Lidt fjollet overskrift, men efter et skift en aften fra en forstærker til en anden i nogenlunde samme kvalitetssegment, (Bedre middelklasse anno omkring 1970), lagde jeg mærke til at en plade som egentligt havde lydt rigtig godt på den første forstærker, ikke lød så rigtig godt på nummer 2. Mens et par plader, som havde lydt lidt dårligere på den første forstærker, nu lød væsentlig bedre på forstærker nummer 2.

Det fik mig til at tænke på to andre ting. En dag i Audio Consult havde jeg dasket rundt i butikken mens jeg ventede på det blev min tur. I kælderen spillede en Cassandra Wilson på LP, som jeg kendte hjemmefra, og havde en helt fin lyd i mine øre. Oppe i stueetagen spillede en gammel jazzplade, ved ikke hvem, på et langt billigere anlæg, men det lød pænt meget bedre. Jeg kommenterede det overfor Anders (manden i butikken), at hans billigere anlæg lød bedst, hvortil han svarede, at det var lydkvaliteten på 50'er jazz pladen, der bare var temmelig meget bedre.

Den anden ting var noget jeg havde læst. Tog man et godt anlæg og bad ejeren udvælge de 5 bedst lydende plader han havde og tog de 5 plader med over til en anden med et godt anlæg, ville de 5 medbragte ikke lyde specielt godt, i forhold til hvad nr. 2 anlægsejer selv kunne hive frem fra hylderne.

Så mit spørgsmål er sådan set, hvad gør man i det omfang man bygger lidt grej selv og gerne vil kunne evaluere frem og tilbageskridt? Hvis en af ens referenceplader pludselig lyder dårligere, og en ikke-referenceplade rykker ind og lyder bedre, kan man jo godt komme i tvivl om selve anlægget er blevet bedre eller dårligere. Bruger man f.eks. altid de samme 5 plader til at evaluere sit anlæg efter ombygning, kan man jo så ganske enkelt gå glip af et fremskridt, der viser sig på nogle helt andre plader. Det samme gælder vel også de mennesker der tager rundt og lytter med den samme håndfuld plader.

Hvordan oplever i det?

P.S.

Kan ikke huske jazzpladen, men noget sen halvtredser i denne stil. Ben Webster dog  anno 1970 spiller "Old Folks" i København. http://www.youtube.com/watch?v=rQVVLAO-9LU

Cassandra Wilson er hende her: http://www.youtube.com/watch?v=1591gryAMyo

Jeg ved præcist hvad du mener Mellemhjul - og det er temmeligt frustrerende - og lidt fedt

Efter at jeg  skiftede midlertidig fra luxman til sansui for nylig er plader som før var præcise blevet slappe og andre der før var ligegyldige er blevet meget vedkommende.- Gerry Mulligan bariton som før havde en raspende kant er blevet som tykflydende nektar , mens Tori Amos på the beekeeper går i bass selvsvingn samtidig med at Kind og Blue aldrig har lydt mere overbevisende end via Sansui'en (begge forstærkere kun anvendt som pre)

Min Coral MC88DX som før fik baghjul af Denon 110, synes pludseligt mere nuanceret og musikalsk

(Hvis nogen skulle falde over en low out put pu fra coral der hedder MC82 så sig lige til - den har VdH nål - den ville jeg gerne lytte til)

Sjovt du nævner Ben Webster - på den nye 8CD boks "Dig Ben" er der to gode indspilninger af "Danny Boy" - den der starter som første track på en af cd'erne er så voldsom når det er sansuien/cyrus at det føles som når man uforvarent havde taget opstilling i nærheden af tågehornet på de gamle storebæltsfærger.

Så jo - når man ikke har råd til et hammer dyrt nyt reference anlæg og samtidig holder af at pusle med gammelt grej så vil man nok altid opleve at ens musikalske livlinier flytter sig.

Jeg hører Jazz 65% (mest beebob, bob og hard bob - mest 3-6 personers orkestre) og 30% klassisk (alt muligt - dog sjældent moderne kompositioner)  - og 90% af dette på vinyl - derfor er det lidt nemmere at justere et vintage anlæg til ens smag - skulle jeg høre Madonna, 50cents, Red Hot Chilli P. m.l. - Ville jeg nok blive nødt til at stoppe så meget om på mine horn at jeg ikke ville få det fulde udbyte ud af min yndlingsmusik






__________________
for tiden afspiller jeg meget musik - det lyder godt

Frustrende eller fedt

Må indrømme at min fumle rundt periode med at afprøve anderledes ting nærmer sig slutningen, så meningen var nu at begynde at gå efter at få bygget noget pænt, vellydende og holdbart grej med masser af vellyd. Men umiddelbart ser det ud til at der er to tendenser i det. Den ene er, at gamle ukomprimeret optagelser lyder klart bedre i takt med at anlægget bliver bedre. Den anden er at nyere optagelser der lyder "fedt" på en version anlæg, ikke nødvendigvis lyder "fedt" på et andet anlæg. Så er det om man kan vide sig sikker på det forholder sig sådan?

