soka skrev:
|
Jeg hørte dem meget for en del år siden. Men de er vist efterhånden gledet lidt i baggrunden 
Still Life og Quiet Zone/Pleasure Dome holder stadig. Tror sgu lige jeg smækker Godbluff på, og ser om den også gør 
Mvh Søren
|
|
|
Hvis man ikke lige er i stødet, så er det MEGET anstrengende musik at hører på. Spørg bare mine X'er og gode venner Hehe, ja det var ikke mange man fik til at se lyset
'Godbluff' og 'Quiet Zone/Pleasure Dome' har jeg aldrig hørt.
'Still Life' har jeg, men det ender altid med en af de andre. Godbluff lægger sig tids- og stilmæssigt mellem Pawn Hearts og Still Life. Knapt så kontrastfyldt som den første og knapt så afdæmpet som den sidste. Kan sagtens høres igen, fandt jeg ud af. 
Quiet... er i stilen temmelig langt fra hvad de ellers lavede. De enkelte numre er kortere, og der er flere af dem. Sax-spilleren er byttet ud med en el-violinist, der i den grad kan sit kram. De spiller virkelig intenst her, koncist og aggressivt. Man kan vel kalde den for VDG's punkplade, uden at det dog har noget som helst med punk at gøre. 
Jeg har to numre som aldrig er kommet i baggrunden og det er 'Lost' fra 'H to he Who am the Only One' og klassikeren 'Meurglys III' fra 'World Record'.
Udover disse to hører jeg også gerne 'vital' og 'Pawn Hearts' LP'erne.
Jeg ved ikke om jeg har nogle enkelte numre, jeg vil fremhæve, der er vel egentlig noget at hente på alle pladerne. Tekstmæssigt er Peter Hammill stærkest på Still Life. Han kan/kunne altså noget med de ord!!
Mht Robert Fripp, er han med på Emperor fra H to He.., og på hele Pawn Hearts. Hvis du hører Van Der Graaf, vil du sikkert også kunne lide King Crimson. Det er også prog-rock af højeste klasse.
Mvh Søren |