt fra mange firmaer, og på
tilbehørsmarkedet. Løsningen er disse NAB holdere, som jeg viser herunder, som har en meget stor knap i centret, som strammes om
akslen a la Otari's eget system. Herefter drejes den ydre polerede del (trumpeten) med uret for at stramme den lange fjeder, som sidder
langs med kanten rundt på NAB holderen. Denne er derfor monteret vinkelret på akslen på hver spole, og når man sætter en 10,5" spole
på, drejes den imod uret og er urokkeligt fastspændt.

Det er et rigtig godt system, og der kan ikke opstå noget slør noget sted. Derfor lægges båndet når der spoles, mere præcist på spolen. De
fleste kan nok nikke genkendende til, at et bånd ikke lægges helt pænt op på den spole, som der spoles op på ved FF eller FRWD.
Dette problem er så hermed blevet mindre. Og der opstår ikke noget rasleri eller slup ved hverken spoling eller afspilning.
En rigtig god løsning. Denne type kan vistnok fås til alle mærker, uanset om man skal bruge en stor knap i midten til at stramme med, eller
man bruger et fjederbelastet trident system. Jeg er ikke tilhænger af de små trident holdere, da de egentlig ikke er beregnet til at holde
tunge 10,5" spoler fyldt med bånd, men i stedet mindre spoler. Derfor er Otari's spændesystem udmærket hvad det angår. Men jeg har
prøvet at indsætte afstandsstykker i Otari NAB holderne, for at øge fjederspændingen, men det hjalp ikke med at eliminere slub under
spoling. Og små tapestykker har det me at falde af eller forrykke sig. Så derfor denne anderledes løsning, som er LANGT bedre.
Jeg har ingen forbindelse til noget firma eller en sælger, men ønsker blot at give informationen om en god løsning videre.
Og så kan man vist få dem i alle mulige og umulige farver m.m.
På min Otari er det som med mange andre mærker, at man skal huske at bruge en tynd gummiskive under hver aluminiumsspole, da de er
tyndere end plastikspolerne. Dette gælder også ved brug af disse nye NAB holdere. Jeg har kigget godt efter, og jeg skulle ikke justere på
de to aksler, da båndene lægges præcist i midten af hver spole. Og dermed kører de også præcist som de skal på tonehovederne m.m.
Hermed er den gode ide givet videre.

Med 10,5" hilsen,
Redfox

Så er der godt nyt omkring den klikken jeg har haft en lille smule af, i forbindelse med brugen af et andet drev, CMK-3,2-S, i min Copland
CDA288 MK: II.
Jeg har finjusteret på servo'erne en del gange og de står lige i øjet, hvilket bekræftes af de målinger jeg gør med mit true-RMS multimeter
(Fluke 179) og mine to oscilloskoper, både et 100Mhz 4 kanals digital og et 100 Mhz 2 kanals analog, hvor f.eks. diamondpattern står lige i
øjet, både i højde og skarphed.

Så, under min seneste trimning, blev jeg opmærksom på, at det lille klik jeg engang imellem hørte i højtalerne, kom mest fra venstre kanal.
Da jeg derfor rodede med kablerne fra Hall-motoren på øverste VRDS bro, samt kablet mellem laser og servoboard pcb, skiftede klikket til
mest i højre kanal. Der er ikke tale om en mængde klik, men måske 4-5 i løbet af en hel cd. Det manifesterer sig som et lille lavmælt klik,
og hvor jeg i øvrigt ikke kan høre noget manglende toner, forvrængning eller andet. Og på mange cd'er kom det slet ikke.

Jeg kigger derfor på kablet fra Hall-motoren, og opdager, at ledningsbundtet er ret tæt på den roterende øverste VRDS-pladetallerken.
Teac/Esoteric/Tascam har lavet en lille kabelholder til bundet, som jeg dog har skruet af, for at gøre plads til min sekundære bro (se
ovenfor).
Derfor kan kablerne sidde for lavt, og enten røre tallerkenen, eller meget tæt på denne. Da jeg rettede kablerne op, sad den ene lille skrue
til Hall-motorprintet en smule løs, hvorefter jeg har strammet denne skrue. Voila, ikke flere klik på nogen plade indtil nu. Pyha! Det var
godt. Derfor er jeg straks gået i gang med at indspille Madeleine Peyroux, på en nyt spolebånd, 38 cm/s, 320 nWb/m efter IEC standard,
efter at have kalibreret maskinen til netop dette bånd. Så vil jeg nærlytte via hovedtelefoner, om der skulle være nogen som helst rest af
dette problem. Indtil videre er der nul. Så det er rigtig godt.

