Her er du: Anmeldelser - Revival Atalante 3 27. april 2024 | 15:07   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Revival Atalante 3
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [25.08.2023] Print testen
Hifi4all har fået besøg af et spændende sæt højtalere fra Revival Audio, der trods status som nyt mærke, har masser af erfaring og nyskabelse med sig

Revival Audio er et relativt nyt mærke, og bag det står to personer, som tidligere har været hos Dynaudio og Focal. Så det er ikke erfaring der mangler, når der skal udvikles nye modeller. Og man kan sagtens fornemme historien, der er kommet med ind i højtalerne. Revival laver to serier, og den testede Atalante 3 er den mindste model i topserien. Der laves også en større 3-vejs model i samme serie.

Atalante 3 er på en gang både meget traditionel, men også meget nyskabende. Og det mest iøjefaldende er nok bas/mellemtone-enheden. Det kunne godt ligne at membranen er lavet af kulfiber, men det er det ikke… det er basalt, en stenart der kommer fra størknet lava. Ud af det har man lavet en flettet fiber, som sammen med en speciel filt i midten, en skumbagside og særlig lim udgør en stiv membran. For nærmere forklaring, skal man besøge Revival’s hjemmeside.

Motorsystem er særdeles veludviklet, og som man så det i gamle dage hos Dynaudio, så er det hele samlet i en støbt metal-”kurv”. Magneten er STOR(!), og har samme diameter som membranen. Ligeledes er spideren i samme diameter, så man får en meget lineær bevægelse af enheden. Og udover den specielle membran, så er det tale om god gedigen, velafprøvet mekanik, der er udluftet efter alle kunstens regler. Man skal jo ikke gå over åen efter vand…!

Diskanten er fuldstændig det samme, både nyskabende og traditionel. Det er en 28 mm softdome, med Revival’s helt egen opskrift på coatingen, og igen er motorsystemet STORT(!) med en magnet på 10 cm i diameter. Det specielle og nyskabende er, at der lige bag membranen sidder i diffuser, som forhindrer at den bagudgående lyd bremses eller reflekteres tilbage. Polstykket er naturligvis udluftet, og i bagkammeret sidder endnu en diffuser, som dæmper de sidste refleksioner. Enhederne er placeret asymmetrisk på højre/venstre højtaler.

Delefilteret er også helt traditionelt med få, rigtig gode komponenter. Der deles relativt højt ved 2800Hz, væk fra det meget følsomme område midt i mellemtonen. Der er ét sæt lækre terminaler på bagsiden.

Kabinettet er en traditionel, firkantet kasse - trods franskmændenes flair for design. Men selv om det er enkelt, så er det ekstravagant udført med lækker valnød-finér, og lækre detaljer med en indlagt liste hele vejen rundt om kabinettet og en træ-medaljon indsat i fronten. Igen, enkelt, men rigtigt lækkert!

Lytteindtryk

Det er tydeligt, at det er folk med erfaring fra Dynaudio og Focal, som står bag ”designet” af lyden i Atalante 3, for det er på en gang både præcist og pænt. Pænt forstået ved, at de har den samme pæne lyd som man kendte det fra Dynaudio i gamle dage. Det er der bestemt ikke noget galt i, når det samtidig er med til at give en homogenitet i lyden som her.

Det kan godt være, at der er tale om en standerhøjtaler, men det er bassen sådan set ret ligeglad med. Eller også er det som den gamle skrøne om humlebien, der ikke vidste at den ikke kunne flyve… siden har man fundet ud af fysikken, som gør at den faktisk kan. Og det er lidt det samme med Atalante 3, den burde ikke have så meget tyngde i bassen som den har. Men når man kigger nærmere på teknikken, så giver det mening alligevel. Basporten er ”vel dimensioneret” til at give ekstra output.

Og det er uden at gå på kompromis med præcision, detaljer og nuancer, for det er der overmåde meget det hele. Bevares, de ryster ikke rummet som de 4-5 gange større Audiovector. Men jeg er begyndt at foretrække mådehold og rette mængder, og her er en mellemstor standerhøjtaler som Atalante 3 vejen frem. Man mangler ikke bas på nogen måde…

Videre op i frekvenserne er det naturlighed og ”lækkerhed” man mødes af. Og der er en ”frasering” af instrumenter og stemmer, som gør det hele lidt lækrere at lytte til. Måske ikke superkorrekt, men det lyder godt! Og som nævnt i starten, så er det lidt den ”pæne” lyd, som sætter dagsordenen. Men omvendt lyder al musik godt med Atalante 3, uden at gå på kompromis med detaljeringen. Alt er med.

Til gengæld indgår man et lille kompromis med størrelsen af lydbilledet, der trods god bredde, dybde og højde, ikke når helt så langt ind bagved og ud i hjørnerne inde bagerst, som jeg er vant til. Hertil mangler der lige den sidste luft. Ligeledes er placeringer af de udøvende heller ikke så skarp, som jeg er vant til med mine egne højtalere. Men her skal man eksperimentere lidt med placeringen af diskanterne på Atalante 3, for det lyder meget forskelligt alt efter om de er placeret inderst eller yderst.

Men det lækre ved Atalante 3 er, at uanset hvornår jeg lyttede eller hvad jeg lyttede til, var det musikken der var i fokus, så man får stadig en rigtig god fornemmelse og stemning med, med alle nuancer og fraseringer…

Konklusion

Jeg er inde i en god stime, med den ene standerhøjtaler efter den anden, som imponerer mig i særlig grad. Og Revival Atalante 3 er ingen undtagelse! Det er også tydeligt, at de to genier bag Revival Audio har haft en plan… med musikken i højsædet.

Og så får man sindssygt meget højtaler for pengene… med egenudviklede unikke enheder, simpelt filter med rigtig gode komponenter og et enkelt kabinet i en superlækker finish. Og selv om lyden også er til den pæne, men lækre side, så er musikken det vigtigste.

Revival Atalante 3 er ikke en højtaler der rykker ved normer eller standarder, men det er en gennemarbejdet højtaler, som giver fuld valuta for pengene. Og for det får de udmærkelsen ”Best Buy” med herfra!


Specifikationer:

  • Princip: 2-vejs basrefleks højtaler
  • Enheder: 7” bas/mellemtone & 28 mm diskant
  • Frekvensområde: 44-22.000 Hz
  • Følsomhed: 87 dB
  • Delefrekvens: 2800 Hz
  • Dimensioner: 39 x 24 x 27 cm (B x H x D)
  • Vægt: 11 kg

Pris: Kr. 19.000,- pr.sæt


Importør:

Inventum

Web: www.inventum.dk
Mail: mail@inventum.dk
Tlf: 25 65 63 43


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2, iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150, Tektron TK2A3/45-REF
  • Højtalere: Gige No.1 (selvbyg), Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
På med vinylen 20
16.08.2022
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes