Hej til alle dem jeg kender - og dem jeg ikke kender

I denne tråd vil jeg præsentere min hifi-historie fra mine teenage år, og så frem til i dag.

Det hele begyndte i Kvickly. Som ganske ung teenager havde jer forelsket mig i looket af et mitsubishi Z-20 3-i-en anlæg:

Som man nok kan regne ud ved at se på de medfølgende højtalere, så var lyden der kom ud ikke fantastisk, men den så flot ud i mørke, den lodretstående pladespiller var blæret, og senere, da jeg fik lejlighed til at lytte til tuneren og båndoptageren i den over et andet anlæg, så var lydkvaliteten nu alligevel overraskende god. Men som man nok kan regne ud, så var der en masse elektronik, som kunne gå i stykker i sådan en, så pladespilleren holdt altså ikke evigt

bjerager skrev: Hej til alle dem jeg kender - og dem jeg ikke kender I denne tråd vil jeg præsentere min hifi-historie fra mine teenage år, og så frem til i dag. Det hele begyndte i Kvickly. Som ganske ung teenager havde jer forelsket mig i looket af et mitsubishi Z-20 3-i-en anlæg: Som man nok kan regne ud ved at se på de medfølgende højtalere, så var lyden der kom ud ikke fantastisk, men den så flot ud i mørke, den lodretstående pladespiller var blæret, og senere, da jeg fik lejlighed til at lytte til tuneren og båndoptageren i den over et andet anlæg, så var lydkvaliteten nu alligevel overraskende god. Men som man nok kan regne ud, så var der en masse elektronik, som kunne gå i stykker i sådan en, så pladespilleren holdt altså ikke evigt

Det er nu sjovt hvordan at sådan en plastik kasse der kan være springbræt til et anlæg der indebære Mørch Gs6a,
Accuphase osv. Hvad var næste stop?

Efter jeg havde mit første anlæg - JVC der kunne tage tre cd'er (wow!) - så stop den på Musical fidelity A1

Spændende tråd!

__________________
Mvh. Louis


All Vintage

Billedeupload guide

Næste skridt op efter nogle år var:

Denon PMA-920, Dali 7, Rega planar 2 og Rega Bias.

Det var et kæmpe skridt op, syntes jeg selv dengang. Kunne spille djævelsk højt, den var sgu meget go´ den denon og de der dalier. Lidt rigeligt bulderbas ville jeg nok mene i dag. Jeg havde voldsomme problemer med akustisk tilbagekobling. Men de der dalier havde nu en ret flot spillestil, et godt perspektiv, åbne og musikalske.

Jeg skiftede pickup på regaen et par gange: først ortofon x3-mc. Dernæst ortofon mc-15 mk II super.

Især den sidste blev jeg ret vild med. Jeg har den stadig, er dog udlånt på mere eller mindre permanent basis. Men da jeg for sjov prøvede at sætte den på for et par år siden, blev jeg rimeligt imponeret over hvor godt den faktisk spillede. x3-mc husker jeg som værende meget dynamisk, og passede vel egentligt meget godt til de unge år med lidt "vildt blod" over musikstilen.

 

Så fik jeg efterhånden nok af regaen. jeg prøvede først forskellige tweaks, sorbothane og lign. Jeg havde en audioquest sorbothane måtte, som både plader og støv klæbede sig til - var voldsomt irriterende i længden.

Så jeg købte en alphason solo pladespiller. Ret flot værk, men lidt af en gyngehest. Jeg fik ingen arm med, så jeg prøvede lidt forskelligt: Rega RB-300, Micro Seiki MA-707 - og til sidst mørch up-4. Mørchen havde jeg længe savlet over, inden jeg fik fingre i et brugt eksemplar, og jeg kom til at elske den fra starten. Dens lidt slanke bund passede også godt til den tendens til oppustet bund, som alphasonen havde.

Og så fik jeg nok af den kraftfulde, men ikke voldsomt raffinerede denon-forstærker. Så jeg anskaffede mig et musical fidelity-forstærkersæt: The Preamp 2a og P-170. I modsætning til min denon var p-170 rimeligt slank i bunden - måske for slank, men på den anden side passede den godt til dali-højtalerne. den havde masser af kræfter, store lytter og leverede meget strøm på trods af sine kun 2 x 70 W. Forforstærkeren er en lille perle - en klasse a konstruktion med ekstern strømforsyning i ægte engelsk minimalist stil. Jeg kunne godt finde på at købe den igen, hvis jeg faldt over den. Meget neutral, men nok ikke den mest støjsvage konstruktion.