God sommer!
Redfox

Volumen potentiometer:

Hej alle,

Jeg er i gang med at se lidt efter et nyt volumen pot, da det er 29 år gammelt. Det er et sort ALPS som var rigtig godt, da det var nyt.
Bedre end et blåt ALPS, som man stadig kan få. Holder fint, virker fint. Der er måske en lille bitte smule kanalforskel. Sååå, ud med det og
ind med et ny (og lidt andet godt, men mere om dette senere).
Hvad er jeres mening om volumen potentiometere?
Skal det være opslidelige carbon track, et stepped carbon track, et stepped resistor pot, eller måske noget helt andet som en audioformer
kombineret med et stepped resistor pot?

Hvad er jeres erfaringer og meninger?

Med venlig hilsen,
Redfox.      

Jeg har på tidspunkt for mange år siden arbejdet med en 26 punkts omskifter, hvor jeg monterede 1% metalfilmsmodstande på
til brug for volumenregulering. Og der er ingen tvivl om at kanalbalancen ad den vej opleves perfekt. Det lykkes mig dog ikke at
blive tilfreds med klikkenes niveauforskelle. Der overhalede det sorte ALPS potentiometeret omskifteren.
Jeg har sidenhen tilstræbt brugen af ALPS. I virkeligheden handler det blot om at finde en omskifterløsning med tilstrækkelig
mange trin, hvor man er sikker på modstandenes kvalitet. Og her er der flere forskellige løsninger tilgængelig på markedet har
jeg set i forbindelse med en mulig kommende ny udgave af min egen forforstærker.
Alternativt har jeg lavet eksperimenter med at udvælge et ALPS potentiometer med fire spor og parallelkoble dem to og to med
et lovende resultat. Parallelkoblingen udglatter eventuelle unøjagtigheder har det vist sig.

Hej Kaj,

Takker for input. Det vil jeg se nærmere på.
Der ser heller ikke umiddelbart ud som om, at der er plads til f.eks. en audioformer og et steppotentiometer. Det fylder lidt meget.
Din pointe med ikke tilfredsstillende niveauforskelle og bestemt værd at tage med. Og det ved man kun, mår man har købt det og sat det på.
Jeg har dog set eet med 29 trin, hvilket er over normen på 21 eller 24 trin.
M.h.t. ALPS; ser det også ud som om, at de gode sorte ikke kan fåes nyt, og det blå er ikke samme kvalitet.
Så jeg kigger på to andre som kunne kobles sammen for at udligne forskellen.

Med venlig hilsen,
Redfox.

Mja, så er det tid til at se lidt nærmere på Ole Møllers konstruktion, Copland CSA-14 integreret forstærker. Det er jo en hybrid konstruktion,
som benytter to små rør i indgangen, og transistorer i udgangen. Ikke mosfets.
Jeg har haft den i nogle år, og leget lidt med rør. Nogle var skingre, andre var mere faste i lyden, alle blev tilspillet.
Men da min CSA-14 nu er snart 30 år gammel, er det på høje tid at se nærmere på den. Med en lup.
For at forberede mig, har jeg være ude på markedet og lytte nærmere på Naim, Copland, Mark Levinson, Musical Fidelity, Solution, PS-
Audio og flere andre. Forstærkere altså. Over en bred kam af højtalere, fra gode dynamiske passive, over aktive, til elektrostater. Jeg mener
at have dannet mig et godt indtryk af moderne forstærkere. Højtalerne i denne sammenhæng er sekundære.

Når jeg nu alligevel skulle tage låget af min CSA-14, kunne jeg godt komme til at tænke på, at der findes flere revisioner af samme
forstærker. Der er f.eks. een med blå Philips caps, en med ukendte kina caps (min), een med højere Volt på caps'ene, højere Farad-værdier
o.s.v. En senere version som hed CSA-28, havde en revideret print, hvor man havde indbygget den endelige + til udgangen, frem for, som
på min, at lodde stik i pcb, og derefter en ledning over til udgangen.

