| Sendt: 28 April 2006 kl. 00:28 | IP-adresse registreret
|
|
|
Det gælder om at have så lille luft "film" som praktisk muligt - hvis afstanden i "luftlejet" er for stor opstår det en form for ustabilitet i hele konstruktionen - og det gavner underligt nok faktisk at smøre med silikone eller teflon, og det er samtidig meget vigtigt at holde rent for støv.
Der er to måder at tilføre luften til lejet - den ene er at pumpe luften ind i det stationære rør, og her er der en del spildluft da en del af lufthullerne ikke er omsluttet af armrørets "leje" - det er derfor meget vigtigt med meget små lufthuller, hvilket ikke er nogen let opgave - på er rør som solgtes gennem HighFidelity var hullerne "skudt" med lazer, og jeg må sige at det var ikke helt perfekt på grund af at der blev anvendt for tykt rør.
Den anden mulighed er at tilføre luften direkte til armrørets "leje" - herved udnyttes luften optimalt - problemet er så at armen skal "slæbe" på luftslangen, og muligvis kan der være problemer med resonanser - til gengæld kan man formentlig slippe godt fra at anvende noget større lufthuller, som selvsagt er nemmere at lave, ja man måske endog nøjes med et lufthul midt i armbasen, og skullle jeg lave en i dag ville jeg nok forsøge denne løsning.
Har før lavet en lejeskål som jeg støbte i kulfiber omkring en gardinstang - dvs. "lejet" lå som en halvpart ovenpå luftrøret - desværre glemte jeg projektet da jeg købte det færdige armrør.
Men Ladegårds princip er sådan set genialt i al sin enkelthed da han anvender let tilgængelige matrialer, og der er gode muligheder for at forfine konstruktionen.
|