|
Man kan dele forvrængning ind i forskellige typer. Harmonisk forvrængning er den mest kendte (THD). Harmonisk forvrængning følger af, at lydsystemer er svingningskredse, ligesom en guitar eksempelvis er det.
Når man anslår en guitarstreng vil strengens grundtone anslås, men der vil også anslås toner med en frekvens der er et multiplum af grundtonen, eksemeplvis 2f, 3f, 4f osv. Vi kalder dem harmoniske overtoner, og de er i høj grad med til at give lydinstrumenter deres klang. Overtoner er forøvrigt også meget vigtige i den menneskelige stemme.
Når lyden skal gennem et lydsystem er der igen tale om svingningskredse. Lad os som et eksempel se på en højttaler der skal gengive lyden fra en guitarstreng. Højttaleren skal blandt andet gengive grundtonen, men når højttaleren sætter sig i bevægelse for at gengive den, vil højttaleren også have en tendens til at gengive tonens højere harmoniske, ligesom guitarstrengen gjorde. I højttaleren har man så gjort en del for, at de højere harmoniske er så små som mulig (lav THD), fordi man jo helst ikke vil ændre på "klangen" af guitarens lyd.
Men i bund og grund betyder THD, at højttaleren ikke blot gengiver højere harmoniske som var i det oprindelige signal, men også tilføjer sine egne højere harmoniske. Derved forandres lydens klang, hvilket naturligvis er irriterende, men omvendt er det jo harmonisk forvrængning: THD ændrer nok klangen, men det lyder stadig klangfuldt (harmonisk). THD er efter min opfattelse den mindst alvorlige af de forskellige forvrængningstyper.
Det er meget værre med den uharmoniske forvrængning. Her er der tale om forvrængning med frekvenser der ikke er harmoniske overtoner. I guitaren opstår de, når strengen anslås - der er en skarp lyd, som ikke er specielt harmonisk at høre på, indtil strengen finder sit harmoniske leje. Også højttaleren kan give ikke-harmonisk forvrængning ved pludselige anslag, samt ved kraftige membrambevægelser, hvor membramen begynder at opføre sig anderledes end et stempel - den "bryder op". Her tale vi om en forvrængningstype der skal "holdes nede" på et absolut minimum, fordi det lyder afskyeligt. Mine første højttalere i de unge år havde tydelige opbrudstendenser - de "pruttede" ved hvert trommeslag.
Bemærk at horn (eksempelvis trompeter) har ikke-harmoniske overtoner - derfor hornenes lidt specielle klang. Dette kan udnyttes til at give en lækker lyd (mundingsstykket i en klarinet, eksempelvis), hvis det gøres rigtigt. De ikke-harmoniske overtoner i en hornhøjttaler har ikke noget med højttalerenheden at gøre - de skyldes hornets form. Hyperbolske horn er tættest på harmoniske overtoner, koniske er længst fra og eksponentielle er midt imellem. Men det er værd at huske, inden man investerer i en horn-diskant: Sørg for at høre den først, for at vurdere om du bryder dig om dets ikke-harmoniske forvrængning. Der er ikke meget sjov ved et fint mellemtonehorn der lyder som en megafon!
Endelig er der faseforvrængning. Faseforvrængning viser sig ved, at forskellige lydfrekvenser ikke når frem på samme tid. Det gør at dynamikken i lyden kan blive markant anderledes. Faseforvrængning bekæmpes bedst i opbygningen af delefilteret (faselineære delefilter), i placeringen af højttalerenhederne (akustisk faselinearitet), samt i frekvenskarakteristikken der hører uløseligt sammen med impulskarakteristikken (det har vi vist allerede talt en del om).
|