Hej Vinyl nørder.

Nu har jeg brugt adskillige weekender på diverse markeder og loppemarkeder for at finde noget god musik på LP. Det koster jo stort set intet og der er forholdsvis stort udvalg, specielt klassisk. Jeg har efterhånden fundet 100 forskellige af svingene kvalitet og slitage.

Hvordan ved man hvad man skal gå efter ?? Er det bøger eller websites man kan se på om det man har fundet i muglugtene hengemte kasser er noget værd. Eller hvad man skal kigge efter næste gang.

De har jo altid en hvis musikalsk værdi, men også den er svingende. Noget er god og andet skidt. I øjeblikket går jeg efter komponister, solister og dirigenter jeg kender. Tilsidst er der plademærket: Er det nogen retningslinjer her.


__________________
Hvis kunst kræver engagement; Er moderne musik dermed kunst?

troelskn skrev: Hej Vinyl nørder. Nu har jeg brugt adskillige weekender på diverse markeder og loppemarkeder for at finde noget god musik på LP. Det koster jo stort set intet og der er forholdsvis stort udvalg, specielt klassisk. Jeg har efterhånden fundet 100 forskellige af svingene kvalitet og slitage. Hvordan ved man hvad man skal gå efter ?? Er det bøger eller websites man kan se på om det man har fundet i muglugtene hengemte kasser er noget værd. Eller hvad man skal kigge efter næste gang. De har jo altid en hvis musikalsk værdi, men også den er svingende. Noget er god og andet skidt. I øjeblikket går jeg efter komponister, solister og dirigenter jeg kender. Tilsidst er der plademærket: Er det nogen retningslinjer her.

Hej troelskn,

Hvis du højt og helligt lover kun at jagte i det jyske, så kan jeg da godt fortælle lidt om hvad jeg kigger efter .

Mht. klassiske kunstnere (komponister, solister og dirigenter), så findes der en stor mængde info og inspiration her på siderne - jeg har en lille lap papir hvorpå jeg noterer flittigt. Den lap har jeg altid med når jeg kigger i kasser - jeg kan altså ikke huske alle de besværlige navne og værker uden den. http://www.classical.net/ har givet mig meget mht. perioderne og de vigtige kunstnere.

Plademærker: Her napper jeg ganske ukritisk (hvis det er billigt og i god stand selvfølgelig) alt på Argo, Erato, Deutche Harmonia Mundi, Decca (hvis det er SXL på sort label). BIS er også godt, men her er jeg lidt mere kritisk mht.  indholdet. Vox kan også nævnes. Deutche Grammophon er der rigtig mange af, så her kigger jeg mest på indholdet.

Mht. evt. værdi af klassiske vinyler, så checker jeg nogle gange på ebay (Completed Items), men det giver kun en indikation - priserne svinger meget.

Jeg har da også slæbt noget skidt med hjem - både musikalsk og slidte skiver. Af samme grund giver jeg næsten aldrig mere end 10,- for en vinyl når jeg handler på markeder, så er skaden ikke så stor hvis det er noget møj. Koster de mere så går jeg igen.




__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

Hej Troels og zaka.

Troels, kan tilslutte mig hvad zaka skriver. Her er et par
ekstra kommentarer. Prøv også at lede efter nogle af SES’s
tidligere indlæg her på hifi4all. Kan bl.a. anbefale indlægget
om DGG, den gule etiket. Der er mange andre. Det er mest
hårdt arbejde der skal til og det tager tid. Igen se tidligere
indlæg her på hifi4all for links til klassisk viden. Søg på
klassisk. Et must kommer her. Gå ind på
http://www.antikvariat.net og find dig et eksemplar af
Penguin Stereo Record Guide. Det skal være udgaven fra
1975 eller 1977 der dengang, af gode grunde, kun
omhandlede Lper (og lidt bånd). Deri har Edward Greenfield,
Robert Layton og Ivan March (the Penguin Boys)
beskrevet hvad de synes er de bedste lp’er (vel ca. 1 til 6
stk.) for hvert værk i komponist/værk rækkefølge. Bogen er
blevet et standardværk og et must for enhver klassisk
pladesamler. Der er een relevant udgave derudover (kan
ikke huske årtallet) med lp’er, derefter var det cd’ere.
Bogen udkommer stadig regelmæssigt, nu bare under titlen
The Penguin Guide to Compact Discs, da den nu omhandler
Cd’ere og også DVD’ere. Kan godt være de nyeste udgaver
har fået ’dvd’ med i titlen. Kan købes alle steder i UK, f.eks.
http://www.amazon.co.uk . Bogen er god at have til cd
indkøb.

