Inspireret af en diskussion om hvorvidt en VW100 projektor kan blive forældet eller ej, har jeg besluttet mig for at starte en tråd hvor jeg vil gøre mig nogle tanker om hvor god billedkvalitet der egentlig teoretisk set kan opnås af et display. Det bliver nok rimeligt langhåret, og mit udgangspunkt er ikke at det skal være nogen hjælp til hvad man skal købe eller noget i den stil - mere at give, og især modtage, noget baggrundsviden om de grundlæggende mekanismer der gør sig gældende, når vi vurderer billedkvalitet - både med hensyn til kildematerialet og det display der skal vise det. Så hvis man bare vil vide hvilket tv/hvilken projektor man skal købe, så kan man godt springe denne tråd over...

Jeg har heller ikke noget grundlæggende mål med indlægget, udover at jeg selv og andre skal kunne tilegne sig noget viden. Mine indlæg i denne tråd vil formentligt dels bestå af informationer/påstande fra min side, dels af spørgsmål. Enhver der mener at kunne tilføre noget, eller besvare de spørgsmål der dukker op, må MEGET gerne give sit besyv med. I er naturligvis også velkomne til at stille spørgsmål til de indlæg jeg skriver, det giver sig selv.

Lad os starte med at definere den teoretisk maksimalt opnåelige billedkvalitet. Denne definition vil være det grundlæggende emne for tråden, det overordnede mål der skal opnås:

Når øjet ikke længere kan skelne mellem virkeligheden og gengivelsen af virkeligheden, så har gengivelsen en kvalitet der per definition ikke kan overgås. Hvis gengivelsen rent teknisk forbedres udover dette punkt, kan øjet alligevel ikke se forskel.

Edit: Jeg konkretiserer lige definitionen lidt: Jeg taler ikke om at målet i sig selv er en gengivelse vi ikke kan skelne fra virkeligheden - målet er at gengivelsen er god nok til at yderligere forbedring er overflødig!

Jeg har svært ved at se hvordan der kan stilles spørgsmålstegn ved denne definition. Nogle vil mene at "mindre kan gøre det", men så er der tale om en subjektiv holdning, ikke om det maksimalt opnåelige. Noget helt andet er så den kunstneriske frihed, der ligger i at en filmskaber fremelsker en bestemt stemning for at opnå en bestemt effekt. Det kan f.eks. være en bestemt lyssætning, manipulation med farverne, kunstig motion-blur osv osv. Men denne kunstneriske frihed kan aldrig ligge uden for den ramme der er angivet ovenfor - det vil altid være inden for definitionen af hvad øjet kan se, for hvis øjet ikke kan se en billed-manipulation, hvorfor så lave den? Altså, hvis et display kan opnå det kvalitetsmæssige nirvana, at øjet ikke kan skelne mellem billede og virkelighed, så vil displayet også være i stand til at gengive enhver form for materiale, realistisk eller kunstigt, der kan tænkes at blive fremvist.

Det interessante er så hvad der skal TIL for at nå dette punkt. Hvilke faktorer er det der spiller ind i vores oplevelse af billedet, hvilke krav er det der skal opfyldes for at snyde øjet til at tro at det ser noget der ikke er der? For at definere dette bedst muligt, vil jeg forsøget at redegøre for de forskellige faktorer, og se på dem fra øjets synspunkt, i stedet for som vi har for vane at forholde sig til billedkvalitet ud fra den billedkvalitet vi er vant til at se. Inden for de enkelte faktorer vil jeg dog også udover det teoretiske maksimum komme ind på nogle enkelte afgrænsninger, og forsøge at sammenholde det teoretiske maksimum med de praktiske forhold i dag - hvordan kan vi overføre det teoretiske maksimum til at blive bedre til at vurdere billedkvalitet på nutidens - og fremtidens - displays.

Gengivelsen af levende billeder kan opstilles i en række grundlæggende faktorer. Jeg vil lave et separat indlæg om hvert af disse faktorer, forsøge at forholde mig til hvordan øjet opfatter disse faktorer, hvor det maksimalt opnåelige punkt ligger, og om nødvendigt komme lidt ind på hvordan det kan opnås i praksis. Inden jeg gør dette, vil jeg gerne have en "budrunde" på om der skulle være faktorer jeg har overset, eller faktorer der bør splittes yderligere op. Som jeg ser det kan billedkvalitet opdeles i følgende:

1: Opløsning. I dette indgår naturligvis antallet af billedpunkter, men også andre ting der påvirker mængden af information i billedet: Interlace/progressive, MPEG-komprimering osv.

