Her er du: Anmeldelser - Audio Aero Capitole CD til 60.000,- 29. marts 2024 | 06:21   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Audio Aero Capitole CD til 60.000,-
Anmeldelse af: Bruno Barcelli, tekst og fotos.  [04.03.2004] Print testen
For kort tid siden anmeldte vi Audio Aero Prima serien med godt resultat. Her er Audio Aero stolte flagskib og tro mig: Du skal lede længe - meget længe - efter bedre CD-gengivelse.

I ny og næ læser man, at udenlandske blade har testet dette eller hint produkt i den regulære high-end klasse med helt fantastiske resultater. Det er da også blandt de helt dyre produkter, at de store oplevelser burde findes, men ligesom der er masser af gode oplevelser med produkter i middelklassen, er der altså også enkelte gange, hvor jeg har undret mig over ekstasen, når jeg selv har haft det fantastiske produkt på bænken i ugevis.

Jeg er af den helt klare opfattelse, at spenderer man så at sige KASSEN på et enkelt produkt, skal der på ingen som helst måde herske tvivl om, at det skal kunne høres af hvem som helst. Jeg har altid fundet det svært at høre forskel på eksempelvis to japanske integrerede forstærkere, som begge koster 5995,- Først efter dages intensiv jagt i gengivelsen er der dukket forskelle op, som strengt taget baserer sig på en forskellig udnyttelse af et stort set ens koncept. Men når der pludselig skal lægges 60.000 kroner på bordet for en funktion så enkel som af aftaste en simpel CD, så skal der dælme leveres mirakler, når musikken skal nydes. Efter lang tids kærligt samvær med Audio Aero Capitole, har jeg fundet én af disse sjældne CD-spillere, hvor alt, hvad der er relateret til musikken er i en klasse helt for sig selv.

Som det vil være faste læsere af disse spalter bekendt, er Audio Aero jo et fransk firma, hvis navn er nedarvet fra grundlæggernes tidligere beskæftigelse i flyindustrien. Du kan læse om Audio Aeros historie og folk i nyheden ”Fristende fransk Flyver High End” ligesom Audio Aeros Prima forstærker og CD er anmeldt her på HIFI4ALL.DK.

Capitole er A.A’s absolutte flagskib inden for CD-spillere. Det er et enormt apparat, som på fronten har et centermonteret display, der er lysende klart og giver gode informationer om afspilningen. Lyset i displayet kan naturligvis dæmpes fra remoten, der som det eneste i hele pakkeløsningen er af almindelig standardkvalitet. Omkring displayet er et spejlblankt område med 2 x 4 knapper til den daglige betjening. Selve løbeværket er topmonteret, og du kommer ned til løbeværket med tilhørende plade-puk ved manuelt at skyde plexiglaslåget bagud. Står maskinen i stand-by, tændes den. Fint.
Bagsiden er rimelig godt udstyret. Inputdelen – for du kan nemlig tilslutte andre digitale kilder direkte til Capitole - består af en SP/DIF, en coaxial digital indgang, en balanceret AES/EBU, en AT&T og minsandten også en optisk Toslink indgang. Der er en coaxial digital udgang, som understøtter 24 bit, 96 KHz. Analogsiden består af to sæt linieudgange – et sæt balancerede og et med RCA-stik. Den samlede vægt er 15 kg.

Under maskinen sidder der tre specielle fødder, som Audio Aero kalder Black Diamond Racing Cones, der skal varetages en fornuftig kobling mellem maskine og underlag. Disse fødder findes i en Mk III udgave, som ifølge Audio Aero giver lidt varmere gengivelse, mens Mk IV skulle give et mere detaljeret lydbillede. Det må stå for A.A:’s egen regning, da jeg kun var udstyret med MK IV fødderne. De er muligvis glimrende, men bestemt ikke beregnet til at sikre mod udskridninger, hvis underlaget flyttes. Det er som at have afspilleren stående på ishockeybanen !!