Som jeg ser det, er der en række kompromiser, som endte i produktionen, som jeg gerne vil adressere. Derfor har jeg allieret mig med en
god eletronikkyndig kammerat til formålet. Der er derfor som vi ser det, bl.a. følgende punkter, som kan forbedres:

1/: Udgangscaps 10.000µF 50Volt, som på min er hævet til 10.000µF 63 Volt i ukendt kinakvalitet.

2/: Alle andre 20 caps er også for skud med bedre kvalitet. Alle caps bliver gamle og kan skiftes efter knap 30 år.

3/: Foran udgangstransistorerne sidder nogle modstande, grønne, som er dårligt lavet, da de indeholder en lille spole, som laver induktans.
Det er ikke ønskeligt, da det mudrer signalet til udgangstransistorerne.

4/: Alle interne ledninger på pcb, til udgange o.s.v er med galvaniserede stil og ledninger. Det er ikke ønskværdigt med flere forbindelser,
galvanisering o.s.v. så det skal ud.

5/: Volumenpot er en rigtig glimrende ALPS Black Beauty, som ikke laves længere. Det skraber kulstøv over tid. Potentielt skrat, krat og
kanalforskel.

6/: Udgangsrelæet er jo til for at beskytte, men det er mekanisk. Man kan ikke lave et rent sølv eller for den sags skyld et guldrelæ, da det
ikke kan holde - for blødt - så billigere hårdere materialer bruges. Det repræsenterer et filter, det forkulles over tid, og skal ud. Der skal
bruges en anden type relæ. Mere senere.

7/: designet er fint lavet af Copland med afkoblingscaps mange steder, men det kan gøres endnu bedre. Flere afkoblinger flere steder.

8/: CSA-14 er trods sine beskedne 2 x 60Watt kontinuerligt i 8 Ohm, heldigvis ret strømstærk, men dette kan selvfølgelig blive bedre. Det
kræver en del ombygning. Mere senere da nogle gode løsninger er valgt, men kræver design og produktion.

9/: køling. Flere modeller fra Copland er brugt. På CSA-29 med sine 2 x 85 Watt, kun udstyret med eet køleelement. Min har to. Derudover
brugte Copland 2 forskellige låg over forstærkeren, een med kun eet mindre sæt midterudlagte riller, men min har heldigvis 1 stort sæt på
toppen, som både dækker rør og køleelementerne, samt et ekstra sæt kølehuller i hver side af låget. God ventilation. Jeg har målt den til at
blive lun, aldrig varm, med 41° Cel. Langt det meste varme kommer fra de to små rør, som i øvrigt er lavt belastede, så de ikke generer så
meget varme og holder i mange mange timer, før de mister pusten (præcision).

10/: Mere strømstyrke og hurtigere respons.

Det var de første 10 punkter jeg vil arbejde med, så må vi se, hvad der ellers dukker op. Dele er ankommet, men mere mangler og
specielle kredsløb skal produceres. Det tager en rum tid, så mere om det senere. Jeg har brugt laaang tid på powercaps, så jeg valgte nu
disse Mundorf MLytic, og så må vi se, hvad de kan, når de er formet gennem længere tids opladning/afladning og signalgennemgang.
Jeg har valgt at opgradere fra 10.000µF 50 Volt, over Coplands egne 10.000µF 63 Volt, til 22.000µF 63 Volt. De har kobberben. For at
kunne arbejde med så store caps, er det nødvendigt med andre ændringer i designet, så mere om dette senere.

Stereoholsen,
Redfox

Så er jeg gået i gang med at se lidt på min Copland CSA-14 integreret hybridforstærker. Over det næste stykke tid, vil jeg beskrive nogle af
de punkter jeg har observeret, og beskrive dem igennem en række indlæg her, og som jeg har valgt at gøre noget ved. Der kan selvfølgelig
være masser a fejl, misforståelser, manglende viden, tilføjelser og så videre. Men nu går jeg i gang.

Her er låget hevet af, så man kan se, hvad man har med at gøre:



Her er der en hel række punkter man kan observere på, f.eks. een udgangstransistor per kanal (+/-), 4 fornuftige udgangslytter på hver
10.000µF, pæne køleelementer for den lave effekt og så videre.
Men, og der er jo altid nogle men. Der er rigtig mange punkter, sm jeg bestemt ikke ville anvende, og som jeg derfor vil lave om.
Det næste billede peger på nogle af disse.