2: Lys/kontrast. Her vil jeg komme ind på både lysstyrke og kontrast (forskellen mellem lyst og mørkt) i gængs forstand, herunder øjets lysfølsomhed og "dynamik". En af de tekniske termer der normalt ikke bruges så mange kræfter på som man burde er Gamma, der angiver selve forløbet i lysstyrke mellem lyst og mørkt. Dertil vil jeg komme ind på forskellen på direkte og reflekteret lys.

3: Farve. Dette gælder farvebåndbredde - hvilke farver kan vi se, og dermed hvilket spektrum af farver skal displayet kunne vise? Farvenuancering, hvor mange _forskellige_ farver kan øjet se, hvor stor skal forskellen på to farvenuancer være for at øjet kan se forskel? Samt farvepræcision, vises farven rent faktisk sådan som den fremstod i virkeligheden? (eller som filmskaberen havde tænkt sig?)

4: Opdateringsfrekvens. Øjet kan skelne et vist antal billeder per sekund. Hvordan relaterer dette sig til dels hvilken frekvens et display skal have for at øjet ikke kan følge med til at se billedet som still-billeder, dels til hvordan bevægelse i billedet fremstår flydende og realistisk?

5: Teknisk relaterede begrænsninger/ulemper. I forhold til øjet er dette sådan set meget nemt, de må ikke være synlige. Dette punkt vil jeg mest bruge til at forholde mig til hvordan f.eks. Screen-door, regnbue-effekt og dithering påvirker opfattelsen af billedet.

Inputs er velkomne. Kom gerne med forslag til specifikke områder der skal dækkes, så skal jeg gøre hvad jeg kan for at kaste lys over sagen.

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Det bliver spændende at følge det her!

Otto, TC skrev: Når øjet ikke længere kan skelne mellem virkeligheden og gengivelsen af virkeligheden, så har gengivelsen en kvalitet der per definition ikke kan overgås. Hvis gengivelsen rent teknisk forbedres udover dette punkt, kan øjet alligevel ikke se forskel.

Måske er størrelse og facon på billedet også en faktor?
Vi ser jo ikke verden som et fladt billede, men gengivelsen vi oplever i dag er næsten altid et fladt medie, og det sætter vel i sig selv nogle grænser for hvor "ægte" vi vil opfatte det?

__________________
Parasound-Micromega-Royd-SVS-Panasonic-PS3

Se hvad der gemmer sig i Pejsestuen

Hopla denne her tråd hænger jeg også med på, meget spændende emne!

et andet relateret enme kunne jo være omgivelserne, hvad kræves der af stuen for at få det optimale ud af billedet.

kyhn skrev: Hopla denne her tråd hænger jeg også med på, meget spændende emne! et andet relateret enme kunne jo være omgivelserne, hvad kræves der af stuen for at få det optimale ud af billedet.

Omnimax?


__________________
Chuck Norris is the reason why Waldo is hiding.

 ja det kunne da være et bud, men jeg tænkte mere på belysning, farver m.m.

MichaelWB skrev: Otto, TC skrev: Når øjet ikke længere kan skelne mellem virkeligheden og gengivelsen af virkeligheden, så har gengivelsen en kvalitet der per definition ikke kan overgås. Hvis gengivelsen rent teknisk forbedres udover dette punkt, kan øjet alligevel ikke se forskel. Måske er størrelse og facon på billedet også en faktor? Vi ser jo ikke verden som et fladt billede, men gengivelsen vi oplever i dag er næsten altid et fladt medie, og det sætter vel i sig selv nogle grænser for hvor "ægte" vi vil opfatte det?

Hm, den må jeg lige tygge lidt på. Størrelse: Medmindre vi ønsker at billedet skal fylde _hele_ synsfeltet (Virtual Reality?), så er størrelsen i princippet urelevant. Men det er jo i sig selv et godt spørgsmål - indebærer definitionen af den ultimative billedkvalitet "virtual reality", at hele vores synsfelt skal _erstattes_ af den kunstige gengivelse? Det var ikke lige mit udgangspunkt, jeg tror nok jeg vil lade størrelsen svæve - i princippet er det jo bare et spørgsmål om at "gange op".

