Først vil jeg gerne lige sige, at jeg håber at få lidt respons på dette. Har gjort lidt ud af at beskrive og teste.
Nuvel.
Først til kandidaterne til lydprøven:
Forstærkere:
1) Sony TA-550ES (nypris: 2500 kr - fik den billigt. Katelogpris: ukendt. Alder: ca. 10 år)
2) Technics SU-A808 (nypris: 2800 kr – fik den billigt. Katelogpris: 5000 kr. Alder: 5 år)
CD-afspillere:
1) Lumatron CD420 (nypris: 500 kr. Alder: mellem 5 og 10 år)
2) Technics SL-PG390 (nypris: 999 kr. Alder: 5 år)
Højttalere: JAMO D-590 (nypris: 6000 kr. Katelogpris: 10000kr. Alder: 10 mdr)
HT kabler: Tara Labs Omni (nypris: godt 40 kr pr. meter. Total: 660 kr) (bruges biwired) (alder: 8 mdr)
CD-kabel: QED Qunex 3 (nypris: 450 kr. Alder: 8 mdr)
Musik der blev benyttet:
1) Toni Braxton – Spanish Guitar (CD: Greatest Hits)
2) Era – Ameno (remix) (CD: Era – Greatest Hits)
3) Era – Don’t You Forget (CD: Era – Greatest Hits)
4) Dire Straits – Romeo & Juliet (HDCD: Dire Straits – Sultans Of Swing – Greatest Hits)
5) Lene Marlin – A Place Nearby (CD: Lene Marlin – Playing My Game)
Musikvalgsforklaring:
1) Toni Braxton – Spanish guitar har en rigtig dejlig lyd og et stort arrangement.
2) Ameno… Det samme er der at sige om Era (helt generalt! Fed lyd! Flot produceret) – Era er noget man… måske nok kunne kalde religionsmusik? Lidt præget deraf vil jeg sige, med noget kor, og flotte arrangementer. Lyder fedt. Derfor valget heraf.
3) Era – Don’t You Forget er et stille nummer og især i starten var jeg sikker på, at jeg ville kunne høre forskel på opstillingerne. Der står en dreng og en pige, og deres placering er noget man kan høre… (mere om dét senere…)
4) Dire Straits – Romeo & Juliet. Lækkert nummer. Bredt lydperspektiv og så på HDCD, som alt andet end lige skulle være med til at sikre at lydkilden i hvert fald er i orden; og når Marc Knopfler så også står bag såeh…
5) Ja ja… vi har hørt den før. Lene Marlin’s debut er med elendig lyd og pop generalt, men lige præcist dette nummer synes jeg nu skal med alligevel. Har hørt det på et bedre anlæg end dette, og vil mene man kan finde ud af hvor præcis bassen er – og bassen generalt. Tillige er det jo et dejligt nummer.
INTRO: Min bil, ville ikke køre mig på arbejde, så jeg har en “fridag”. Hvad bruger man den til når man nu er kommet op og keder sig? Man lytter da til lidt hi-fi.
Sony forstærker og Lumatron CD-afspiller er venligst udlånt af min far (uden han ved det)
Formålet var at høre forskellene (og slå noget tid ihjel). Specielt forstærkerdelen var jeg spændt på.
I første omgang var flg. Sat sammen:
======== Sony amp. og Technics CD. ========
Musikken:
Dire Straits – Romeo & Juliet.
Noget man bemærker er trommerne (svært at undgå). De havde fået mere punch. Mere dybde. De lød mere fyldige end hvad var tilfældet med SU-A808 (Technics amp)
ERA – Ameno
Det røg forholdsvis hurtigt af og jeg fik Era – Ameno (remix) på spilleren, og det første jeg bemærkede I introen af nummeret var bassen. Der kommer et ”dunk” bas som giver et fedt punch med Sony forstærkeren og Technics CD-afspilleren, og bød ydermere på et stort, bredt og rigtigt flot lydbillede!
