Her lidt alternative oplevelser og mening til de to glimrende tråde om godt og skidt:

3 dimensional klang – dynamik - variationer i anslag – smukt indfanget  akustik- musikalsk energiudladning. Man hører hvordan kunstneren spillede og hvad han som kunstner var i stand til at formidle og udtrykke  i sit spil – det står lysende klart. Ved første anslag vokser ørerne en ½ meter af sig selv. Wifi’s dameblad falder på gulvet, hvad er det? Hvem er det? Det er jo ubegribeligt dejligt. 

Hvor finder man sådan lyd ?????:

På f.eks. klaveroptagelser på Decca og Columbia ca. 1950-1960 altså mono, Eksempler klaver: Kempff – Backhaus, Haskil, Krauss, Yves Nat. Det er blot eksempler: Der er også violinisterne, cellisterne, sangerne, kvartetterne – for ikke at tale om jazz indspilningerne. 

kontra i dag

hvem spiller, det lyder ens de fine nuancer der giver magi som tidligere nævnt er væk. Klangene er store og sikkert dynamiske, det er imponerende, og det er glemt når der er slukket.

Man forstår ikke at Callas er så berømt, hvis man ikke hørt hende på mono plade. Jeg kender mange af de nævnte verdensklasselyd plader, og jeg kan ikke huske dem medmindre jeg hører dem. Kempff’s klaverspil eller Callas’s stemmer klinger straks i min hukommelse når jeg tænker på dem. 

Hvad kan et godt anlæg gøre ved det gamle stads? Efter Nottingham og Shahinian er kommet på banen spiller jeg mere og mere de gamle skiver (som har været arkiveret i Linn og Thorens tider) – alt graves op og serveres musikalsk perfekt. Fik for nylig foræret Mills Brothers fra ca 1935 overført til LP omkring 1954. Disse overførsler overgår al remastering jeg har hørt, både analogt og digitalt uanset antal bits. De 4 stemmers pragt og varme står klart, dimentionelt, dynamisk, ”Dinah is there anything finer – no there is not”.  

Alt efter personlig opfattelse kan disse gamle mononyler indgå både i verdens bedste og verdens dårligste – men jeg er ikke i tvivl, når musikken har 1. prioritet. 

Og for resten: Kvalitet var noget man ville dengang, man skyede intet, brugte et hav af penge på kvalitet. En RCA Living Stereo kostede i 1956 14$ og $ kursen var vel det dobbelte af i dag. Ikke mærkeligt at en mint copy i dag koster det samme gange 20-30-40.

Må overveje

Må nok investere i det bedste fra Nottingham og Shahinian, sælge mine stereoer og digitaloer og se at få købt alle disse vidunderlige plader (er begyndt at købe plader, Mærsk har sat sin flåde ind mellem US og Midtfyn.

At gå til læge – er det hovedet?

 

Hej SES...

Begynder du at forstå mit svar, til jeres spørgsmål om, hvordan det (grejet) formidler "teknisk svage plader" ? - man tænker mindre og mindre over det..... (suspect formuleret, men..) 

Hej SES,

SES. skrev: .............. ca. 1950-1960 altså mono, .....................for ikke at tale om jazz indspilningerne.

Dejligt at se at der er nogle som nyder de gamle mono indspilninger. Fra den tid du nævner er de stereo versionerne laaaangt overlegne. Man kan nævne:

John Coltrane - Blue Train (Mono reissue fra Classic Records).

The Modern Jazz Sextet (m. Dizzy Gillespie) - The Modern Jazz Sextet fra 1956 - stor dynamik.

Louis Armstrong & Duke Ellington - Together for the First Time (Roulette) fra 1961 - vist nok genudgivet på Classic Records

Velvet Underground - Velvet Underground & Nico - Mono mixet er meget bedre end stereo. På vinyl koster mono versionen kassen, men den findes på cd deluxe udgaven af albummet.

Bob Dylan - de tidlige fra før Nashville Skyline blev alle indspillet i mono og derefter remixet til stereo. Sundazed har udgivet mono udgaverne alle fra 1. generation masterbånd på 180gr vinyl. Mums - de er bedre end de ellers glimrende SACD udgaver der lige er kommet. Det er mig en gåde hvorfor de ikke har inkluderet monomixet på SACD'erne.

mvh  

__________________
Med venlig hilsen

"There are more love songs than anything else.
If songs could make you do something we'd all love one another."
- Frank Zappa

Hi Schelde!

Hm ja – og hvor tit er det pladen der er det svageste led? Fra en af de ”rodekasser” vi købte i sommer var der en Bach plade som først for nylig fangede min opmærksomhed. En Deutsche Harmonia Mundi (det er kvali) udgivet på østtysk ORBIS. He he – jeg troede wifi havde smuglet en Stealhead ind i systemet, sopran og bas stod i stuen i fuld klangbody  - hedetur igen.  

Også sjældent at have en som dig at inspireres af.  

Hi Zaka! Louis/Duke pladerne er guld på alle leder, Louis plays Kid Ory har jeg også på en gammel slidt RCA Camden – der sker det samme som når jeg sætter Classiccen på – musikken spiller, teknikken forsvinder. Med Møller Brdr. fik jeg også en Buddy Tate fra 54 – jamen jamen hvor er det godt. Finder du en gammel grøn Columbia- Louis Plays Waller, så køb den - uden at være ret mint basker min det meste.