| Sendt: 06 Januar 2004 kl. 01:28 | IP-adresse registreret
|
|
|
Lidt i fortsættelse af tråden med High-End kunne jeg tænke mig at drøfte lidt til den modsatte side.
Hvor "lavt" kan man gå og alligevel kalde sig entusiast? Personligt er jeg fanget lidt i dilemmaet at kone og børn en gang i mellem skal have lidt mad, tøj og så videre. Dette bevirker at anskaffelsesfrekvensen ikke er optimal.
Dog tillader jeg mig alligevel at kalde mig entusiast, dels fordi at jeg har umådelige glæde ved at lytte til musik.
Det sjove ved det er egentlig at glæden ved musikken faktisk først opstod efter at jeg havde indset at de såkaldte "ultimative" produkter lå uden for min rækkevidde.
Til oplysning kan anføres at jeg p.t. hører på: Electrocompaniet ECI1, Original et eller andet cd-spille (en kinesisk OEM-producent af Cayin udstyr der er Kinesisk?? ) over nogen Mike J konstruerede højttalere. Dette er bestemt ikke noget skelsættende og jeg vil tro at det kan realiseres for kr. 10-13k alt efter kabler. Men det spiller dejligt.
Jeg finder udviklingen fra Kina og fra digitaliseringen af forstærkere fasinerende, her produceres produkter til en brøkdel af prisen af traditionelle lande/teknologier, kvaliteten er tilsyneladende den samme i og med uhyggelig meget bliver OEM-produceret derude, Husk Mark Levinson (the person) Rose forstærkere der kunne købes direkte til en krumme af ML Red Rose prisen.
Med frygt for alt for rabiate indlæg ville jeg således gerne høre, er hifiinteresse bundet på produkter eller på hvad disse kan afstedkomme? Tåbeligt spørgsmål objektivt set, men ved lidt selverkendelse må de fleste vel erkende at produktfiksering ikke er et ukendt begreb. (EC er vejen! for mig).
Modtager gerne prygl!
MVh - Morten, begynder
|