ERA – Don’t You Forget
Det første jeg bemærkede var (sjovt nok, hvis man kender nummeret, som starter med en dialog og et arrangement til at bygge det op (primært en bas)
Perspektivet… placeringen af drengen og pigen er noget af det mest præcise jeg har hørt! Lød for fedt! Meget naturtro! Man kunne også høre når de åbnede munden. Der var noget smask-noget… hæ hæ… Noget jeg ikke havde hørt før. Det var meget nemt at placere dem.
======== Sony Amp. Og Lumatron CD ========
Era – Ameno
Ameno røg på anlægget igen. Nu med en ny CD-afspiller. Eller… en anden om ikke andet. Forskellen var chokerende. Bassen virkede nærmest som om den var i et andet rum (læs: væk) og lydbilledet var generalt tamt og fjernt. Ikke mindst fjernt. Man var rykket meget langt væk fra lyden (jeg havde ikke flyttet mig) og jeg brød mig generalt ikke om det.
Era – Don’t You Forget
Jeg skiftede nummer… Skæring 12… Don’t You Forget kom på… stemmerne flød… Jovist, det spillede, men stemmerne virkede som en gengivelse (i modsætning til før som var en dejlig oplevelse!) og uden liv og uden at virke så naturtro som det gjorde med Technics CDen..
Dire Straits – Romeo & Juliet
Nå, men noget må da for pokker lyde anstændigt. Dire Straits kom på. En HDCD. Dét må da kunne give den nytilkomne CD en chance for at gøre det godt igen, og hvis jeg ikke var skuffet over Lumatron CDen, så blev jeg det da. Lyden var (om muligt) mere fjern. Lyden og guitaren virkede tam og uvirkelig og dybden i nummeret var væk. Det røg hurtigt af, men hvad så med Lene Marlin?
Lene Marlin – A Place Nearby
Jeg smed den norske singer/songwriter på. Her virkede det lidt bedre sammenlignet med Technics CDen… bassen var ok. Knapt så dyb og acceptabelt nok, men trommesættet blev gengivet af hekkenfeldt.
======== Sony amp. og Technics CD. ========
Lene Marlin – A Place Nearby
Jeg har rodede lidt rundt i det så dette nummer med Sony og Technics, blev først spillet efter at det var blevet spillet med Lumatron CDen… Hertil har jeg skrevet på papiret at lydbilledets bredde havde fået et løft, og bassen var blevet bedre og dybere, men bassen virkede lidt sumpet. Måske pga. lydstyrken kontra rummet størrelse og at der er relativt meget konstant bas på nummeret som bliver fuldt af stortrommen på trommesættet. (basguitar)
Toni Braxton – Spanish Guitar
Efter ovenstående så smed jeg dette nummer på, og her fik jeg så et af de problemer, som jeg ved at setuppet har. Problemer med s-lyde. (men ville det holde hele vejen igennem?)
Men ellers fik jeg smidt et meget lækkert, stort og fyldigt lydbillede ud i hovedet. Hele vejen igennem virkede lyden meget ægte og man kunne høre at der var godt med luft omkring det hele.
På et tidspunkt er der en man som snakker lidt (i venstre HT)… denne tale afslørede HTen. Om det er en svaghed i et led ved jeg ikke. Jeg kunne ikke ryste afsløringen af mig/setuppet.
Herefter hoppede jeg over til Lumatron CDen…
======== Sony Amp. Og Lumatron CD ========
Toni Braxton – Spanish Guitar
Med Lumatron CDen så var dette en af de gode oplevelser! Guitaren i starten virkede stadigvæk omtrendt lige så sprød som med Technics CDen. Dog var lydbilledet blevet mindre og knapt så virkelighedstro, som før. Igen var s-lydene lidt af et problem. Violinerne kunne anes men var lidt mere tydelige før med den anden CD, men noget der var mere betydningsfuldt: bassen virkede uklar.
Så blev det tid til ny forstærkerdel! Ville min Technics kunne hamle op med Sonyen? Dét fandt jeg spændende at finde ud af, selvom jeg havde mine anelser.
======== Technics Amp. Og Lumatron CD ========
Toni Braxton – Spanish Guitar
Lyden var ikke så fyldig mere og jeg savnede den luft omkring hele arrangementet som der havde været lige før. Jeg fandt dog at violinerne var nemmere at høre med denne forstærker, men generalt var lyden lidt flad.
Talen som jeg var inde på før afslørede stadigvæk venstre HT.
======== Technics Amp. Og Technics CD ========
Jeg skiftede CD-afspiller igen.
Dette nummer blev siddende i CDen, og jeg bemærkede et svagt ekko i starten af nummet. Noget som jeg ikke har lagt mærke til før, og som jeg ikke lagde mærke til med den anden forstærker. Måske det var der. Måske ikke. Jeg hørte det ikke og gad ikke det mas med at skifte forstærker for dét alene, men det var der ikke med den anden CD. Lydbilledet? Det havde fået et løft af de gode, og selvom s-lydene stadigvæk var lidt et problem, så virkede det mere virkelighedstro med denne afspiller. Lyden kunne dog have tendens til at skære lidt i ørene, som jeg ikke syntes, at jeg havde et problem med ved Sony forstærkeren.
Venstre HT blev – som noget nyt – stadigvæk afsløret. Hæ hæ…
Violinerne var nu mere mere med end med den anden forstærker, selvom de var svære at høre og næsten kunne være hvad som helst, som kunne lyde bare lidt som en violin. Tror nu det var violiner.
Era – Ameno
Ny CD og nyt nummer. Era kom på igen. Bassen som der havde været med Sony forstærkeren var stortset væk. Det virkede som om det var den anden CDafspiller der var sat til. Havde tidligere oplevet dette på samme måde med Lumatronen i stedet for Technics CD-afspilleren, men dette var forstærkerdelen.
Den dybbas som ligger i starten af nummeret (som et stort ”boom” – et langt stort ”boom” som giver en utrolig dybde til nummeret var blevet meget dybere med Technics CDen)
Jeg kunne dog lide Sonys bas bedre. Den havde lidt merer punch, og virkede lidt dybere, hvilket klædte denne start utroligt godt.
======== Konklusion: ========
CD-afspillerne: Lumatron CD420 og Technics SL-PG390
Jeg er overrasket, over den forskel som jeg fandt på de to CD-afspilleren som prismæssigt ligger ”tæt” på hinanden (Technics afspilleren var jo dobbelt så dyr), og jeg ville til enhver tid hellere høre på min Technics afspiller. Den anden var kedelig. Helt igennem det hele.
Min favorit: Technics SL-PG390
Forstærkerne: Sony TA-550ES og Technics SU-808
Derimod så var sagen en anden her. Sony forstærkeren og min technics afspiller var et smukt par og de kunne uden tvivl lide hinanden, med den lyd de kunne føre fra sig. Det lød for lækkert! Dog havde Sony’s bas en tendens til at virke lidt sumpet/mudret, hvor Technics’ bas bare var knapt så fremtræden, men mindre mudret.
Men der er ingen tvivl om at Sony’s lydbillede generalt er mit foretrukne. Den klædte min højttalere og min CD-afspiller utroligt godt!
Min favorit: Sony TA-550ES
Nu ved jeg så, at mine højttalere her mere at byde på, og CDen tilmed også! Især sidstnævnte var en overraskelse.
Jeg, vil se med en dyrre forstærker og CD og se hvor meget saft, jeg stadigvæk ikke har smagt på - fra mine Jamo'er.
Nogen kommentarer? Spørgsmål?
__________________
Mvh, Michael Jensen