1/ Trafo. Fin ringkerne, men lidt lille. Den er som sådan stor nok til at trække denne Coplands opsætning, samt være strømstærk til at
trække lave Ohmske belastninger udmærket, og egentlig også den jeg vil indbygge, men alligevel lidt lille. En større model vil jeg arbejde
på at få anskaffet. Jeg har een i kikkerten, men mere om dette senere.

2/ Udgangsrelæ. Et udmærket relæ, men som igennem 30 år bliver sort indeni, som man jo kan rense. Men som alligevel repræsenterer et
kompromis. Det skal væk, og en hjemmekonstruktion implementeres, som ikke forringer udgangssignalet - altså musikken.

3/ Tilslutninger til udgangsterminalerne. Argh! det er nok den absolut ringeste indbygning jeg har set i mange år. På det tidspunkt hvor
CSA-14 blev fremstillet, var det Zena Audio i Sverige, som udførte selve samlingen. Copland med Ole Møller i spidsen, var naturligvis ejer
og design, udvikling m.m. var altid i Danmark. Senere opsagde Copland kontrakten med Xena Audio i Sverige, og rykkede tilbage til
Danmark.
Hvad Xena Audio gjorde var nogle gange godt, og andre gange elendigt. Det vender vil tilbage til senere. Men på min CSA-14, tager man
udgangssignalet fra printet, cia en loddet galvaniseret spade, via et krimpet stik, via en middelmådig tyndledning, via endnu et elendigt
stik, via endnu en elendig ringspade, som så er sat ind over hver højtalerterminal, med den ene side på et plastikafstandsstykke, og på den
anden side en stjerneskive, med meget få kontaktpunkter.
Sagt med andre ord, er det sarte musiksignal altså nødt til at vandre igennem alle disse forhindringer, gør end det når et højtalerkabel.
Hmm... Det er en rigtig dårlig idé. Så det laver jeg om.

4/ Samme Xena Audio i Sverige har jo altså loddet hele printet m.m, og her har man i en kontinuering af den dårlige samlekvalitet, glemt at
lodde et par lodninger, efter at komponenterne var stukket igennem hullerne i printet. Det har spillet i 30 år ja, men argh, det må kunne
gøres bedre. Så de bliver loddet i nu.

5/ Signalledning. Da man designede printet, var man ikke helt på højde med alle forbindelser, og valgte derfor, at ilodde endnu nogle
elendige spadestik. som så med en lige så ringe stikløsning og ledning, som ved højtalerterminalerne, skal overføre musiksignalet. Nogle
forbindelser er via printbaner, andre var der altså ikke plads til, og det blev så en ledning. Det skal forbedres.

6/ Udgangstransistorer. Disse er der kun eet sæt af til hver kanal. Altså een transistor per kanal. D.v.s. en npn og en pnp per kanal - en til
minus, og en til plus, per kanal. Det giver i sig selv nogle begrænsninger i lyd og kapacitet. Det skal selvfølgelig laved bedre.

Det andet problem med udgangstransistorerne er, at de IKKE er matchede. Det skal de være. Mere om dette senere. Men det er de altså
ikke, og de måler derfor vidt forskelligt. Argh...

Det tredje problem med transistorerne er igen Xena Audio i Sverige. Da man satte transistorerne på kølemodulerne, og dernæst i printet og
loddede dem fast, så man ikke efter, om man havde sat dem rigtigt. Det vil sige, at man monterede venstre kølemodul i højre side, og vice
versa. Dette medførte, at man måtte bøje benene på udgangstransistorerne en del, for at få dem til at passe. Det er mildest talt en elendig
samlekvalitet eller qc, man ser her fra Xena Audio. Den spiller ja, men det er altså bare ikke sådan man gør det. Det skal selvfølgelig laves
om. Mere om dette senere.

7/ Modstande foran udgangstransistorerne. Disse er ikke særlig gode, men mere af temmelig middelmådig kvalitet med en høj induktans.
Dette er fordi de indeholder en viklet spole, som skaber induktans - mudder i signalet lidt populært sagt. Det skal laves om til noget meget
bedre. Mere senere.

8/ Disse spoler er monteret således, at de korroderer. En bedre samlekvalitet ville kunne have forhindret dette. Det laver jeg om.
Naturligvis.

9/ Udgangslytter. Disse er skiftet over et par gange af Copland, i al fald hvad jeg har kunne se og læse mig frem til. Det er jo sådan set fint
nok, men det er 10.000µF, 50 Volt, som Copland så opgraderede til 63 Volt i min model (senere version). Udmærket, men det er altså ret
middelmådige kondensatorer, og de skal bare ud. Og de er naturligvis 30 år gamle, og det er også en grund til at sige tak for deres arbejde
i al den tid.

10/ Alle andre kondensatorer. Ok værdier, men igen billige middelmådige komponenter. Det skal jo også laves om. Og så er de alle 30 år
gamle.

11/ temp. transistor. I en overvågning af temperatur, sidder der disse transistorer, som er upræcise og sløve, og de er ikkematchede. Der
skal nye i, matchede og præcise, samt hurtige.

12/ Samme som nr. 11. Nye matchede i. Generelt har alle dem jeg har målt ud, vist meget forskellige og for nogles vedkommende for lave
værdier, som mudrer lyden ved forvrængning.

13/ Disse små kredse sidder monteret i sokler. Korrosion, ringe forbindelse m.m. kan indtræde. De skal ud og sættes direkte i. Så svært er
det altså heller ikke.

14/ Flere dårlige stik. Nogle af disse skal jeg beholde, men de signalbærende skal væk.

Dertil kommer andre elementer som jeg ikke havde set på det tidspunkt, men det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.
Det fede ved Copland er jo, at den til trods for de mange punkter som kan og skal forbedres, samt Xena Audio's elendige samlekvalitet og
manglende kvalitetskontrol, har spillet rigtig godt i 30 år, naturligvis med flere forskellige sæt rør. Det fortæller mig, at Ole Møller gjorde et
rigtig godt job trods alt, og at han ved hvad der skal til, for at skabe god lyd. Jeg har hele tiden været rigtig glad for min Copland forstærker
(og mine Copland CD-afspillere), så er det jo svært ikke at tænke på, at man kan få mere ud af dette gode potentiale!
Godt Gjort Ole!

Med venlig hilsen,
Redfox

Redfox....
Det er ikke "udgangslytter", men "ladelytter" til strømforsyningen af transistorerne (ikke rør).
Når du har en NPN og en PNP i hver kanal, har du også dual-supply og derfor i princippet 0 volt på
din højttalerudgang.
Udgangslytter bruges i konstruktioner, hvor du typisk har single-supply og kvasikomplementær udgang (2 udgangstransistorer
af samme type (NPN eller PNP). Der vil du ha´ den halve forsyningsspænding på udgangen og derfor behov for
"udgangslytter", der forøvrigt for at gå langt nok ned i bassen typisk er på 3.300-4.700µF

__________________
Alt under 500 watt er til garagen.
Mens Løgnen løb fra Bagdad til Konstantinopel, fumlede Sandheden fortsat rundt efter sine sandaler.

Modtaget. Jeg ved ikke noget om elektronik, så fumler bare lidt rundt, og nogle gange lykkes det sjovt nok. Nå, men der er sat nye
kondensatorer i ;) Mja, og så var der de ca. 800 kondensatorer jeg lige har sat i min ene spolebåndoptager. Og lidt opamps o.s.v. Så der er
brugt lidt flux på det seneste.

Mere kommer.
M.v.h.
Redfox

ååååååh gud... Er du ikke blevet færdig med den skrotland... øh copland spille dåse endnu??

Fedt projekt du har kastet dig ud i... skal blive spændene at lytte på den når den er færdig...

Smut! Så røg hovedprintet ud af in Copland CSA-14 integrerede hybridforstærker. Det kan man se her, hvor jeg også afprøver forskellige
placeringer af en et soft start modul, som jeg vil montere af flere forskellige grunde. Mere om dette senere.



Så er det ellers i gang med loddekolben. Jeg fandt hurtigt ud af, at min glimrende Weller variable loddestation, ikke duer til ret meget. I
stedet er en langt nyere model med direkte varmeelement og meget mindre fysisk størrelse, og som skruer op og ned øjeblikkeligt, samt
med snapspidser, langt overlegen. Så den er i brug.
Så ud med en masse kondensatorer, som var mit første indgreb. Og så kom skruerne til varmeafledningsmodulerne af, sammen med dem,
og så bagefter udgangstransistorerne. Her ses dette, og man kan se, af temp. overvågningen ikke er taget ud (endnu):



