gichael3257 skrev:
|
Progressive scan, er bare en opløsning på 1920x1024, så det kræver bare at grafikkortet kan kører denne opløsning.
|
|
|
Det er nu ikke helt rigtigt - den høje opløsning er HDTV (High definitionTV). Progressive scan er output af hele billede til f.eks fladskærme og projektorer, i modsætning til interlaced (= halve billeder) der bruges til billedrørsfremvisere (ja, altså TVapparater
)
På min HTPC er outputtet gennem DVI udgangen på kortet automatisk progressivt, så vidt jeg ved.
Tjek iøvrigt denne sammenligning mellem HTPC'er og standalone DVD'er - noget overraskende...testresultaterne findes gennem linket nederst på siden
http://www.hometheaterhifi.com/volume_7_4/dvd-benchmark-part -5-progressive-10-2000.html
Angående udførlig forklaring om progressive scan, så er følgende sakset fra en artikel her på sitet:
Hvad er Progressive scan, og hvad betyder det for mig
!: Ved normale tv-udsendelser er billedet splittet op i 50 halve billeder, et såkaldt interlace signal. Et normalt tv viser kun hver anden line hver gang den tegner billedet, de 50 halve billeder ses af øjet som ét løbende billede. DLP og LCD projektorer arbejder altid i Progressive scan. Det betyder at der kun vises hele billeder, og ikke halve. De 50 halve billeder slås sammen til 25 hele billeder. Da 25 billeder i sekundet er for lidt til at give et flydende billede vises hvert billede to gange. Billedet bliver altså konverteret fra interlace til progressive inden det vises. Denne konvertering foretages ved hjælp af en såkaldt de-interlacer (også kaldet linedoubler), enten i projektoren, i en ekstern de-interlacer/linedoubler eller som en del af en DVD-afspiller. Konverteringen fra interlace til progressive er ikke nogen simpel proces, af flere årsager. For det første er det vigtigt at slå fast at billedet på en DVD-plade IKKE er lagret progressivt, men interlaced. Når billedet aflæses fra skiven får man 50 digitale halvbilleder at arbejde videre med (60 ved det amerikanse NTSC, såsom reg. 1 film) Dette signal kan så vises interlaced eller progressivt. Dette gælder uanset hvilket format man benytter til overførsel af billedet, også i fremtidige digitale overførselsstandarder. Der er forskel på hvordan konverteringen foregår alt efter det oprindelige materiale. Når indspilningen er lavet med almindelige tv-kameraer er indspilningen foregået ved 50 Hz interlace. Billedet består altså af 50 unikke halv-billeder, og man kan ikke bare slå to halvbilleder sammen til et, fordi billedet har flyttet sig fra ét halvbillede til det næste. Gennem avancerede computerberegninger genskaber man 25 nye, hele billeder ud fra de 50 originale. Hvert billede vises så to gange, så resultatet bliver 50 Hz progressive. Nøjagtig det samme sker ved NTSC, blot fra 60 halbilleder til 30 helbilleder. Billedkvaliteten er et resultat af kvaliteten af disse beregninger, og altså kvaliteten af de-interlaceren. Mange billigere DVD-afspillere med progressive scan laver ikke disse beregninger, men slår blot billederne sammen, eller fylder de manglende liner ud ved at gentage hver linie i billedet to gange. Begge dele resulterer i dårlig billedkvalitet, og det er derfor vigtigt at benytte dén de-interlacer der har den bedste kvalitet, hvis man har de-interlacer i både afspiller og projektor.
Når det oprindelige materiale er film, som er optaget progressivt, er processen på den ene side mere enkel, på den anden side med nye problemer. Processen er forskellig for det europæiske PAL-system og for det amerikanske NTSC. Først PAL:
Film indspilles med 24 billeder i sekundet. Når filmen lagres i PAL-formatet speeder man hastigheden op med ca. 4 %, så det passer med 25 billeder i sekundet (normalt ikke mærkbart). Disse 25 hele billeder splittes op i 50 halvbilleder. Ved afspilningen er det en meget simpel ting at lægge de 50 halvbilleder sammen til 25 hele, da halvbillede 1 og 2 tilsammen udgør 1 helt billede. Det der til gengæld ikke er simpelt for de-interlaceren er at finde ud af om det oprindelige materiale var film eller TV, og altså om den blot skal lægge billederne sammen eller udføre de førnævnte computerberegninger. Vælger den forkert bliver resultatet ringere billede. Igen har kvaliteten af de-interlaceren altså betydning.
Ved NTSC kan man ikke bare speede filmen op, da det ville være mærkbart. Der benyttes derfor en speciel teknik der kaldes 2-3 pulldown (eller 3-2 pulldown, begge er korrekt). For hver fire hele billeder i filmen skal der skabes 10 halve billeder. To halve billeder kaldes en ”frame”. Én frame består altså af et helt billede, delt op i to halve billeder (fields). Man skaber ud fra de 4 originale frames 5 nye frames, se figur 1. Bemærk rækkefølgen i de enkelte fields i de 5 nye frames, først to gange A, dernæst 3 gange B osv. Bemærk at første halvbillede (field) fra frame B og D benyttes to gange. Når dette billede vises på et almindeligt tv opleves billedet som en mere eller mindre flydende helhed. Da hvert billede ikke vises lige mange gange kan man opleve at billedet hakker ved bevægelser. Men når billedet skal vises progressivt opstår problemerne. Hvis vi bare gør som ved PAL, og lægger de enkelte halvbilleder sammen, vil frame 1, 2 og 5 være korrekte, men frame 3 og 4 vil være sammenlægninger af hhv. billede B/C og C/D. Det giver forvræninger af billedet. En god de-interlacer har såkaldt reverse 2-3 pulldown. Det betyder at den i stedet for at skabe 30 hele billeder finder frem til de gentagede halvbilleder, og kasserer dem. Tilbage er så de oprindelige 4 frames, og vi har et billede på 24 hele billeder i sekundet, svarende til det oprindelige format. Da NTSC displays arbejder i 60 Hz vises hvert andet helbillede 2 gange, og hvert andet 3 gange. Dette resulterer i de samme rykvise hak-problemer som ved interlace-afspilning. Visse de-interlacere benytter diverse teknologier til at udjævne denne hakken, til et mere jævnt billede. Igen er kunsten for de-interlaceren at vælge den rigtige metode til de rigtige formater
__________________
AVI + Squeezebox