Jeg har i de seneste par år gået målrettet efter en række indspilninger af den legendariske EMI-producer Walter Legge´s "kanonindspildninger" på CD-plademærket EMI.

Bl.a. har jeg købt en række operaer, hvor hans kone - den ligeså legendariske sopran Elisabeth Schwarzkopf medvirker.
Jeg kan f.eks. anbefale Mozarts Cosi Fan Tutte (dirigent Karl Böhm) og Verdi´s Falstaff (dirigent Herbert von Karajan). Også Beethovens 3. symphonie med Otto Klemperer fra 1961 - er et godt eksempel på en hæderkronet Walter Legge indspilning. 

Alt i alt har jeg ca. 25 forrygende CD-inspildninger, hvor Walter Legge, har stået for produktionen hos EMI. Det er inspildninger primært fra 50´erne og starten af 60´erne. Men lyden er mere end ok på samtlige indspilninger, hvilket vi sikkert kan takke den digitale teknik for.

Også hi-fi entusiaster med fede anlæg, kan måske få en ekstra dimension ind ved at lytte selv til Walter Legge indspilninger fra 50'erne og 60'erne. Start evt. med at låne et par indspilninger på biblioteket. Mange af de bedste klassiske indspilninger er netop fra denne periode.   

Hvis du har synspunkter, interesse for gode CD-indspilninger, så lad mig høre din mening her...

Jeg synes selv, at Walter Legge indspilninger mere end fortjener stor opmærksomhed - også hos purunge CD-collectors.

 

Hej Charlotte,

jeg har dyrket den klassiske musik på plader og til koncerter
indgående i en 4-5 år nu og jeg er først de sidste par år, specielt
efter jeg stiftede bekendtskab med mange af de fine indlæg
herinde, blevet opmærksom på hvilken betydning producere og
tonemestre har for hvordan en klassisk indspilning kommer til at
lyde.

Hvilken rolle spillede Legge og hvordan satte han sit præg på
indspilningerne efter din mening? Det kunne være spændende at
høre lidt mere om. Det er svært at nå at forske i det hele selv.
Selv læser jeg for tiden Bernstein og Nielsen.

Har du set tråden Bedste bog om musik

 

Walter Legge har sikkert været en kombination af en "tryllekunstner" og en psykolog. "Tryllekunstnerens" egenskaber er brugt til det perfektionistiske "set up" af mikrofoner for at skabe det mest perfekte lydbillede etc. Han har helt sikkert haft utroligt store ambitioner og passion for at skabe indspilninger, der overgik konkurrenterne f.eks. RCA, Decca og Deutsche Grammohon indspilninger på det tidspunkt.

Hans arbejde som producer i pladestudiet udgjorde jo en særdeles vigtig del af EMI's klassiske produkter. Både hans kone Elisabeth Schwarzkopf og han selv, har virkeligt været med til at "brande" EMI på en outstanding måde for at bruge et moderne markedsføringsudtryk. Og hans kone Elisabeth Schwarzkopf vakte via sit smukke udseende (og stemme) en stor opmærksomhed i medierne.

Psykologens egenskaber brugte Walter Legge til at omgås store de maestro's, som f.eks. Herbert von Karajan og Otto Klemperer. F.eks. var dirigenten Otto Klemperer kendt for at være en "hidsig herre" overfor orkestrets musikere. Han kunne råbe højt og banke hårdt med  dirigentstokken på podiet, hvis han ikke var tilfreds med præstationerne under en pladeinspilning. 

Blandt EMI's mange andre stjerner fra Walter Legge tiden, kan nævnes Maria Callas, pianisten Dinu Lipatti og dirigenten Sir Thomas Beecham for blot at nævne nogle ganske få.

Et godt "lytteforslag" kan f.eks. være Beethovens opera Fidelio med dirigenten Otto Klemperer, Christa Ludwig og Jon Vikers på EMI CMS 7693242: Den indspilning rangerer stadig som den bedste indspilning af værket. Selv om indspilningen er lidt over 40 år gammel, så kan man virkelig høre, hvorfor Walter Legge historisk er blevet så beømt som pladeproducer.  

Jeg har selv bøgerne om Walter Legge (og hans kone) til gode, men vil anskaffe dem i fremtiden. 

