Jeg var en af de - i dobbelt forstand - heldige som oplevede Neil Young på Falkonerscenen. Dels fordi billetterne var revet væk på få minutter, dels fordi det var en kæmpeoplevelse.
Det var koncerten torsdag aften jeg overværede.

Neil Young med "Old Blackie"

Koncerten begyndte med et sæt fra fru Young, Pegi backet op af musikere fra Neils band. Pænt og ufarligt, men ikke det vi var kommet efter.

Derefter kom Neil Young på scenen til stående ovationer fra en fyldt sal og spillede solo et akustisk sæt af en times varighed. Det var dette sæt jeg hjemmefra havde de største forventninger til da jeg hidtil har gjort mere i de akustiske og countryinspirerede plader.
Sættet havde absolut sine momenter på højde med f.eks Massey Hall koncerten fra 1971 som udkom sidste år. Til andre tider synes jeg han virkede lidt rastløs og ukoncentreret.
Men alt i alt en stor oplevelse og det var også sjovt f.eks at se Hank Williams´ gamle guitar og den guitar Neil komponerede "Heart of gold" og "Old man" på.

Efter en pause kom der strøm på ! Neil Young blev nu backet op af et hold særdeles erfarne musikere bl.a Crazy Horse trommeslageren Ralph Molina som han har spillet med siden 60´erne, Steel guitarist mm. Ben Keith (1970) og bassist Rick Rosas (1986).
Så blev der givet gas. Sikke et energiniveau fra en 62-årig.

Neil Young var allevegne og spillede fremragende guitar helt på højde med "Live Rust" fra 1978.
De første 5 numre i sættet, bl.a aftenens højdepunkt for mit vedkommende, "Down by the river" og "Hey Hey, my my" blev spillet ubegribeligt intenst og nærværende - og monster larmende.
Derefter blev tempoet trukket lidt ned med et par countrynumre hvorefter den igen fik fuld hammer i de afsluttende numre som Powderfinger, No hidden path og aftenens enlige ekstranummer Cinnamon Girl.
Nu forstår jeg bedre hvorfor Neil Young kaldes "Godfather of grunge".

Sætliste:
Akustisk sæt:
1. From Hank to Hendrix.
2. Ambulance Blues.
3. Sad Movies.
4. A Man Needs A Maid.
5. Harvest.
6. Journey Through The Past.
7. Mellow My Mind.
8. Love Art Blues.
9. Don’t Let It Bring You Down.
10. Don’t Let It Bring You Down (kort version – glemte 1. vers og spillede dette ene vers om).
11. Cowgirl In The Sand.

Elektrisk sæt:
12. Mr. Soul.
13. Dirty Old Man.
14. Spirit Road.
15. Down By The River.
16. Hey, Hey, My, My (Into The Black).
17. Too Far Gone.
18. Oh Lonesome Me.
19. The Believer.
20. Powderfinger.
21. No Hidden Path.

Ekstranummer:
22. Cinnamon Girl.

Fra start til slut varede koncerten 4 timer incl. pauser.
Hold kæft hvor var det fedt ! Koncerten får  her fra.
Var du ikke en af de heldige kan jeg varmt anbefale at du kommer afsted hvis du skulle få muligheden en anden gang.

Mvh SJAG

Koncerten med Neil Young var fantatisk!

Og tak for en perfekt beskrivelse af den - jeg var der også torsdag aften.

Både den akustiske del og den elektriske del var uovertruffen. Og ja, sikke en energi den gamle hippie grunge rocker lagde for dagen.

Min favorit var "No Hidden Path", det sidste nummer inden ekstranummeret (Cinnamon Girl), som er fra hans seneste CD Chrome Dream II, og vil gå hen og som jeg spåer vil blive et af hans bedste live numre: versionen her torsdag aften varede næsten 25 minutter og var fyldt af den ene innovative guitar sole efter den anden. Nysgerrige kan gå på youtube.com og søge på "no hidden part" og se piratoptagelser af dette nummer fra forskellige steder på Chrome Dream II turen. Mon ikke min yndlingsoptagelser er denne fra Amsterdam, hvor det lange nummer er klippet ned til godt 6 minutter?

Jeg har stort set kun hørt Neil Young siden i torsdags- også i dette øjeblik!

Peter Q.


__________________
Masser af vintage grej.

www.vintagehifi.dk