Her er du: Anmeldelser - Isotek strømfiltre 28. juli 2016 | 20:13   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Isotek strømfiltre
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [12.02.2014] Print testen
I denne test ser vi nærmere på 3 strømfilterløsninger fra Isotek, som alle holder sig inden for en økonomisk rækkevidde for de fleste. Og dertil et DC filter, som gør en overraskende stor forskel, men er i en mere ”eksotisk” prisklasse

Strømmen fra stikkontakten har en stor indflydelse på systemets samlede ydelse. Mange forsøger desperat, at ændre på dette med eksotiske strømkabler, som ofte har ringe eller ingen effekt. I stedet bør man prøve med et godt filter, som fjerner alle unoderne fra andre apparater i husholdningen, naboen, eller den nærmeste industris ”støjende” maskiner.

Det er gennem EU-lov påbudt, at alle 230V apparater skal have støjfiltre, men disse har ofte ingen effekt, og derfor sendes der en masse støj retur, sammen med strømmen. Og nogle gange rykkes der også ved fasen, således at der opstår DC på lysnettet, hvilket især trafoerne i vores hifi udstyr ikke kan lide.

De tre filtre i denne test er alle fra den lave ende af Isotek’s omfattende sortiment. Der er tale om to strømskinner, og et ”fullsize” apparat, alle med udgange til 6 apparater. Den primære forskel på de tre er, hvor meget strøm de beskytte imod, uden at de tilkoblede apparater tager skade. De kan alle belastes med 2300 watt simultant.

Den mindste model hedder Polaris, og er sat sammen af to profiler i stål og aluminium. De 6 schuko stik sidder samlet 3 og 3, med et emblem i midten med en blå diode, som indikerer at der er strøm i skinnen. Det er også herunder, at filteret sidder. Alle stik sidder i parallel med filteret, og får samme kapacitet.

Næste model er Sirius som har samme layout som Polaris ind- og udvendigt, men er samlet i en kraftig aluminiumsprofil, der omslutter stikkene. Disse sidder igen 3 og 3 med filteret i midten under emblemet. Eneste forskelle er, at Sirius kan beskytte mod stærkere strøm, samt at filteret er kraftigere dimensioneret.

Solus er bygget ind i traditionelt kabinet, til at placere på en hylde. Specifikationerne er meget lig Sirius, men selve filteret er endnu kraftigere dimensioneret, og filtreringen er derfor teoretisk bedre. Dog er det lidt skuffende at kigge indenfor i kabinettet, for udover et print på 15 x 15 cm, er der kun luft. Igen er det indvendige layout magen til de to andre filtre, med alle stik i parallel.

Sidst men ikke mindst, er der DC-filteret Syncro. Det er faktisk bare et GII Optimum strømkabel fra Isotek’s eget sortiment, som er blevet delt over på midten, hvor den aktive elektronik sidder. Desværre kan man ikke se hvad dette består af, da det er støbt ind i en epoxyklump, som igen sidder inde i en aluminiums-cylinder. Men et kig på andre DC filtre afslører, at der sikkert bare er tale om en stor elektrolyt-kondensator, samt en række dioder. Og set i det lys, så er Syncro meget dyr. Men som I kan læse nedenfor, så er effekten af Syncro ikke at kimse ad.

Med til testen lånte jeg et apparat, som kan måle støjen på lysnettet. Det sættes blot i stikkontakten, og på et 3-cifret display kan resultatet aflæses i ”Parts per 1000”. Og det var noget af en øjenåbner, at måle støjen fra kontakterne i og omkring lytterummet. Generelt lå niveauet omkring 725-750, men lige ved siden af et køleskab, der kørte, slog den ud på ”Max” og kunne ikke aflæse resultatet.

De tre filtre havde meget forskellig effektivitetsgrad, og hvor Polaris kun fjernede ca. 10 % af støjen (650), fjernede Sirius hele ca. 90 % (075), mens Solus fjernede imponerende 97 % (025). Syncro fjernede slet ikke noget støj. Men det mest imponerende var Brinck selvbyg filteret, som benyttes til hverdag i lytterummet… det fjernede 100 % af støjen (000)! Med til historien hører så, at Isotek filtrene er anderledes konstrueret ved, at komponenterne udelukkende sidder i parallel med strømmen. På Brinck filteret er der komponenter i serie med strømmen, og det kan teoretisk begrænse det dynamiske strømtræk. Omvendt dæmper komponenter i parallel ikke lige så effektivt. Begge dele kan være et kompromis, hvis filteret ikke er dimensioneret korrekt i forhold til det setup, det skal fungere med.

På de større modeller fra Isotek, er udtagene opdelt i zoner til effekttrin og alt det andet. Samtidig er der individuelle filtre pr. apparat. Parallel til effekttrin med dynamiske strømtræk, og seriel til alt det andet, der har et mere statisk strømtræk.