Den konstellation levede jeg med i mange år, og var lykkelig for det. Jeg købte undervejs en anden picup, en audio technica at-oc7, som jeg aldrig rigtigt kom til at elske - den var for analytisk og hård i toppen til mig. Men pengene var små, så jeg klarede mig nu fint med det alligevel.

Jeg husker mit første anlæg:
Fisher.... Det nærmeste idag er vel Fisher Price. Brun aluminium og de tilhørende højttalere var vel fremstillet i noget der mest kan sammenlignes med masonit. Med anlægget fulgte en LP (det var den eneste "rabat" jeg fik): Police, Zenyatta Mondatta

Første opgradering var et sæt KEF Carlton, efterfulgt af elastik ophæng af pladespilleren. Armrøret blev udskiftet med dele fra en badminton ketcher.

Istedet for konfirmation, blev der så investeret i et brugt sæt Luxman C12/M12, som så dannede grundstammen i mange år, flankeret af en STD305M pladespiller med SME 3009SII. Af højttalere gennem tiden kom så et sæt Trapez medbyg. De var en del år flankeret af en gigantisk sub med en 15" JBL enhed (tror den hed LE14H). Nogenlunde samtidig fik jeg en brugt CD200 fra Philips. Da solen og min søn så ødelagde kantophænget, blev højttalerne skiftet ud med et sæt CDM1 fra B&W. CD200 blev afløst af en CD fra Harman Kardon. Typenummeret har fortabt sig i tågerne.
En overgang var M12'erens opgave overtaget af en Linsley Hood klasse A (2*15W hjemmebyg).
HK'eren blev afløst af en Musical Fidelity X-Ray CD og forstærkersættet skiftet til Holfi Pre8/Power8.
B&W'erne blev nu erstattet med det jeg troede var højttalerne for livet: Et sæt Martin Logan Aerius i. I mange år var anlægget uden de store opgraderinger. Det startede dog igen, da jeg købte en Squeezebox Classic, som nærmest krævede en bedre DAC. Heldigvis fandt jeg en MF X-DAC v3 med X-PSU v3.
Efter en godt og vel 10 år lang affære med mine ML Aerius, fik jeg et tilbud jeg ikke kunne afslå. Et sæt ML Ascent med næsten nye Ascent i paneler og alu-bas.
Holfi sættet blev solgt og istedet spiller ML'erne nu med Lyngdorf DPA1 og et IcePower 250ASX2 modul. X-Ray'en er solgt, og ligeledes MF X-Dac v3'eren.

Idag ser anlægget ud som på linket i min signatur. Den komponent som har overlevet længst, min vinyl aftaster, STD305M'eren. Den har jeg nu haft i 25 år. Den er stadig så god som ny. Ærger mig stadig over den narkoman som for godt og vel 23 år siden brød ind i vores stuelejlighed på Islands Brygge, og stjal godt og vel 40 LP'er (+ noget andet).
Så selv om en Micro Seiki RX1500 står højt på ønskesedlen (har bare ikke lige de penge sådan en koster på nuværende tidspunkt), ville udskiftningen ikke være uden vemod.



__________________
http://www.martinloganowners.com/~tdacquis/forum/showthread. php?t=9048

snart nåede mine dali 7 til deres livs afslutning. Kantophænget på basserne smuldrede lige så stille, og selv om jeg ikke havde tid, lyst og råd kom det tidspunkt, hvor de måtte væk. Min søn havde også da han var lille haft mere end almindeligt svært ved at lade være med at betragte diskanterne som knapper, han bare måtte trykke på. Så ud røg de, og ind kom et par små, billige chario standerhøjtalere. Jeg købte dem i Audioconsult, og jeg hverken ville eller kunne kaste meget mere end 3000 efter sådan et par. De spillede nu forbavsende godt. jeg har svært ved at finde noget grimt at sige om dem. De var ikke ret store og gik i sagens natur derfor ikke voldsomt dybt, og var heller ikke det sidste skrig når det gjaldt perspektiv eller detaljeringsgrad. Men de spillede med varme musikalitet og en ganske behagelig klang.

Efter at være flyttet begyndt jeg så småt at bladre gennem annoncer på nettet, og der faldt jeg over et par dali 810 til en meget rimelig pris. Jeg faldt for fristelsen og købte dem. Der var noget mere bund i dem end i de små chario. De kunne spille satans højt, leverede en myriade af detaljer, men alligevel... lydbilledet hang på en eller anden måde ikke sammen, så helt glad for dem blev jeg nu ikke. jeg levede nu alligevel med dem et stykke tid.

