| Sendt: 25 Juli 2004 kl. 14:25 | IP-adresse registreret
|
|
|
Malmgren: Jeg kan da gøre et forsøg, der er:
Klasse A, hvor udgangstrinet hele tiden forbruger hvad der svarer til
max. strøm for den opgivne udgangseffekt. (Meget energi frådsende, men
også traditionelt anset som det bedst lydende).
Klasse B, hvor udgangstrinet kun fungerer som serie regulator for det
signal der sendes ud til højttaleren. (Kombineret med klasse A i små
effekter, er dette det mest udbredte 'gammeldags' princip, pga.
rimeligt kompromis mellem effektforbrug og lydkvalitet).
Klasse C, hvor der kun trækkes strøm i en lille del af signalforløbet,
for at mindste effekttabet. Dette princip anvendes primært i
radiosendere til at holde en svingningskreds 'kørende'. Om det kan
anvendes til audio? Tja .. med lidt kreativitet .. :-)
Klasse D, hvor udgangstrinet afleverer enten fuld plus forsyning eller
fuld minus forsyning. Altså en firkant. Musiksignalet moduleres ind i
firkanterne ved at variere den tid signalet hhv. plus og minus.
Fordelen er at der praktisk taget ikke spildes noget effekt i denne
type forstærkere, som derfor kan laves utroligt kompakte og holdbare.
Lyden har i mange år haltet bagefter, men de sidste 3-4 år er der
begyndt at ske noget på den front også. Grundlæggende er der 2 typer
modulatorer, som er 'hjernen' i en klasse D forstærker, nemlig trekant
/ komparator typen eller Sigma-Delta typen. Sidstnævnte ses
implementeret både med analoge komponenter, såvel som i FPGA'er eller
DSP'er. Afhængig af firmaet der laver forstærkeren er der een
eller to feedback loops. (Gælder både DSP og analogt
implementerede typer).
Der er flere klasser, f.eks. G, H, S, T, Q men de anvendes mest som
reklame gimmicks for de firmaer der bruger dem. Og de er altid en enten
identisk med en af, eller en kombination af to af ovenstående
klasser.
mvh. LC
|