nosferatu89 skrev:
|
Okay, kan mærke jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde...
Derfor følger jeg Ice's råd og bare lytter til noget god musik :)
|
|
|
Dét er så absolut det klogeste - men jeg tror lige jeg vil prøve at gøre rede for de forskellige data på en højttaler alligevel, om ikke andet så for at man kan se hvorfor de er ligegyldige... 
Impedans, målt i Ohm: Et tal for den modstand forstærkeren "ser" når den trækker en højttaler. Jo lavere impedans, jo mere strøm trækkes der gennem forstærkeren, fordi modstanden er mindre. Dette betyder ikke automatisk at højttaleren spiller højt, blot at den trækker meget strøm. Det vigtigste at være klar over er at den opgivne impedans er et gennemsnit, i praksis svinger impedansen meget alt efter frekvens. Graden af udsvingene betyder mindst lige så meget for om højttaleren er nem eller svær at trække som hvad gennemsnittet er - derfor bliver man ikke ret meget klogere af at vide om højttaleren er 4 eller 8 ohm.
Følsomhed/driftseffekt: Dette er vel det mest håndgribelige tal for en højttaler, idét det rent faktisk siger noget relativt brugbart om hvordan højttaleren spiller - bare ikke noget om hvor _godt_ den spiller, men om hvor højt den spiller. Følsomhed opgives som et tal for hvor højt højttaleren spiller én meter fra højttaleren når den får leveret én watt. Driftseffekt er et tal for hvor mange watt højttaleren skal have for at levere 96 dB én meter fra højttaleren. Det er to sider af samme sag, det korte af det lange er at jo højere følsomhed/lavere driftseffekt, jo højere spiller højttaleren ved en given volumen-indstilling. Men tallet siger faktisk ikke noget om hvor højt højttaleren _kan_ spille, hvis man har forstærker-effekt nok.
Watt: Watt-opgivelsen på en højttaler er det mest ubrugelige tal i praksis, og siger absolut intet om højttalerens lyd. Watt-opgivelsen er i princippet et tal for hvor mange watt (uden forvrængning) højttaleren kan tåle før enhederne når det maksimale udsving. Problemet er at dette afhænger utroligt meget af det materiale man spiller, f.eks. jo dybere bas musikken indeholder, jo færre watt skal der til før højttaleren når max. Det er f.eks. også derfor dance-musik ikke indeholder dybbas, men et ordentligt dunk omkring 60-80 Hz, så kan man spille vældigt højt uden at skade højttaleren. Samtidig, så er det ikke for mange watt der brænder højttalerne af.
I yderste konsekvens kan man skade enhederne ved at de slår i bund (jeg har selv smadret en - desværre meget dyr - basenhed engang på dén måde, det _kan_ lade sig gøre...), men som udgangspunkt brænder enhederne ikke af så længe forstærkeren ikke forvrænger. Så længe forstærkeren spiller rent, så bevæger enhederne sig frem og tilbage, og køler sig selv. Hvis forstærkeren derimod forvrænger, så står enheden stille i spidserne, og så får den ingen køling, og brænder af. Derfor kan du brænde stort set alle enheder af med en 20 watt forstærker, hvis du forvrænger nok.
Frekvensgang: Måles i Hz (svingninger per sekund). Mange går meget op i hvor dybt højttaleren rækker, men det opgivne frekvensområde er kun den halve sandhed - det er kun et tal for hvor ved hvilken frekvens lydtrykket er et bestemt antal dB lavere end gennemsnittet. Det siger ikke noget om hvordan frekvensgangen ellers er, og slet ikke noget om hvorvidt bassen er præcis eller ej. Hvis én højttaler ruller stejlt af, og en anden falder stille og jævnt nedad, så kan du godt opleve at dén højttaler der ifølge specifikationerne ser ud til at række dybest, rent faktisk har mindre lydtryk ved f.eks. 30 Hz. Kort sagt: Almindelig fornuft er vigtigere end specifikationen, størrelsen på kabinettet og enhederne siger mere om højttalerens formåen end tallene - eller rettere, de _muligheder_ der er for højttalerens formåen.
Watt i relation til forstærkeren: Vi kender alle den gamle skrøne om at højttaler og forstærker skal have lige mange watt, eller at højttalerne bare skal have flere watt end forstærkeren, for at højttaleren kan holde til det. Dén holder bare ikke, som nævnt er det forvrængning fra forstærkeren der ødelægger højttalerne. Hvis man vil undgå at brænde højttalerne af skal man faktisk have _flere_ watt, da man så kan spille højt uden at forvrænge. Hvis man endelig _skal_ forholde sig til den teori der ligger bag den gamle skrøne, så burde tommelfingerreglen faktisk være at forstærkeren skal have _flere_ watt end højttaleren - men det nemmeste er altså kort sagt at glemme det...
Impedans i relation til forstærkeren: Mange har den fejlagtige opfattelse at en forstærker "er på 4 ohm", eller "er på 8 ohm". Det er meget forkert. En forstærker leverer strøm. Mængden af strøm afhænger blandt andet af impedansen på højttaleren - der som nævnt svinger efter frekvensen. Når en forstærker er opgivet i enten 4 eller 8 ohm, så er det et simpelt udtryk for hvordan man har valgt at måle den. Der er altså _ingen_ sammenhæng mellem om højttaleren er 4 eller 8 ohm, og forstærkerens watt-angivelse. Hvis man tilfældigvis har valgt at opgive hvor mange watt forstærkeren giver ved 4 ohm, så betyder det ikke at man ikke kan bruge en højttaler på 8 ohm. _Alle_ almindelige forstærkere i dag kan reelt trække en almindelig højttaler, hvadenten den er på 4 eller 8 ohm. Har man elektrostater eller båndhøjttalere, eller en rørforstærker, så begynder disse ting at få større indflydelse, men i den almindelige verden kan man være ligeglad - det er lyden det drejer sig om.
__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk
Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?