Nå ja, og så røg der også nogle grønne store modstande ud, som indeholder små viklede spoler, som skaber induktans. De skal bare væk
og andre løsninger er der blevet tænkt en del over. Det kunne jo være, at man skulle se sig om efter hvad andre mærker har lavet, og her
er det f.eks. Accuphase, som normalt bryster sig af at lave fede konstruktioner i deres forstærkere. De vælger så at bruge en langt mere
præcis modstand, som er en lille hvid dims, med en metalbane indeni, som går lidt i zig zag op og ned, for at skabe den korrekte værdi.
Hmm... Jeg slog dem op, og de måler LANGT bedre end dem jeg har i min Copland.
Meeeen, hvad nu hvis man kunne få dem endnu bedre? Jo, altså det er her Thomas Sillesen med sine Densen støvletrampforstærkere
kommer ind i billedet. Han bruger nogle meget små smd modstande, som praktisk talt ingen induktans har, og som er enormt hurtige og
forvrænger ekstremt lidt. Thomas valg af løsning her, er absolut det bedste jeg har kunnet opstøve overhovedet, og langt mere præcist end
f.eks. Accuphase. Dem laver jeg da, tænkte jeg. Så mange timer blev brugt på at studere komponentkataloger, data, specs, what ever, og
en stribe blev købt hjem. Nå men for at ramme den korrekte modstand, skal jeg montere 8 smd'er på et lille mikroprint og tilmed lave en
hel række af dem. Det får jeg så hjælp til fra en vens ven i udlandet som beskæftiger sig med sådanne konstruktioner.

Når man ser lidt på min CSA-14, i den generation jeg har, ja, faktisk i alle udgaverne, er der 4 udgangstransistorer i den: 2 i hver kanal. en
npn og en pnp. Det kunne jo være sjovt at tjekke hvad de måler?

Her ses nogle af de famøse modstande og transistorer samt kondensatorer med mere:



Argh! De overholder ikke engang specs... De varierer langt, ja meget langt fra hinanden, hvilket jo måske kunne gøre, at de har forskellig
hurtighed, og spiller forskelligt, så at sige. Ud med dem.
Og ind med en række af de aller nyeste state of the art, som er kraftige, super hurtige, forvrænger meget lidt o.s.v. For nu at gøre det lidt
bedre endnu, købte jeg en laaang række af dem hjem, hvorefter vi udmålte dem, til at have helt præcist den samme værdi. Både på pnp,
og npn, samt i både højre og venstre kanal. Altså at de måler det samme over hele linjen. Jeg landede på det samme igen, men 1 hFE eller
hvad det nu hedder, - forstærkning, højere, efter at have skrabet og af-forurenet alle benene på samtlige transistorer. Jeg skulle bruge 4 i
alt, og købte 24 stykker.

Mja, og så blev de også varmet op til forventet normal drifttemp, og målt igen.



Her se en række af de nye ekstremt gode transistorer:



For nu at skabe de bedste betingelser for de nye udgangstransistorer, købte jeg nye isoleringsark hjem, en ekstremt effektiv
varmeafledningspasta, kobber skriver og bolte.



Og så gennemgå og planslibe de to varmeafledningsmoduler, for køleplader er det jo egentlig ikke, men det kalder vi dem bare.
De er nu ret fikse, og har på hver finne, ribber som skaber ekstra stor overflade. De trækker standard som sagt to transistorer hver, men
hovsa, nu sker der noget.



For hvad er nu det? på Copland printet, som er i middelmådig kvalitet, er der jo lige lavet nogle ekstra printbaner og lidt huller. Dem må jeg
da se at få brugt, så frem med flere udgangstransistorer o.s.v, og så gøre dem klar.

Her ses de nye dobbelt antal udgangstransistorer i een kanal, samt temp. og andre transistorer, som jeg også skiftede til nye og bedre,
monteret med nye dele. De er dog ikke helt rengjorte, og skal loddes i bagefter rengøring.



Herunder ses at der er plads til mere, hvor jeg har lavet en tidlig prøvemontering af dobbelt antal, samt pladserne til modstandsmoduler
med mere:



Og har man sagt A, må man også sige B, så diodebroerne og andre ting skal dimensioneres derefter. I stedet for 15a 100Volt, tror jeg nok,
for jeg kan ikke huske det, røg disse i, hver på 50A 1000Volt, og de er absolut state of the art i diodebroer med keramik og hvad ved jeg.
Super hurtige og me ekstrem lav forvrængning.



Det var alt for nu; mere følger dog senere.

M.v.h.
Redfox.