Er endelig kommet igang med at sortere i de brugte bånd, som i ren iver blev købt i efteråret og har startet denne tråd, så vi kan finde ud af hvilke bånd der holder sig bedst og lyder godt ved nyindspilning.

Båndene i bunken er TDK SA og Maxell XL-II fra midt-90'erne, TDK SA-X og Maxell UD XL-II fra midtfirserne.
Ikke de allerypperste topbånd, men det gør jo heller ikke noget, hvis bare de er stabile (dropouts) og har et rimeligt signal/støjforhold.

Jeg starter med hurtige prøvelytninger på en Sony WM-D6C. Egentlig bare for at høre om den forrige ejer optog korrekt og om der er dropouts. Jeg lytter også efter om lydbilledet står fast og at luften i musikken ikke blafrer. Dette kan være dårligt magnetlag, men også dårlig optageteknik/mekanik.

Nyoptagelse foretages på Studer A721, som alignes til båndtype og Dolby-B. Der køres med manuel indspillestyrke. Efter alignment foretages prøveoptagelse hvor indspillestyrken justeres og der lyttes nøje efter om båndet når mætning, hvilket finder sted tidligere end man skulle tro. Basområdet er den store synder. Spidserne skal med.

Dem der efter første prøvelyt var bedst var dette Maxell XL-II:

Lydbilledet stod klippefast, nul dropouts og fin diskant. Med andre ord, både rimelig optaget og godt båndmateriale. Båndet har vel 15 år på bagen og er som nyt. Jeg har endnu ikke foretaget nyoptagelse på disse bånd, så det er for tidligt at komme med en endelig konklusion.

Dette Maxell XLII-S:

Prøvelyt: Blafrende luft. Ikke godt. Sikkert optaget på dårlig båndoptager. Nyoptagelse: Ren og stabil optagelse, men et overraskende dyk i diskanten. En alignment til optagelse uden Dolby blev bedre. Det løfter dog båndsuset og det lyder en tand klarere. Det er ikke helt i top. 3 stjerner.

TDK SA 100 minutter:

Prøvelyt. Båndmateriale okay. Ingen dropouts. Nyoptagelse: Fint og stabilt lydbillede. Både båndbasen og magnetlaget er tyndere på bånd >90min og det kan mærkes. For at undgå mætning, skal indspillestyrken sænkes markant, hvilket reducerer signal/støjforholdet. Skal ikke bruges til kritiske optagelser.  3 stjerner.

Og til et par andre bånd

TDK MA-XG 60 (Billedet er en 90'er)

Optagelse: Stabilt lydbillede, godt signal/støjforhold. Fremragende. 5 stjerner.

TDK MA-XG 60

Optagelse: Stabilt lydbillede, godt signal/støjforhold. Fremragende. 5 stjerner.

 

Bare for lirets skyld: Jeg har et par endnu uåbnede TDK MA-R fra 1979.....

.....men kan ikke nænne at åbne dem.

Maxell XL-II

Optagelse: Aldeles hæderligt. Ingen alvorlige dropouts. Stabilt lydbillede. Fint dynamikområde. 4-4½ stjerner.

 

Billeder hentet fra:

http://c-90.org/catalogue/tapes

Hvad er Jeres erfaringer ?

...vi dykker igen.

Maxell MX-60. Metalbånd fra 1980'erne. Samme udseende, bortset fra tallet.

Optagelse: Man skulle ned på peak -6dB, før det hele fungerede og selvom der blev brugt Dolby-B var det brugbare dynamikområde ikke stort. CD'en blev optaget korrekt, men spørgsmålet er hvor anvendeligt det er, når det er båndets evne til at formidle musik med så få begrænsninger som muligt, det drejer sig om. Et metalbånd der kan overses ved det næste raid på et loppemarked. Nyere CrO2 bånd er bare bedre. Til gengæld har kassetten et mere vellykket design end mange nyere kassetteskaller. Det vil overleve hér med et nyt bånd i. Om man vil gå efter det, må være en smagssag.

CD: Nelly Furtado, "Folklore", de 5 første numre. Klare og præcise spidser og en rentonet dybbas.

Lyttekæde: Philips CD207->Hjemmelavet kabel->Båndoptager->Sennheiser HD600

Anvendt procedure: Bånd isat. Spolet nogle minutter frem. Alignet. Optagelse. Indspillestyrken skruet op indtil tydelig overstyring har fundet sted. Herefter skruet ned til et niveau hvor spidser er frie, dybbassen klar og stram, luft og frigjorthed til stede. Indspillestyrken noteret. Det samme med det oplevede båndsus.