Desværre er opgivelse af specifikationer en jungle for almindelige mennesker.

Min forstærker var specificeret til 2x 70W i 8Ω og 2 x 110W i 4Ω
Allerede der burde jeg havde været skeptisk, men det var et anerkendt mærke

Desværre er det de færreste mærker der angiver strømstyrke, og om det er kontinuert eller peak. Ingen opgiver spændingen.

Nogle få opgiver effekten ved både 8Ω, 4Ω og 2Ω. Men så koster de også kassen

Jeg tror ikke, Mikkel er ligeglad med Watt.

Tænker, at han mener, at du ikke får den ønskede effekt (Watt) uden en kraftig strømforsyning, der genererer tilstrækkelig strøm
til opretholdelse af effekten (Watt)

__________________
Mvh. Michael B.

Ud fra den generelle konstruktionsmetode i en transistorforstærker, vil den ideelle effektforstærker levere den valgte
volumenbestemte udgangsspænding uanset belastningsimpedans og deraf resulterende strømstyrke.

Når spændingen ikke lader sig påvirke af strømstyrken vil forstærkeren afgive større effekt jo lavere belastningsimpedansen er.

Det betyder at impulser ved frekvenser, hvor højttalerimpedansen er nedadgående, får den gode forstærker til at afgive øget
effekt lige netop der. Af disse årsager afgiver et effekttrin VARIERENDE effekt ved forskellige frekvenser i takt med den musik
- de frekvenser - man spiller. Klarer effekttrinnet at levere spænding såvel som den krævede strøm oplever man forstærkeren
kraftigere og mere dynamisk end den den som ikke klarer opgaven. Også selv om den gode “på papiret (den statiske måling) er
opgivet mindre”.

For mange år siden lavede "High Fidelity" magasinet en test med forskellige strømforsyninger. Man brugte den samme forstærker.

Konklusionen var, at større strømforsyningen var, jo bedre lød det.

Altså jo større transformator, jo større kondensatorer, jo bedre lød det.

Det skyldes især, at en højttaler ikke en ohms modstand, da impedansen af varierer, afhængig af frekvensen.

Det er altså kombinationen af højttalere OG delefilter der udfordrer forstærkeren.

__________________
Boman

Strømforsyningens opgave er at være stor nok til at fastholde forstærkerens forsyningsspænding uanset strømstyrken.
Så der er en fuldstændig soleklar logik i det du citerer High Fidelity for at skrive.

Det er derfor jeg kører med 8 X 100000 uF.......

Da musik er impulser, giver det god mening med store kondensatorer, så strømforsyningen kan levere strøm, når der er brug for det

__________________
Boman

Gekkofinger skrev: Det er derfor jeg kører med 8 X 100000 uF.......

Boman skrev: Da musik er impulser, giver det god mening med store kondensatorer, så strømforsyningen kan levere strøm, når der er brug for det

Ja - og er kondensatorerne placeret elektrisk tæt på udgangstransistorerne er der alt godt at sige om løsningen.
For varierende krav til strøm, som resultat af impedansforholdene i de tilsluttede højttalere er ganske komplekse.
Jo stejlere impedansstigninger og især faldene er, jo mere strøm kræves der. Kortvarigt især.
Her er kondensatorernes evne til at afgive strøm HURTIGT til gavn.

Nedenfor illustration af højttalerimpedans og deraf resulterende strømkrav.

Som fortsættelse af ovenstående.

Konsekvensen af de komplekse varierende strømkrav, som resultat af impedansvariationer er med overvejende sandsynlighed
årsag til de oplevelser mange af os har med diverse komponentsammensætninger af anlægget.

Det vil slet ikke overraske mig hvis det viser sig at lydændringer ved skift af et højttalerkabel i virkeligheden skyldes ændringer i
såvel forstærkerens som højttalerens præstation. Eksempelvis vil et højttalerkabel med øget seriemodstand kunne “redde” en
strømsvag forstærker fra øget forvrængning fra sammenkobling med en højttaler med stejle impedansforløb. Hvorimod den
strømstærke forstærker vil have gavn af et højttalerkabel med lav modstand og deraf øget kontrol med højttalernes præstation
uanset deres impedansforløb.