                                                  

Hejsa!
Jeg har også de seneste år kastet mig over den klassiske musik, men er dog ikke helt nået til operaerne endnu. Det hænger lidt sammen med, at Operaerne som regel kun findes på de store labels DG, EMI, DECCA + enkelte andre.
Dem ender jeg desværre med at hive af igen efter kort tid.
Jeg deler med andre ord ikke helt begejstringen for EMI, DG, DECCA teknikken.
I mit univers er det sjusk det meste, hvor orkestergrupperne ofte er kunstigt "belyst" og sammenhæng og dynamik er væk.
Der har f.eks. været nævnt at Blomstedts indspilninger af Nielsens 6 symfonier er i særklasse, jeg vel hellere kalde dem i en klasse for sig, for der er nemlig ikke ret mange andre indspilninger at vælge mellem. Teknisk når de ikke over gennemsnittet, efter min opfattelse.
For at forstå hvad jeg mener, er det vigtigt at have ét eller andet at måle det op imod. Hvis jeg skulle plukke noget i min samling, som bare i enhver tænkelig sammenhæng ville være langt mere perfektioneret rent teknisk, så synes jeg faktisk der er en del at vælge imellem.
Den allerede omtalte Fanfare for the common man af Aron Copland på Reference recordings er langt mere direkte, dynamisk og klar. Denon indspilningerne med Eliahu Inball af Mahler symfonierne, samme med Also Sprach Zarathustra.
Gelber på Denon med Beethovens klaversonater, Helene Grimaud med Kreisleriana, Brahms 2. klaversonate m.m. også på Denon.
Barenboims Beethoven symfonier på Teldec 6CD, Lorin Maazel med Sibelius symf. + violin + karelia + finlandia m.m. på Sony er fremragende optaget.
Der er talrige Dorian optagelser, som rager langt højere til vejrs end de gamle store labels nogensinde har været. BIS fra Sverige har sandelig også noget at byde på. Harmonia Mundi, Telarc m.fl. har også fremragende indspilninger på programmet.
Nu er det ikke for at være krakiler, men jeg løber normalt langt uden om de gamle storlabels, hvis jeg kan finde et alternativ, der musikalsk ikke er helt ude i hampen. Det er de sjældent, men der er enkelte der aldrig bliver ret store.
På det seneste er Naxos faktisk også begyndt at lave enkelte flotte optagelser. De har taget 24bit teknologien til sig, og jeg tror de har indkøbt en stribe dyre mikrofoner.
Jeg har også hørt, at DG skulle have bestilt en stribe af de bedste mikrofoner hos DPA i Hillerød, men jeg har sandelig ikke hørt de har brugt dem endnu. PT udgiver de næsten kun koncertudsnit og de er stort set alle noget kompakte i lyden.
Jeg håber i hvert tilfælde, at der snart sker ét eller andet hos de store labels, så der kan blive lavet nogle ordentlige optagelser af f.eks. Lang Lang på klaver, han er så stort et talent, at han fortjener at det laves ordentligt.

Kommentar til Kurt von Kublik 

Jeg vil nøjes med at komme med en kort kommentar til din "vurdering/evaluering af "EMI, DG, DECCA teknikken"...

Hjemme hos os, har vi en meget stor klassisk CD-collection fra mange forskellige "pladeselskaber". Det er min vurdering, at du kan finde supergode indspilninger hos samtlige pladeselskaber, men selvfølgelig kan der naturligvis også engang imellem være en forbier.   

En række af vores (dvs. samlever Nikolaj og jeg) bedste indspilninger er netop på EMI, DG, DECCA. Men også Philips, Teldec, Chandos, Naxos, Denon, Hyperion, Sony, RCA etc., har naturligvis også gennem årene præsteret mange gode indspilninger. Ingen tvivl om det.

Hvis jeg ser på andre CD-samlinger og vurderinger i tidsskrifter, bøger, hos venner, bekendte etc., har de nogenlunde samme vurdering med hensyn til EMI, DG, DECCA. Men dermed ikke sagt noget negativt om de øvrige labels.

Jeg tror måske, at det kan være dit hi-fi anlæg (sammensætningen af CD-spiller, forstærker og højtalene), der på en eller anden måde måske gengiver klassik musik anderledes. Min samlever Nikolaj, der er hi-fi entusiast sætter meget stor pris på netop Decca's og EMI's indspilninger, der efter hans vurdering befinder sig på "toppen på kransekagen". 

Så desværre må jeg melde hus forbi i din vurdering af EMI, DG, DECCA.    

  

 

  

 

 

På nedenstående website, vil du finde en spændende EMI-serie, som jeg på det varmeste kan anbefale at tage "et smugkig på". Walter Legge har stået for ca. 50% af seriens indspilninger. Men de øvrige indeholder også mange virkelige gode indspilninger til budgetpris:  

 http://www.emiclassics.com/groc/groc_great_releases.html