En god ven ringede på min hoveddør i weekenden. Han stod i døråbningen og balancerede en Denon DP-59L med diverse PU-æsker på toppen. Denne pladespiller kan man sjovt nok nemt identificere. Imødekommende rakte jeg ud efter den og ville invitere ham indenfor. ”Glædelig Jul….den er til dig!” siger han.  Måbende tog jeg imod den og blev helt målløs.

Wow…jeg har længe gerne ville have en Denon DP 59-L, men havde da aldrig drømt om at få en foræret og så i 100% ”mint condition”.  

Pigerne satte frokost og bajere på bordet og drengene gjorde spillen klar. Den blev hurtigt sat til og en af de medfølgende PU’er – en DL-103D blev monteret.  Frem og tilbage med Feickerten og diamantvægten – så var vi klar.

Æstetisk er dens udseende en blanding af nye og gamle dage, hvor de fleste plinter på ældre pladespillere var udført i massivt træ er DP-59L’ plint er en stor og forholdsvis resonansdød cigarkasse udført i en slags mørk kirsebær/valnøds laminat eller finér, men pænt lavet og endnu pænere lakeret.

Ovenpå plinten findes diverse moderne og behagelig soft-touch knapper og et LED-display for hurtig reference  og aflæsning af valgt hastighed og dens pitch. Det er en lækker integration af det ”digitale firser-look” og det gamle analoge koncept som en pladespiller nu en gang er; Det hele fungerer visuelt og helheds indtrykket er kvalitet og præcision.  Den vejer ind på 15 kg og det er pænt når vi snakker japanske pladespillere fra firserne. Den udståler at man tager sin pladesamling seriøst og den fortjener at stå på sin egen dedikerede plads eller hylde.

Testede en plade jeg kender godt - The Milt Jackson Big Four at The Montreaux Jazz Festival 1975. Første udfordring er den ekseptionelt høje spindle….derefter ”play”. Den er ikke automatisk som mange tror; man tager selv armen ind over rillen og sænker elektronisk ved et tast. Roligt kom armen ned og nålen fandt rillen med det samme….lang rolig og sort pause..og så musik. …wow!

Den sad lige i skabet. Denne vulgært store japanske kasse med digitaldisplay og navarone kanon kan bare et eller andet. Alle funktioner var sunde og fungerede gnidningsløst. Egentligt utroligt at en spille med så meget elektronik og diverse indstillingsmuligheder stadig fungere uden problemer. Modellen var  Denon’s sidste bud på en kommerciel high-end spille. Indført i 1984 og i handlen frem til 1988.

Den bygger på et direkte drev som er kvartsstyrret. Neden under falsen på pladetallerken (aluminium) har man installeret et korrektions/afspilningshastighed system. Dette  overvåges, eller betjenes ved hjælp af en magnetisk (ferro) belægning som aflæses at noget der ligner et læsehoved fra et tapedeck.

Dette læsehoved står så og aflæser belægningen og holder derved den valgte hastighed helt nøjagtigt. Drivkraften er stærk, men ikke ligeså stærk som min SL1200, men det nemt at børste plader af; endda i pitch.

Lyden kan jeg ikke sige meget om endnu; jeg er ikke helt klar over om det er DL-103D’er der lyder godt eller DP-59L eller kombinationen af begge. Nogen af jer der kender denne PU? Skal have prøvet med nogle referencer jeg kender godt. Desværre kom den ikke med den "S"-formede tonearm så jeg kunne prøve den med mine Ortofon SPU’er.

DL103D - ren fløde karamel

Indtil videre er jeg helt oppe at ringe…dette er en rigtig fed spille. Det bliver sjovt at se/høre hvorledes den sammenligner med min Thorens TD-124.

Skal nok komme igen med billeder....er så bagud med de billeder...man kan jo ikke lave andet herinde end at oploade billeder af ting og sager.