Det andet, faconen på billedet. Det er faktisk en ret interessant pointe. Punkt 1, så ser vi i "stereo". Hvis vi ikke sidder nøjagtigt midt for billedet, vil alene dét at vi ikke oplever verden gennem kameraets synsvinkel pille ved illusionen af "at være der selv". Desuden har du ret i at vores syn nærmere skal opfattes som et udsnit af en kugle, og ikke et fladt billede. Igen kan vi diskutere om ikke dette skal gå ind under begrænsningen af selve det at det nu engang ER en gengivelse, og forholde os til hvorvidt gengivelsen kan gøres bedre eller ej? Dvs. afgrænse definitionen til at finde frem til det bedst mulige _billede_, med de begrænsninger dét nu sætter for at opnå en egentlig Virtual Reality oplevelse.

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

kyhn skrev: Hopla denne her tråd hænger jeg også med på, meget spændende emne! et andet relateret enme kunne jo være omgivelserne, hvad kræves der af stuen for at få det optimale ud af billedet.

Ja, det skal helt sikkert med ind under hvert enkelt punkt - for det påvirker faktisk flere faktorer end man umiddelbart lige skulle tro.

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Otto, TC skrev: 4: Opdateringsfrekvens. Øjet kan skelne et vist antal billeder per sekund. Hvordan relaterer dette sig til dels hvilken frekvens et display skal have for at øjet ikke kan følge med til at se billedet som still-billeder, dels til hvordan bevægelse i billedet fremstår flydende og realistisk?

Spændende indlæg

Dette punkt syntes jeg næsten er det vigtigste. Skærmen/projektoren kan have en nok så høj opløsning eller kontrast og kan levere et suverænt "look out of the window" still-billede. Men når billedet sættes i bevægelse går det ofte galt for langt de fleste "billed-formidlere".

En stor del af forklaringen ligger selvfølgelig i teknikken i skærmene/projektorerne. Mange af disse har dårlig opdateringshastighed (motion blur), tearing osv. osv.

Men den vigtigste del af "begrænsningen" ligger efter min mening i kildematerialet. Stort set alle film bliver indspillet i 24 fps, altså 24 billeder pr. sekund (video-optagelser er 30 fps).  Dette er i sagens natur ikke særligt meget. Vores øjne opfatter uden tvivl denne begrænsning (og hvis de ikke gør, bør man gå til læge ). Bemærk blot panoreringer! Uanset hvor godt skærmen/projektoren er skruet sammen, vil man med dagens filmstandard altid opleve en vis "hakken" ved panoreringer og hurtige bevægelser. (Så vidt jeg husker, er Otto's yndlings-eksempel på dette, scenen i Star Wars ep. 2 i "rum-baren").

Så bundlinien må være, at man aldrig opnår det ultimative punkt fsva. billedkvalitet, hvor øjet ikke længere kan skelne mellem virkelighed og "simulation", før end man begynder at optage med flere fps. Hvor præcist det "gyldne" punkt ligger aner jeg dog ikke.

Otto, TC skrev: MichaelWB skrev: Otto, TC skrev: Når øjet ikke længere kan skelne mellem virkeligheden og gengivelsen af virkeligheden, så har gengivelsen en kvalitet der per definition ikke kan overgås. Hvis gengivelsen rent teknisk forbedres udover dette punkt, kan øjet alligevel ikke se forskel. Måske er størrelse og facon på billedet også en faktor? Vi ser jo ikke verden som et fladt billede, men gengivelsen vi oplever i dag er næsten altid et fladt medie, og det sætter vel i sig selv nogle grænser for hvor "ægte" vi vil opfatte det? Hm, den må jeg lige tygge lidt på. Størrelse: Medmindre vi ønsker at billedet skal fylde _hele_ synsfeltet (Virtual Reality?), så er størrelsen i princippet urelevant. Men det er jo i sig selv et godt spørgsmål - indebærer definitionen af den ultimative billedkvalitet "virtual reality", at hele vores synsfelt skal _erstattes_ af den kunstige gengivelse? Det var ikke lige mit udgangspunkt, jeg tror nok jeg vil lade størrelsen svæve - i princippet er det jo bare et spørgsmål om at "gange op". Det andet, faconen på billedet. Det er faktisk en ret interessant pointe. Punkt 1, så ser vi i "stereo". Hvis vi ikke sidder nøjagtigt midt for billedet, vil alene dét at vi ikke oplever verden gennem kameraets synsvinkel pille ved illusionen af "at være der selv". Desuden har du ret i at vores syn nærmere skal opfattes som et udsnit af en kugle, og ikke et fladt billede. Igen kan vi diskutere om ikke dette skal gå ind under begrænsningen af selve det at det nu engang ER en gengivelse, og forholde os til hvorvidt gengivelsen kan gøres bedre eller ej? Dvs. afgrænse definitionen til at finde frem til det bedst mulige _billede_, med de begrænsninger dét nu sætter for at opnå en egentlig Virtual Reality oplevelse.

