Her er du: Anmeldelser - System Audio 1280 Mk II: En ud-af-kassen oplevelse ! 23. september 2017 | 23:50   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


System Audio 1280 Mk II: En ud-af-kassen oplevelse !
Anmeldelse af: Bruno Barcelli, fotos: System Audio & Bruno Barcelli  [12.06.2003] Print testen
Efter flere udviklingstrin er System Audio 1280 Mk II nu en helstøbt konstruktion i ordets bedste forstand. Du får næsten det hele, men ikke for meget noget...læs mere..

En ud-af-kassen oplevelse

HIFI4ALL.DK’s læsere er bestemt ikke ubekendte med System Audio, hvis chief, Ole Witthøft, ofte bidrager med indsigtsartikler og testemner. Specielt modellen SA 1280 Mk II har været genstand for en del debat og omtaler.

HIFI4ALL.DK har gennem de seneste tre måneder haft 1280’eren under intens test, og det har på mange måder været en herlig oplevelse. Højttaleren afløser den gamle 1270’er og har en hel del lighedspunkter, men kun hvad de ydre dimensioner angår. Dvs. at det er en smuk, placeringsvenlig højttaler, som ikke burde kræve stor overtalelse af de resterende familiemedlemmer. SA 1280 er på alle andre måder en helt ny konstruktion. Som SA 1270 er den bestykket med to 5” enheder i d’Appolito konfiguration. De to basenheder varetager frekvenserne helt fra bunden af spektret, men arbejder med forskellige øvre delefrekvenseer. Der er således tale om en såkaldt 2½ vejs konstruktion. Basenhederne er perfektioneret siden SA 1270, membranerne vejer således mindre end et gram. Sammen med en kraftig motor i form af magnetsystem og svingspole betyder det, at enhederne lynhurtigt responderer på forstærkerens kommandoer. Det gør i princippet højttaleren særdeles egent til højtopløselige formater som SACD og DVD-Audio.
Diskanten er den nyudviklede type med waveguide, som du kan læse meget mere om ved at klikke på artiklen ” Waveguide har forenklet System Audio SA1280” under ”Relaterede Links” nederst på siden. Kort fortalt betyder waveguide princippet, at refleksioner fra kabinettes forside reduceres kraftigt i præcis det område, hvor øret er mest følsomt for netop denne type forvrængninger.

På bagsiden er der en enkelt basport, som godt kunne være sat bedre fast, et sæt forholdsvis billige terminaler, som dog må have ros for at løse opgaven præcis så godt som mange, langt dyrere terminaler. Der er mulighed for biwiring og  biamping, hvilket vi har benyttet med stor fornøjelse. Nederst bagpå kabinettet sidder der en prop, som signalerer adgangen til et sandkammer, hvor du kan påfylde ovntørret strandsand. Halvdelen af testperioden spillede 1280’erne uden sand – den anden halvdel med. Vores råd er: Køb sand på vej hjem fra din HIFI-pusher. Du kan lige så godt nyde denne billige fordel først som sidst. I lighed med andre modeller, kan du klikke rammen med frontstoffet fast på bagsiden. Højttaleren hviler på en nydelig lille base, som kan monteres med spikes eller gummifødder. Højttaleren er magnetisk afskærmet.

Vi havde et udsædvanligt bredt udvalg af udstyr forbi i testperioden spændende fra 2 x 40 watt til 2 x 400 watt RMS i 8 ohm fordelt på både  effekttrin, integrerede forstærkere og surroundforstærkere. SA 1280’erne har således fået rigelige muligheder for at bevise sine evner i både stereo- og surroundopsætning.
Uanset hvilket udstyr 1280’erne blev matchet med, træder filosofien bag konstruktionen ganske tydeligt frem. Det her er umiskendeligt System Audio lyd med stor streg under evnen til at få musikken ud af kassen. De hurtige enheder har helt klart æren herfor og er også grundlaget for den nydelige detaljering fra den nederste del af mellemtoneområdet hele vejen op til den sidste hørbare tone i den øverste diskant. Dybbassen er langt mere tilstede end i 1270’erne, der syntes for spage i bunden. Her er bassen med på en solid, hørbar facon, men opnår af naturlige årsager aldrig at blive fysisk markant. Ved meget kraftige niveauer er det tydeligt, at de små enheder må arbejde hårdt for at få flyttet den nødvendige luft i de nedre regioner, men selv om der kan opstå tendenser til oppustethed, er det svært at foreslå mere velfungerende kompromiser end de, System Audio allerede har implementeret og de er nemme at acceptere. Det skyldes ikke mindst, at resten af instrumenteringen eller frekvensområdet behandles homogent og med en selvfølgelighed, som du kun kan blive mere og mere glad for over tid. Detaljeringen er som antydet blandt det bedste i prisklassen, specielt i det kritiske mellemtoneområde, hvor mange stemmer og instrumenters grundtoner ligger. De samme betragtninger er gældende for dynamikken og definitionen af optagerummet.

Det sære ved 1280 er, at ingen af disse egenskaber stikker af fra de andre. Hermed bevares indtrykket af en højttaler, der er stukket sammen efter en overordnet holdning til kontinuitet og lydfilosofi. Sagt lidt mere firkantet er det som om, System Audio har valgt ikke at lægge særlig fokus på eksempelvis detaljering og ladet de andre egenskaber sejle lidt. Tingene hænger sammen.
Hvad betyder det så for dig ? Det betyder, at så snart højtalerne er spillet til, glemmer du at lytte efter specielle evner, der er lidt bedre end andre evner. Hermed sætter 1280’erne den samlede musikalske oplevelse i højsædet uden du af den årsag savner hverken dynamik, detaljering eller rumdefinition. Kun hvis du bevidst skruer ørerne ind på formidlingen af dybden på scenen, synes der at mangle nogle meter. Med klasseforstærkere er der dog al den bredde og højde på lydbilledet, du kan drømme om i prisklassen. Når disse mange positive egenskaber kombineres med evnen til at få musikken timet, kan du bare ikke undgå at steppe med foden eller tralle med på dit favoritomkvæd. Alligevel er 1280’erne i stand til i et kort øjeblik at præsentere eksempelvis en akustisk guitar i et nummer præget af musikflader, så du lige standser op og beundrer den flotte klang og lækre detaljering. Det er denne evne til indlevelse, der er den største charme ved disse højttalere.
Også på surroundfronten gør 1280’erne en god figur både som front- og baghøjttalere. De hurtige enheder sørger for de rigtige effekter og filmscenen i lyden svarer glimrende til den visuelle scene. Skal det være rigtig action, kommer du dog ikke uden om en god subwoofer.

Konklusion:

Til en samlet pris på ca. 10.000 kroner får du et sæt nydelige højttalere, der håndterer stort set alle musikformer med indlevelse, homogenitet, detaljering og stor behagelighed. Den indgår nemt i både stereo og surroundsammensætninger, spiller bedre og bedre for hver gang, du øger kvaliteten af det øvrige udstyr og er i det hele taget én af de højttalere, du bare bliver mere og mere glad for.

Mere på www.system-audio.com
Eller ring for nærmeste forhandler på 36 45 80 80
 

Nye anmeldelser
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Norma HS IPA1
19.06.2017
På med vinylen 13
22.05.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny butik i København
19.09.2017
Goldring E Series
12.09.2017
Rega Ania
08.09.2017
Ny Emotiva forhandler i Danmark
02.09.2017
Audiovector SR 3 Arreté Raw Surface
21.08.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes