hifiteknik skrev:
| Tanken var nok at gemme alle mine cder i et format hvor mindst muligt går tabt.
FLAC vs 320 kbit mp3? |
|
|
Start med at rippe din pladesamling i et tabsfrit format (fx. flac eller Apple's alac). Det kan du fx. gøre med dbpoweramp
http://www.dbpoweramp.com/cd-ripper.htm som er et ret fikst program. Programmet genkender den plade du ripper og når den er færdig med at rippe regner den en checksum ud og undersøger på nettet om du har fået samme checksum som andre der har rippet samme plade. Hvis du får en anden checksum end flertallet er der nok gået noget galt undervejs og du kan bede programmet forsøge igen.
Når du er færdig har du en mappe med alle dine plader rippet i et format der har præcis de samme informationer som der var på pladerne, dvs. lydkvaliteten er 100% intakt.
Herefter bruger du dbpoweramp batch converter til at lave en plade om til 320 kbit mp3 og 128 kbit mp3. Du har nu tre versioner pladen, den tabsfrie flac version, en 320 kbit mp3 version hvor der er smidt noget lyd væk du ikke burde kunne høre alligevel og en 128 kbit mp3 version hvor der er smidt noget mere lyd væk som du ikke burde kunne høre.
Tid til at lytte om du kan høre forskel. Til det brug vil jeg anbefale dig programmet Foobar
http://www.foobar2000.org/ med ABX modulet
http://www.foobar2000.org/components/view/foo_abx som ekstraudstyr. Der ligger en vejledning i installationen af ABX modulet på hjemmesiden.
Du starter foobar op, trækker Stairway to Heaven i flac version over og trækker Stairway to Heaven i 128 kbit mp3 version over. I foobar markerer du begge filerne, højreklikker og vælger Utilities, ABX test.
ABX testen er en kasse med en række knapper. Når du trykker på Play A og Play B kan du høre de to forskellige versioner, og hvem ved, måske kan du godt høre at 128 kbit versionen lyder en smule klemt og mudret i forhold til flac versionen. Når du har fundet ud af at høre forskellen, så klikker du på Play X og Play Y knapperne for at finde ud af om det er X eller Y der er 128 kbit versionen. Når du er sikker på at Y er den samme som A og X er den samme som B klikker du på knappen "Y is A, X is B" og får at vide om du ramte rigtigt.
Herefter klikker du igen på X og Y for at høre hvad der er hvad, og når du er sikker i din sag klikker du enten "X is A, Y is B" eller "X is B, Y is A" og ser om du ramte rigtigt. Gentag forsøget fx. 10 gange indtil du er sikker på om du kunne høre forskel eller om du bare gættede.
Personligt kunne jeg høre forskel på flac og 128 kbit, dog ikke på alle numre. Der hvor jeg tydeligst hørte forskel var på numre med tydelige bækkenslag, i 128 kbit virkede bækkenerne "blævrede" mens de ringede uden "blæver" på flac versionen. Når der var tydelige bækkener kunne jeg kende forskel 10 ud af 10 gange. På andre numre havde jeg sværere ved at høre forskel.
På 320 kbit vs. flac var det skidesvært, jeg syntes at jeg kunne høre en lille smule forskel, men jeg endte med scores fra 4 ud af 10 til 6 ud af 10, hvilket indikerer at jeg faktisk ikke hørte nogen forskel alligevel.
Resultatet af min lyttetest er blevet at jeg nu har min musik liggende i to formater, det tabsfrie flac format jeg bruger når jeg hører musik i stuen og 320 kbit mp3 som gør at jeg kan have hele min pladesamling med på min transportable afspiller.
Hvis nu du ender med at finde ud af du sagtens kan nøjes med fx. 320 eller måske 192 kbit mp3, så behold alligevel de originale flac filer. Harddiskplads koster ikke alverden idag og det er skidesurt at skulle rippe hele din pladesamling om hvis du en dag får nogle nye lyttebøffer hvor du KAN høre forskel.