Af relativt indlysende grunde foretrækker jeg at evaluere med CD plader, der er for mange spøjse kombinationer med pladespilleren. Og CDen der voksede i kvalitet var "Ben Webster meets Oscar Peterson", en plade jeg hidtil har vurderet som lidt kedelig, men pludselig var den så et lille mesterværk. Derfor var han nævnt.

Mellemhjulet skrev: Frustrende eller fedt Må indrømme at min fumle rundt periode med at afprøve anderledes ting nærmer sig slutningen, så meningen var nu at begynde at gå efter at få bygget noget pænt, vellydende og holdbart grej med masser af vellyd. Men umiddelbart ser det ud til at der er to tendenser i det. Den ene er, at gamle ukomprimeret optagelser lyder klart bedre i takt med at anlægget bliver bedre. Den anden er at nyere optagelser der lyder "fedt" på en version anlæg, ikke nødvendigvis lyder "fedt" på et andet anlæg. Så er det om man kan vide sig sikker på det forholder sig sådan? Af relativt indlysende grunde foretrækker jeg at evaluere med CD plader, der er for mange spøjse kombinationer med pladespilleren. Og CDen der voksede i kvalitet var "Ben Webster meets Oscar Peterson", en plade jeg hidtil har vurderet som lidt kedelig, men pludselig var den så et lille mesterværk. Derfor var han nævnt.

Man skal altid være meget bevidst om hvilke indspilninger der egner sig til at vurdere et anlæg eller blot enkelte komponenter. Simpelt optaget akustisk musik helt fri for, eller med et minimum af manipulation er at foretrække. Du bør lave dig en "favoritliste" med nogle faste skiver fra samlingen med et bredt udsnit af de instrumenter/besætninger du typisk hører.  Hvis vi bliver i jazzafdelingen er det muligt at dække sig ind med lutter danske udgivelser hvor musikken i sig selv gør at de bør være i samlingen. Udgivelser hvor der med sikkerhed ikke er brugt kompresion eller limitering af nogen art er det lidt sværere at finde, men de findes, også uden at det musikalske indhold er nødlidende. Der er ikke noget værre end musikalsk overflødige demoplader

Ja, den indspilning man troede var perfekt på ét anlæg, kan på et andet vise nogle uheldige sider af sig selv. Sådan er det bare. Derfor er det ikke nok at have 4-5 indspilninger som man altid bruger. Og det er også en lidt trist måde at behandle musikken på de 4-5 indspilninger på, fordi man jo mister glæden ved den hvis man hører den for tit.

Se evt. dette essay: http://www.audionote.co.uk/articles/art_audio_hell.shtml

Peter Qvortrup mener vist ligefrem at man nærmest skal bruge helt forskellig musik fra gang til gang. Det er jeg ikke helt enig med ham i, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at bruge nogle gengangere, men jeg synes det vækker stof til eftertanke. Navnlig er jeg enig i at man skal forsøge at lytte til hele musikværker mens man tester udstyr, og ikke bare nogle minutter af hver.

jastrup skrev: Ja, den indspilning man troede var perfekt på ét anlæg, kan på et andet vise nogle uheldige sider af sig selv. Sådan er det bare. Derfor er det ikke nok at have 4-5 indspilninger som man altid bruger. Og det er også en lidt trist måde at behandle musikken på de 4-5 indspilninger på, fordi man jo mister glæden ved den hvis man hører den for tit. Se evt. dette essay: http://www.audionote.co.uk/articles/art_audio_hell.shtml Peter Qvortrup mener vist ligefrem at man nærmest skal bruge helt forskellig musik fra gang til gang. Det er jeg ikke helt enig med ham i, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at bruge nogle gengangere, men jeg synes det vækker stof til eftertanke. Navnlig er jeg enig i at man skal forsøge at lytte til hele musikværker mens man tester udstyr, og ikke bare nogle minutter af hver.

Jeg har da musik jeg hører næsten dagligt, og det bliver bedre og bedre.

Selvfølgelig skal man bruge en fast mængde indspilninger man er fortrolig med  og som man kender helt ned i detaljen. Hvis det overhovedet er muligt så brug indspilninger med musik optaget på lokaliteter hvor du har hørt samme musik eller tilsvarende i virkeligheden. Indspilningerne skal selvfølgelig være af en teknisk standard der gør dem egnede til testformål.

