Jeg er ked af at starte kritisk, men den der Sumoh Tine amp du linker til er jeg ikke vild med fordi den forventer at lydstyrken reguleres rent digitalt. Ren digital lydstyrkeregulering er efter min mening noget hø, fordi lydkvaliteten bliver dårligere og dårligere jo længere du skruer ned.
Forklaring:
Kan du huske de der VU-metre man havde på båndoptagere? Der var dem med visere og dem med en række lysdioder.
I princippet kunne dem med visere vise det præcise signal fordi viserne havde muligheder for at stå i alle positioner, viserne kunne altså godt vise 18,793 % af fuldt udslag.
Dem med lysdioder var mere begrænsede, hvis der var fx. 10 lysdioder fra 0 til 100% udslag ville 18,793% nok blive vist med 2 ud af 10 tændte lysdioder og du ville faktisk ikke kunne se forskel på om det var 18,793% eller 14,6% eller 19,9%. Jo flere lysdioder der var i displayet, des nøjagtigere kunne man få vist signalstyrken. Omvendt, hvis du forestiller dig et VU meter med kun 4 lysdioder ville det kun kunne vise om signalet fra 0, en kvart, en halv, trekvart eller fuld styrke = ikke specielt nøjagtigt.
Musikken på en CD skive svarer til at man har "filmet" et VU meter med 65536 lysdioder 44100 gange i sekundet og skrevet målingerne ned på skiven. CD afspilleren hjemme hos dig har så en volumenkontrol med 65536 indstillinger og skruer op og ned for lyden 44100 gange i sekundet i forhold til de tal den aflæser fra den CD du har lagt i. Resultatet bliver at du hører musikken næsten som det originale signal, "Næsten" fordi det originale signal havde uendeligt mange niveauer men blev delt op i 65536 trin. Forskellen på det oprindelige analoge signal og "trappestien med de 65536 trin" kaldes kvantiseringsstøj. Jo flere trin trappestien har, des tættere kan man komme på det originale signal og des mindre bliver kvantiseringsstøjen.
65536 trin er det samme som 16 bit.
Problemet med en digital volumenkontrol er, at den eneste måde den kan skrue ned for lyden er ved at begrænse antallet af trin. En 16 bit CD skive har som sagt 65536 trin mellem højeste og laveste lydnivaeau. En digital lydstyrke fungerer ved at skrue ned for antallet af mulige trin. Hvis du fx. vil høre musik ved et stille og roligt baggrundsniveau er du måske ude i at signalet der før gik fra 0 til 65536 nu er begrænset til at gå fra 0 til 800, dvs. opløsningen er blevet væsentligt dårligere og kvantiseringsstøjen fylder væsentligt mere i lydbilledet. Med en digital lydstyrke er du altså ude i at musikken lyder mere og mere støjfyldt jo længere du skruer ned.
Den korrekte løsning er at regulere på hvor kraftigt forstærkeren forstærker det analoge signal til højttalerne i stedet for at begrænse det digitale signal på indgangen. Sumoh Tine amp'en tilbyder ingen mulighed for at regulere hvor kraftigt den forstærker det den putter ud på højttalerudgangen, så den tvinger dig til at begrænse og gøre det digitale signal dårligere hvis du ønsker at spille lavere end fuld styrke.
Nå, lang svada om din forstærker, den har ikke et lydmæssigt design jeg ville vælge..
Nu til det spændende..

Du kan godt bruge din Asrock til at lagre musik og film på. Du kan også godt bruge den til at afspille musik og film med, fx. ved at bruge programmet XBMC som laver nogle flotte, tydelige menuer på dit TV.
Til film er det rigtigt fint, win 7 har indbygget en masse codecs og burde kunne vise de fleste formater uden bøvl. Du kan evt. investere i en fjernbetjening med infrarød usb-modtager, der er et udvalg her:
http://www.mm-vision.dk/produkter/visgruppe.asp?action=shop& amp;menu=mediacenter&gruppe=htpcremote - så kan du med lidt opsætning styre slagets gang ovre fra sofaen.
Asrock'en kan også godt bruges til at afspille musikken, men det kræver at du har TV'et tændt for at kunne se hvad du vælger. Jeg lagde ud med en tilsvarende løsning, men blev meget hurtigt træt af at skulle tænde for 50" plasma for at vælge musik. Jeg endte med at købe en Sonos ZP90 hos Hifiklubben og bruge min Ipod Touch som fjernbetjening istedet - det fungerer rigtigt godt. Sonos'en kan sagtens hente musikken fra Asrock'ens harddisk.
Jeg har ikke erfaring med at bruge Ipod'en som musikafspiller så jeg skal ikke kunne sige om Ipod + dock dækker dit behov for musik og betjening.
Sådan lidt opsummeret ville jeg starte med at finde en forstærker med volumenkontrol, gerne fjernbetjent, så er du også ude over problemet med at du ikke kan justere lyden på dock'en og du slipper for at forringe musikken blot fordi du ikke er i humør til at høre musik for fuld skrue.
Efterfølgende vil jeg foreslå dig at lege med XBMC på Asrock'en, jeg synes det er et kanon program, specielt kombineret med en fjernbetjening.
Sidst vil jeg foreslå dig at kigge på noget Sonos til musikken, bestil evt. en ZP90 over nettet fra Hifiklubben, så har du to uger til at nørde med den og se hvad den kan sammen med din Ipod inden du beslutter dig for om du vil gøre brug af din returret. Mit bud er at du beholder den, det er en stærkt vanedannende måde at høre musik på.
Jeg håber ikke jeg fik hægtet dig af med kritikken og alt det nørdede i starten..