Men inden man overhovedet overvejer at forbedre den strøm, som éns anlæg skal ”leve” af, så skal man have styr på 230V fasen. Er fasen vendt forkert, så kan det påvirke lyden negativt, uanset hvor godt filteret er. Ofte vil det betyde en hård og kantet lyd. Og det er vigtigt, at alle apparater har korrekt fase.

Nogle vil mene, at det er ligegyldigt, da det alligevel er vekselstrøm. Og det er egentlig også rigtigt så længe, at vi taler om lamper, hårde hvidevarer og andre dagligdags ting. Og det er da heller ikke alt hifi udstyr, som lader sig påvirke af, om fasen er vendt korrekt eller ej. Dog har jeg ligefrem oplevet spare-pærer, som summede hørbart hvis fasen var vendt forkert!

En nem måde at checke om fasen er vendt korrekt er, at koble alle apparater til 230V, men uden signal- og højttalerkabler. Ved at lade en fingerspids glide frem og tilbage på f.eks. fronten, vil man kunne mærke større ”modstand”, når fasen er vendt forkert. Er fasen korrekt, vil der ikke opleves denne ”modstand. Man kan også købe sig fattig i specielle dimser til formålet, men tricket med fingeren fungerer fint. Under testen blev fasen checket hver gang, et nyt filter blev sat til.

Lytteindtryk

Kort beskrevet, så er lyden i lytterummet - uden filter - helt ulidelig! Der er simpelthen for meget støj på lysnettet. Intet udstyr lyder godt, og al musik bliver kantet og hårdt i en grad, som fjerner al lyst til at høre mere. Brinck selvbyg filteret har her udfyldt opgaven til perfektion, ved at fjerne alle unoder. Hvilket målingen også bekræfter, med fed streg under.

Jeg lagde testen ud med at koble alle apparater til Polaris filteret, med et almindeligt sort ”lakrids”-kabel hen til kontakten. Og trods det, at Polaris ikke fjerner støjen særligt effektivt, så oplevede jeg det faktisk på ét område, som lydende en anelse bedre end Brinck filteret. Det var i toppen, hvor det lød af mere luft omkring bækkener og lignende. Men det var dog ikke uden tilføjelse af en anelse hårdhed og kant, som Brinck filteret slet ikke har.

Herefter var det Sirius tur, som ligeledes blev koblet til kontakten med samme ”lakrids”-kabel. Forskellen til Polaris var ikke særlig stor. Og jeg kunne endda blive i tvivl om det overhovedet var tilfældet, da der trods alt går nogle minutter med at skifte mellem filtrene. Men noget tydede på, at Sirius havde lidt mere styr på fokus i lydbilledet. Den fysiske forskel mellem Sirius og Polaris er da også primært evnen til, at beskytte mod større strøm hos Sirius. Set i det lys, er det bestemt ikke overraskende, at de opfører sig meget ens.

Så blev det Solus tur, stadig med ”lakrids”-kabel. Og her tog skiftet noget længere tid, da Solus fylder en del mere bag reolen, og kablerne derfor skulle ”rulles” længere ud. Men forskellen var absolut hørbar. Den sidste rest af hårdhed og kant, som der måtte være med de to andre filtre var pist borte, og lyden var meget lig Brinck filteret. Så her var der ingen forskel at spore i forhold til udgangspunktet.

Men nu kommer det sjove… det var tid til, at sætte Syncro ind foran alle filtrene på skift. Inden da havde jeg prøvet Syncro uden filter, sammen med den helt almindelige strømskinne, der normalt fordeler strømmen efter Brinck filteret. Og lad mig med det samme slå fast, at Syncro ikke kan noget som helst for sig selv, alene. Den fjerner godt nok DC fra lysnettet, men der slipper så meget støj igennem, at lyden påvirkes lige så negativt som helt uden filter. Det er altså No Go.

Da Syncro blev sat foran Polaris, resulterede det i, at lydbilledet fuldstændigt kollapsede og mistede fokus. Samtidig blev klangen hård og pågående. Polaris arbejder således bedst alene, uden Syncro. Og det giver da heller ikke mening at sætte de to sammen, når man kigger på prisen.

Med Sirius og Syncro blev resultatet faktisk rigtig godt. Og næsten lige så godt som Solus, sammen med Syncro… men det kommer om lidt. Der kom mere fokus og ro på tingene. Og det var tydeligt, at arbejdet for både Sirius og resten af setup’et med et, var blevet meget nemmere.

Men tingene faldt for alvor på plads, da Syncro blev sat foran Solus. Alt blev bedre, og forskellen var som nat og dag, men ikke bare som et udtryk for stor forskel. Hvem har ikke oplevet at éns anlæg lyder bedre i de sene aftentimer, om natten eller i weekenden, hvor industrien har slukket deres store maskiner, og hvor strømmes ikke er lige så ”beskidt” og rodet rundt. Det er det Syncro kan… forvandle nat til dag. For med Syncro og Solus lyder éns setup fuldstændig som i de sene aftentimer, og det på en helt almindelig hverdag!

