Modstanden
Min interesse for komponenten er entydigt rettet mod brug i delefiltre til højttalere, til eventuelle korrektionskredse og dæmpning. Her hersker der normalt tre forhold - stor strøm, begrænset frekvensområde (20 - 20000 Hz ) og mulighed for vibrationer, hvis ikke filtret er anbragt udenfor og fri af højttalerkassen.
Modstanden er en så problematisk størrelse, som for alt i verden bør undgås, men det er med den som med kvinder - besværligt med, men umuligt uden. Der er snakket meget om årsagen til modstandens negative effekt - at musikken ligesom dør - bliver noget mindre levende, hvis modstanden er god og yderligere får tilført støj og forvrængning - hvis de billige keramik effektmodstande bruges. Man har søgt årsagen i induktionen, med udvikling af non-induktive modstande til følge. Måler man den på normale modstande, så må induktionen dog siges at være meget lille og reelt uden betydning set i forhold til induktion i ledningen - for ikke at tale om svingspolens ditto.
Årsagen skal nok findes et andet sted.
Vi taler her om effektmodstande, som traditionelt fremstilles af metallisk ledermateriale med nogen modstand. Der bliver til dette brugt nikkel og jern i legering med andre metaller. Nikkel og jern er magnetiserbart - uønsket. Materialet er der ud over ikke lodbart, så kontakteringen sker mekanisk. Mekanisk kontakt er ofte en diodeovergang, som kan give anledning til forvrængning. At ledermaterialet er tyndt har givetvis også en effekt. Man kan sammenligne det med en indsnævring på en haveslange - anbring den tæt ved udløbet, og du har al den turbulens, du kan ønske dig. Fænomenet optræder selvfølgelig også, om du lægger indsnævringen midt på slangen. Det kan måske forklare et forsøg med grafitstift termineret med sølvtråd koblet til en akkumulator - grafitstiften blev glødende og sølvtråden gik i stykker 2-3 cm fra stiften - Hvorfor lige dér ? Skal der i vand etableres en strømningsmodstand uden turbulens, må vi gå en anden vej, man kunne f.eks. indføre et led med en svampelignende struktur med porer på kryds og tværs, filt, ståluld, pimpsten el. lign. Sådanne overvejelser kunne vise sig frugtbare, når vi tænker modstande, så en 'svampet' struktur i modstandsmaterialet er ønskelig.
Varme og deraf følgende stigning i modstandens impedans har givetvis også stor betydning. Her må vi skelne mellem øjebliks- og gennemsnitsvarme. Gennemsnitsvarmen er den temperatur, modstanden som helhed har. Men den er skabt af musik, som jo hele tiden varierer omkring 0-stregen og det giver ikke varme. Det er strømspidserne der giver varmen - ret beset kvadratet på arealet under dem - og også dem, der lider under dens følgevirkninger i svingspolen - en hævning af impedansen - med nedsat transientvillighed til følge. At øjebliksvarmen kan være mange gange højere end gennemsnitsvarmen på transiente signaler er indlysende.
Hvis man skal lave en god modstand, må den nødvendigvis også modarbejde denne effekt. Den skal altså have negativ temperaturkoefficient - mindre modstand, når den bliver varm. Dette forhold gælder kun modstanden i serie, parallelmodstanden skal selvfølgelig følge svingspolens tendens, da den ellers vil lede energien væk fra højttaleren. Man kunne måske her overveje, at bruge en slags kopi af svingspolen og dens omgivelser ved at montere en metalindstøbt trådviklet modstand direkte på enhedens magnet som parallelmodstand. Negativ temperaturkoefficient finder man som en naturlig egenskab hos kul. Kul er som bekendt villig til at danne forbindelser med sig selv - ellers var vi her ikke - og vi vil interessere os for den form, der kaldes grafit. Kul har middelstor - medens grafit har lav modstand, og da vi kun skal bruge modstanden i serie, så passer det fint med, at vælge grafit som modstandsmateriale. Det kan for øvrigt ses på farven - kul er sort, medens grafit har metalglans. Den særlige krystalform - diamant har en megahøj modstand, så rent kulstof er absolut ikke bare kul elektrisk set.
Jeg har tidligere anbefalet grafitstifter brugt som modstande, men der har været problemer med termineringen. Det havde jeg ikke kunnet finde hverken forklaring eller løsning på. Det var godt nok bemærket, at grafitstiften ved lodning blev fedtet ved loddestedet, men det tilskrev jeg loddetinnet, jeg bruger, som har indstøbt flusmiddel. Men den er god nok - de sveder - og det, de sveder, er såmænd voks, som er en isolator.
Grafitstifter angives som en blanding af ler og grafit, hvor blandingsforholdet giver stiften dens hårdhed. Jo mere ler des hårdere er den og jo højere er ligeledes dens modstand. Stifterne bliver fremstillet på samme måde som keramik - formet, tørret og brændt - og åbenbart, medens de endnu er meget varme, nedsænket i voks. Dette gør dem blot endnu mere interessante. Der skal jo være plads til voksen, så de er porøse - men da leret er en isolator må den ledende grafit være rundt om lerkornene. Disse må på grund af deres ringe størrelse have en meget stor overflade og grafitstiften derfor være ideel til ledning af højfrekvens. Der vil yderligere være mulighed for elektronerne at springe igennem lerkornene, der vil optræde som et slags dielektrikum - altså også en mulig kondensatorvirkning. Målinger bekræfter opfattelsen, da de har en ikke målbar induktion. Deres kapacitet er ikke fundet, men den kan ikke være stor, da jeg ikke kan spore virkningen ved modstandsmålinger op til 40 kHz. Nøjere målinger på en faktuel udgave på 3.3 Ohm målte ved 100 Hz 3.28 Ohm - og ved 1 MHz 3.3 Ohm. Ved højere frekvenser indtræder fortrængningeffekten da modstanden i denne udgave var rund med en diameter på 2 mm. Alt i alt må det siges, at være en spændende retning, det hele har taget, så må vi overlade til eksperterne at udfinde de mere præcise specifikationer.
Mange vil nok mene, at de kan bruge deres indsamlede erfaringer fra normale carbon-komposit modstande, men det kan ikke kraftig nok understreges her, at der er tale om noget ganske andet - en keramik med indstøbt grafit som leder i en kaotisk struktur.
Nu er materialet som sådan skrøbeligt, så det skal emballeres og termineres på en eller anden måde. Termineringen skal være god da den ellers giver forvrængning. Jeg har arbejdet med bevikling med sølvtråd og efterfølgende lodning, det har for så vidt været udmærket, men jeg ville nu gerne have en endnu sikrere kontakt. Dette er blevet løst - håber jeg - ved en elektrolytisk pålægning af kobber. Lader man denne forkobring forløbe roligt opnås en dybtgående effekt ind i grafitkeramikkens porer. Man kan derefter lodde direkte på stiften, eller bevikle og lodde, om man vil måske endda slaglodde. Det ville være en fordel at lægge sølv på ved elektrolysen, om det er farbart vil blive undersøgt.
Indpakningen af stiften er problematisk, som al indpakning er, når vi taler modstande. Grafitstiften bør ligge fri, så den kan afgive sin varme, alligevel beskyttet og stabiliseret så den kan behandles på en fornuftig måde og ikke som nu behandles med ekstrem stor varsomhed. En mulighed var at fastgøre hullede glimmerskiver i et på langs halveret pertinaxrør. Hullerne kan så tjene som leje for stiften og den endelige fastgørelse kan udføres med vandglas. Ved en sådan konstruktion er der taget skyldigt hensyn til alt, jeg kender til, der kan ødelægge lyden, og det er vel det, det hele drejer sig om.
Modstanden er i tidligere udgave aflyttet hos Morten Becker og Michael de Waal og nu også hos Hans. Det var morsomt at se Hans's udtryk, medens han udtrykte sin mening! " Det er løgn - det kan umuligt passe!" - men det gjorde det nu godt nok - det skal høres.