Indendørs er maskinen forsynet med et kraftigt modificeret Philips drev af bedste skuffe, som er understøttet af et selvstændigt aluminiumsophæng. Signalet leveres til Audio Aeros specielle S.T.A.R.S. processor ( Solution for Time Abstract Re Sampling ), som er en kombination af en ekstrem hurtig 192 KHz re-sampler, et 24 bit requantiseringskredsløb og en Audio Aero hemmelighed, som de kalder for Enhanced Technique. Der er ikke muligt at få anden – lettere tågede – forklaring, end at kredsløbet henter ”gemte” data ud af 16 bit signalet, som skulle give bedre dynamik, precision, lydbilllede og detaljer… Selve processoren er bygget op om en 32 bit SHARC DSP, der til sidst leverer et 24 bit 192 KHz signal til videre forarbejdning. Dette signal er helt uafhængigt af input clock’en. Signalet sendes efter 1024 gange upsampling til en 24 / 192 DAC, der kører med 6,144 MHz for langt om længe at dumpe over i det analoge domæne. Her står et par rør klar i linieudgangstrinnet sammen med en højkvalitets volumenkontrol, så du kan tilslutte Capitole direkte til din effektforstærker. Det er præcis på den måde, Capitole har fået lov at levere musikken under testen.

Lyttetest

Som antydet i indledningen skruer en CD-spiller til 60.000 kroner naturligvis op for forventningerne og fordrer fantastiske oplevelser, indlevelse, nådesløs optegning af koncertsale og studier samt naturligvis muligheden for at gå på sight-seeing blandt orkestrenes instrumenter.
Det er præcis hvad Capitole giver. Som nogen vil huske, roste jeg i sin tid Wadia 302 for dens enestående evner til at præsentere musikken på en sort baggrund. Capitole starter faktisk først dér, hvor Wadiaen stopper og undertiden associeres jeg til den fantastiske dCS afspiller, der kostede 4½ gang mere end Capitole. Den vidunderlige evne til at servere musikken på et helt ”blankt lærred” uden den mindste baggrundsbetoning er så et vigtigt fundament for oplevelsen, at det bliver meget svært at abstrahere fra, nu hvor Capitole er forduftet tilbage til sin importør.

Hvis det så bare var Capitoles eneste gode egenskab, men hele den måde CD-spilleren håndterer kildematerialet på er så umådelig engagerende og naturtro, at det nogen gange kan være svært at fatte, at den musik, der strømmer ud af højttalerne rent faktisk kommer fra et digitalt medie, der blev specificeret for mere end 20 år siden.
Specielt optegningen af optagerummet eller koncertsalen er skelsættende i en grad, at selv den største hifi-ignorant må bøje sig i støvet. Det er simpelthen så nemt at høre, hvad Capitole gør af gode ting for musikken, så ingen nogensinde vil være i tvivl. Jeg har også tidligere brugt termen, at kendere af koncertsale skulle kunne genkende klangen fra sine favoritsale. Det er i høj grad muligt med Capitole. Mahlers 4. symphoni i G-dur på Naxos er optaget i den polske Radios koncertsal i Katowice, som jeg holder meget af – dels fordi billetterne som regel er rimelig billige, men også pga. den bløde klang i salen med den relativt korte efterklang og en sjælden god mulighed for at sætte instrumenterne på plads blandt hinanden. Capitole formår at hensætte mig i den helt rette stemning og genopleve akustikken tæt på den ægte vare. Den tredimensionale fremstilling af instrumenter og stemmers placering i forhold til hinanden er førsteklasses og giver dig fuldt overblik over hele orkesteret samtidig med, at du kan isolere hvert enkelt instrument, når du synes, der er det, du har lyst til. Dynamisk hører den til én af de mest homogene og detaljerede afspillere, jeg kan mindes.
Capitole har altså alle de evner og værktøjer, der skal til for at skabe en enestående musikalsk oplevelse – og det klarer den også med største selvfølgelighed. Sammenhæng, intensitet, indlevelse og især en eminent timing gør det til en nærmest umulig opgave at stoppe musiknydelsen. I den periode, Capitole var i vores stereolab, nåede jeg aldrig hjem og klaske mig foran det gamle Saba TV. CD-spilleren afslørede konstant nye facetter, detaljer og indhold i selv meget kendte CD’ere, som jeg ellers troede, jeg havde ”knækket koden” på. Generelt formidler Capitole eksempelvis kvindestemmer med en sammenhæng i opløsningen af stemmen, som fjerner tidligere tiders digitale spor. Linda Russel synger ”Sehr Behaglich” ligeledes i Mahlers 4. symphoni, som er et glimrende eksempel på, at Capitole ikke lader de højtopløselige formater som DVD-A og SACD stikke af med præmierne uden videre.
Trisha Yearwood er en countrysangerinde med en helt speciel stemme og et mere poppet repertoire end man umiddelbart forbinder med traditionel amerikansk countrymusik. Hendes stemme er i og for sig ikke specielt fremragende, men hun formår at formidle de tårepersende kærlighedshistorier med en indlevelse, så man er overbevist om, at oplevelsen er hendes egen. Hun serverer også sin musik med fremragende optagelser – heraf flere i HDCD. Capitole formår i sjælden grad at få hjerte til at rime på smerte samtidig med, at lydbilledet er fuldstændig knivskarpt og urokkeligt. Faktisk er Capitole fuldstændig ligeglad med kompleksiteten i musikken – alt står klippefast, hvor det er tiltænkt og serveres samtidig med denne unikke indlevelse i musikkens sjæl, der kan tage pusten fra dig. Der er ingen tvivl om, at hvad det så end er, Audio Aero har puttet ind af hemmelige kredsløb og sære processorer, så duer det. I modsætning til dCS, hvor indstillingsmulighederne i det digitale domæne var uoverskuelig mange, så har franskmændene her selv truffet alle de bedste valg.