Undervejs havde jeg også haft min første cd inden for dørene. En Teac, som jeg efter at par dage gik ned og afleverede igen. Jeg husker ikke modelnavnet, men det var ikke verdens dyreste. Ikke desto mindre havde jeg forventet noget mere af den. Min alphason solo med mørch up-4 armen og audio technica at-oc7 pickup spilllede den simpelthen så langt ned under gulvbrædderne, at den ikke var til at holde ud at høre på, sammenlignet med pladespilleren. der gik nogle år, før jeg indså at jeg måtte købe en cd, og så investerede jeg i en nad - et-eller andet. Ikke verdens dyreste, dog klart bedre end teac'en, men stadig intet match for min alphasson. I dag har jeg en nad dvd, som jeg spiller musik på en gang i mellem. Den er til at holde ud at høre på, men ikke noget særligt - slet ikke i forhold til den pladespiller jeg har i dag.

Nå, men på et tidspunkt begyndte min P-170 at blive syg. Der kom en høj hylende lyd i den ene højtaler, et stykke tid efter, at man havde sllukket for den. Jeg levede med den hyletone i lang tid - flere år faktisk, før jeg fik gjort noget ved det. Jeg faldt over en brugt The End millenium XP i et hæsligt grimt kabinet sammen med en Nakamichi ca-5e mk II, og ind røg det sæt til fordel for Musical fidelity-sættet. Stor forbedring, meget klarere lyd, bedre perspektiv, mindre støj. Jeg bøvlede lidt med at få indstillet pickupindgangen på Nakamichien, og i længden forekom den mig at være lidt steril.

Undervejs fandt jeg ud af, at det som var mindst pladskrævende at eksperimentere med var pickupper - derfor har jeg efterhånden haft ret mange mellem hænderne. her følger en liste:

Rega Bias: Min første rigtige pickup. Jeg var begejstret, da jeg lige havde fået den, men begejstringen forsvandt, da jeg fik noget at sammenligne med. ganske velafbalanceret, men mangler i den grad detaljer og dynamik. Pladespiller: Rega Planar 2 med RB250-arm. Spillede via en Denon PMA 920 integreret forstærker.

Ortofon X3 MC: En high output MC pickup. Det var den første pickup, som vagte begejstring. Var et stort spring fremad i forhold til Rega Bias. Ganske dynamisk, hælder mod det varme og dens Fine Line nål sørger for, at der ikke mangler detaljer. Kan virke næste "overivrig" efter at vise hvad den kan, og den har en tendens til at miste overblikket i vanskelige passager. Pladespiller: Rega Planar 2 med RB250-arm. Spillede via en Denon PMA 920 integreret forstærker. God til rytmisk musik.

Ortofon MC 15 MK II: Her får man virkeligt meget pickup for pengene. God klangbalance, åben, og deltaljeret. Ligesom X3 MC har den en tendens til at miste overblikket i meget komplekse passager. Lyder meget behageligt. Klart et af de aller bedste køb til prisen i sin tid - og er det sådan set stadig, hvis man kan finde den. Pladespiller: Rega Planar 2 med RB250-arm. Senere skiftede jeg til en Alphasson Solo pladespiller med først en Micro Seiki CF1-arm, og senere en Mørch UP-4 arm med blåt armrør. Spillede via en Denon PMA 920 integreret forstærker. God til rytmisk musik, især rock.

Audio Technica AT OC7: Meget neutral, detaljeret, men med en irriterende betoning på S-lyde.  Lidt kølig. levede med den længe, men var aldrig særligt begejstret for den. Pladespiller: Rega Planar 2 med RB250-arm. Senere skiftede jeg til en Alphasson Solo pladespiller med først en Micro Seiki CF1-arm, og senere en Mørch UP-4 arm med blåt armrør. Spillede via en musical fidelity the peamp 2a forforstærker med indbygget mc-trin. Nok bedst til rytmisk musik, men bare ikke lige mig. På et meget mørktklingende anlæg kunne den måske gøre god fyldest.

Audio Technica AT 33E: Varm mellemtone, meget afbalanceret, selv om de nederste oktaver ikke var dens stærkeste side. Irriterende betoning på s-lyde, gjorde at jeg ikke kunne leve med den i længden. God, åben mellemtone, ikke den mest dynamiske. Pladespiller: Alphasson Solo pladespiller med en Mørch UP-4 arm med blåt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker med indbygget mc-trin.

