Halløj og godbehørigt aften,
Lad det på forhånd være sagt: Hvis du på nogen måde har det svært med nogensomhelst former for elitarisme, så klik i stedet
her, da dette er et rendyrket, elitært og stræberisk indlæg!
Og næj-næj-næj, tross overskriften er der her hverken tale om Hother eller diverse "akustiske" pibetyper. Derimod den ægte vare, boyz, den ægte vare!
Musik er som bekendt begrænset af blot tolv toner. Nogle få gange i livet henføres man med løftede øjenbryn til at filosofere over "...hvilke tolv..."
Siden sådden ca. for lang tid siden, har jeg haft fornøjelsen af at være i begejstret besiddelse af Bach's Juleoratorium.
Nu kunne man straks fristes til at tro, at der her skulle være tale om en stærkt sæsonbetonet vare, men det er ingenlunde tilfældet. Tværtimod og ganske absolut taler vi om en helårsperversion!
Nogle få kan måske huske min udelte begejstring over operafænomenet Netrebko. Uha, siger jeg bare, dette er endnu større. Uha!
Som med al kompliceret musik tager det en rum tid, førend musikken for alvor er bundfældet og manifesteret helt ind i knoglen. I dette tilfælde har det for mig taget knap et år. Man kan så sige, at jeg er langsom, men det er der jo andre, der er blevet kaldt før mig
Ordet "kompliceret" er i dette, kompositoriske tilfælde blot en simpel tilsnigelse.
Selv om disse dersens i den moderne natur unødvendige gevækster kaldet træer måske nu er i fare for at vokse helt op i himlen, så vil jeg alligevel postulere, at netop Bach's Juleoratorium er af guddommelig kvalitet. Mindre rækker ikke.
Og hvorhenne ligger så forskellen fra al den anden klassiske musik, you may politely ask?
Jow, hr. Bach brugte ikke alene tonal og harmonisk iteration (gentagelse), men også en underliggende, rytmisk iteration. Lidt en kontrast til de andre, store komponister, da dette fordrer et nærmest uhæmmet kompositorisk overblik.
Set i lyset af, at Juleoratoriet reelt er en småreligiøs hyldest til ham dersens Jesus (som vidst i virkeligheden slet ikke hed Jesus, men noget helt andet) og hans fødsel og genopstandelse, så har Bach her i vidt omfang brugt både letkøbte og førhørte midler.
Men... og igen: Men... under overfladen ligger der mere begravet, end som så .
Nu er det vidst lige tiden at indskyde, at wærket fylder små tre CD'er. Altså en helaftensbeskæftigelse. Netop derfor er der en fyldig grund til rendyrket, kompositorisk ærefrygt over et sammenhængende værk med en så klar intention: En hyldest til det guddommelige.
Og det er lige netop også, hvad dette wærk i sig selv er: Guddommeligt!
For nu at kome tilbage til den førnævnte iteration:
Harmonisk/rytmisk bevæger vi os ikke kun i renæssancen, men skisme også lagt frem i tiden. Nøglebegrebet er
rytmisk manifestation.
Mens det harmoniske og tonalt interaktionelle manifest af det guddommelige findes i utvedtydige mål f.eks. (måske specielt) i passagerne med kor og strygere (iterationen, manifestet af det guddommelige), klart understregende et formål med både form og funktion - så findes der underliggende et rytmiske manifest som en slags "nøgle" gennem hele kompositionen. Om dette så er bevidst eller ubevidst skal være usagt. Blot er der en klar, rød (og rytmisk) tråd, som i mine øren uværgeligt indikerer, at det er bevidst. Og netop derfor det guddommelige strejf, set i forhold til de andre store, klassiske komponister.
I disse tider, hvor formen er vigtigere end indholdet, er det en
lise for sjælen at opleve et sådant gennemarbejdet værk, hvor den kompositoriske fremgangsmåde tydeligvis har været "Bottom Up" modellen. Forklaret på måske mere forståeligt dansk, så forudsætter denne model, at man ikke alene har et klart og veldefineret mål, men også at man på forhånd har et ret gevaldigt overblik over, hvad der skal gå forud før målet. Flertallet af komponister skriver stadig efter "Top Down" metoden: Start i den ene ende, så skal vi nok nå til den anden ende. Udfaldet behøver jeg vidst ikke komme nærmere ind på
Mens begge disse metoder er velkendte blandt computer programmører, så er "Bottom Up" modellen for komponister og musikere langt sværere at forholde sig til. Kravet om det på forhånd definerede mål er nemlig særdeles vanskelig at forene med den kreative proces, idet "Bottom Up" modellen kompositorisk vanskeliggør blot en lille mængde udstryksmæssige og kreative variabler. Komponisten er med andre ord bundet af Finalen, af den overordnede idé.
Udover at mestre det helt store, musikteoretisk forchromede overblik, så mestrede Bach samtidig det klanglige overblik. Og dette på ganske enestående vis.
Lidt friskt formuleret kan man sige, at Bach er faderen til orkestral multitasking - eller måske til multitasking i det hele taget...
Og jow, lige som man troede, at dette indlæg kunne holdes over bæltestedet, så kan man godt tro om igen, gnæk-gnæk
Bach var sådden en slags musikalsk hermafrodit! Han kunne nemerlig begge (eller alle?) dele; forene det på forhånd definerede med den kreative proces - og dette med en underliggende og sammenkædende rytmik.
Måske taler vi ligefrem om en "triofrodit", da han som få (hvis ikke den enste) også kunne inkorporere en målrettet rytmisk struktur som en del af et samlet wærk?
Under alle omstændigheder taler vi om noget (et) wærk, der på mange og måske endda frustrende måder nærmer sig det
definitive.
Skal man udtrykke det i mildere vendinger, så kan det næppe kvæges mindre end at Bach - og måske specielt dette wærk - er et sandt
statement i den klassiske verden. Sublim og atter sublim kompositorisk beherskelse på et uhørt højt plan. Køb den før dine naboer
På trods af det måske vel lave Lix tal for ovennævnte fodnote, så vil jeg afslutningsvis og alligevel vove det gyldne spørgsmål:
Hvad er den potentielt bedste udgivelse af dette jule-wærk
Med ægte nathilsen
G&S
__________________
Denny Crane tilbage på TV, dammit!
Strøm FAQ - lavet af forummet
Stop klynkeriet - kvinden tilbage i kvindekroppen!
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Bak på piben!
Emne lukket)