Den snigende gift for god lyd.
Mit sidste indlæg angik klanglige bidrag, som måske kan føres tilbage til elektronernes langsomme kaotiske bevægelser. Disse kan frembringes ved :
1. Strømgennemgang i en leder
2. Ved et statisk felt
3. Ved magnetisk felt og påvirkning af jern med forskellig hysterese
4. Ved rystelser
5. Ved skarpe hjørner på ledningsføringen.
Elektronerne bliver påvirket, men der må være tale om forholdsvis små bidrag - så hvordan bliver de hørbare.
Der er fire muligheder :
1. Resonansfænomen (kendt fra hf-kredsløb)
2. Mønsterdannelse j.fr. kaosteorien. ( hvirvler i væsker)
3. Hukommelseseffekt (kendt fra kondensatorer og plastik)
4. Løbestrømme (kendt fra hf-kredsløb)
Det forekommer mig, at lyden i nyere udstyr er blevet kedelig og udynamisk, i visse konstruktioner nærmest gjaldende eller noget syntetisk lydende og ubehagelig at høre på. Det måler utvivlsom fint, men lyden. Det kan selvfølgelig være mig, der er noget galt med, men ved lytning sammen med andre, er jeg ikke alene om at kunne høre at det er galt.
Der er sket noget, som producenterne ikke er opmærksomme på eller negligerer, og det er dette, jeg kalder "den snigende gift for god lyd". Altså ændringer som tilsyneladende er forbedringer eller blot praktiske metoder, men ødelæggende for lyden.
Ledningers dimension kan høres. Runde ledninger skal være meget tynde ( mindre end 0,5 mm i diameter ), for at diskanten kan komme frit igennem. Man må så for at få tværsnit nok parallelkoble flere tynde. Men det forekommer mig, at den løsning har en tendens til at give ekstra liv I diskanten. Kunne man tænke sig at lederne er I stand til at bevæge sig lidt I forhold til hinanden, de bærer jo samme ladning og vil derfor frastøde hinanden. Ledningen skal jo være bøjelig og det modarbejder at trådene skal være holdt sammen i et fast greb. Der kunne også være tale om diodeovergange imellem de enkelte tråde, det er da tankevækkende at slag på visse ledninger kan høres i højttaleren - hvorfor det?
Jeg har været meget tilfreds med fladvalset kobber eller sølv 0,3x2,5 mm, det klinger anderledes.
Lak på ledninger kan høres. Den giver en dynamikbegrænset diskant og lidt oppustet bas.
En lak til kabler bliver udviklet til at modstå varme og hårdhændet behandling, lyden tages næppe i betragtning. For eksempel fik jeg for nogle år fra Lars Mikkelsen noget kaptonlakeret kobberkabel, fladvalset, så alt skulle være i orden. Kapton er en særdeles varme- og slidstabil lak. Ved aflytningen blev kablet brugt som højttalerkabel; men kun kort - det lød ganske rædselsfuldt.
Kunne man tænke sig at en ændring i lakken på kabler til brug i transformatorer har den lydforringende effekt?
Det er ikke usandsynligt - en mulig gift for god lyd. Det vil i hvert fald blive afprøvet i det nye år i en skilletrafo viklet med folie, isoleret med papir fastholdt med mineralsk voks, så får vi høre om jeg har ret.
NB! det havde jeg. Luftspolen bygget efter ovenstående betragtninger laves i dag af Jensen Capacitor og er båmdspolen at gå efter. Plastikbefængte eller blødt viklede, har en lyd helt deres egen.
Printpladers lim rummer også en mulig kilde. Det er her vigtigt at kobberlagets fastlimning til pladen kan tåle varme uden at gå fra. Den lim, der bruges, kan være ændret - en mulig gift.
Pladerne i sig selv kan være en kilde. De fås af mig bekendt i pertinaks, glasfiber, teflon og keramik, hvor pertinaks og keramik foretrækkes ved højfrekvenskredsløb. Hvorfor det? Fordi de to andre danner løbestrømme, så kredsløbene ikke virker. Til audiobrug er de ikke direkte ødelæggende, men løbestrømmene vil stadig være der, blot med tilstrækkelig stor modstand / lille kapacitet, så det ikke går helt galt.
Hvorfor i alverden bruges keramik så lidt som printplade i audioudstyr. Det fremstilles ved sammensmeltning af sølv og det keramiske materiale ved høj varme, altså ingen lim. Forklaringen skal måske søges i prisen og besværligheden med at bore huller i pladen - det skal foregå med diamantbor.
Huller i printpladen er overmåde praktisk ved maskinel montage, men er det den rigtige metode ved lydreproduktion? Det undrer i hvert fald mig, at når nu printbanerne bliver tegnet med bløde buer, fordi det er velkendt, at skarpe hjørner kan give anledning til fejl, at det samme forhold så ikke gælder for printpladens underside, her er der kun skarpe hjørner? En ny kilde ?
Burde komponenterne ikke alle overflademonteres? det ville kunne give et roligere strømgennemløb.
Hvad så med integrerede kredse ? - Ja! her er der tale om en sådan miniaturisering, at selv elektroners mulighed for at lave ballade er tvunget op i hf-området. Der er ingen loddetin, alle komponenter ligger i samme plan, der er ingen pludselige udvidelser eller indsnævringer alt er snedigt integreret i hinanden. Problemet er så bare, at det her er så komplekst og målrettet til andet brug end audio, at vi skal være heldige, om der er komponenter vi kan bruge.
Der har været produkter fremme som er tungt baseret på den teknologi, det måler forbandet godt - men lyden - kold, klinisk umusikalsk.
Jeg er ret sikker på, at det er den vej, vi kommer til at gå, for at komme i mål ved lave spændinger, vi skal bare finde de rette kredse eller kombinationer af kredse.
Isolering og varmeledning til køleplader er også blevet fornyet med opdukken af siliconebaseret film. Det er dejlig praktisk, men gift for god lyd. Hold fast ved glimmer - det lyder bedst.
Stålskruer er arbejdsbesparende, især hvis de er selvskærende, men desværre magnetiske. Brugt forkerte steder - hørbart. Nyere test foretaget af Freddy Bolinder og Morten Becker viser, at stålskruer overalt i kabinettet har en lydmæssig påvirkning.
Flotte dyrt udseende stik er interessante, for de lokker lyde frem som fejlagtigt tolkes som mikrodetaljer, men det er lydbidrag som stikket laver. I samme familie har vi kabler, tynde sølvledere individuelt lakerede og indpakket i plastik, det vælter frem med detaljer, og skulle der være brugt forsølvet kobber, er det endnu værre - gift for god lyd - kan forvandle en harpe til et hakkebræt.
Skruehuller i forpladen på diskantdomer og forpladen selv er gift for god lyd.
Den flade forside på en højttalerbaffel er i sig selv en reflektor og skadelig for lyden, og der ud over tages der ikke hensyn til enhedernes akustiske centre. Nogle mener det kan rettes i filteret, men desværre er det rent teori i den analoge verden. Det kan kun lade sig gøre i det digitale domæne så det er fremtidsmusik.
Indpakningen af den elektroniske komponent (kassen) giver i sig selv lyd fra sig, som ad lydmekaniske veje giver sit lydbidrag, dette på alle størrelsesniveauer - man kan høre indpakningen.
Ja! sådan kunne man blive ved.
Jeg er på det sidste kommet langt uden for mit gebet - højttalere.
Man kan ene mand ikke overskue hele kæden, her må vi have hjælp af dem, der mener at have forstand på hver sin del, analog som digital. Men det forekommer mig dog som klart og overalt gældende, at det enkle, det simple og matematisk smukke er at foretrække. Det drejer sig vel egentlig blot om at få godt begyndt og her har strømforsyningen højeste prioritet - få den i orden - så er det halvt fuldendt.
Her må en forholdsvis ukendt kondensator nævnes "Firepolen" nærmere detaljer om den på Jensens hjemmeside.
