Kære alle hifi-folk.
Jeg er ikke sikker på at dette er det rette forum - men kunne ikke finde et bedre. Moderatorer kan flytte emnet hvis nødvendigt.
Følgende er undren er opstået under mit studie til ingeniør.
Det er bevist at en hvilkensomhelst kontinuer kurveform er en sum af et endeligt antal sinus-kurver.
Med andre ord kan f.eks. alle lyde nedbrydes til et endeligt antal sinus toner, hver med sin passende styrke, frekvens og fase.
Hvis nogen vil modargumentere kan de læse dette http://mathworld.wolfram.com/FourierSeries.html
- der er et udmærket matematisk bevis. Hvis nogen stadig vil modargumentere skal de nok finde en anden tråd :-)
Her kommer min undren så i spil: Det er et faktum at en 10 KHz firkant tone består af en grundtone, der har sinus form, plus et antal overtoner der alle hver især også har sinus-form. Disse overtoner er præcis d. 3,5,7,9 osv. harmoniske, eller 30, 50, 70, 90 kHz. osv.
Se evt. http://mathworld.wolfram.com/FourierSeriesSquareWave.html
Nu er det jo forbeholdt hifi-guder at kunne høre 30 kHz og derover. Os alm. dødelige må nøjes med ca. 20.000 Hz.
Hvis man forestiller sig at man afspiller en sådan firkant tone på et ideelt anlæg, dvs. et anlæg uden nogen øvre grænsefrekvens hele vejen fra tonegenerator til højtaler... fuldstændigt utopisk og umuligt iøvrigt.... ville man så kunne høre forskel på en 10 kHz firkant og en 10 kHz sinus?
Mit teoretiske svar er klart: Nej!
Jeg har af gode grunde ikke afprøvet det i praksis. Men det sætter en hel del tanker igang omkring kurveformer på lyde, og hvordan vi opfatter dem... i princippet vil vi jo kun opfatte grundtonen i 10 kHz signalet. Og så er det dermed ligegyldigt om det er en firkant eller en sinus der afspilles! Vores øre har jo et filter (med tilhørende fasedrejning) indbygget - i form af den øvre høre grænse....
Bemærk iøvrigt at endelige Fourier-rækker gælder for kontinuerte signaler, og at en Fourier-række kan afdække samtlige frekvenskomposanter i et givent kontinuert signal - hvilket leder mig hen til at et diskontinuert signal er en u-endelig Fourier-række. Det giver også meget god mening, da netop en firkant-kurveform principielt har en stigetid på 0 sekunder. Kurven skifter, ideelt set, med andre ord fra én tilstand til en anden - på nul tid, og netop derfor skal der bruges en tone med uendelig høj frekvens for at opnå dette - derfor den uendelige Fourier-række, da den uendeligt høje frekvenskomposant jo skal med. Dette kan under ingen omstændigheder finde sted i praksis idet endnu ingen har formået at fremstille noget der er hurtigere end lysets tøven. Jeg vover pelsen ved at sige, at det nok heller ikke kommer til at ske i min tid på jorden.
Er det så fuldstændigt latterligt når producenter af HiFi udstyr skriver deres produkter har frekvensgang fra 3 til 150.000 Hz?
Det kan man jo fundere over... Der er matematiske love der byder, at ethvert filter har en fasemæssig påvirkning. Der er også videnskabelige påstande (af nogen kaldet beviser) for, at faseændringer er meget hørbare i det øverste område af frekvenspektret - og andre der påstår det modsatte. Betragter vi en HiFi kæde fra kilde til højtaler med integreret forstærker i midten, vil enhver kunne påvise at mindst 3 filtre er i spil: 1 filter for den øvre grænsefrekvens i kilde-apparatet (kan f.eks. være en CD-spiller), 1 filter i forstærkeren, og 1 filter i diskantenhedens naturlige afrulning - den kan slet og ret ikke spille f.eks. 70.000 Hz - den tilførte energi ved denne frekvens bliver til varme, og kun en meget lille, faktisk ubetydelig del, bliver reelt til membransvingninger - som vi som sagt ikke kan høre.
Såfremt vi kan høre fasedrejning i en og eller anden grad kan man gøre sig til talsmand for, at disse filtervirkninger skal ligge så langt væk fra det hørbare område som muligt. Fasedrejning bliver som tommelfingerregel signifikant en dekade under delefrekvensen. Altså vil et filter ved 20 kHz have begyndende fasedrejning ved 2 kHz - der jo absolut kan høres af de fleste - tonen ihvertfald. Netop denne problematik menes af mange at være årsagen til at de første CD-afspillere lød dårligt, sammenlignt med dem der kan købes idag.
Da CD-audio, som vi kender det, har en øvre grænsefrekvens på 22.050 kHz og en vertikal opløsning på 0,0014698730257030331797545844468969 dB pr step, med 65536 step (16 bits) vil jeg vove den påstand at ingen i hele verden bør kunne høre forskel på CD-Audio og HDCD/DVD-audio - bedre kendt som 24 bit/96kHz... Samtidig ved jeg, at jeg med egne ører, har dog ikke prøvet i blindtest, kan høre markant forskel... men er det opløsningen i sig selv, eller er det andre, f.eks. filter, faktorer der spiller ind?
Er der andre end mig der synes at ovenstående rokker ved definitionen af god lyd? Videnskaben har jo før haft skyld i at visse uforklarlige ting ligepludseligt blev enddog meget jordnære...
Mvh Hans-Henning
PS Digital er latin, og betyder at skifte fra én tilstand til en anden på nul tid... og her kaster vi om os med såkaldt "digital audio"-udtryk? Det er jo i sagens natur noget vrøvl! Det burde hedde "tidsdiskret-audio" - det har principielt intet med digital at gøre! Men sådan er der jo så meget!