Neil Diamond, Koncert, Croke Park Dublin 2008

 

I starten af maj måned havde jeg fri fra arbejde, hvor det blev til daglig lytning af de eneste radioprogrammer ud over P1, jeg gider lytte til, ”Eldarado” med Jørgen De Mylius og "Brødre" med Alex Nyborg Madsen og en anden, jeg har glemt navnet på. På det tidspunkt var det nye Neil Diamond album, ”Home after dark”, der lige som forgængeren "12 songs", er produceret af Rick Rubin, lige kommet på gaden og fik masser af airplay i ovennævnte radioprogrammer.

 

Jeg kunne virkelig lide, hvad jeg hørte fra det nye album, hvilket lidt lige som det jeg hørte fra 12 songs, er et skridt væk fra den lidt for meget ”Las Vegas” stil, som jeg synes Neil Diamond var blevet for mig. Derimod er der væsentligt mere fokus på sangskrivningen og den gode melodi og tekst. Da jeg checkede hans hjemmeside for yderligere oplysninger, så jeg han gav koncert i Dublin. Da jeg gerne længe har villet en tur til Irland, var det ikke længe før jeg havde bestilt flybilletter hos Ryan Air og havde købt koncertbilletter hos Ticketmaster.

 

Dublin viste sig at være helt kanon. Fantastisk by at besøge, som jeg kun kan anbefale på det varmeste. Men da det her jo ikke er en rejsebeskrivelse, vælger jeg at fokusere på musikdelen af besøget, nemlig den efterhånden 67 år gamle amerikaner, Neil Diamond, koncert på Irlands gigantiske nationalstadion, ”Croke Park” lørdag d. 14. Juni 2008

 

Neil Diamond virker til at være væsentligt mere populær i engelsktalende lande, som jo f.eks. Irland, end han er i vores del af Europa. Således har han så vidt jeg kan se aldrig givet koncert i Skandinavien, mens han er et kæmpe koncertnavn i England og Irland, og således også da han endnu en gang besøgte Dublin i lørdags, hvor et sted mellem 52000 og 60000 havde fundet vej til det ikke helt udsolgte, men stadig væk godt fyldte Croke Park, hvor der kun var siddepladser, også på plænen. Det skal også nævnes, at Leonard Cohen spillede tre udsolgte koncerter i Dublin med hver 15000 tilskuere, mens Neil Diamond var i Irland, så det kunne måske være svært at få alle billetter solgt til koncerten.

 

Jeg frygtede, at lyden skulle blive et stort problem, som det ofte er ved store stadionkoncerter og i starten af showet lod lyden i den grad meget tilbage at ønske. Der var problemer med volumen, og mixet mellem de forskellige instrumenter virkede også lidt ude af kontrol. Heldigvis kom der styr på det og der hvor jeg var, blev lyden helt OK. Dog kan jeg forstå, at folk på andre tribuner var knap så heldige og måtte kæmpe med et kraftigt ekko.

 

Hvis man så ellers ser bort fra lydproblemerne i de første par numre, var koncerten absolut spitzenklasse og var noget af det bedste, jeg nogensinde har set. Med sig på scenen havde Neil Diamond et band bestående af i alt 13 kompetente musikere. Da jeg ikke før koncerten kendte til Neil Diamonds tourband, var det en meget stor positiv overraskelse at se, at han havde Maxine- og Julia Waters, der vel har medvirket på ca. en trillion plader over årene, med på backing vokal. Hermed var det klart den klart lækreste backing vokal, jeg nogensinde har hørt til en rock/popkoncert sikret. Når så nu Neil Diamond også stadig synger glimrende på trods af, at han har nået den danske pensionsalder, ja så skal jeg lede længe efter noget at klage over. Netop Neil Diamond virkede også voldsomt engageret og glad for at være i Dublin, og jeg syntes, at det lyste langt væk af, at han ikke bare var taget over Atlanten for at få endnu flere penge på hans i forvejen tykke bankbog, men simpelt nyder at være på scenen. At det så nærmest ville være kriminelt ikke at give en engageret optræden over for et så fantastisk publikum som det irske er en anden sag, men mere om det irske publikum senere.

 

Setlisten til koncerten var monstergenial, til et rent 13 tal eller 11 på en ti-skala. Super, Super blanding af de fantastiske, fuldstændigt tidsløse klassikere fra den tidlige del af hans karriere som f.eks. I’m a believer, Cherry Cherry og Solitary man og nyere numre som f.eks. titelnummeret til det seneste album ”Home after dark”, Don’t go there, Hell yeah og Pretty amazing grace og der var ikke kedeligt i øjeblik i løbet af de to timer, Neil og bandet var på scenen. Helt fænomenalt var det blandt andet, at vi fik en fuldstændig guddommelig udgave af ”America”, der ellers ikke rigtig er i setlisterne fra Neil Diamonds koncerter på den nuværende Europa-tour. Ud fra den fantastiske respons, han fik på det nummer, kunne det umiddelbart tyde på, at irere bare er gladere for amerikanere end f.eks. englændere er det.

 

 

Koncertpublikumet i Irland

 

Som tidligere nævnt var jeg meget imponeret over det irske koncertpublikum, der spillede en stor andel i, at denne koncert blev en af de allerstørste musikoplevelser i mit liv. Ved flere af de koncerter jeg har været til i Danmark over de senere år, har jeg i den grad undret mig over, hvorfor flere af koncertgæsterne overhovedet havde betalt så mange penge for billetterne, når de tydeligvis ikke var særlig interesseret i musikken, men syntes mere, at det var interessant at snakke i mobiltelefon og have diskussionsklub med andre venner og bekendte, man havde spottet i mængden. Her tænker jeg især på koncerten sidste år med Genesis i Herning og koncerten tidligere i år med Beach Boys i Horsens, hvor mange koncertgæster virkede interesseret i alt andet end musikken og endnu værre, nærmest var med til at ødelægge oplevelsen for alle os, der rent faktisk var taget til showet for at få en stor musikalsk oplevelse. Ved Genesis i Herning var det lige før, at man bare ventede på, at nogle af de uinteresserede koncertgæster spurgte, om man ikke lige kunne dæmpe musikken en anelse.

 

Irerne derimod er en helt anden historie, i hvert fald ved denne Neil Diamond koncert (og så vidt jeg har kunnet læse mig frem til også Leonard Cohen koncerterne). Fok var tydeligvis kommet for at have en god aften i byen med musikken i centrum. Ved de kendte uptemponumre var der en himmelhøjstemning, jeg aldrig nogensinde har været i nærheden at opleve til koncert noget sted i Europa. Til gengæld var publikum og så virkelig aktivt lyttende til de nyere, mere rolige numre. Havde det her været i Danmark var der højest sandsynligt gået kaffeklub i det for mange koncertgæsters vedkommende. Irerne udviste også et vældigt stort kendskab til hans sange. I Danmark ville jeg ikke have været overrasket, hvis mange koncertgæster kun kendte Sweet Caroline og var begyndt at råbe efter den allerede fra andet nummer, lidt hen ad Beach Boys i Horsens, hvor nogle glatnakker tilsyneladende kun var kommet for at høre Barbara Ann. En ting jeg også bed mærke i ved det irske publikum var, at jeg overhovedet ikke spottede nogen, der stod og optog koncerten på mobiltelefon. Efter min smag vildt fedt at, at man til koncerten går mere op i at nyde musikken, frem for at optage showet på et lamt lydmedie, blot for at bevise, at man var til showet.

 

Alt i alt var dette som nævnt en fantastisk koncertoplevelse. Det kan godt være at jeg får en større koncertoplevelse i 2008, men anser det for væsentligt mere sandsynligt, at solen frem over står op i vest, Pia Kjærsgaard kræver, at Danmark giver asyl til flere kriminelle udlændinge og AGF vinder Champions League inden for to sæsoner.