P.Q. er skåret af samme læst som Ivor fra det skotske højland, det er meningen at du skal vælge deres produkter og ikke noget som helst andet

@Bjørn: Audiofil testskiver er bestemt noget Fanden har skabt, "nødlidende" er et velvalgt ord her. Mange af dem er temmelig kedelige.
Dansk jazz er nu heller ikke min stærkeste side, men vil bestemt tro at der er en del indspilninger i glimrende kvalitet derude, både musikalsk og indspildningsmæssigt efter min begrænsede viden.  Dansk Guldalder Jazz 1 - 4 og en soloplade med Kjeld Bonfils rækker dog nok ikke langt nok her. Men der er da nogle stykker af de udlandske der kan bruges. Heldigvis er der nok brugt væsentlig mindre manipulation med lyden på de fleste jazzplader i forhold til ren pop. (Den der forfærdelig stemmedims på Brd. Olsens Grand Prix vinder f.eks.)

@jastrup: Meget fint essay, det sætter fingeren på nogle ømme punkter. Lige den vinkel med at sammeligne forskellige apparater kan man nok ikke rigtig bruge når man ændre/ombygger. Lige den vinkel kan vel også bruges til at trimme lyden i apparaterne, så de skille sig positivt ud fra det man sammenligner med. P. Q. er vist også en god handelsmand, og temmelig dygtig til at prissætte/lydsætte sine ting, så man oplever klare forskelle fra version til (opgraderet) version. Jeg har sådan en følelse af, det er lidt for godt lavet på det område.

Der var engang en artikel af en Søren Basbøll i High Fidelity hvor han var inde på samme emne. Han mente at man måske stillede de forkerte spørgsmål når man skulle evaluere en ændring i anlægget. Han mente at spørgsmål som, løst fra hukommelsen:

• Forstår jeg komponistens mening med lige den sekvens bedre?
• Er det nemmere at forstå musikernes sammenspil, lyder de mere som de spiller sammen?
• Er de nemmere at forstå musikken?

var vigtigere spørgsmål end, er bassen mere tør? er der mere luft omkring stemmen? er baggrunde mere sort? hvis man skulle videre med lyden i anlægget.

Så måske er det ikke så meget testplader, som hvad man skal efterspørge der er problemet?

Mellemhjulet skrev: @Bjørn: Audiofil testskiver er bestemt noget Fanden har skabt, "nødlidende" er et velvalgt ord her. Mange af dem er temmelig kedelige. Dansk jazz er nu heller ikke min stærkeste side, men vil bestemt tro at der er en del indspilninger i glimrende kvalitet derude, både musikalsk og indspildningsmæssigt efter min begrænsede viden.  Dansk Guldalder Jazz 1 - 4 og en soloplade med Kjeld Bonfils rækker dog nok ikke langt nok her. Men der er da nogle stykker af de udlandske der kan bruges. Heldigvis er der nok brugt væsentlig mindre manipulation med lyden på de fleste jazzplader i forhold til ren pop. (Den der forfærdelig stemmedims på Brd. Olsens Grand Prix vinder f.eks.) @jastrup: Meget fint essay, det sætter fingeren på nogle ømme punkter. Lige den vinkel med at sammeligne forskellige apparater kan man nok ikke rigtig bruge når man ændre/ombygger. Lige den vinkel kan vel også bruges til at trimme lyden i apparaterne, så de skille sig positivt ud fra det man sammenligner med. P. Q. er vist også en god handelsmand, og temmelig dygtig til at prissætte/lydsætte sine ting, så man oplever klare forskelle fra version til (opgraderet) version. Jeg har sådan en følelse af, det er lidt for godt lavet på det område. Der var engang en artikel af en Søren Basbøll i High Fidelity hvor han var inde på samme emne. Han mente at man måske stillede de forkerte spørgsmål når man skulle evaluere en ændring i anlægget. Han mente at spørgsmål som, løst fra hukommelsen: Forstår jeg komponistens mening med lige den sekvens bedre? Er det nemmere at forstå musikernes sammenspil, lyder de mere som de spiller sammen? Er de nemmere at forstå musikken? var vigtigere spørgsmål end, er bassen mere tør? er der mere luft omkring stemmen? er baggrunde mere sort? hvis man skulle videre med lyden i anlægget. Så måske er det ikke så meget testplader, som hvad man skal efterspørge der er problemet?

De 3 punkter du refererer til er noget pseudofilosofisk sludder der har meget lidt eller intet med gengivelsen at gøre. Forstår man ikke musikken på et husmandsanlæg så er løbet kørt

Du kan jo starte med den eneste udgivelse i eget navn fra den afdøde danske pianist Atli Bjørn. Det er både trio og solopiano, optagelser fra 1979 og 1982 optaget af Danmarks Radio. LP'en er nok udgået men cd'en har nummer STUCD 19710 (Stunt Records) og titlen er Atlicity. 

Ellers er der jo hele Steeple Chase kataloget, Storyville, Mecca Music, Olufsen og alle nyudgivelserne fra Stunt, Sundance og Calibrated (eksempler) Der er mere god dansk jazz, og flere (fremragende) danske jazzmusikere end nogensinde før, men uden publikum varer det ikke ved.

 

Bjørn skrev: Mellemhjulet skrev: Der var engang en artikel af en Søren Basbøll i High Fidelity hvor han var inde på samme emne. Han mente at man måske stillede de forkerte spørgsmål når man skulle evaluere en ændring i anlægget. Han mente at spørgsmål som, løst fra hukommelsen: Forstår jeg komponistens mening med lige den sekvens bedre? Er det nemmere at forstå musikernes sammenspil, lyder de mere som de spiller sammen? Er de nemmere at forstå musikken? var vigtigere spørgsmål end, er bassen mere tør? er der mere luft omkring stemmen? er baggrunde mere sort? hvis man skulle videre med lyden i anlægget. Så måske er det ikke så meget testplader, som hvad man skal efterspørge der er problemet? De 3 punkter du refererer til er noget pseudofilosofisk sludder der har meget lidt eller intet med gengivelsen at gøre. Forstår man ikke musikken på et husmandsanlæg så er løbet kørt Du kan jo starte med den eneste udgivelse i eget navn fra den afdøde danske pianist Atli Bjørn. Det er både trio og solopiano, optagelser fra 1979 og 1982 optaget af Danmarks Radio. LP'en er nok udgået men cd'en har nummer STUCD 19710 (Stunt Records) og titlen er Atlicity.  Ellers er der jo hele Steeple Chase kataloget, Storyville, Mecca Music, Olufsen og alle nyudgivelserne fra Stunt, Sundance og Calibrated (eksempler) Der er mere god dansk jazz, og flere (fremragende) danske jazzmusikere end nogensinde før, men uden publikum varer det ikke ved.

He - he, som i forlængst forgangne tider frafalden filosofistuderende, er jeg nu meget i tvivl om man overhovedet kan skelne mellem "pseudofilosofisk" og "filosofisk" spørgsmål

Jeg citere lige fra en anmeldelse her på siden, noget kabel værk:

Svar på spørgsmål er ikke altid så spændende som hvilket spørgsmål der stillet. Et eksempel på et ledende spørgsmål er den klassiske: "Er du holdt op med at slå din kone?". En teknik der vist er kendt blandt Linn sælgere, det er jo altid muligt at stille en type spørgsmål, der ved et bekræftende svar, for en evt. køber til indirekte at bekræfte at et givent produkt er et andet overlegent, udfra de af sælgeren implicit formulerede spørgsmål og dermed fokusområder.

De af Søren Basbøll nævnte spørgsmål er muligvis ikke de rigtige, men spørgsmål som man i en sammelignende situation mellem f.eks. to kabler kan stille, hvis man holder det op mod ovenstående testbid, er måske heller ikke så anvendelige.:

• "Er bassen tør som Sahara?"
• "Er stemmer gået fra at være levende til at være naturlige?"
• "Er mellemtonen sprød og mør?"

Jeg kan sagtens vurdere om bassen er mere fast, om diskanten klinger mere naturligt og den slags. Men jeg har også indset, at selvom et anlæg er bedre end mit på alle de områder hvor jeg kan stille den slags spørgsmål, er det ikke sådan jeg så synes det nødvendigvis er bedre end mit. I sidste ende fører den slags spørgsmål ikke nødvendigvis til en bedre oplevelse foran stereoanlægget, efter min ringe erfaring.

Måske skulle jeg bare droppe det med spørgsmål, og så styre efter hvad jeg nu bare synes om lyden når jeg evaluere en ændring i anlægget, sådan bare: "Nåh, jeg havde lyst til det lød på den måde..." agtigt. Men på et forum som det her som beskriver, anmelder, og foreslår udstyr, havde jeg nu håbet, der var nogle guldkorn om de mekanismer der fik folk til at skelne godt fra dårligt. Men det meste virker lidt som ubevidste valg.

Nå, men der skulle være en "Atlicity" LP på vej. CD har vist nogle ekstra numre. Følgende citat pirrede min nysgerrighed lidt mere:


Der er heldigvis meget spændende og ukendt musik derude stadigvæk.