Afledt af tråden om Dire Straits der hedder "Jeg mangler to skiver" vil jeg gerne udtrykke min undren over de CD'ere der er Re-mastered, jeg har sjældent hørt en Re-mastered udgave der bibringer den originale udgivelse noget som helst godt. Når jeg lytter til en Re-mastred udgave af f.eks. Dire Straits plader så hører jeg nogle dumpapper bag knapperne der med djævlens vold og magt prøve at hive noget frem der aldrig har været der som f.eks. en luftig top eller et stort rum og alt skal være så tyndt og stramt, det eneste man opnår er at fjerne sjælen og stemningen fra musikken.  Jeg synes bare det er synd for hvis nu en der aldrig har hørt Dire Straits før eller andet får fat i en af de der Re-mastrede afskyeligheder så vil man uvilkårligt tænke "sikke noget kedeligt og energiforladt musik". Den første Dire Straits udgivelse har jeg også på CD i en ikke Re-mastrered udgave og det er en helt anden snak, her er det originale masterbånd bare blevet digitaliseret uden at der er nogen der er gået i selvsving på knapperne, det er sgu' O.K. Men hvad siger I andre om Re-mastrede udgaver, er det bare et forsøg på at tjene kassen på noget der ikke er der ?

Hej Lasse...

Vi fortsætter da bare her.....

Enig, men sammenligner man med mange gamle CD`er fra ´83-´86, kan der i nogle tilfælde være noget at hente..

Et godt bud er Sebastians "Den Store Flugt", der udkom i en jubileums-digipack-udgave, 2002. http://www.noisy.dk/en/music/db/album.php?id=1261 Her er det med respekt for originalen - fuld smæk på trommer og guitar. Her lyder min LP lidt mat i det ved sammenligning. CD´en er dog ikke helt så sammenhængende, men det fortæller mere om CD-afspilleren end om CD´en. Prøv engang...

Mobile Fidelity har lavet nogle virkeligt gode remasters udfra de orginale master tapes.

Ellers tror jeg den generelle fejl er at man for det første ikke arbejder med de originale master tapes, og så laver det klassiske nummer med at hæve dynamikken rent digitalt, med medfølgende problemer.

Karsten

Jeg synes at man er sluppet godt fra Dylan's SACD hybrider (har ikke hørt SACD delen). Det er gjort med respekt for lyden på de gamle vinyler. De slår dog ikke mono udgaverne der er genudgivet på Sundazed vinyl .

Stones SACD hybriderne er frygtelige efter min mening.

Marvin Gaye's Let's Get It On og What's Going On er fremragende i deres jubilæums-super-duper-remastered udgaver.

Altså, nogle gange duer det, andre gange ikke ;o)

mvh

 

Nu har jeg aldrig lyttet efter forskelle på de originale og de re-masterede udgaver. De 4 cd'er jeg selv ejer med dem, er alle sammen re-masterede, og jeg synes da lyden er god på de plader....

Men har som sagt ikke hørt dem op mod de "originale", og kan de egentlig fåes mere. Synes altid kun man ser de re-masterede....!!!

lasse skrev: Afledt af tråden om Dire Straits der hedder "Jeg mangler to skiver" vil jeg gerne udtrykke min undren over de CD'ere der er Re-mastered, jeg har sjældent hørt en Re-mastered udgave der bibringer den originale udgivelse noget som helst godt. Når jeg lytter til en Re-mastred udgave af f.eks. Dire Straits plader så hører jeg nogle dumpapper bag knapperne der med djævlens vold og magt prøve at hive noget frem der aldrig har været der som f.eks. en luftig top eller et stort rum og alt skal være så tyndt og stramt, det eneste man opnår er at fjerne sjælen og stemningen fra musikken.  Jeg synes bare det er synd for hvis nu en der aldrig har hørt Dire Straits før eller andet får fat i en af de der Re-mastrede afskyeligheder så vil man uvilkårligt tænke "sikke noget kedeligt og energiforladt musik". Den første Dire Straits udgivelse har jeg også på CD i en ikke Re-mastrered udgave og det er en helt anden snak, her er det originale masterbånd bare blevet digitaliseret uden at der er nogen der er gået i selvsving på knapperne, det er sgu' O.K. Men hvad siger I andre om Re-mastrede udgaver, er det bare et forsøg på at tjene kassen på noget der ikke er der ?

Har alle ikke re-M og re-M og de org er klart bedst , der er ikke mange re-m der er gode ikke engang MF det er noget cjap .

Det samme med pink floyd og en masse andet godt musik .

 

 

Jeg mener også at have hørt gode remastered cd'ere.

Jeg mener også, at en ndel cd'ere fra 80'erne, og især ældre udgivelser der bare er blevet hældt på cd'ere i sen 80'erne eller de tidlige 90'ere er i en så ringe kvalitet, at nye udgaver er på sin plads. Om de så er reelt er remastered, eller hvad der kan gøres ved jeg ikke.

Jeg synes i hvertfald at mine dire straits cd'ere, dire straits, communique, making movies, love over gold og money for nothing er meget dårlige indspilninger.