Audio Technica AT33PTG: AT33ptg levere et stort lydbillede med mange detaljer og meget lidt nålestøj - så lidt, at da jeg skiftede til en denon dl-304 blev jeg ganske overrasket over, hvor meget den nålestøj der var på den - og jeg der ellers betragter dl-304'eren som en støjsvag pickup. Den er ikke en egentligt varmtlydende pickup, eks. sammenlignet med den førnævnte denon, men den har en behagelig, åben mellemtone, og en meget præcis og veldefineret basgengivelse. Af den frekvensmåling som følger med kan man aflæse, at der er en stigning i den ellers meget lineære frekvensgengivelse efter 5000 Hz, hvilket også kan høres. Dette er jo i øvrigt ikke usædvanligt for MC-pickupper. En smule justering af treble på forforstærkeren giver en passende kompensation for det forhold Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt armrør. Spillede via en Accuphase C-200 forforstærker med en ortofon t-20 trafo

Goldring 1022GX: Igen et skridt fremad i forhold til AT OC7, men ikke på niveau med MC 15 MKII. Generer ikke nogen, god til rytmisk musik, men måske en anelse kedelig. Alphasson Solo pladespiller med en Mørch UP-4 arm med blåt armrør. Spillede via en musical fidelity the peamp 2a forforstærker med indbygget mc-trin.

Ortofon MC 20 MKII: Den blev jeg aldrig rigtigt glad for. På mange måder en meget raffineret, neutral, dynamisk og detaljeret performer. Men den virker på en eller anden måde for "kold til mit temperament. Analytisk i spillestilen. Mange er begejstret for MC 20-modellerne - jeg er ikke en af dem. Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker med indbygget mc-trin.

Ortofon MC 20 Super: Minder meget om MC 20 MKII. Blev heller aldrig rigtig glad for den... Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker med indbygget mc-trin.

Ortofon Rondo Blue: Vel nok den bedste pickup jeg har haft. Varm, dynamisk, med et passende detaljeringsniveau - detaljerne kommer aldrig til at virke anmasende eller ubehageligt. Behagelig klangbalance. Sjovt nok har jeg haft pickupper, som sporer bedre. God til at formidle rum. Allrounder til alle former for musik. Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt armrør. Spillede via en Accuphase C-200 forforstærker med en ortofon t-20 trafo

Ortofon MC200: Ikke helt så kølig som MC 20-serien, men klangbalancen minder om den. Sporer fremragende i min mørch-arm. I meget komplekse passager kan den miste overblikket, men den går det på en chamerende måde. Giver en god rummelighedsfornemmelse. Er især god til klassisk musik. Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med intergreret armrør. Spillede via en Accuphase C-200 forforstærker med en ortofon t-20 trafo

Empire Benz MC5: Blev hypet meget på nettet en overgang, blev fristet, og købte en. Blev til at begynde med meget imponeret. Meget åben, detaljeret og lyder klart som kildevand. Tror ikke jeg hverken før eller siden har hørt noget så detaljeret. Meget dynamisk, ikke den mest fyldige bund, lys klangbalance, flot perspektiv, mistede aldrig overblikket. Men trættende i længden og høre på. På en eller anden måde blev alle de detaljer aldrig rigtig til musik. Og så havde den også det der med de s-lyde... Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker med indbygget mc-trin.

Supex SD 900E: Uha, da, da. Husker første gang jeg hørte Stevie Wonders "I Wish" med den pickup. "Sådan skal det lyde", tænkte jeg. fantastisk til rytmisk musik, meget funky, tiltalende spillestil, fantastisk bund og nedre mellemtone. En anelse betoninger på s-lyde i toppen, men til at leve med. Kan nok fjernes hvis man ofrer en retipping på den. En af mine absolutte favouritter. Ikke så luftig, meget "mm-agtig" i klangen. Solidt perspektiv. Sporer ok, men ikke fantastisk. Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt og blåt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker med indbygget mc-trin.

Supex SD 900 MKII: Som SD 900E - bare bedre. Kun meget lidt nålestøj. Drømmer om at få den retippet med en bedre nål for at se, hvad jeg kan få ud af det. Pladespiller: Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt og blåt armrør. Spillede via en Accuphase C-200 forforstærker med en ortofon t-20 trafo

Sumiko Blue Point: High output MC. Hmm, kan faktisk ikke finde ret meget pænt at sige om den. Kedelig, lystklingende, trist klangbalance... Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker med indbygget mc-trin.

