| Sendt: 15 Januar 2004 kl. 18:11 | IP-adresse registreret
|
|
|
Kilde: Kulturministeriet.
Digital kopiering - hvad er lovligt?
Folketinget har vedtaget ændringer af ophavsretsloven omkring
digital kopiering til privat brug.
Kulturministeriet og Forbrugerrådet har udarbejdet denne
kortfattede information om reglerne.
Generelt
Ifølge ophavsretsloven må du udelukkende tage digitale kopier
af fx cd’er og dvd-film, hvis det er til ”personlig brug for
fremstilleren eller dennes husstand”. Digital kopiering vil
eksempelvis sige kopiering ved hjælp af cd- og dvd-brændere
samt downloading fra internettet. Det er forbudt at kopiere lånte
og lejede eksemplarer og at omgå kopispærringer for at
fremstille kopier.
Du må under alle omstændigheder heller ikke fremstille en kopi
på grundlag af et ulovligt forlæg, fx en ulovlig kopi af en cd.
Eksempelvis er det ulovligt at udveksle og downloade musik og
film via uautoriserede fildelingstjenester (peer-to-peer-
tjenester). Det er op til rettighedshaverne selv at håndhæve
deres rettigheder og føre bevis for, at en kopiering er ulovlig.
Lovligt
Du må gerne:
• Kopiere et værk, som ophavsmanden selv har givet tilladelse
til at kopiere
• Kopiere en cd og spille den til en privat fest (også hos andre)
• Kopiere en cd og lytte til den på kontoret på din arbejdsplads
• Kopiere en cd/dvd til bilen, sommerhuset, båden og til din
discman eller mp3-afspiller
• Kopiere en lånt cd/dvd, hvis kopieringen sker på et analogt
medie (fx kassettebånd)
• Kopiere værker til personlig brug hentet på nettet, når
værket er lagt ud med ophavsmandens samtykke
• Omgå eller bryde en kode eller kryptering på fx en dvd-film,
en musik-cd eller netradio i det omfang, det er nødvendigt for at
kunne se filmen eller lytte til musikken privat. Det er fx ikke
ulovligt, at du bryder krypteringen på en dvd, hvis det er
nødvendigt, for at du kan afspille dvd’en på din private pc ved
hjælp af fx et Linux-styresystem
• Bryde en dvd-regionskode
Ulovligt
Du må ikke:
• Kopiere en kopi af en cd/dvd, når du har fået kopien fra
andre
• Kopiere en original cd/dvd lånt af en ven
• Kopiere en original cd/dvd lånt på biblioteket
• Kopiere en original dvd lejet i en videobutik
• Kopiere værker hentet på nettet, når værket er lagt ud uden
ophavsmandens samtykke
• Forære kopien af en cd/dvd væk
• Udlåne, bytte eller sælge en kopieret cd/dvd
• Sende en digital kopi via din e-mail
• Bryde en kopispærring med henblik på fremstilling af en kopi
af musik-cd’en eller dvd-filmen.
Fremmed medhjælp
Ifølge en ændring af ophavsretsloven i december 2003 er det
ikke længere tilladt at benytte såkaldt fremmed medhjælp, der
medvirker i erhvervsøjemed. Det betyder, at du ikke må
benytte kopibutikker til at fremstille fotokopier af lærebøger og
anden litteratur. Det er fortsat tilladt at få hjælp til kopiering på
biblioteker, ligesom du fortsat selv må fotokopiere ved hjælp af
kopimaskiner opstillet på undervisningsinstitutioner og
biblioteker.
Edb-programmer
Ovenstående regler gælder ikke for edb-programmer, herunder
computerspil. Her må du ikke foretage kopiering til personlig
brug, men derimod kun nødvendig brugs- og
sikkerhedskopiering. Det er ikke forbudt at omgå
kopispærringer, der beskytter edb-programmer.
|