Copy and paste fra Ekstra Bladet:
Rod Stewart: 'Storyteller - The Complete Anthology: 1964-1990' (Warner)
Rod Stewart: 'The Rod Stewart Sessions 1971-1998' (Warner)
Rod Stewart: 'Soulbook' (J/Sony)
Rod Stewart blev engang spurgt, om der var noget, han fortrød:
- Leopardbukserne! kom det prompte.
De sagnomspundne benklæder, som spradebassen bar i sin udskældte disco-fase i slutningen af 1970’erne, har da også gjort deres til, at den balstyriske brite ofte negligeres som en slags halvpinlig blondine-magnet og fodbold-tosset bedstefar til Robbie Williams og David Beckham, snarere end den gennemmusikalsk halvbror til Van Morrison og Elton John han vitterligt er.
To netop udsendte karrierekollektioner minder om, at Stewart især i første halvdel af 1970’erne skabte noget af alle tiders mest charmerende rock’n’roll i skikkelse af uimodståeligt swingende, svajende og sprut-slubrende naturtalent.
I sjuftens selskab
Fuld er også spilletiden på de 4 cd’er, som udgør genudgivelsen af bokssættet ’Storyteller - The Complete Anthology: 1964-1990’, der fortæller mandens musikalske historie gennem 64 højdepunkter fra flaben debuterede som teenager i 1964 med den lumre bluesklassiker ’Good Morning Little Schoolgirl’, til han sprang på Tom Waits’ ’Downtown Train’ i 1989.
Undervejs har tonerne ikke altid været ligeså kønne som Stewarts langbenede ledsagere, men det måske mest bemærkelsesværdige ved at spendere fem timer i sjuftens selskab er understregningen af, hvorledes manden boltrer sig lystigt i næsten ligeså mange genrer, som han har haft koner og kærester.
I front for The Jeff Beck Group var Stewart med til at introducere bastant bluesrock i slutningen af 1960’erne, og som dinglende drukmås i Faces’ forførende rock’n’roll-cirkus i starten af 1970’erne var slamberten så berusende, at selv The Rolling Stones kunne komme til at fremstå ædruelige i sammenligning.
Skotskternet klovn
Det virkede som om, at Roden bællede rhythm and booze, da de fleste andre fik modermælk, men den skotskternede klovn smed også masken og sang hjertet ud af sin spinkle krop med inspiration fra sine keltiske rødder i rustikt knirkende folkballader på solokarrierens succesfulde pragtværker i vildbassens særdeles virkelystne ungdomsår.
’Da Ya Think I’m Sexy?’ var lyden af leopardmønster i 1978 og en rød klud i ansigtet på mange kritikere, og med mindre man kan lide at have det sjovt, så er disco-schlageren da også en skamløs sjofelhed, der dog sammen med for eksempel ’Hot Legs’, ’Baby Jane’ og ’Young Turks’ signalerede, at Stewart bestemt ikke var færdig som festarrangør, han havde bare skiftet balsal.
Legenden hævder, han flere gange har forsøgt at skifte frisure, men håret nægter simpelthen at sidde anderledes, og på samme måde lyder Rod Stewart altid umiskendeligt som Rod Stewart, og det skyldes selvfølgelig ikke mindst, at hans sandpapir-stemme høvler ethvert tilløb til pænhed op og efterlader lytteren med spåner i sofaen.
En tønde Guinness
Man skal heller ikke undervurdere underholdningseffekten i Stewarts slingrende univers, og hans kække covernoter til ’Storyteller...’ vidner om en ener, der næppe er den kedeligste, man kunne dele en tønde Guinness med, og spasmagerens smittende humør løber tillige gennem ’The Rod Stewart Sessions 1971-1998’ som en liderlig skødehund, der er ny i kvarteret.
Boksen indeholder 4 cd’er med alternative versioner af kendte klassikere samt en snes hidtil ikke offentliggjorte numre fra gemmerne, og til trods for at åbenbaringer ikke ligefrem toner frem i egenskab af stjerneskud på stribe, så er det en fornøjelse at opleve Stewart arbejde i studiet som en anden Elvis Presley med instruktioner til musikerne og en åbenlys entusiasme og kreativ hovedrolle i en slags inspireret famlen.
Det kan af og til minde om en brandert tumlende ned af bagtrappen, men det samme kan man bestemt ikke sige om Stewarts monstrøst millionsælgende og faktisk ganske gedigne serie af sange fra det, han kalder ’The Great American Songbook’, der udkom på fire skiver i starten af dette årti.
Kandiseret soulskive
Under titlen ’Soulbook’ følger han nu op med lignende diskret kandiserede fortolkninger af sange fra soulgenren, der var hans første kærlighed, og selv om diverse Motown-klenodier forsødes lige rigeligt, så bliver de sjældent vamle, og Tony Joe Whites mesterlige ’Rainy Night in Georgia’ bydes op til en kærlig kinddans, mens ’It’s the Same Old Song’ betoner, at Stewart stadig kan charmere trusserne af en evergreen.
10. januar fylder fænomenet 65, og mens verden higer efter en gendannelse af Faces, går verdens eneste Rod Stewart stadig kun egne veje, der blandt andet fører ham til Malmö Stadion fredag 18. juni, hvor entertaineren atter vil gøre lige nøjagtigt, hvad han blev født til.
Som showmanden selv skriver i introduktionen til ’Storyteller...’:
- Stewart’s the name, singing’s the game.
__________________
Rod Stewart: Every Picture Tells A Story, 1971 
NAD C390DD - SA Ranger - Cambridge 751BD - Bluesound
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: "May You Never"
Emne lukket)
). Waits' egen version kan ikke slås - han får Rod Stewart til at lyde som en 12-årig pige 
. Stewart har osse lavet en version af Waits' Downtown Train, for øvrigt.
. Og rigtigt, Waits' egne versioner klarer sig ikke godt kommercielt sammenlignet med andres covers. Tænk blot på Bruce Springsteens version af "Jersey Girl".