59.995 gode danske kroner skal du slippe for disse oplevelser. Det betyder, at du skal knokle en god hundredebasse ind på bankbogen, før blodsugerne på Borgen lader dig shoppe en Capitole. Læg hertil 2 – 3 gange det samme beløb til forstærkere og højttalere før tingene hænger sammen.
Latterligt vil almindelige mennesker måske sige, men jeg har lovet mig selv, at inden HIFI4ALL.DK fylder 30 år, skal vi have sådan en fætter her som reference !!! D. 1. april har vi været i luften med denne version af siden i et år. Jeg må hellere lægge 2000,- fra allerede nu, så er der kun 29 år tilbage !!

Audio Aero Capitole får min varmest mulige anbefaling !!

Tech Spec:

  • Frequency range (with 16/44.1 input signal) : 7 Hz - 20 kHz (- 1dB)
  • Frequency range (with 24/96 input signal) : 3 Hz - 48 kHz (- 1dB)
  • Output voltage : up to 5.0 V RMS
  • Output impedance : 100 ohms
  • Signal to noise ratio : 125dB
  • Total harmonic distortion : < 0,3 %
  • Power supply : 100 / 120 / 230 / 240 VAC, 50 / 60 Hz selected at factory.
  • Power consumption : 30W

Technology :

  • Philips CDPRO2 mechanism for audio CD, CDR and CDRW suspended on aluminum / rubber subchassis
  • Exclusive STARS ® process for 24 bit / 192 kHz re-sampling using SHARC DSP 32 bit floating point
  • Supported wordwidth (digital input): 16, 18, 20 and 24 bit
  • Supported sampling frequencies (digital input) : 32, 44.1, 48, 88.2, 96 kHz
  • Analog Devices AD1853JRS 24 bit / 192 kHz
  • Digital to Analog converter High quality IC analog attenuator
  • Balance control
  • 6021W subminiature tube output stage (tube lifetime : more than 10000 hours) and high quality buffer

General :

  • Analog outputs : single-ended RCA and professional line driver XLR
  • Analog inputs (optional) : 2 single-ended RCA and 1 professional line receiver XLR
  • Digital inputs : BNC, RCA, AES/EBU, AT&T and TOSLINK
  • Digital output : selection of the internal drive or any of the digital inputs - output through BNC plug
  • Chassis : 15/10 steel
  • Lid : 20/10 brushed aluminum
  • Delivered with Black Diamond Racing Pyramid Cones
  • Weight : 15kg. / 32.6 lbs.
  • Dimensions (W x L x H) : 452 x 450 x 120 mm

Import:

Vassagohifi
www.vassagohifi.com

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes