Her er du: Anmeldelser - Akustik - Sound InVision 23. november 2017 | 14:10   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Akustik - Sound InVision
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [05.07.2012] Print testen
I denne anmeldelse er det ikke et decideret hifi produkt, der skal på testbænken. Nu er det lytterummet og dets akustik, der skal testes. Og om muligt forbedres!

Ikke mange tænker over det, og endnu færre har ”mulighed” for at gøre noget ved det. Men lytterummet, det være sig dagligstue eller et decideret rum til musiklytning eller hjemmebiograf, er mindst lige så afgørende for den samlede ydelse af ens dyrt indkøbte setup, som hver enkel komponent er.

Det kan diskuteres herfra og til evigheden hvilken komponent, der er vigtigst for den samlede lyd. Men det bliver aldrig bedre end højtalernes evne til at omsætte de elektriske svingninger til luftsvingninger, og det sker i samspil med det rum højtaleren står i. Og faktum er, at elendig akustik kan ødelægge ydelsen fra enhver god højtaler!

Har man prøvet at føre en samtale i et moderne samtalekøkken/dagligstue, for eksempel i et nyere byggeri hvor alle overflader er hårde, med betonvægge, glasvægge og parketgulve, så ved man hvor meget dårlig akustik kan ødelægge forståelsen af en almindelig samtale. Forestil dig så hvad, der sker med et komplekst musiksignal, som skal fordele sig i et lytterum med masser af refleksioner og masser af efterklang?!

Meget kan rettes med tunge møbler, gardiner, bogreoler osv. Men de fleste hjem er yderst spartansk indrettet, med mange af disse ”rene” flader uberørt. Ofte handler det om, at hjemmet skal være pænt at se på.

Men når man nu har investeret så mange penge i et musikanlæg, burde man så ikke lige lægge de sidste tusinde oveni, og få det sidste med? Mange forsøger at ”tweake” sig ud af problemet, med dyrere kabler og spøjse produkter som ingen gavnlig effekt har. Men faktum er, at disse penge og ressourcer ofte er bedre brugt på selve rummet.

Man kan så diskutere om et rum bliver pænere med diverse paneler. Men det var så heller ikke det, denne anmeldelse handler om!

I forbindelse med testen af panelerne fra Sound InVision, fik jeg besøg af deres akustikker, som tjekkede rummet igennem på alle leder og kanter, og derefter kom med forslag til forbedring. Der blev også foretaget en måling af rummets generelle efterklang i det hørbare frekvensområde. Sidstnævnte er en ekstra ydelse, som udføres mod betaling. Som noget ekstra blev rummet også målt igennem efter ændringen, udelukkende for at understøtte det hørbare resultat.

Resultatet kan ses her (før og efter):

 

I denne test har jeg haft forskellige produkter forbi, og det er ikke alle som gavnede lyden i dette tilfælde, men de fungerede alle sammen som lovet, uanset om det er bedre eller værre, samlet set.

Lytterummet var allerede dæmpet moderat, og forskellige produkter har været prøvet før. Blandt andet absorbenter af skum, som skulle dæmpe bassen fra den ene højtaler, som var tættere placeret på et hjørne. Det hjalp lidt, men da højtalerne blev flyttet så de begge stod med samme afstand fra hjørnerne, var absorbenterne ikke længere nødvendige.

Siden har der været forsøgt med forskellige skumpaneler bag højtalerne og lyttepositionen, med varierende resultat, fra ingen forskel til en god virkning. Problemet med skum er, at det skal behandles med brandhæmmende kemikalier, som har den bivirkning at det får panelerne til at smuldre over tid. Det sviner og panelerne mister også deres virkning.

De sidste paneler som har stået i rummet havde en god virkning, men er vistnok heller ikke behandlet med førnævnte brandhæmmere! Jeg kender ikke fabrikatet, men de er hvide og dækket med flade pyramider på overfladen. De kunne desværre ikke nemt sættes op, uden brug af lim, som ødelægger tapet og lignende. De stod nærmest henslængt, og var derfor slet heller ikke en pæn løsning.

Men det er der råd for! Og det var i forbindelse med en nyhed fra Sound InVision, at jeg stødte på deres produkter. De kan alle monteres med beslag på vægge og lofter, og kan derfor ende med at blive væsentlig pænere løsning.

Det vil blive meget omstændigt, at skulle beskrive alle produkterne, så en tur forbi deres hjemmeside kan anbefales. Men fælles for dem alle er, at de er lavet af ”naturlige” produkter, som træ, mineraluld og polyester. De er udført med en flot finish, for eksempel finér eller stof på forsiderne, så de kan passe diskret ind i de fleste miljøer. Nogle af panelerne kan også leveres i specielle finishs på bestilling.

Lytteindtryk

Lidt usædvanligt vil jeg beskrive de testedes produkters opbygning hver for sig, og opsummere om de virker efter hensigten, og hvilken gavnlig effekt det i givet fald har i lytterummet. Ikke to rum er ens, og derfor skal disse indtryk tages meget vejledende. Jeg vil altid anbefale et besøg af Sound InVisions akustikker før køb. Besøget er gratis, og kun i tilfælde af en decideret udmåling er der en udgift forbundet.

Sonic Waves Organic er et fladt absorberende panel med en kerne af mineraluld, som er beklædt med lyd-penetrerende stof på forsiden. Det monteres på væggen ved hjælp af flade metalbeslag med kroge, hvor panelet trykkes fast mod. En simpel og enkel løsning, som giver et pænt resultat. Det fås også med fyld af polyester.