Jeg tog det også mest med, fordi du brugte formuleringen "Når øjet ikke længere kan skelne mellem virkeligheden og gengivelsen af virkeligheden" og så er det jo faktisk virtual reality der er tale om.
Men det er nok bedst, at holde diskussionen til den bedst mulige "flade" gengivelse. Det er sikkert også et tilstrækkeligt ambitiøst mål for de fleste af os

Jeg tror dog ikke at størrelsen helt kan udelukkes af diskussionen.

For det første er størrelsen jo relevant når vi begynder at tale om opløsningen af billedet. Den opløsning der er god nok til en 32" skærm er jo ikke nødvendigvis god nok til en 96" skærm.

For det andet, så tror jeg også der vil være en ren psykologisk faktor. Hvis man ser på et meget lille billede, så vil man hele tiden være bevidst om at det er et lille billede og det kan påvirke ens opfattelse af det. Skal noget være realistisk, så skal de også have en hvis størrelse. Men så begynder vi selvfølgelig at nærme os VR igen.

__________________
Parasound-Micromega-Royd-SVS-Panasonic-PS3

Se hvad der gemmer sig i Pejsestuen

jdg1 skrev: Men den vigtigste del af "begrænsningen" ligger efter min mening i kildematerialet. Stort set alle film bliver indspillet i 24 fps, altså 24 billeder pr. sekund (video-optagelser er 30 fps).  Dette er i sagens natur ikke særligt meget.

Præcis, og netop derfor er dette et af de punkter hvor jeg nok vil komme ind på både det teoretisk perfekte, og hvordan det materiale vi i praksis har til rådighed bør gengives.

jdg1 skrev: Så bundlinien må være, at man aldrig opnår det ultimative punkt fsva. billedkvalitet, hvor øjet ikke længere kan skelne mellem virkelighed og "simulation", før end man begynder at optage med flere fps. Hvor præcist det "gyldne" punkt ligger aner jeg dog ikke.

Det er jo det vi gerne skulle finde frem til!  

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

MichaelWB skrev: Jeg tror dog ikke at størrelsen helt kan udelukkes af diskussionen. For det første er størrelsen jo relevant når vi begynder at tale om opløsningen af billedet. Den opløsning der er god nok til en 32" skærm er jo ikke nødvendigvis god nok til en 96" skærm.

Klart nok, det vil jeg også komme ind på.

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Meget gode bud, Otto

Jeg kan komme på et par relevante punkter for at opnå en visuel illusion som ikke kan skelnes fra virkeligheden, som endnu ligger uden for et hvilketsomhelst displays og billedteknologis muligheder.

1. Vores øjne kan stille skarpt på ting i dybden, alt efter hvad vi vælger at kigge på. I dag må vi 'nøjes med' hvad fotografen byder os.
2. Vores to øjne vil til enhver tid se to forskellige billeder, som jo er med til at give det stereobillede som du selv er inde på. Men der er vist ikke udbredt ægte 3d-teknologi, som bliver brugt til filmgengivelse al den stund at dybdeinformationen ikke findes på film endnu.

jdg1 skrev: Spændende indlæg Dette punkt syntes jeg næsten er det vigtigste. Skærmen/projektoren kan have en nok så høj opløsning eller kontrast og kan levere et suverænt "look out of the window" still-billede. Men når billedet sættes i bevægelse går det ofte galt for langt de fleste "billed-formidlere". En stor del af forklaringen ligger selvfølgelig i teknikken i skærmene/projektorerne. Mange af disse har dårlig opdateringshastighed (motion blur), tearing osv. osv. Men den vigtigste del af "begrænsningen" ligger efter min mening i kildematerialet. Stort set alle film bliver indspillet i 24 fps, altså 24 billeder pr. sekund (video-optagelser er 30 fps).  Dette er i sagens natur ikke særligt meget. Vores øjne opfatter uden tvivl denne begrænsning (og hvis de ikke gør, bør man gå til læge ). Bemærk blot panoreringer! Uanset hvor godt skærmen/projektoren er skruet sammen, vil man med dagens filmstandard altid opleve en vis "hakken" ved panoreringer og hurtige bevægelser. (Så vidt jeg husker, er Otto's yndlings-eksempel på dette, scenen i Star Wars ep. 2 i "rum-baren"). Så bundlinien må være, at man aldrig opnår det ultimative punkt fsva. billedkvalitet, hvor øjet ikke længere kan skelne mellem virkelighed og "simulation", før end man begynder at optage med flere fps. Hvor præcist det "gyldne" punkt ligger aner jeg dog ikke.

Faktisk sjovt du lige nævner motion blur, for inden for spilverdenen er man begyndt at implementere effekter som motion blur, lens flare, og overbelysning af blanke overflader. Effekter som vi forventer skal være der for at det ser realistisk ud, men jo paradoksalt nok kun forventes fordi man ser dem på film, hvor de jo egentlig er resultatet af tekniske mangler i kamera/fremviser teknologierne. Det åbner jo spørgsmålet om hvad der egentlig er det perfekte billede, det der kommer ud af kameraet, eller det man ser gennem egne øjne?

Behnready skrev: Faktisk sjovt du lige nævner motion blur, for inden for spilverdenen er man begyndt at implementere effekter som motion blur, lens flare, og overbelysning af blanke overflader. Effekter som vi forventer skal være der for at det ser realistisk ud, men jo paradoksalt nok kun forventes fordi man ser dem på film, hvor de jo egentlig er resultatet af tekniske mangler i kamera/fremviser teknologierne. Det åbner jo spørgsmålet om hvad der egentlig er det perfekte billede, det der kommer ud af kameraet, eller det man ser gennem egne øjne?

Det er faktisk ikke helt korrekt, øjet benytter sig i høj grad af motion blur. Dét at se et billede er i mindst lige så høj grad et spørgsmål om hvad hjernen sammensætter, som om hvad øjet ser. Men jeg tager emnet op når jeg når så langt...

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Boye skrev: Jeg kan komme på et par relevante punkter for at opnå en visuel illusion som ikke kan skelnes fra virkeligheden, som endnu ligger uden for et hvilketsomhelst displays og billedteknologis muligheder. Vores øjne kan stille skarpt på ting i dybden, alt efter hvad vi vælger at kigge på. I dag må vi 'nøjes med' hvad fotografen byder os. Vores to øjne vil til enhver tid se to forskellige billeder, som jo er med til at give det stereobillede som du selv er inde på. Men der er vist ikke udbredt ægte 3d-teknologi, som bliver brugt til filmgengivelse al den stund at dybdeinformationen ikke findes på film endnu.

Gode pointer. Igen tror jeg vi må indskrænke definitionen til at opnå det bedst mulige _billede_, i den gængse forstand - dvs. opnå en billedkvalitet der er høj nok til at yderligere forbedring er umulig. Jeg modererer lige definitionen lidt...

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Otto, TC skrev: MichaelWB skrev: Måske er størrelse og facon på billedet også en faktor?[...] [...] i princippet er det jo bare et spørgsmål om at "gange op". [...]

Til en vis grænse, men kun så længe afstanden til billedet holdes konstant. I det ekstreme tilfælde, hvor man sidder 10 cm fra en 42" skærm, er billedet jo fuldstændigt ødelagt, både hvad angår opløsning, artifacts og perspektiv.

Så afstanden til billedet er ekstremt vigtigt. En given opløsning er kun gældende som optimal for en given minimumsafstand.

Men held og lykke med artiklerne!

Godt så, jeg kaster mig ud i det. Det betyder ikke at der er lukket for input til de overordnede punkter...

1: Opløsning.