En forstærker kan klippe signalet (forvrænge) ved overskridelse af spændingssvinget (begrænset af dens forsyningsspænding).
Det kender de fleste. Men den kan tilsvarende klippe signalet ved overskridelse af dens evne til at levere strøm (begrænset af
dens strømbegrænsende kredsløb - herunder kortslutningssikring og strømforsyningens kapacitet). Undgår man at trigge disse
begrænsninger ved brugen af den rette kombination af forstærker, kabel og højttaler kan resultatet blive “højere, renere, bedre -
you name it”.

Kan du give en teknisk forklaring på dette udsagn?

"Eksempelvis vil et højttalerkabel med øget seriemodstand kunne “redde” en strømsvag forstærker fra øget forvrængning fra sammenkobling med en højttaler med stejle impedansforløb."

Det du citerer er mit forsøg på at besvare dit spørgsmål.
Kombiner de to seneste af mine indlæg med illustrationen som støtte.
Musiksignalet er elektriske impulser ved forskellige frekvenser.
En impuls ved en frekvens, hvor højttalerens impedans er for nedadgående, kræver mere strøm end hvis impedansen var konstant.
Måler du på forstærkeren i den specifikke situation vil du se at forstærkeren udsættes for noget som i det kortsvarige tidsrum minder om en "tilnærmet kortslutning".
Og kan forstærkeren ikke klare det, vil den generere forvrængning.
Sætter du en modstand eller et kabel med øget modstand imellem den og højttaleren vil vi fjerne os fra "kortslutningen". "Redde forstærkeren" fra at forvrænge lyden, som jeg udtrykker det.

Takker.
Men ville en forstærker med høj udgangsimpedans ikke virke på samme måde, og vil det ikke gå ud over dæmpningsfaktoren? Det skal siges, at jeg aldrig har prøvet at sætte en modstand i serie med mine højttalere, og dæmpningsfaktoren er noget jeg kun har teoretisk kendskab til. Jeg har dog prøvet "Lillebroren" til min egen forstærker, som kun er på 50W i klasse A på de samme højttalere. Bassen på den lille forstærker var langt mere fremtræden. Dog synes jeg, det blev for meget af det gode. Om det var dæmpningsfaktoren der spillede ind, skal jeg ikke kunne sige.

Det vi cirkler omkring har indvirkning på dæmpningsfaktoren. Den bliver lavere, når udgangsimpedansen stiger.
Alt hvad der indsættes mellem forstærker og højttaler med elektrisk modstand reducerer dæmpningsfaktoren.
Samtidig begrænser indsat øget modstand risikoen for at trigge de strømbegrænsende komponenter i effekttrinnet.
Disse kan være udformet på flere forskellige måder. Herunder være indsat i tæt forbindelse med signalvejen gennem forstærkeren.
Men jeg tror det vil føre for vidt at begynde med at vise og beskrive diagrammer, selv om jeg har materiale og lyst til det

Kaj. skrev: Det vi cirkler omkring har indvirkning på dæmpningsfaktoren. Den bliver lavere, når udgangsimpedansen stiger. Alt hvad der indsættes mellem forstærker og højttaler med elektrisk modstand reducerer dæmpningsfaktoren. Samtidig begrænser indsat øget modstand risikoen for at trigge de strømbegrænsende komponenter i effekttrinnet. Disse kan være udformet på flere forskellige måder. Herunder være indsat i tæt forbindelse med signalvejen gennem forstærkeren. Men jeg tror det vil føre for vidt at begynde med at vise og beskrive diagrammer, selv om jeg har materiale og lyst til det

Jeg synes helt klart, at du skal vise disse diagrammer. Når vi endelig har en god tråd om teknik, skal den bare fodres. Jeg mener, at den
tekniske del ved vores hobby, næsten er lige så givende og spændende som den musikalske.

@7100vejle.
Efter nøje overvejelse bliver min forklaring ved det jeg allerede HAR skrevet. Forudsætningen for diagrammer som
dokumentation for en forklaring er at man besidder diagramforståelse. Og de der besidder den færdighed har helt sikkert
allerede forstået detaljerne bag mit budskab.
Jeg vil gerne uddybe min forklaring, men så skal du sende mig en PB med din mailadresse.
Jeg stopper her med ønsket om en god jul og et lykkebringende nytår 🎄

Jeg har tænkt over din seneste kommentar, 7100Vejle. Jeg oplever li’som dig manglende interesse for den tekniske side af vores
hobby. Det er da også langt mere kompliceret end at sænke pickup’en eller trykke ”play”. Jeg oplever at langt de fleste - hvis
ikke alle - foretrækker at leve i lykkelig uvidenhed. Bare det spiller.

Jeg har siden TV udsendelsesserien “På bølgelængde med Elektronikken” for snart to menneskealdre siden været fokuseret på at
vide “hvordan” og “hvorfor”. Med efterfølgende lyst til at dele erfaringerne og hente inspiration. Blandt andet derfor - og især
derfor - er jeg her. Jeg savner i den grad input fra mennesker med knowhow og stor lyst til - på en imødekommende måde -
“SERIØST at tænke ud af boksen”. Den oplevelse kunne jeg ønske mig som julegave.

”I Julelampens skær” kunne meget vel være overskriften på dette indlæg. Imens jeg endnu engang gennemlæse mit forrige
indlæg, hyggede jeg mig med julemusikken og den tændte adventskrans i selskab med min skønne samlever, som med kurven
fuld af garn i mange farver, var i færd med at strikke endnu et af sine mange smukke kreationer. Vi har hver vores nørdede
passion. Ud over musikken.
 
Med mine manglende kundskaber i den sammenhæng, tegnede jeg i stedet det efterlyste diagram. Et simplificeret deldiagram
må vi hellere kalde det, da det er centreret om de komponenter i forstærkeren, som er ansvarlig for udgangsspændingen og
strømstyrken. De to ingredienser, som samlet udgør udgangseffekten.



En kort forklaring på komponenternes hovedopgaver.
 
1. Transistorerne Q1 og Q2 har primært til opgave at levere det spændingssving, som er forudsætningen for forstærkerens
udgangseffekt. De to transistorer skal samtidig kunne levere tilstrækkelig strøm til styring af transistorerne i punkt 2. Hvor nogle
konstruktører erstatter Q3 og Q4 med (MOS)FET transistorer, da disse ikke kræver strøm af betydning men primært styres af
spændingen Q1 og Q2 frembringer. Derved at de ideelt kører klasse A.
2. Transistorerne Q3, Q4, Q5 og Q6 har med deres samlede strømforstærkning til opgave at levere strømmen til højttaleren.
3. Transistorerne Q7 og Q8 har til opgave at begrænse strømstyrken for transistorerne i punkt 2. Det sker ved at måle den
strømafhængige spænding over R1 og R2. Jo højere strømstyrke i udgangstrinnet jo højere spænding tilføres Q7 og Q8 og jo
mere lukker de af for strømmen gennem transistorerne i punkt 2.
4. Transistoren Q9 sørger via termisk kontakt med transistorerne i punkt 2 for at regulere forstærkerens tomgangsstrøm, som
skal især skal forhindre crossover forvrængning ved lav udgangseffekt. Sørge for at transistorerne i punkt2 arbejder i deres
lineære forstærkningsområde.

Den viste løsning benyttes til at beskytte udgangstransistorerne Q5 og Q6 mod afbrænding. Mod overskridelse af deres Safe
Operation Area (SOA). SOA kurven fra transistorernes datablad er en kombination af spændingen over transistoren samtidig med
strømstyrken og tiden den varer. Summen af alt det de udsættes for på samme tid. Der er således mange samtidige hensyn at
tage i udvælgelsen af egnede komponenter.
Sørger man for at anvende tilstrækkeligt mange og kraftige transistorer med sammenlagt stort SOA, kan man anvende andre
strømbegrænsende løsninger som ikke resulterer i det nedenfor viste kurveforløb, som i en snævert dimensioneret konstruktion
er stærkt afhængig af højttalerbelastningen og den volumenbestemte udgangseffekt. En dårlig kombination af stejle
impedanskurver og en strømbegrænset forstærker. De kortvarige hak i sinuskurven kommer fra opstarten på den nedadgående
flanke på impedanskurvens resonanstoppe.

For at undgå at strømbegrænsningen aktiveres i utide som vist på hakkene i sinuskurven ovenfor kan man med fordel anvende flere parallelt
koblede udgangstransistorer.
Det nedenfor viste er diagrammet til min egen seneste konstruktion, som samlet har en SOA på 35 Ampere DC ved 95 Volt Vce.
Det betyder i praksis, at hver kanal - justeret til maksimum - kan behandle pulser på 2000W i 2 Ohm uden SOA overskrides.
Kigger man nøje på diagrammet ses det at kun halvdelen af udgangstransistorerne i den ene kanal er vist.
Billederne viser udgangstransistorerne i den ene kanal inden færdiggørelsen af forstærkeren, som var et forsøgsprojekt, for at afprøve en række
teorier i praksis.

Min bevidst overdrevne konstruktion blev “i selvfedmens rus” (har jeg lært det hedder) anmeldt på Trustpilot af “Mads”.
(Billedet nedenfor) Og det er da også ved nærmere eftertanke fuldstændig - helt og aldeles - hovedløs gerning at arbejde med
klasse A og AB teknologien, med nødvendigheden af at skæve til SOA kurverne. Kombinationen af høj spænding og stor
strømstyrke på SAMME TID. Med stort energitab som resultat. Konklusionen må være vi skal helt væk fra SOA problematikken.
 
Den umiddelbare løsning er brugen af MOSFET i Klasse D konfiguration, som veksler mellem at være enten ON eller OFF. I
området mellem begge yderpunkter afsættes der ikke varme i transistoren, som der gør ved Klasse A og AB.

Når MOSFET'en er OFF, løber der slet ikke strøm gennem den. Når den er ON er spændingen over den uendelig tæt på nul
derved at der i begge tilfælde ikke opstår noget energitab af betydning. “ICEPOWER” som den rammende benævnelserne af
teknologien.
 
Og med en strømforsyning bygget efter samme ON/OFF princip (SMPS) har vi en forstærker med meget høj effekt, som stort set
intet vejer. Væk med køleplader og kæmpestore og tunge transformatorer. Slut med begejstringen og selvfedmen ved at eje et
monster stort ryginvaliderende skrummel af et effekttrin.

Resultat: Høj udgangseffekt med meget få og billige transistorer. Og da der angivelig ikke er nogen lydforskel på forskellige
forstærkertyper, så længe de er lineære i det hørbare frekvensområde - så vidt jeg har forstået - er vi ad den vej “Home Safe”.

Kajs indspark ser fagligt fint ud, og jeg vil ikke problematisere over dem. Det er også bøvlet.

Min egen erfaring bygger på følgende. Mit rum er lille, 18 m2, og mine højttalere har en følsomhed opgivet til 90 dB. Jeg
satte et oscilloscop på, spillede et stykke musik med høj crestfactor, spillede så højt, højere end jeg sjældent gør, og så at
spændingssvinget holdt sig indenfor 7V.

Så udregner jeg et watt-forbrug på 7x7/4 = 12 Watt - og det er vel at mærke i musikkens peak. Hvis mine højttalere går
ned på 2 Ohm, afsættes 24 Watt, men det gør de ikke, og hvilke modeller går egentlig så langt ned?

Så, jeg kan egentlig klare mig med 12 Watt pr. kanal. Også fordi mine ører klarer ikke at blive udsat for ovennævnte høje
lydtryk ret længe ad gangen. Hvis mit rum var 20m2, ville jeg måske ønske 3 dB mere fra Højttaleren, svarende til 24 Watt.
Effektbehovet kan udregnes præcist, men det gør jeg ikke, for det at spille i et lille rum begrænser hvor højt jeg vil spille.
Det er som om et lille rum hurtigere bliver mættet med lyd, og det er ikke behageligt.

Jeg tror erfaringerne med fordelen ved en forstærker med meget høj effekt skyldes, at nogle mindre forstærkere ikke leverer
det de burde og er opgivet til. Og måske, at mindre forstærkere med de mindre powersupplies ikke har lav udgangsimpedans,
og dermed bliver ekstra negativt påvirket af svingende impedansforløb i højttaleren.

Kaj. skrev: Min bevidst overdrevne konstruktion blev “i selvfedmens rus” (har jeg lært det hedder) anmeldt på Trustpilot af “Mads”.

Denne (Tho)Mads skal man tage med et gran salt, han elsker at tage ting ud af kontekst og vende dem mod en selv.