Jazz at the pawnshop - sådan skabtes pladen
Velkommen til små 70 minutters koncentreret musikoplevelse med fem af Sveriges bedste jazzmusikere. Jazz at the pawnshop er alle tiders mest atmosfærefyldte CD med vidunderlig, svingende musik og mættet med stemning fra Stampen - den af Stockholms små jazzklubber, som har de bedste musiknavne.
Stampen var oprindelig en pantelånerforretning - et ydmygt, smalt lokale i et gammelt hus i Stockholms centrale Gamla Stan, som siden har været rammerne om utallige musik-arrangementer med nogle af verdens bedste musikere.
Trods små fire meters lofthøjde er her rigtig hyggeligt: Trævæggene har suget en varm stemning af mad, øl og røg til sig, og lokalets utallige nipsgenstande bidrager til en særlig atmosfære, man kun oplever i denne Stockholms ældste bydel.
Den 6. og 7. december 1976 sad lydtekninker Gert Palmcrantz i køkkenet bag Stampens >scene< og foretog denne verdensberømte optagelse med et minimum af tekniske hjælpemidler. Det var længe før CD'ens og DAT-maskinernes tid. Før begrebet >digital lyd< var introduceret. Alligevel repræsenterer >Jazz at the pawnshop< noget af den bedste live-lyd, der nogensinde er indfanget på plade.
Simpel optage-teknik
Gert Palmcrantz er en erfaren rotte. Han mener ikke, at brugen af elektroniske hjælpemidler virker befordrende for musikens sjæl. Derfor valgte han en simpel teknik til optagelsen i Stampen.
Først og fremmest lod han musikerne stå som de helst ville.
Bagest og lidt til venstre på >scenen< står Egil Johansens jazz-trommesæt, og umiddelbart til højre for ham står Georg Reidel med sin store kontrabas, der har en smule elektrisk forstærkning i form af en komboforstærker placeret på en stol.
til højre sidder Bengt Hallberg med flygelet, hvis låg er åbnet til venstre, så lyden kommer ud den vej. På de numre hvor Lars Erstrand trakterer sin marimba og vibrafon, rulles disse pladskrævende instrumenter ind foran trommerne.
Midtfor står Arne Domnérus så og trutter i sine horn. Han er orkestrets egentlige solist og står derfor foran - med sine akkompagnatører bag sig.
Gert Palmcrantz indfanger musikken med sine favorit-mikrofoner, to gamle Neumann U47 med indbygget rør-forstærkning. Dem har han ophængt i et par meters højde ca. 80 cm foran Domnérus' saxofon. Afstanden mellem mikrofonerne er næppe mere end en håndsbredde, men deres store kondensator-membraner er vinklet lidt væk fra hinanden, så stereobredden opleves naturlig.
Båndoptagere i super-klassen
Præcisionen i flygelets anslag hjælpes lidt på vej af to Scoeps CMT-55 støtte-mikrofoner placeret oven for flygelets kasse - i komfortabel afstand til strengene. Tilsvarende understøttes kontrabassen af Neumann M49, som Gert Palmcrantz har opstillet således, at den indfanger både kontrabassens knipsede anslag og forstærkerens varme >tone<.
Ude i det lille køkken sidder Gert Palmcrantz med sine to Nagra IV spolebåndoptagere. Små Schweiziske præcisions-maskiner, hvis tekniske og lyttemæssige kvalitet er indiskutabel.
Båndmaskinerne kører med høj hastighed, 38 cm i sekundet, så de små bånd-spoler rummer ikke mere end 15 minutters musik hver. Derfor skifter Gert Palmcrantz båndoptagere lige før båndudløb, så han senere kan splejse de mange timers musik sammen til ét langt bånd.
Båndstøjen holder Gert Palmcrantz i ave med et par professionelle Dolby A 301 støjreduktions-enheder, og mikrofonsignalerne mixer han sammen med sin lille 8-kanalers Studer-mixer. Alle signaler er fase-korrekte, så forudsætningerne for god lyd er så absolut til stede.
Hans gamle Ampex monitor-højttalere ( med indbyggede forstærkere ) fortæller ham, at klangen fra U47 mikrofonerne bør hjælpes lidt i den øverste diskant over 10000 Hz. Så Palmcrantz drejer lidt på diskant-kontrollerne, starter båndet, akkurat før musikerne går på scenen - og værsgo, nu foreviges hyggen fra Stampens lumre, røgfyldte rum i alle tiders bedste live-optagelse .....
Sådan bruger du pladen til test af hifi-anlægget
Få live-optagelser er så stemningsmættede som denne. Det fornemmer du straks fra starten.
Gert Palmcrantz' legendariske optagelse viser nemlig tydeligt, at hifi handler om alt muligt andet end watt, decibel og hertz: Hifi drejer sig om at behandle og gengive musikken med største respekt - med høj troværdighed.
Fra første sekund - lige før musikerne lægger ud med Limehouse Blues fornemmer du Stampens stemning og akustik. Du kan næsten høre, at der er hundekoldt udenfor, Stockholmerne er taget herind for at hygge sig. Der pusles i baren og rasles med flasker, alt imens musikerne checker akkordskiftene til første nummer.
Limehouse Blues er en klassiker med oplagte skift at improvisere over, så snart musikken swinger derudad.
Efter få sekunder er de fem svenske jazz-eksperter rigtig på dupperne: Lyt til Arne Domnérus' klarinet og hør, hvordan det sorte træ dirrer imellem hans fingre, og hvordan det fugtige træ-blad vibrerer i klarinettens mundstykke. En klarinet er en rigtig >træblæser< med sin sarte og alligevel runde tone.
Flygelets klang reflekteres fra gulvet
På et godt stereoanlæg kan du fornemme, hvordan klarinettens klang slipper instrumentet og reflekteres af gulvet, loftet og væggene. Sådan er det med >rigtige< akustiske instrumenter. Deres lyd er et produkt af såvel instrumentets egenklang som rummets akustiske påvirkning. Akustiske instrumenter er organiske !
Flygelets klang bærer også præg af at det står på et trægulv i et rum, hvis vægge og loft ligeledes er af træ. Hør engang, hvor meget af flygelets klang, der egentlig hidrører fra lyd-reflektioner i gulvet. Og hvor meget af lyden der reflekteres via flygel-låget op mod Stampens venstre væg.
Vibrafonen derimod er overvejende af metal. Dens toner opstår i metalstave, som er ophængt over metalrør med roterende >spjæld< af omtrent samme type som i bilers karburatorer. Derfor moduleres luftmassens vibrationer i resonans-rørene, og der opstår såkaldt tremolo-effekt, som minder om vibrato.
Da vibrafonens resonansrør peger ned mod gulvet, er instrumentet endnu mere følsomt for gulvets lydreflekterende virkning end flygelet. Var der f.eks tæpper under, ville vi næppe have hørt meget til Lars Erstrands svingen med køllerne.
Appropos køller: Vibrafon-køller er ikke nær så hårde, som de umiddelbart lyder. De er omvundne med garn for ikke at ridse metalstavene. Så når du hører vibrafonens metalliske anslag, skyldes det, at stavene >slår< sig i anslagsøjeblikket.
Netop denne metalliske klang parret med modulerede gulv-refleksioner er noget af den sværeste kost overhovedet for alle stereoanlæg: Har højttalerne blot antydning af resonans-problemer i deres lydgivende membraner, hører du irriterende betoninger, som maskerer lyden fra orkesterets andre instrumenter.
Vibrafonen stiller krav til forstærkeren
Vibrafon-anslagets metallyd er også barsk kost for din forstærker. For anslaget rummer kortvarige peaks af meget stor styrke, som følgelig stiller krav om gode overstyrings-reserver fra din forstærker. Så selv om vibrafonen på ingen måde overdøver de øvrige instrumenter, er den altså et af de mest krævende i test-sammenhænge.
Egil Johansens whiskers-spil på lilletrommen og hi-hatten er fortrinlige lydkilder, når du skal orientere dig om højden til loftet og afstanden til bagvæggen i Stampens gamle pantelånerlokaler. Læg mærke til, hvor mange nuancer en lilletromme egentlig har. Og læg mærke til, at også den har >bilyde< af trommeskind, metal og lydrefleksioner ! ( På topmoderne popplader er lilletrommen ofte syntetisk - eller i det mindste optaget med mikrofon-teknik, der fjerner alt andet end lyden af selve trommen. Derved mister den ofte sin charme ). I slutningen af Limehouse Blues når Egeil Johansen op på sit ride-bækken. Her skifter han elegant fra whiskers til trommestikker. Hør hvordan bækkenet synger. Ikke noget >pzzing<, men den kropslige lyd fra et rigtigt bronze/messing-bækken. Egils bækkener spiller hele rummet op. Sikken bredde de har.
Trommelyden skal være stram og præcis
Allerede i starten af I'm confessin' fornemmer du, at der er kommet fart på ølsalget, og hvordan Stampen næsten smager af øl og mad. Publikummets lyde er vigtige ingredienser i denne liveoptagelse. Det skal lyde naturligt !
Hør Domnérus' vidunderlige fraseringer på klarinetten - måske kan du fornemme, hvordan han bevæger sig, mens han spiller. Dette nummer lader også Georg Riedels bas komme til sin ret som akkompagnement: Hans halvnoder ( et anslag for hvert andet taktslag ) hviler dejligt i sig selv, og du fornemmer, hvordan vibrationerne fra hans gamle, bløde kontrabas forplanter sig til gulvet via >spiken< i bunden.
Riedels bas er ikke stram og hurtig i klangen som danske Niels Henning Ørsted Pedersens - den er rund og fyldig. Men alligevel ganske tydelig og uden den slappe, resonante klang, som præger billige kontrabasser spillet af teknisk inkompetente bassister.
På CD'ens tredje skæring, High Life, understreges musikkens afrikanske stemning af Egil Johansens brug af bastrommen og tomtom'erne og Lars Erstrands marimba med træ-stave. I starten fungerer tamburinens bjælder som pikant effekt, men de må ikke skingre i dine højttalere.
Senere smider Johansen sin tamburin og skifter til trommestikker. Under Erstrands solo banker bastrommen sine >skandinaviske< afro-pulser med en uhyre realistisk bastrommelyd. Ikke den hårdt pumpede booo-lyd, du kender fra disco-musik, men lyden fra en rigtig stortromme i et aflangt trærum. Senere giver Johansen trommerne en på frakken - herligt. Lyt godt efter, så kan du høre, hvordan Stampens akustik forplanter sig i din stue. Du fornemmer dybde og højde ! tænk engang sådan lyder trommer live.
I starten af Jeep's Blues er Domnérus' altsaxofon den mest udtryksfulde frontfigur. Sikken et >cry, baby<, han kan præstere. Men så tager Bengt Hallberg over. Hør hans levende rap'ende fraser. Hør hans vitale anslag og brillante brug af skæve akkorder. Intet under at selveste Miles Davis betragter ham som en af skandinaviens bedste jazz-pianister.
Klaver-anslagende må ikke klinge metallisk, du skal stadigvæk kunne høre at instrumentet har træbund og trækasse, ellers er det fordi anlægget klemmer mellemtonen lidt.
Senere på Pawnshop-disc'en hører vi mere til dette vidunder-anslag. F.eks i Take five, som bringer orkesteret ud i en vellykket kollektiv improvisation med adskillige dynamiske klimakser.
Everything Happens To Me er en smuk ballade, hvor man kan høre musikernes afslappede overblik og eminente evne til at finde hinandens musikalske >huller<: Domnérus' altsaxofon fortæller lange sentimentale historier, alt imens Hallbergs klaver og Riedels bas kommenterer. Musikerne taler musik med hinanden.
Du fornemmer tydeligt instrument-klangen
Denne vekselvirkning er lige så smuk i hifi-sammenhæng, som den er interessant i musikalsk perspektiv: Instrumenternes helt forskellige placering og lyd-udstråling taler hvert sit hifi-sprog. På et godt anlæg fornemmer du let instrumenternes forskellige klang og støj-bidrag. Kan du høre basstrengene rasle mod gribebrættet ? Kan du høre når Hallberg slipper flygelets klangpedal ? Kan du høre saxofonens klapper ?
I Barbados snakker instrumenterne videre. Musikerne leger med alle deres virkemidler. Hør klaverets og trommernes dynamiske udladninger. Og hør hvordan walkin'-bassen stamper derudad ledsaget af >på tirsdag< ridebækkenet. Når du hører Georg Riedels valg af bastoner i hans soloer og de små fills, husker du pludselig, at det var ham der skrev introduktionen til TV-køkkenet. Måske ved du også, at det var ham, der skrev al musikken til Pippi Langstrømpe ? Et stort talent.
Jazz at the Pawnshop er ikke blot en test-plade. Det er en brillant liveoptagelse af levende, organisk musik, spillet af hamrende professionelle kunstnere i et akustisk perfekt miljø.
Den intense stemning fra Stampens tilrøgede scene handler næsten mere om musik end om >hifi<. Men Gert Palmcrantz' diskrete mikrofon-teknik og minimale brug af lyd-kosmetik gør denne disc til en af de mest anvendelige, når du fremover skal teste dine hifi-komponenter. God fornøjelse !
Peter Rahbek
Arne Domnérus - altsaxofon og klarinet
Bengt Hallberg - piano
Lars Erstrand - vibrafon og marimba
Georg Riedel - kontrabas
Egil Johansen - trommer
1. Limehouse blues
2. I'm confessin'
3. High life
4. Jeeps blues
5. Lady be good
6. Take five
7. Everything happens to me
8. Barbados
9. Stuffy