Jeg har ikke tænkt mig at skrive en længere doktor-afhandling om øjets opbygning, blot trække de relevante punkter frem. Hvis man vil vide lidt mere om hvordan øjet opfatter lys, kan man f.eks. starte her:

http://www.ndt-ed.org/EducationResources/CommunityCollege/Pe netrantTest/Introduction/visualacuity.htm

Det korte af det lange er at øjet består af millioner af lysfølsomme nerver. I dette indlæg koncentrerer vi os om antallet: Øjet opfatter lyset som millioner af enkeltstående punkter, hvor hver nerve i princippet er et punkt - det kan sammenlignes med pixels på en skærm. Når hjernen modtager informationerne fra øjets millioner af punkter, sættes de sammen til ét billede, ved at lade punkterne flyde ud i hinanden, så de danner ét, sammenhængende billede. Synet fungerer i høj grad ved at hjernen "fylder ud" der hvor der mangler information. Det er på grund af denne egenskab at man kan "snyde" synet (eller rettere, hjernen) med tricks som dette - tæl de sorte prikker:

http://www.jclahr.com/science/Illusions/moving_spots/

Et andet godt eksempel på hjernens udfyldning af huller er at øjet har en blind plet, ikke så langt fra centeret af synsfeltet som man skulle tro. Prøv at tage et stykke blankt papir, og tegn to prikker med ca. 5 cm's mellemrum. Luk venstre øje, og fokuser på den venstre prik med højre øje. Flyt papiret frem og tilbage, 10-20 cm fra dit ansigt - i en bestemt afstand forsvinder den højre prik. Det sker fordi hjernen fylder den blinde plet ud med hvad der nu ligger rundt om.

Når vi viser et billede på en TV-skærm, eller på en udskrift f.eks., viser vi en række punkter, der ligger tæt nok på hinanden til at hjernen lader punkterne flyde ud i hinanden og danne et helt billede, i stedet for at se punkterne som punkter. Jo tættere punkterne sidder, jo mere "helt" ser billedet ud.

Øjet har en maksimal opløsning, der er afhængigt af antallet af syns-nerver. Den mindste forskel synet kan registrere er blandt andet afhængigt af dette antal, men også af lysmængden, farven, kontrasten, og naturligvis hvorvidt man rent faktisk har normalt syn. Under perfekte forhold - dvs. sort vs. hvid i sollys og normalt godt syn, defineres øjets opfatteevne som 1/60 af en grad (også kaldet et minut), hvor hele horisonten er inddelt i 360 grader.

Når afstanden af punkter i et billede bliver mindre end den afstand øjet er i stand til at opfatte, har vi nået det punkt hvor yderligere opløsning er unødvendig. Hvor mange punkter der skal være i et billede for at dette opnås, afhænger af afstanden i forhold til billedets størrelse. Hvis vi forudsætter førnævnte perfekte forhold, så kan vi oversætte øjets opløsning til den maksimale opløsning et givent størrelse billede behøver for at overgå øjets opfatteevne. Jeg benævner billedstørrelsen som det er praksis med projektorer, ved at benævne kigge-afstanden i forhold til billedets bredde. En billedstørrelse på 4X betyder således at man f.eks. sidder 4 meter fra et 1 meter bredt billede, hvilket svarer til et 45" 16:9 billede. Ved denne afstand svarer øjets opløsning cirka til den højeste af HDTV-opløsningerne (og den opløsning f.eks. Biocity i Århus benytter): 1920x1080 (puuudsigt, hva? ). Hvis vi regner lidt videre på det, får vi følgende eksempler på maksimal brugbar opløsning:

1X (cirka midt i biografen): 7680x4320 (Kaldet 8K, denne opløsning er i støbeskeen til biograf-brug)

1,5X (bagest i biffen, og her hvor de største hjemmebio'er normalt begynder): 5120x2880

2X (f.eks. 4 meter fra et 100" billede, meget normal hjemmebif): 3840x2160 (kaldet 4K, og den opløsning JVC demonstrerede på IFA. Er så småt på vej ind i biograferne)

4X som nævnt, 1920x1080

6X (f.eks 4 meter fra et 32" tv): 1280x720 (tadaa!)

8X (for dem med små fjernere...f.eks. 5 meter fra et 28" 16:9): 960x540 (rundt regnet PAL-opløsning)

10X (f.eks. 10 meter fra et 42" SD-plasma tv, eller 3 meter fra et 14"): 848x480.

Hvad kan vi så bruge denne information til? Jo, for det første så kan vi definere at hvis vi antager at en normal afstand til tv'et er cirka 4 meter, så vil et 32" tv i praksis få meget lidt ud af en højere opløsning end 1280x720 (eller 1366x768, som de oftest er i praksis), og et 42" tv har reelt ikke brug for mere end 1920x1080. Hvis vi når disse opløsninger, så er det reelt ikke panelet der sætter grænsen for billedets opløsning længere. Screen-door f.eks. er ikke længere et problem, da øjet ikke kan se afstanden mellem pixels alligevel på den afstand. Sidder man tættere på, f.eks. 3 meter fra et 32", vil man teoretisk have en forbedring at hente vede 1920x1080, men herudover er yderligere opløsning overflødig. Til "almindelig tv-brug" må vi derfor konkludere at selve det maksimale antal af billedpunkter i den højeste HD-standard er så høj som vi nogensinde KAN få brug for.

MEN - nu er vi jo mange for hvem "almindeligt tv-brug" selvfølgelig ikke er godt nok... Biograf-oplevelserne starter først ved 2X, hvilket enten kræver at man sidder med sit tv på skødet, eller at man har et stort billede - enten en RET stor fladskærm, eller en projektor. Japanerne har heldigvis hjælpen på vej, i form af en UHDV standard, der kører med 8K opløsning, dvs. noget der ligner de 7680x4320 der kræves i en kigge-afstand på 1X. Ret meget større billede vil der nok ikke være mange der vil finde behageligt, og vi må derfor konkludere at UHDV repræsenterer det sidste ord hvad opløsning angår, flere pixels vil der ganske enkelt ikke være en praktisk begrundelse for, selv i biografen.

Man skal så huske at dette teoretiske maksimum gælder under absolut perfekte forhold, eller det man måske nærmere burde kalde "worst case scenario". Hvis billedet bevæger sig, indeholder farver, eller to punkter ved siden af hinanden ikke indeholder maksimal kontrast, så reduceres øjets opfatte-evne drastisk. Derfor vil der formentligt _i praksis_ være tale om at forskellen på den teoretisk maksimale opløsning, og en noget lavere opløsning, vil være usynlig. Som et eksempel på brug af dette kan nævnes komprimeringen af billedet på en DVD-plade, hvor farve-informationen rent faktisk kun indeholder en opløsning der er det kvarte af sort/hvid informationen.

Denne maksimale opløsning gælder for selve det billede vi kigger på. Men hvad så med kildematerialet? Hvis vi ser 1080P materiale på vores 1920x1080 42" plasma, er vi så sikret den teoretisk maksimale opløsning? Nej, ikke nødvendigvis, endnu i hvert fald. For i praksis er billederne digitalt komprimerede, hvilket i sig selv giver en forringet opløsning. Når vi ser et filmklip i 1080P, indeholder materialet derfor ikke reelt en opløsning der svarer til 1920x1080. Det er dog svært at sige præcist hvor høj opløsning materialet indeholder, da forringelsen er "kaotisk". For at opnå det teoretisk maksimale, må materialet derfor ikke blot indeholde den fornødne opløsning, men rent faktisk være lagret sådan at det indeholder _billedinformation_ der svarer til en opløsning på 1920x1080. Hvorvidt det vil være at foretrække at lagre informationerne som f.eks. 7680x4320 komprimeret, eller 1920x1080 ukomprimeret, det er svært at sige - men i princippet udelukker et 42" tv med 1920x1080 opløsning ikke at materialet kan have endnu højere opløsning. På samme måde er HDTV langtfra ubrugeligt for folk med almindelige PAL billedrørs-tv, for det PAL materiale de kigger på indeholder ganske enkelt ikke lige så meget billedinformation som tv'et rent faktisk kan vise.

Derudover ligger der så de sædvanlige praktiske forhold - tillader tv'ets signalbehandling rent faktisk at billedet når frem til panelet uden tab af billedinformation? Det er ikke sikkert. Men generelt kan man sige at når først en opløsning på 1920x1080 er nået, så er det tv'ets tekniske konstruktion, samt ikke mindst kildematerialet, der afgør billedkvaliteten, og ikke antallet af billedpunkter. I praksis er 1920x1080 i alt væsentligt "nok", og materiale i højere opløsning end dette vil formentligt til hjemme-brug have meget lange udsigter - specielt med tanke på at selv 1080P på en Blu-Ray disc i princippet ikke vil udnytte et 1920x1080 display fuldt ud.