Mvh. Becker

O.K. jeg kan se at der er andre der også har svært ved at finde én god grund til at Re-master CD'ere. Som nogle af jer skriver så kan det egentlig godt være iorden hvis der enten er tale om analoge masterbånd der kun har været ude på LP eller hvis der er tale om CD'ere der er udgivet tidlig '80, så kan man sige at der er løbet så meget vand i åen siden at der reelt ville være noget at hente med en bedre teknik. Sådan som jeg ser det må det kræve at den der vil lave en Re-master har adgang til de originale masterbånd og ikke et 2 kanals downmix, selv her skal tungen holdes lige i munden, der skal støves af men sgu' ikke males og om møbleres.

lasse skrev: O.K. jeg kan se at der er andre der også har svært ved at finde én god grund til at Re-master CD'ere. Som nogle af jer skriver så kan det egentlig godt være iorden hvis der enten er tale om analoge masterbånd der kun har været ude på LP eller hvis der er tale om CD'ere der er udgivet tidlig '80, så kan man sige at der er løbet så meget vand i åen siden at der reelt ville være noget at hente med en bedre teknik. Sådan som jeg ser det må det kræve at den der vil lave en Re-master har adgang til de originale masterbånd og ikke et 2 kanals downmix, selv her skal tungen holdes lige i munden, der skal støves af men sgu' ikke males og om møbleres.

Hej Lasse!

Et Masterbånd er normalt altid et 2-kanal downmix af Råbåndet, der er selve "indspilningsbåndet" (båndet med de mange spor på).

Ved fremstilling af en ny Master (hvor originalmasteren tidligere har været brugt til LP produktion) til CD produktion, laves der en såkaldt Glasmaster. Altså en remastering.

I denne proces foretages der normalt også en del equalisering og anden lydbehandling.

Og da der er stor forskel på vores ører, er det ikke spor ligemeget, hvem der foretager denne proces. Det færdige resultat kan være eminent, men det kan undertiden også lyde som et middelstort trafikuheld. Det afhænger helt af det anvendte mastering udstyr og teknikerens ører.

En meget anvendt mastering-gøj er f.eks. Doug Sax, The Mastering Lab, N.Y. Men heller ikke han slipper lige godt fra det hver gang.

Et selskab som eksempelvis Verve har lavet en del remastering af ældre jazz musik. En hel del af det er de sluppet godt fra, men der er sgu også nogle smuttere imellem.

Så vil man være helt sikker på kvaliteten, er der ikke meget andet at gøre, end at lytte sig frem, før man køber.


Mvh
G&S


Juleønsker: Virksomhedsbesøg hos SA, Zippo lighter

Hej Ghammel og Suhr

Ja, det forklarer unægteligt en del om hvad det er muligt at rette op på ved en sådan re-mastering. Tak for forklaringen af det tekniske.

I denne forbindelse kunne jeg godt tænke mig at vide om nogen kan forklare hvad SPM er ? 

Super Bit Mapping

Hej klc-audio...

Se her: http://www.oade.com/Tapers_Section/sbm.html

Sony's Super Bit Mapping circuit uses noise shaping filters
that mirror the frequency sensitivity of the human ear.

Jeg har mest lyttet efter de remasters, der er lavet til SACD, men hvor det nye cd-spor nogle gange lyder næsten lige så godt som SACD-sporet. Men at kvaliteten af en remastering afhænger af kvaliteten af de til rådighed stående master- eller råbånd, det er da indlysende.

Eet af de bedste eksempler, jeg kan komme på, er Steely Dan's 'Gaucho', hvor også cd-laget på SACD-hybriden lyder markant bedre end den gamle cd-version. Jeg synes også Roxy Music's 'Avalon' er ret vellykket, og en opsamling af gamle Sam Cooke-numre viser også, hvor meget der kan hentes på at lave remasters af gamle indspilninger.

Mastering er en undervurderet kunst. Var en interessant artikel om det i Hifi Choice for et halvt års tid siden.

Old for Sure har fortalt hvad der sker eller kan ske.

Her lidt om nogle af mine oplevelser med remaster hvor spillen også har en betydning. Mange audiophile og dyre cd’er er produceret med extra fokus på kvalitet i remastering og i selve i cd fremstillingen hvor der af nogle bruges guld.

På min forrige afspiller Proceed synes i de ekstra anstrengelser spildte og i nogle tilfælde dødbringende for musikken. Jeg har Belafontes bluesplade på guldcd DCC (fjolset fik mailet forkert så vinylen smuttede) den lød helt kold og livløs på Proceed. Med ML390 er situationen helt anderledes – den er ganske enkelt fremragende på alle leder og kanter. Fra samme kilde samme oplevelse med Nat King Cole – SMILE er sour på Proceed og SMILE på ML. På samme måde er ML den eneste maskine jeg har hørt der viser fordelene med JVC XRCD teknologi. En dyr men sjov fornøjelse.

Har ikke fået checket remastered DireStraits op på ML – de kedede mig på Proceed, Money for nothing.

Så i det mindste har jeg en formodning om at afspilleren også har en betydning.