En forforstærker baseret på diskret eller integreret kredsløb kunne så realiseres utrolig enkelt.
Heldigvis har den mængde giftigheder, jeg her har omtalt for de fleste ikke stor betydning, man vænner sig hurtigt til unoder, som man vænner sig til lytterum. Jeg har faktisk for en del år siden hørt et par billige fuldtoneenheder anbragt i et par med kapok dæmpede magarinekasser (af mærket OMA), spillende op ad væggen, de lød såmænd ikke så tosset. Heldigvis sørger hjernen for, at man kan have herlige musikstunder, dette fejlene på trods.
Det er langt mere et spørgsmål om, hvor man ønsker at befinde sig, i den overkommelige Hi-Fi verden eller i den hundedyre High-end sfære, hvor man åbenbart har passeret loddealderen, eller i det univers, jeg nu engang synes, det er sjovt at boltre mig i - en amatørverden hvor hifi'en er uden ende.
Da det åbenbart er sådan, at alt kan høres, jamen! så lad os da høre det. Jeg er sikker på, at der ligger mange overraskelser og venter.
Jeg håber selvfølgelig for Jer, at jeg er alene om den igennem mange år optrænede følsomhed for fejl i frekvens og fase. Jeg bliver faktisk dårlig ved visse gengivelser, uden at kunne forklare hvorfor, derfor min flugt, når det bliver mig helt uudholdeligt - og derfor også min idelige jagt på forhold, der ødelægger oplevelsen for mig.
Hvor ville jeg gerne kunne gentage den mageløse, betagende lytteoplevelse af Jon Leifs 3. symfoni - hørt på Niels Nielsen´s mammutsystem, men blot på al musik - hver gang.
En gengivelse over et anlæg kan være en stor oplevelse, medens en koncert er en ganske anden.
Til koncerten medbringer man to ører og sin hjerne med det sorteringssystem, den enkelte hjerne nu engang har. Hver lytter retter sin opmærksomhed mod noget forskelligt og der bliver sorteret i lydoplevelsen, fremhævet og undertrykt lydandele helt individuelt. Jeg husker da en opera, hvor den kvindelige hovedkraft var så stramt bundet op, at hendes vejrtræknings påvirkning af de øverste attributter ganske trak opmærksomheden fra hendes sang til hendes vejrtrækning.
Jeg vil påstå, at ingen af koncertgængerne vil opleve koncerten ens, det oven i købet om man kunne tænke sig dem anbragt på samme plads, for tankerne vandrer - også under en koncert.
Til optagelse af en koncert bruges mikrofoner, og sådanne registrerer alle lyde som hørende til koncerten. Effekten er faktisk kendt fra brugere af høreapparater, der kan have svært ved at høre f.eks. en samtale i støjende omgivelser, hvad vi normalt hørende ikke har.
Når det optagne og af producer bearbejdede signal skal gengives på det hjemlige anlæg er det hans version - aflyttet på hans højttalere - i hans studie, der gengives over den enkelte lytters udstyr og højttalere i dennes lytterum. Skulle denne gengivelse reelt kunne sammenlignes med den virkelighed, den enkelte måtte have af koncerten, må der være tale om et mirakel.
Næh! der sker noget ganske andet, der dannes I hver enkelts hjerne en ny virkelighed, med overordnede lighedspunkter med koncertoplevelsen og med lydbidrag, de reelt ikke har hørt under koncerten. Det er den virkelighed, vi har at arbejde med. Den har fordele frem for koncerten, man kan lettere følge med i noderne og den kan gentages og klangligt rettes på i en uendelighed, og det er vel spændende nok i sig selv. Det er under denne proces, at man kan lære sig at skelne mellem ægte og falske lydbidrag, Men pas på! Det falske kan sagtens virke befordrende for oplevelsen og derved indgå som værende korrekt.
Ens eget anlæg bliver normen for gengivelse og ikke den til grund liggende koncert. Vor hukommelse er også på det punkt hullet som et dørslag..
Steen Duelund
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Mest rigtig lyd
Emne lukket)