Ellers. Først. Gå efter musikken som nummer et. Lyden. Jeg
har slæbt mig en pukkel til med plader der har set fine ud
men som viser sig at lyde som bæ når de kommer på. Og
omvendt. Man ved det bare ikke. Ingen ved det, heller ikke
de store samlerkanoner. Mine bedste fund (lyd) har været
EMI ASDer. Dem har der gennemgående været bedst lyd
på og mindst støj. De dårligste, af dem jeg troede ville lyde
godt, har været London. Af gode, fik jeg en overraskelse
forleden med en Forlane lp med Ravels Koncert for
Venstrehånd (Abdel Rahman El Bacha, piano). Det er en af
de bedst lydende lp’er jeg har fundet – og det på det for mig
ukendte forlag Forlane. Det værk er iøvrigt helt fantastisk.
Højeste anbefaling herfra. Også Philips og Vox dur. Der er
ikke snob effekt over dem, som f.eks. Decca, men de er tit
gode.

Havde besøg til klassisk lyt hele denne weekend og det er
altså sjovt at side og lytte de gamle skiver. Vi hyggede os en
del med at lytte klangforskellen på DGG, EMI (ASD) og
Decca. Min ven fik sig noget af en aha-oplevelse med de
gamle vinyler og især den klassiske musik som han i nogle
år har kredset om, men aldrig rigtig havde fået hul på. Vi
startede med rock/pop første aften. De næste aftener gik vi
over til klassisk og gav os god tid til at lytte lange passager
fra værkerne. Efter Ravel og Stravinsky på sidste-aftenen
drillede jeg og skiftede tilbage til en simpel pop-ting. Det lød
jo selvfølgelig forfærdeligt kedeligt og var ikke helt fair, hver
ting til sin tid, men det var et godt eksempel på hvor man
kan hente flere vitaminer.

Nå, hvis du er rigtig bidt og vil nørde lidt mere tager du et
abonnement på bladet hifi+ (også løssalg på banegården,
men *meget* billigere i abonnement)
http://www.hifiplus.com , bestiller omgående de gamle
numre 21 til 36 (nyeste), læser Richard Fosters (aka. The
History Man) artikler om klassisk musik på vinyl igennem
både forfra og bagfra. Det skal jo helst være papirudgaven
af bladet pga. de smukke fotos af lp omslag. Derfra er det
bare at glæde sig til hvert nye nummer af hifi+. Den
artikelserie er en guldgrube af tips til hvilke klassiske
vinyler der lyder godt og ikke nødvendigvis behøver være
dyre. Gør også en del ud af genudgivelserne fra f.eks.
Speakers Corner hvor specielt Starkers Bach Cello Suiter
tog kegler i 2004 og blev udnævnt til året lp.




Er du ultra-hardcore/nysgerrig tager du et kig på bladet
Classic Record Collector (
http://www.classicrecordcollector.com ) der skal bestilles
hjem via nettet. Jeg har tegnet et abonnement. Det er guf.
Nyeste nummer har tema om Furtwängler. Bladet udmærker
sig bla. ved de mange flotte fotos fra dengang der ledsager
artiklerne. Ikke mere om det nu. Regner med jeg poster et
indlæg om det senere på året.

.....   Happy hunting! Lad os høre hvad du finder ...


... til sidst kommer her en lille artikel om de forskellige faser
en storsamler kan gå igennem. Et eller andet sted er jeg
ikke nået ret meget længere end til nummer et :-)


(skrevet af David Hurwitz fra http://www.classicstoday.com
Fint sted.)


"SEVEN PHASES IN THE LIFE OF A HARD-CORE COLLECTOR

Do You Recognize Yourself Here?

I’m sure that some of you have seen that famous little poster
called “The Six Phases of a Project?” In case this escaped
your attention until now, these are: (1) enthusiasm; (2)
disillusionment; (3) panic; (4) search for the guilty; (5)
punishment of the innocent; (6) praise and honors for the
non-participants. It occurred to me recently that the life of a
typical hard-core classical music record collector might be
similarly categorized, and so I modestly propose the
following:

Phase 1: Discovery. This is the most wonderful time of all,
when the world seems full of an almost limitless number of
masterpieces crying for your attention. The only constraint
on your enthusiasm is your pocketbook, and you do
whatever you can to purchase as much as possible as
quickly as possible.

Phase 2: Expansion. You notice that the same music sounds
different in different performances, and so you begin
collecting multiple versions of your favorite works and start
to get a sense for which artists offer interpretations that are
most to your liking. You smile knowingly when friends and
family members ask the perfectly logical question: Why do
you need 15 different recordings of Mahler’s Second
Symphony? Foolish people!

Phase 3: Fandom. Your taste in various performers leads you
to fixate on one or two (or more) who you believe hold the
key to indisputable artistic greatness. Now instead of
purchasing multiple recordings of the same music, you’re
after multiple recordings of the same music by the same
artist at different periods (sometimes only a few days apart).
You begin looking for pirate air-checks, private recordings,
every scrap you can get your hands on, no matter if it
sounds awful and your idol might have had a really bad day.
You MUST have it anyway. You find great signficance in
relatively tiny interpretive differences from one performance
to the next.

The next four phases are not necessarily the inevitable
outcomes of the first three, and not every hard-core collector
experiences all of them, but most eventually manage at
least one or two.

Phase 4: Nostalgia. This is a transitional phase: now comes
that terrifying moment when you feel that you’ve heard it all.
You’ve mastered the basic repertoire and know all of the
great performers, those you like and those you don’t, and
have reached the dreaded Great Works Saturation Point.
What’s missing in your life is the thrill of discovery: that first
flush of enthusiasm for each masterpiece as it first sounded
when you originally encountered it.

Phase 5: Crusade. Happily salvation is at hand, in the form
of dozens of fine independent labels specializing in all sorts
of repertoire niches just waiting to be explored. There are
two principal dangers with this phase (not including possible
bankruptcy). The first is the inevitable and chronic lack of
shelf space, a difficulty avoided as you make your first trips
to that fabulous musical safety-valve, the used CD shop. The
second danger is the tendency, similar to what happens in
phase 3 above, to make exaggerated claims for music that
really isn’t all that special or interesting just because its
novelty excites your fancy. People will look at you strangely
as you vigorously try to defend the assertion that Havergal
Brian was England’s greatest composer, Sorabji a genius, or
that Beethoven was a musical pygmy compared to Ferdinand
Ries. This phase can go on for years, with literally thousands
of discs passing through a typical collector’s hands in an
endless crusade for that Holy Grail of classical music: the
neglected masterpiece. If you seriously believe that the
“three Bs” means Bax, Boughton, and Bach (W.F. of
course!), then you’ve gone too far, and it’s really time to
move on to Phase 6.

Phase 6: Renewal. One day, as you look through the letter B
in your carefully alphabetized collection, you see those 40 or
50 Beethoven cycles that you haven’t touched in months, or
even years. Playing the symphonies, just for old time’s sake,
you’re stunned to realize that they truly are light years
better than the second rate novelties that have constituted
your main musical diet lately. So you move on to Brahms,
Mozart, Handel, Mahler, Haydn, Bach, even (gasp!)
Tchaikovsky, and Richard Strauss. It’s as if you’re hearing
them all for the first time--and how alive, how refreshing
they all sound! You fall in love with the great classics all over
again, and you realize that the judgment of history isn’t
always wrong. They don’t call ‘em “warhorses” for nothing!

Phase 7: Maturity. If you’re lucky, you may get this far. You
realize that it’s not necessary to own 50 Beethoven cycles,
46 of which you never play, when you can be just as happy
with 20 of them, 16 of which you never play. The complete
harmonium music of Siegfried Karg-Elert, that Bulgarian
Mahler cycle, 20 or 30 Gregorian Chant collections, six
copies of the same historical recording reissued on six
different labels in marginally varying (terrible) sound quality,
your cherished 12 CD box containing pirate recordings of
Sviatislav Richter’s “legendary” Spandau Prison concerts,
and literally dozens of Baroque operas about which you
remember nothing beyond the fact that they all sound
exactly the same--all of these go straight to the used CD
store where, like lost umbrellas, they will be returned to
circulation to nourish the next generation of classical CD
collectors. And as for you, well, you still purchase new
releases, but discretely, selectively, and you take the time to
enjoy every one.

David Hurwitz"



mvh