Hejsa mednørder og andre ligesindede!
Jeg synes lige, at I allesammen skal høre en historie om, hvad dette dejlige forum kan bringe med sig af fantastiske glæder og oplevelser.
For omkring 1 år siden hørte jeg første gang om dette forum, og på daværende tidspunkt var det egentlig markedspladsen, der havde min største interesse. senere har det ændret sig en del, tør det vel nok siges.
Historien er så, at jeg ret hurtigt fandt fælles fodslag med et par gutter eller fem og så sandelig en enkelt dame også. Vi har både haft fælles tekniske og musikalske voyager, og vi har debatteret og udvekslet synspunkter og inspireret hinanden efter bedste evne i dette forum i.
Forleden dag oprandt så den da, hvor der efterhånden måtte sættes ansigter på alle de indlæg og holdninger, som vi jo på forhånd kendte herfra forum.
Det skete på selveste Midtfyn, hvor et par enorme kapaciteter udi det musikalske inviterede til fælles musikspilning, lidt KT messe, lidt kaffe, lidt mad, lidt Chateau Neuf de Pape og meget meget mere. Vi hyggede os gevaldigt og i denne skrivende stund, står hele banden i en ufattelig gæld til værterne, som hermed har en tilgodeseddel af de store for den beværtning. Det var ganske enkelt med til at løfte musikken en oktav eller to.
Gælden blev ikke mindre af den musikalske Marathon voyage der blev foretaget. Du milde hvor fik vi dog hørt meget stor musik. For mit eget vedkommende kulminerede det med et par små etuder af Chopin (øvestyker) fremført af Perahia. Det slog næsten benene helt væk under mig. Derudover blev der spillet sten i rille, så støvet næppe har lagt sig endnu. Brand-X, Barclay James Harvest, Procul Harum og masser af andre navne fra en svunden tid, fandt vej til høvlen den aften, godt hjulpet på vej af bl.a. Schelde her fra forum.
På et tidspunkt kom der også gang i min kæphest, kabler og deres til tider forbløffende virkning på lyden. Diskussionen gik livligt for og imod dette og hint, og på et tidspunkt smilede værten over hele femøren, fordi han synes der kom noder ud af højttaleren. Da var det også ved at være lidt sent, skal det lige siges.
Vi havde med andre ord efterhånden meget store ører og meget små øjne. vi kastede os derfor omkuld i de medbragte soveposer.
Jeg har ikke før, og selvfølgelig ej heller siden, oplevet at blive inspireret så meget, som det efterhånden er blevet til, af nogen anden end week-endens værter. De har lært mig at kaste forsigtigheden overbord i udforskningen af det klassiske musikalske univers. Andre af deltagerne har ligeledes inspireret med musikalske og tekniske betragtninger.
Jeg håber nu blot en lille smule på, at der måske kunne være lidt der også gledet i den modsatte retning, ellers bliver gælden alt for stor.
Jeg vil derfor rette en tak til alle de involverede og til dette forums initiativtagere, ellers havde det jo slet ikke været muligt.
Og til andre vil jeg blot sige, at hvis i får muligheden, så find sammen med interessefæller, det får i den grad mangfoldigheden frem og inspirerer og motiverer.
Det er bare for godt til at være sandt