Der er flere problemer i processen med at digitalisere biograferne.
For det første er der kvalitetsspørgsmålet - de projektorer der kan fås til D-cinema i dag er klart bedre end dem som var tilgængelige for blot et par år siden. Som med al anden ny teknologi er der nogle børnesygdomme der skal ryddes af vejen. Men selv de nye projektorer kan ikke vise samme opløsning som en (ny) 35mm strimmel. På den anden side har man fordelen ved at f.eks. teksterne står tydeligere og roligere end på 35mm, hvor de brændes inde i strimlen og godt kan stå noget uroligt.
Det næste er økonomien. En 35mm fremviser skal naturligvis holdes vedlige - men selve maskinen er noget nær uforgængelig hvis den behandles korrekt. Rundt omkring i de danske biografer står der kinomaskiner der er både 10, 20, 30 og måske 40 år gamle - og de fungerer fint den dag i dag. Det er ikke alle biografer der er villige til at gå ind på en "sti" hvor man skal til at kalkulerere med at købe ny projektor hvert 5. år når den gamle er forældet. Med til dette hører også at der såvidt jeg ved stadig diskuteres hvordan filmene skal lagres, hvilket format der skal anvendes - bla. af hensyn til sikkerheden som Brasch også nævner.. Sålænge dette ikke er afgjort er der mange der ikke har lyst til at investere i potentielt ubrugeligt udstyr.
På den anden side kan der på længere sigt spares store penge i distributionen af filmene, da 35mm kopier er temmelig dyre at fremstille. Det er bare ikke aktuelt her og nu, snarere tværtimod, da man indtil videre er nødt til at understøtte både 35mm og D-cinema (i et vist omfang)
Og hvem er det så der skal betale for det..?
Der er tre parter involveret i at drive en biograf: Distributøren/importøren af filmen, biografens ejer, og biografens kunder.
Distributøren er dem har mest at vinde ved D-cinema, da de potentielt kan spare penge ved at distribuere filmene på harddisk (eller på længere sigt måske på disc eller via internettet).
Biografer under et er dem der får de fleste problemer. For en biograf er det ren udgift at skifte til D-cinema. Der skal købes en projektor til flere hundrede tusind kroner (per sal!) som potentielt er forældet på få år, og man skal derfor kalkulere med store omkostninger til nye investeringer med jævne mellemrum. Vel og mærke uden at der kommer nye indtægter - biografen tjener får jo ikke større omsætning ud af D-cinema. Dette skal også ses i lyset af at op mod halvdelen af landets biografer omsætter for under en halv million kroner om året (no sh*t). For dem er en ny investering i denne størrelsesorden helt urealistisk, og hvis det en dag kom til at 35mm distribution helt standsede, så ville de fleste mindre provinsbiografer være nødt til at lukke. Og selv om det da er fedt at se film i en af de nye store biografer i de 15-20 største byer, så ville det da være lidt synd hvis der ikke også var lokale alternativer.
Biografgængerne er så dem der generelt synes at biografbilletter er for dyre, så det er næppe realistisk at forestille sig at ret mange var villige til f.eks. at betale 50% mere for en billet fordi fremvisningen sker digitalt. Her skal man huske på at langt den største del af befolkningen er seriøst ligeglad om filmen vises på 35mm eller fra harddisk (mange tror det er DVD'er man bruger).
Den åbenlyse løsning (for mig) er at distributørerne burde finansiere biografernes indkøb af digitalt udstyr, helt eller delvist, da det er dem der står til at tjene penge på teknikken - dog først den dag alle biografer er digitale så man kan sløjfe 35mm. Det har dog hidtil ikke tydet på at der er den store villighed til dette, da distributørerne opfatter indkøb af udstyr i en biograf som biografens eget problem.