I takt med at flere og flere vælger at lagre og afspille deres musik digitalt, er der opstået et behov for at få rippet ens cd-samling. Jeg gjorde det the hard way med en computer, et cd-drev og en hulens masse tid.
Jeg kan dog ikke lade være med at være en lille bitte smule misundelig over, at der i England og flere andre EU-lande tilbydes
ripping services som denne, hvor man sender alle sine cd'er til et firma, der så ripper alle cd'erne til en ekstern harddisk og sender det hele retur. For mange vil det være penge godt givet ud ift. den tid, man selv ville have brugt.
Hvorfor er den mulighed så ikke til stede i Danmark. Hele EU er jo underlagt
Infosoc-direktivet? Svaret er, at vi i Danmark har tilføjet lidt ekstra lækkerier med resultatet
Lov om ophavsret. Det er så vidt jeg kan se denne paragraf, der spænder ben for ripping services i Danmark:
Eksemplarfremstilling til privat brug
§ 12
Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om
1) musikværker
Jeg ved, at
Streamtech gerne vil kunne tilbyde ripping service, men at det ikke lader sig gøre. Det er jo "fremmed hjælp".
Mit spørgsmål er så: Hvordan omgår vi lovligt Lov om ophavsret, så folk alligevel kan få rippet deres cd'er på en mere belejlig måde end selvripping på egen pc?
Ude at vide det med sikkerhed, så gætter jeg på, at Streamtech og firmaerne i England benytter maskiner, der kan rumme f.eks. 100 cd'er ad gangen. Det betyder, at man kan sætte en ripping af mange cd'er i gang på een gang, og så ellers lade computeren passe sig selv. Hvis det tilfældet, så kunne man jo tænke sig denne mulighed:
1/ En virksomhed lejer et rum med computer og cd-rippe-maskine ud på time/dagsbasis. Folk skal selv sætte ripping i gang. Som jeg ser det, vil det være helt ok med manualer og deslignede, da det jo selvfølgelig også vil være lovligt at søge hjælp på f.eks. internettet, hvis man er i tvivl om, hvordan man ripper/benytter programmer osv. Men egentlig hjælp af personale går ikke an.
2/ Folk sætter ripping i gang og vender tilbage, når den er færdig. Betaler for leje af rum/computer og færdigt arbejde.
Ulempen er selvfølgelig:
* Transporttid til rippested - man skal både bringe og hente (må nødvendigvis ligge i større byer for at kunne løbe rundt)
* En udfordring for folk uden teknisk forstand (kommer dog an på, hvor nemt en maskine kan sættes op. Hvis det blot er: Fyld 100 cd'er på spindel og tryk start, så er det overkommeligt)
Hvordan ser I på det? Er modellen realistisk? Har jeg overset noget i ophavsretsloven?