Ét af de store problemer i vejen mod den maksimale opløsning er imidlertid interlacing. Interlacing benyttes for at kunne levere flere pixels med en given båndbredde, men har også potentiale for at give problemer. Hvis de-interlacing foretages forkert, kan der opstå nogle artifacts i billedet, som selv ved en høj opløsning kan være synlige. Der er egentligt ikke tale om at interlace-teknikken som sådan giver et problem, det er mere et spørgsmål om hvorvidt brugen af den er korrekt. De fleste tv vil f.eks. konvertere 1080i til 1080P, ved at konvertere 1080i til 540P og derfra skalere op. Dette formindsker den reelle mængde af billedinformation. Derfor er det ret essentielt i jagten på den ultimative billedkvalitet, at interlace-teknologien lægges på hylden, og erstattes af rent progressive teknologier. Der er desværre ikke tegn i sol og måne på at det sker foreløbigt...

Konklusionen om opløsning:

Teori: Med en 16:9 opløsning på rundt regnet 8000x4000, og kilde-materiale med et reelt indhold der svarer til denne opløsning, er det maksimale vi nogensinde kan få brug for.

Praksis: Med et display der har en _ægte_ opløsning på 1920x1080, er det reelt kildematerialet og de øvrige faktorer i billedkvaliteten der kommer til at sætte grænsen. Dermed kan man sige at opløsning inden for en faktisk ret overskuelig fremtid har udspillet sin rolle som salgsargument - når denne opløsning er nået, er det langt mere væsentligt at vurdere andre billedmæssige kvaliteter. Der vil givetvis dukke displays op med højere opløsning, men disse vil reelt ikke via opløsningen alene give en forbedret billedkvalitet. Kun hvis man gennem den højere opløsning kan opnå andre fordele, giver det mening at benytte højere opløsning end 1920x1080.

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Riise skrev: Til en vis grænse, men kun så længe afstanden til billedet holdes konstant. I det ekstreme tilfælde, hvor man sidder 10 cm fra en 42" skærm, er billedet jo fuldstændigt ødelagt, både hvad angår opløsning, artifacts og perspektiv. Så afstanden til billedet er ekstremt vigtigt. En given opløsning er kun gældende som optimal for en given minimumsafstand.

Jeg er sikker på at det vil give mening for dig hvis du læser mine eksempler på max opløsning i indlægget ovenfor. Men kort sagt, så drejer det sig om at forholde sig til billedstørrelse OG kiggeafstand, ikke én ting ad gangen. 10 cm fra en 42" skærm ser du slet ikke hele billedet på én gang, og kravet til opløsning over hele billedfladen ville derfor teoretisk set være større end opløsningen for hele synsfeltet tilsammen. Men det er jo om noget ligegyldig teori.

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Iøvrigt, mht. diskussionen om maksimal billedkvalitet vs. Virtual Reality, så er der faktisk et stort åbent spørgsmål om hvorvidt det overhovedet tjener noget formål at opnå den perfekte reproduktion:

http://www.cdfreaks.com/news2.php?ID=8067

"As the visual effect of the footage travelling down a road was so realistic, some viewers even experienced nausea as a side effect of seeing ultra realistic motion, but not physically feeling the motion. It's like the opposite of seasickness where you can feel movement, but cannot see it while in an enclosed section."

Der er vel ingen der har lyst til at skifte pop-corn bægrene ud med bræk-poser?

__________________
Mvh. TC
www.tapeconnection.dk

Hvor billigt skal et dårligt tv være for at være et godt køb?

Bevares.

Når det drejer sig om diskussion af teoretisk maksimal opløsning, så er afstanden til billedet en altafgørende forudsætning/afgrænsning at gøre sig, og absolut ikke ligegyldig teori. Da du ikke nævnte den med et ord i din indledende post, så ville jeg blot nævne den med et eksempel, der ikke kunne misforståes. Men nu har du selv nævnt det i posten om opløsning, og det er fint nok.

Du skriver som definition: målet er at gengivelsen er god nok til at yderligere forbedring er overflødig

Jeg spørger bare: For hvilke afstand til billedet?