Audio Note IQ II: Rigtig god MM-pickup. meget som en MC i spillestilen. Dynamisk, åben, luftig. Klasser over den goldring, som den deler hus med. Er lidt usædvanligt for en MM-pickup velegnet til tunge arme. Desværre igen de der s-lyde, som ødelægger totalbilledet. Minder ellers meget om Rondo blue hvad angår klangbalancen. God til rytmisk musik. Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt og blåt armrør. Spillede via en Nakamichi CA 5E MK II forforstærker, og senere med Accuphase C-200 forforstærker.

Denon DL 304: Meget behagelig klang, varm, detaljeret, godt perspektiv, meget tilgivende, kunne godt være mere dynamisk og med mere bund i, men virkelig god mellemtone kompenserer for dens øvrige mangler. Meget lidt nålestøj. En af favouritterne. Skal så absolut have en let arm. Mørch Gs6a med en Mørch UP-4 arm med rødt og armrør. Spillede via en Accuphase C-200 forforstærker med en ortofon t-20 trafo.

Signet TK7E: En af mine favouritter lige nu. Spiller ret godt i min denon dp 57L med lige armrør. Det må være noget med synergi. Virker som født til den arm. Perspektivet kunne være bredere, kunne være mere mikrodynamik, men ellers meget, meget musikalsk. Et scoop af en vintage pickup. Denon dp 57l, accuphase c-200.

Shure V15 MKII: Bestemt musikalsk, slægtskabet med de andre shure pickupper fornægter sig ikke, men MK III versionen er bedre. Denon dp 57l, accuphase c-200.

Shure V15 MKII V35mr: Meget musikalsk, god neutral formidler, detaljeret, åben mellemtone, meget lineær frekvensgang, kunne dog godt bruge lidt mere tyngde i bunden. Ikke så luftig som en MC-pickup, men jeg forstår godt hvorfor den har sine trofaste fans. Meget støjsvag, pop, clic tscick næsten helt fraværende. Denon dp 57l, accuphase c-200.

Shure Ultra VST III: Samme klang som de andre shure-pickupper, kvalitetsmæssigt imellem de to andre. kan godt rode lidt i komplekse passager. Meget stille, nok den pickup jeg har, som har mindst nålestøj. Denon dp 57l, accuphase c-200.

ADC QLM MK III: Ikke værd at skrive noget særligt hjem om. Fladt perspektiv, mangler detaljer, kedelig. Denon dp 57l, accuphase c-200.

Ortofon SPU Royal N: Jeg har monteret den på min Mørch gs6a/up-4 med et blåt armrør - dvs et tungt armrør. Den kører viá en t-30 trafo, indstillet til 6 ohm i min accuphase forforstærker, med en indgangsimpedans på 47 Kohm. Jeg var på forhånd bekymret for, om armen var tung nok, men det er den altså. Jeg bruger alle loderne, har nåletrykket indstillet på 3,4 g og antiskatingen er justeret ind, sådan at den formodentlig er lidt højere end nåletrykket - hvor meget ved jeg ikke. På Hifi-news testrecorden kan den ikke spore de to inderste testracks uden forvrængning i højre kanal, men jeg har ikke oplevet nogen form for fejltracking på nogle af de plader, som jeg har spillet indtil nu. Den har ikke verdens dybeste bas, men den er meget fast og velartikuleret, den har en åben, behagelig mellemtone og en udstrakt top. Den har et meget roligt og sikkert perspektiv, og lyder i det hele taget meget velafbalanceret. Der er ro på tingene, og jeg har ikke oplevet, at den har mistet overblikket endnu. Det er uden tvivl den dyreste pickup jeg har haft - men også langt den bedste. Den bliver hvor den er lige nu.

Jeg er vild med din gennemgang af pick-up's. Min egen pladespiller er stadig en Rega Planar 2 (men med RB300 arm og andre forbedringer)

Selv har jeg haft en Rega Bias, efterfulgt af en Ortofon MC1-Turbo (klar fremgang) derpå en Grado Gold til den var helt slidt op (og så ydeligere flere år) Nu er jeg så tilbage på Ortofon, med nydelse. De passer godt i lyden til mig.

Inspirerende indlæg

På et eller andet tidspunkt blev jeg træt af alphason-værket. Det spillede blødt og behageligt, men var lidt af en gyngehest- Det kunne kun spille 33 omdr., og når den en sjælden gang tabte drivremmen var det et sandt helvede at få den på igen.