Organic panelet blev monteret på væggen bag lyttepositionen, og det virker lige så godt som de tidligere skumpaneler. Det dæmper de stående bølger som svinger frem og tilbage mellem højtalerne og lyttepositionen. Uden panelet bag lyttepositionen tager lydbilledet en skarp ”drejning” mod det hårde, og påvirker stemmer og instrumenter negativt. Men det bliver rettet med Organic panelet.

På væggen bag højtalerne blev der forsøgt med to forskellige typer paneler, C-Fusor og Swet-S. Begge paneler er bygget i træ, og de fungerer dels som diffusorer, men har også en vis absorberende effekt. Begge typer hænger på en træliste, der sidder på væggen, meget lig dem man ser på vægmonterede reoler.

C-Fusor har en glat og buet forside, men er åben i top og bund via nogle riller, og inden i sidder der absorberende materiale. De er optimeret til at dæmpe i området 150-300 Hz.

I lytterummet fungerede C-Fusor ikke helt efter hensigten. Den diffuserende effekt var lige efter bogen, og brød de stående bølger mellem højtalere og lytteposition. Men de virkede lidt for godt som absorbenter, hvilket var for meget af det gode i dette tilfælde.

I mellembassen omkring 200 Hz er der meget information, som er med til at definere rum og perspektiv i lydbilledet. For meget eller for lidt vil påvirke denne information negativt. I dette tilfælde var der hverken for meget eller for lidt til at starte med, så C-Fusor panelerne fjernede ganske enkelt for meget i dette område, og fornemmelsen af rum og perspektiv blev nærmest ødelagt.

Det er ikke panelets skyld, for det fungerer som det skal. Men det var bare ikke det, der skulle bruges i lytterummet. 

Næste panel bag højtalerne var Swet-S. Det er primært en diffusor, men den specielle opbygning med åbne, spidse trekanter drejet 90 grader i forhold til hinanden gør, at der også ”fanges” lyd i trekanternes hulrum. De kan også leveres som Swet-SP med decideret dæmpemateriale af Polyester i hulrummene, som har en absorption ved 2-4000 Hz.

Swet-S var lige det der skulle til i lytterummet. De fungerer perfekt som diffusorer, men samtidig kom der meget bedre fokus på lydbilledet. Placeringer, detaljer og nuancer stod meget tydeligere frem. Jeg gætter på, at det er hulrummene i de spidse trekanter, som fanger den diffuserede/spredte lyd, så den ryger alle andre steder hen, end tilbage til lyttepositionen.

Swet-S var det panel som alene udgjorde den største forbedring i lytterummet. Selv den gamle Lyngdorf CD-afspiller fik en lille renæssance med Swet-S sat op.

Det sidste panel som blev monteret var Cloud AP 5. Som navnet siger, så er det et panel beregnet til montering under loftet. På den måde tager det både refleksioner i loftet, men fanger også noget af den reflekterede lyd omkring selv panelet. Det er lavet som en træramme med fyld af mineraluld, beklædt med lyd-penetrerende stof, og hænger i nogle tynde wirer, som ikke kan ses nedefra. På den måde fremstår det som svævende i luften under loftet. Højden kan justeres via nogle geniale beslag, hvor wiren føres igennem, hvorefter den automatisk låses fast. Det kan lige så løsnes igen, og det hele kan klares med én hånd. Cloud AP fås også med fyld af polyester (AP 8).

Cloud AP var det panel som havde den mindst hørbare effekt på lyden fra højtalerne og rummet. Men alligevel blev hele atmosfæren i lytterummet løftet i positiv grad, og der er en meget hørbar forskel på at bevæge sig fra lytterummet og ud til naborummet.

Men på lyden fra anlægget oplever jeg, at der er kommet mere ro på – lavere støj eller forvrængning, samt at den samlede klang er drejet i en endnu behageligere retning. Men det er som sagt en lille forskel.

Der blev monteret fire paneler i lytterummet, og de får lov til at blive siddende! Der er tale om følgende paneler: 1 Sonic Waves Organic bag lyttepositionen, 2 Swet-S bag/mellem højtalerne, og 1 Cloud AP 5 i loftet i "spejlingen" mellem højtalere og lytteposition.

Prisen for denne løsning er cirka Kr. 4000,-. Hertil kommer udmåling af efterklang i lytterummet som koster Kr. 1500,-. Altså kun cirka Kr. 5500,- inklusiv eksperthjælp!


Konklusion

Samlet set må det siges at være en uhyre rimelig pris, for en forbedring af den grad. På et system som reference setup’et (som samlet har en pris i omegnen af 150.000,-) vil det være meget dyrere, at skulle hente samme forbedring på udskiftning af et af apparaterne. Et godt eksempel er testen af Benz Micro Ebony TR, som sammen med Ortofon ST-80SE step-up’en giver nogenlunde samme resultat. Men de koster så også samlet 30.000,-!

Så hermed er alle påstande om, at forbedring af lytterummet er både dyrt og grimt, manet godt og grundigt i jorden... for altid!

Løsningen fra Sound InVision får udmærkelsen ”Best-buy”. Egentlig burde den også have ”Editors Choice”, fordi forbedringen er så markant. Men prisen gør det til en ”killer”, og derfor er ”Best-buy” på sin plads.


Specifikationer:

Dimensioner:

Sonic Waves Organic & Cloud AP5: 120 x 60 x 2/5 cm.
C-Fusor & Swet-S: 60 x 60 x 17/11 cm

(B x H x D)


Forhandler:

Sound InVision

Web: www.soundinvision.co
Mail: info@soundinvision.co
Tlf: 40 43 37 97


Reference-udstyr:

  • CD: Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer.
  • Vinyl: Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, London Jubilee.
  • Forstærkere: Ortofon ST-80SE, Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
  • Højtalere: Xavian XN360.
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA & SilverSonic Q10.
  • Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.

 

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes