Følgende er min opfattelse af de forskellige termer, på baggrund af de mange rewievs jeg har læst og de "testsessioner" jeg har oplevet i hænderne på "eksperter" af den ene eller anden grad:
Om Basenheder:
Tilbagetrukken = ikke så anmasende, en basenhed der spiller som den skal uden at blive for dominerende og stjæle opmærksomheden fra resten af spektret (mellemtone/diskant). En basenhed kan dog også blive for tilbagetrukken og give et anlæg en transistorradio-lignende tynd lyd.
Blød/varm = som i mine øjne er to udtryk der dækker over det samme. En basenhed der dominerer lydbilledet lidt mere end den burde, men på en behagelig måde. En blød bas kan gøre det sværere at skelne de forskellige instrumenter fra hinanden (f.eks; stortromme, el-bas, kontrabas etc.) Varme/bløde basenheder egner sig godt til klassisk og jazz, da musikken bliver mindre anmasende og mere flydende.
Stram = En basenhed der reagerer "hurtigt" på impulser og finder sit nulpunkt med det samme igen. En stram basenhed kan virke lige så dominerende som en blød, men istedet for at få de forskellige instrumenter til at flyde sammen og lyde ens, kan en stram basenhed f.eks få en stortromme til at lyde unaturligt pap-agtig og en kontrabas til at lyde som om den lige har fået nye strenge. En stram basenhed egner sig godt til; elektronisk, pop, RnB, hiphop og lign. da disse genrer tit domineres af Synth-bas og trommebox, hvor timing er vigtigere end klang.
Naturlig/neutral= Basenheden der opfører sig som den bør og derved stiller krav til kvaliteten af kildematerialet.
Om mellemtoneenheder:
Blød/varm = (se basenheder) Vokaler bliver unaturligt behagelige, som om nogen har smidt et lagen henover sangeren/sangerinden. Egner sig igen godt til Jazz og klassisk, men også til f.eks rock, hvor trommer og guitar kan være for dominerende i volumen.
Stram= (se basenheder) igen kan en for stram mellemtoneenhed gøre vokaler, guitarer, blæserinstrumenter etc. næsten unaturlige at høre på.
Naturlig/neutral= En enhed der afslører kildematerialets lyd og som hverken udtværer eller opstrammer (læs - farver) sit frekvensområde.
Om diskantenheder:
Blød/varm = samme let behagelige påvirken af lydbilledet, en smule ude af fokus, men ikke så meget at stereobilledet forvrænges.
Luftig/tør = En diskant der får det til at lyde som om Miles Davis presser 2 liter ekstra luft igennem trompeten, hvor trianglen klinger som den bør og strygere, hihat og lign. bliver lette og ikke dominerer for meget. En luftig diskant har overskud og bliver ikke skærende i sin lyd (læs - negle på en tavle). En luftig diskant kan dog blive lidt for luftig, hvilket især går ud over perspektivet af stereobilledet og ændrer klangen af især blæseinstrumenter.
Skinger/skrap = En diskant der generelt er for fremtrædende. Den fremhæver S- og T-lyde hos vokalister unaturligt meget, får alt til at lyde som var det optaget i et glashus og giver, især ved høj volumen, en let hovedpine. En skinger diskant giver de fleste instrumenter (der befinder sig i de frekvenser) en unaturlig "mp3 spillet på microanlæg skruet godt over max. lyd", men kan igen godt egne sig til musikstilarter præget af Synthesizer o.lign.
Neutral/let = En diskant der er luftig, uden at miste fokus. Lyder som den skal og med tilpas overskud uden at dominere og blive for meget.
Der er sikkert en masse der er ganske uenige med mine kategoriseringer, men det er nu engang sådan jeg ser/"hører" det.
Sorry for romanen, men det var en god overspringshandling fra lektierne 
__________________
Mit Anlæg
NAD C355 BEE, Cambridge AZUR640C, NAD T515, SONY BDP-S350, Tannoy Sensys
DC1, Philips 32PFL7762D lcd.