Der kommer med et, en enorm ro i lydbilledet, og fokus strammes op i en grad, som jeg ikke troede muligt! Der kommer flere nuancer frem i bassen, og diskanten bliver endnu mildere og klar. Der er ingen antydning af kant eller hårdhed, overhovedet. Samtidig bliver lydbilledet mere tredimensionelt, og placeringerne bliver knivskarpe. Dybden i lydbilledet får også endnu et nyk ind bagved, samtidig med at fokuseringen i dybden forbedres.

Umiddelbart kan lyden godt opfattes mere mørk og mat fra en start, men stille og roligt går det op for en, at det bare er støjen, som er væk – nogle kalder det ”sort baggrund”. Detaljerne står lige så tydeligere frem, og ”lagkage”-lyden, hvor alle detaljer har sit eget tydelige lag i musikken, bliver endnu tydeligere. Og så bliver dialogen/sangen i musikken også tydeligere, så det er nemmere at følge med i, hvad der rent faktisk bliver sunget.

Stort set alt blev forbedret i lyden, i større eller mindre grad, og det var nærmest som at få et helt nyt og meget bedre og dyrere setup.

Men så kommer jokeren… Syncro blev sat sammen med Brinck selvbyg filteret, for det skulle jo selvfølgelig lige prøves. Især efter målingens resultat. For det første var det mindst lige så godt som Syncro og Solus… men for det andet var det måske ligefrem bedre!? Jeg oplevede i hvert fald et nøk mere i graden af naturlighed og varme, som ikke helt kom frem sammen med Solus. Kunne det virkelig være rigtigt? Jeg skiftede frem og tilbage et par gange, og konklusionen var den samme: Syncro og Brinck var lige et mulehår bedre sammen, i forhold til Solus. Jeg er intet mindre end rystet! Det var en ”killer-combo”.

Samlet konklusion

Kvaliteten af strømmen til éns setup er vigtig for den samlede ydelse. Men i stedet for at bruge penge på eksotiske strømkabler, som har en mildest talt tvivlsom effekt, så sørg for et godt filter, som kan sættes ind foran alle apparaterne. Til prisen for 4-5 eksotiske strømkabler, kan man få et rigtig godt strømfilter. På reference setup’et benyttes der stadig de 230V kabler, som fulgte med i kassen, dog med en lille undtagelse: Effekttrinene har fået et par 1,5 mm2 kabler, model ”lakrids” i stedet for standard 0,75 mm2 kabler.

Filtrene fra Isotek i denne test understreger i den grad, at det er vigtigt at have styr på strømmen. Især et sted som lytterummet, som er så plaget af støj på lysnettet. Men det har også sin pris, i kroner og ører! Jeg indrømmer gerne at jeg synes, at prisniveauet er lidt højt, i forhold til hvad, der er inden i Isotek filtrene. Især Syncro DC-filteret virker noget ude af trit med virkeligheden. Men omvendt virker de alle i en grad, der i sig selv godt kan retfærdiggøre prisen. For det vil koste så mange gange mere, hvis apparaterne i sig selv skulle opgraderes til samme niveau. Og har man først oplevet effekten af et godt filter, så er det svært at undvære igen.

Det produkt der klarer sig bedst i forhold til prisen, er Polaris. Dets ydelse er næsten på niveau med Brinck selvbyg filteret, der benyttes som reference til daglig. Samtidig er Polaris også en strømskinne, hvor det hele er integreret og dermed fylder mindre.

Så denne konklusion holder mig ikke fra, at anbefale filtrene i denne test. For de virker på deres eget niveau, helt efter hensigten. Og et anlæg uden strømfilter, kan betyde et liv uden musik, der er til at holde ud at høre på!


Pris:

Polaris: Kr. 2645,-
Sirius: Kr. 4495,-
Solus: Kr. 6290,-
Syncro: Kr. 10.255,-


Importør:

Pt. ingen distributør i Danmark


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy, Ortofon Rondo Bronze
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Vincent SP-995
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10
  • Tilbehør: Brinck Br507 strømfilter, Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Chartwell LS3/5 (By Graham Audio)
06.07.2016
Heco Direkt
09.06.2016
Audiovector SR6 Avantgarde II
08.05.2016
Auralic Aries Mini
15.04.2016
Alto 845C
17.03.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
4 bøffer fra Sennheiser
29.03.2005
Seneste Nyheder
Ny Rega Planar 2
07.07.2016
JBL Synthesis LSR
06.07.2016
Devialet Gold Phantom
01.07.2016
Questyle QP1R
16.06.2016
Luxman EQ-500
13.06.2016
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2016 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes