Det
kræver kun et enkelt kabel at koble din pc til anlægget og afspille din
digitale musiksamling. Men pas på – ellers risikerer du at ødelægge
både lydkvaliteten, dit anlæg og dine højttalere!
Mange
musikentusiaster har forlængst opdaget, at der er store muligheder i at
udnytte pc’en som lydkilde ved siden af f.eks. cd-afspilleren. I stedet
for at slide hul i gulvtæppet mellem sofaen og reolen kan du have et
enormt musik- eller filmbibliotek liggende på pc’en, som du navigere
rundt i med et par lynhurtige museklik. Og med den næsten bundløse
lagerkapacitet på dagens harddiske kan du uden problemer have hele
molevitten liggende i en kvalitet, som er umulig at skelne fra
originalen. Men én ting er at have musikken liggende på pc’en – noget
helt andet er at få den overført til anlægget, uden at noget går galt
undervejs.
Normale pc’er er ikke bygget til hi-fi anlæg I
Hi-Fi Klubben møder vi jævnligt kunder, som har problemer med at få
pc’en til at fungere ordentligt sammen med deres stationære hi-fi
anlæg. De mest almindelige fejl er elendig lydkvalitet, brum og støj
samt i uheldige tilfælde regulære skader på anlægget. De store syndere
i denne forbindelse er pc’ens indbyggede lydkort og forkert brug af de
mange volumenkontroller, som signalet møder på sin vej fra harddisk til
anlæg.
Et højkvalitets hi-fi system (forstærker og højttalere) er designet
til at lade signalet passere så upåvirket som muligt – både i og uden
for det hørbare område. Sagt på en anden måde: hælder du skrammel ind,
får du skrammel ud! Hvis pc’en lyder dårligt på et godt anlæg, kan du
trygt regne med, at pc’en/lydkortet på en eller anden måde er synderen.
Fejlmuligheder i hobetal Der er masser af ting, der kan give problemer, når du bruger pc’en som lydkilde. Her er nogle af dem:
- Ufiltrerede, uønskede og næsten uhørbare signaler over 10-20 kHz.
Disse signaler kan f.eks. opstå som restprodukter fra samplingen eller
via digital støj fra strømforsyningen og de utallige andre digitale
kredsløb i pc’en.
- Elektriske spændingsforskelle mellem stel på pc og anlæg. Her kan
der opstå gnister, brumsløjfer og enorme brag fra højttalerne, hvis du
piller ved tilslutningerne, mens forstærkeren er tændt. Især hvis dit
lydkort har minijack-tilslutning (og det har rigtig mange).
- Risiko for at beskadige forstærkerens indgang, hvis din pc er tilsluttet lysnettet, mens du sætter stikket i forstærkeren.
- Hvis du afbryder pc’en, mens forstærkeren er tændt, risikerer du et
kraftigt smæld i højttalerne. Pc’en kan nemlig generere en kraftig
spændingspuls på lydudgangen, idet den lukker ned. Dette kan i værste
fald tage livet af en eller flere enheder i højttalerne – eller
indgangstrinet i forstærkeren.
Oven i alt dette kommer en uoverskuelig dyne af interne
volumenkontroller på pc’en (line-in, wave, SW Synth, indbyggede
diskdrev osv. Hvis et signal fra pc’en lige pludselig ligger på et helt
andet niveau end det, du har justeret musikafspilningen efter, kan du
hurtigt få brug for nye diskantenheder – eller helt nye højttalere,
hvis du er uheldig.
Risikoen for alle disse dårligdomme er for kraftigt opadgående,
fordi flere og flere vælger en bærbar model, når de skal have ny pc.
Det betyder, at stikkene til lydkortet konstant skal proppes i og hives
ud igen. Hvad de andre fejlkilder angår, er risikoen lige stor for
stationære og bærbare pc’er – også selvom disse kører på batteri!
Løsningen – eller nogle gode råd Den
bedste løsning på problemerne er at købe et dedikeret audiosystem med
et højkvalitets cd/dvd-drev. Alternativt et rigtigt mediecenter eller i
det mindste en mediecenter-pc med et lydkort, der er beregnet til hi-fi
brug. I Hi-Fi Klubben kan du også få en række smarte og vellydende løsninger,
som gør det muligt at streame musikken trådløst fra din pc eller
eksterne harddisk til anlægget. Så kan du nyde hele din digitale
musiksamling med både lydkvalitet, bekvemmelighed og nervesystem intakt.
Hvis du alligevel vil bruge din standard-pc til at spille musik på
anlægget, kan du undgå de værste problemer og få bedre lyd ved at følge
disse råd:
- Hav en separat skilletrafo permanent monteret på forstærkerens
audio-indgang. Den fjerner mange af problemerne – f.eks. brumsløjfer –
og den reducerer risikoen for at beskadige forstærker eller højttalere,
når du tilkobler pc’en. Du kan købe en skilletrafo i Hi-Fi Klubben for
små penge.
- Hvis du har et lydkort med optisk digitaludgang samt en
A/V-forstærker med optisk digitalindgang, anbefaler vi at bruge et
optisk kabel til overførsel af lyden. Så er der nemlig ingen elektrisk
forbindelse mellem pc og forstærker, da det optiske kabel kun overfører
lys.
- Du bør ALTID afbryde strømmen helt til både pc (inklusive
tilsluttet udstyr som printere, skærm m.m.) og forstærker, når du
piller ved tilslutningerne. Sluk på stikkontakten eller træk stikket ud
af apparaterne.
- Brug en relativt lav indstilling på forstærkerens volumenkontrol og
sæt pc’ens hovedvolumen samt software-kontrollerne på et højt niveau.
Brug herefter forstærkerens volumenkontrol til at regulere lydstyrken –
og skru helt ned for lyden, når du ikke spiller musik.
- Undlad at bruge tonekontrollerne på pc’ens software-baserede equalizer. Lad dem stå i “Neutral” position.
Vi ønsker dig held og lykke med din digitale musiksamling, uanset om
den ligger på din pc, en separat harddisk eller din MP3-afspiller. Hvis
dine musikfiler er i en ordentlig kvalitet, og du får tingene sat
rigtigt sammen, kan du se frem til masser af fornøjelige timer med god
lyd!
Skrevet af: Gert Skipper, 14.03.2008 |