 

Vanderlay skrev: ...og en opsamling af gamle Sam Cooke-numre viser også, hvor meget der kan hentes på at lave remasters af gamle indspilninger.......

Hej Vanderlay,

Hvis det er The Man Who Invented Soul (4CD) opsamlingen, så ja, der er guld-lyd på den . Sæt Lost and Lookin' på og hør en stemme der næppe overgås. Den opsamling er meget vellykket .

mvh

Vedr. Sam Cooke,

Det er faktisk 'Portrait of a Legend', jeg har med Sam Cooke, men jeg vil da bestemt holde udkig efter den, du nævner.

Jeg mener at have læst at der i nogle tilfælle er mere end det Ghammel & Suhr skriver:

Jeg har Dylan's Highway 61 Revisited på guld cd fra DCC (kanon ). I forbindelse med køb af den læste jeg et interview med Steve Hoffman (tror jeg nok han hedder) der stod for remasteringen.

Han fortalte at de havde brugt rigtig lang tid i Columbia's arkiver for at finde det rigtige stereo-mix.

I følge Hoffman lavede man først stereo-mixet udfra fler-kanals masterbåndet, dernæst lavede man en kopi hvor de øvre og nedre frekvenser blev fjernet.

Dette gjorde man dengang, fordi det udstyr der skærer den dims (hvad hedder sådan en? Pressing-master?) vinylerne skulle presses efter, ikke kunne håndtere disse frekvenser. Det oprindelige stereo-mix smed man ind på hylden igen uden at spekulere over at der kunne komme en tid hvor man var interesseret i at bruge det.

Nu hvor disse bånd er blevet interessante, kan man selvfølgelig ikke finde dem igen, fordi man ikke har passet godt nok på dem. Så man står mange gange med valget mellem at anvende en 3. generations kopi (der mangler øvre og nedre frekvenser) eller anvende fler-kanalsmaster båndet, som så skal mixes igen.

Det lykkedes for Hoffman og hans kumpaner at finde det originale stereo-mix og det er det der gør DCC versionen af Highway 61 så speciel .

mvh

Vanderlay skrev: Vedr. Sam Cooke, Det er faktisk 'Portrait of a Legend', jeg har med Sam Cooke, men jeg vil da bestemt holde udkig efter den, du nævner.

Fona 2000 her i kbh. har den til  249,- Billigt. Måske Fona i Århus har den, eller kan få den fra Kbh.

Det er denne her:

http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&uid=UIDSUB02040 3040912081149&sql=Aby09keptsq7n

mvh

Hej Lasse.

Lige nogle eksempler på at det ind i mellem lader sig gøre med de der remasterudgaver i forhold til førsteudgivelserne på cd.

Roxy Music: Hele deres bagkatalog er kraftigt forbedret. Enkelte skiver nærmer sig audiofilniveau.

King Crimson: Det meste af, hvad der er udgivet. Lyt lige til 'In the court..' i første- kontra Rem-udgaven. Det siger alt!

Genesis: Jo jo, 'Foxtrot' og 'The Lamb..' er ganske hæderlige (Superlyd bliver det aldrig)

Rush: Meget mere afbalanceret på Rem-udgaverne. Geddy Lee's notoriske vokal kræver en meget høj smertetærskel på visse af førsteudgaverne.

Jeg er tildels enig mht Dire Straits. Her foretrækker jeg de oprindelige, der på mit grej lyder mere sammenhængende (knapt så audiofile??), men jeg vil ikke udelukke at et andet set-up vil vende op og ned på det hele.

Pink Floyd er en blandet landhandel, 'Piper..' er helt klart bedst i den nyeste version, 'WYWH' i den første og 'DSOTM'... ja det er et godt spørgsmål. Jeg ved det måske om et halvt år, når jeg har hørt alle udgaverne igennem

Summasumarum: Nej der er vist ikke nogen entydig konklusion. Udover den der med at tjene kassen, og blive ved med det.

Mvh Søren

Hej soka

Jo da, det kan lade sig gøre når originalmaterialet kan bære det, dårlig optagelse og/eller mixning kan man ikke gøre meget ved med en re-mastering. Jeg husker historien om de der Elvis udgivelser for nogle år siden men her var jo tale om rensning og restaurering, en noget mere kompliceret og længere varende proces. (for øvrigt med fremragende resultat)

Det jeg bare har noget imod er når man ikke kan tilføje original materialet noget godt eller rettere præsenterer det på en, for musikken, mere "spiselig" måde, hvis det eneste man kan gøre for et stykke musik er at hæve diskantniveauet med noget forfærdelig fnidder til følge, så synes jeg at man skal lade være.

Det var egentlig meget enklere i "gamle" dage, den gang man købte Mobile Fidelity presninger af nogle udvalgte plader, her gjorde man ikke andet end at skære masteren til presningen med  ½ hastighed, lave presningerne i noget kvalitets vinyl og så begrænsede man antallet af presninger, var der så forskel på disse presninger og så originalerne, ja da, meget mindre pladestøj og en stærkt forbedret dynamik med meget mere hul igennem.