Så jeg så mig omkring efter et alternativ. På det tidspunkt begyndte mellemhjulere at få en rennæsance, og flere og flere skrev om deres erfaringer med lencoer, garrads, thorens td-124 og rek-o-cuts.

Da var det at jeg faldt over et mørch-værk med en colton arm. jeg blev forelsket ved første blik, og måtte ha´den. Jeg købte den, skiftede armen ud med min up-4 og gav mig til at justere og skrue. Desværre viste plinten sig at være noget medtaget - da jeg spændte skruerne i efter at have dæmpet den indvendigt, flækkede træet. Argh, ingen pladespiller! Jeg flikkede nødtørftigt en plint sammen af noget egetræ fra et køkkenbordsprojekt, men kønt var det ikke. Spille kunne den til gengæld - for pokker hvor var den musikalsk.

 

Så da en venlig sjæl velsignede mig med et komplet mørch-værk med flydende ophæng adskilt til atomer måtte jeg bare have det. Det blev til nogle timers arbejde med at samle den, og jeg må sige, at jeg er lykkelig for resultatet. Den er bare så smuk, og selv om jeg ikke kan fjerne rumlen helt, så spiller den så engelne synger. Flere billeder findes andetsteds her på sitet.

Og så faldt jeg over en anden vintage sag: En accuphase c-200, forforstærker. Ud røg nakamichien, og ind kom accuphasen. Den tror jeg aldrig at jeg skiller mig af med. Prøv at pille låget af sådan en og kig engang ned i den. Det er et imponerende stykke ingenørarbejde, kæmpe strømforsyning, fantastisk riaa - dem er der forresten to af, ligesom der også er to udgange til effektforstærkere og utallige andre tilslutningsmuligheder. Herunder en tape ind- og udgang på fronten, som gør det dejligt nemt at ttilslutte eks. en bærbar computer. Riaaens følsomhed kan justeres, og indgangsimpedansen ligeså. den har den der dejlige varme vintage-lyd, uden at virke svampet eller at mangle fasthed.

På et tidspunkt blev jeg bare så træt af de der dali-højtalere, så jeg så mig om efter noget andet, læste om interessante alternativer, og faldt bl.a. over www.carlssonplanet.com. Så da jeg så et bar sorte og hvide carlsson OA50.2, måtte jeg have dem. de forekom mig at være lidt hårde i toppen, men jeg læste mig frem til, at de kunne opgraderes til OA50.3, så jeg investerede i et opgraderingskit med nyt delefilter og nye diskanter. Væk var nu den hårde top. De har et fantastisk perspektiv, meget lig det man ren faktisk oplever ude i den virkelige verden. De spiller forbavsende dybt størrelsen taget i betragtning. De er yderst musikalske, måske ikke de mest detaljerede formidlere, og kan ikke spille bragende højt, men de spreder meget glæde omrking sig i kraft af deres engagerende spillestil. Og så synes selv min kone, at de egentlig er ret elegante. Og så skal de stå op ad væggen - endnu et plus i min kones bog. Og så varde ikke så voldsomt dyre fra nye. jeg fatter faktisk ikke, at de ikke er blevet solgt i et langt større antal i sin tid.

Jeg har længe prøvet at finde alternativer:

Shahinian Obelisk: Lød direkte underligt (jeg har mistanke om, at der var noget galt med det sæt, som jeg havde hjemme på prøve)

Kef 103.3: Hmm, jeg brød mig ikke om klangen, de var lidt kedelige, og så smuldrede kantophænget også på enheden inden i dem.

F3 Focus: dem kunne jeg egentlig godt lide. De spillede meget musikalske, gik ikke så dybt som carlsson'erne, selvom de var mange gange større, lækker mellemtone, ikke så åbne i toppen som carlsson, men pratfulde til eks. blæsere. De passede bare ikke ind i min stue, der ikke er ret stor. De skal helst stå langt væk fra sidevæggen.

Og nu, endelig har jeg fundet et alternativ, der virker i min stue: B&W matrix 805. De spiller sgu fantastisk, detaljeret, åbne, neutrale... Ikke helst så dybt som carlsson og med en lidt anden klangbalance. Og nej carlsson vinder stadig svævert på perspektivet. Men jeg tror nu at de der små B&W løber af med sejren.

nu med lidt billeder

Det er spænende og fornøjelig læsning! Tak for det